Underbukser er alligevel yt

Der er gået lidt tidsrøver i mit nye job. Både fordi jeg er gået op i tid og fordi jeg nu er på arbejde samme tid som resten af familien er ude af døren, hvilket lægger et klart pres på “Camilla-tid” som nu er nedjusteret til de antal minutter jeg tillader mig at låse døren på badeværelset i ny og næ.

karriere

Jeg forstår ikke, hvor folk får tid til ret meget andet end arbejde og badning af børn, aftensmad plus madpakkeræs inden sengetid.

Jeg trives med den nye tilværelse og jeg er opslugt i og af mit nye job. Det er super spændende og jeg er meget begejstret. Men der er drøn på hver morgen. Der er ikke tid til ret meget andet end det helt basale. Eller er der… Forleden sendte jeg Bertil afsted uden underbukser på. Det er ikke hver dag, at de både får børstet tænder og får en klud i hovedet på samme tid. Hvad man ikke når den ene dag….når man formentlig heller ikke den næste. Man kan vel sige, at jeg nu er blevet sådan en fortravlet karriere-mor med kronisk dårlig samvittighed. Kan man have en karriere indenfor det kommunale? Det er som om kommune og karriere ikke passer sammen som fod i hose. Det sjove af det hele er bare, at det var jeg jo egentlig også før. Altså et slags karriere menneske. Da jeg var aftenvagt på 28 timer. Der bildte jeg mig selv ind, at jeg ville få meget mere tid med mine børn fordi jeg først mødte kl 15. Det fik jeg bare ikke, for jeg gik glip af mange eftermiddage og aftener og de blev ikke afleveret meget senere end kl. 9. Som aftenvagt blev jeg spist op af dårlig samvittighed over, at jeg var så meget væk når resten af familien var hjemme og over det faktum, at de sene aftener gav mig (søvn)underskud og en kortere lunte.

Men hey! Alt er godt. Jeg skal ikke klage. Og jeg vokser med alle de opgaver jobbet og moderskabet byder mig.

Alfred fik dræn i sidste uge. Jeg håber, at vi snart får vores nattesøvn igen. Indtil videre er der ingen forbedring men sommerferien banker på døren og så skal det hele nok gå. Jeg har ikke sovet i et halvt år så et halvt år mere- det tager vi i stiv arm…….

Vi skal syd på i år. En lille smule syd og så stik øst. Til Fynsland.  Drinks, varme aftener, fælles bad og fælles toiletter som deles med 100vis af med-campister. Det bliver kræs… Men vi glæder os. Vi glæder os til badeland, cykelture, madpakker ved vandet, hoppepude (for dem der ikke har født 2 børn vaginalt) og forhåbentlig en masse solskin.

Glædelig sommer ☀️

//Camilla 

Jeg jinxede det

Jeg kunne have stranguleret mig selv dagen efter jeg skrev sidste blogindlæg. Jeg er mester i at prale når tingene kører på skinner. Det være sig når børnene sover godt, når der er plus på parforholdskontoen, når helbredet gør det godt og  økonomien tillader det ene impulskøb efter det andet. Det er ikke fordi jeg vil være en sortseer, men jeg har efterhånden erfaret, at lykken er kort. I hvert fald når det drejer sig om helbredet og økonomien. Jeg fik jinxede ungernes helbred. Knap et døgn efter, at jeg smed sidste uges blogindlæg op, gik Alfred ned med flaget (igen!). Det skulle tage ham en hel uge, at komme sig over høj feber og hoste. En hoste som frarøvede os alle en lækker nattesøvn – i en hel uge.

img_0429.jpg

I dag er BEGGE unger afleveret i institution. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Regnvejret opfordrer mig til en dag på sofaen med stearinlys og en god film. Rastløsheden kalder på en shoppetur i Illums og et smut hos plantepusheren. 40 planter indendørs er nemlig ikke helt nok. Fornuften kalder på en støvsugning, et bjerg af vasketøj der skal ordnes, en fyldt opvaskemaskine der skal tømmes og et fyldt køkkenbord med beskidte tallerkener mv. Man siger jo, at fornuften vinder. Sådan går det ikke ned i Kasted i dag. I dag vinder regnvejret og jeg vil kaste mig i sofaen. Jeg har fortjent det efter en travl weekendvagt, særligt fordi jeg – hold fast – har cyklet til og fra job. Dem der ved, hvor jeg bor og arbejder ved også, at der kun er 5 km hver vej. Dem der kender mig ved, at 5 km. er lidt af en præstation for sådan én type der har et ganske ufornuftigt forhold til motion og grøntsager. Jeg søger med andre ord en lille klapsalve…

Ja, jeg har købt cykel, cykeltrailer og 3 cykelhjelme. Det er slut med at ligge på den lade side. Sådan et impulskøb efterlader naturligvis en skræntende økonomi, men jeg er kommet dertil hvor jeg er for træt til at have dårlig samvittighed.

img_0395.jpg

Glædelig mandag og hyggelig regnvejrsdag til dig.

//Camilla

Jeg er i live

Et livstegn er vidst tiltrængt ovenpå mange måneders stilhed.

Er hun faldet ned i depressionens sorte hul, spørger nogen. Nej.

Er hun gravid tænker andre. Nej.

Har hun travlt med fitness, salater og mange selfies af glat og rynkefrit ansigt med dertilhørende stram og ungdommelig krop? Svaret giver sig selv.

Jeg meldte mig, som jeg skrev i januar, ind i fitness. Jeg kom også afsted. Hele 2,5 gange. Jeg er stadig medlem. Et hvilende medlem. Sådan er jeg i mange medlemskaber p.t. Jeg er hvilende medlem i min fagforening af en eller anden ukendt årsag og så er jeg hvilende medlem i den lokale bestyrelse og Gyldendals børnebogklub. Det der med, at melde sig ud- det gør jeg ikke i. Jeg er vild med at betale penge ud af vinduet og stadig have en fod indenfor…

Så hvad sker der så lige for den der pludselige stilhed på bloggen?

En af de helt store årsager er, at jeg ikke har fået betalt en regning for mit domænenavn. Det resulterede i blog-nedluk. Som I kan se, er den nu betalt. Så langt så godt.

En anden årsag er, at jeg ikke har haft så meget på hjerte. Det jeg er fyldt med er arbejdsrelateret og det må jeg ikke sådan hælde ud i offentligheden. Det er ikke problemfrit, at gå fra et job i det regionale (hospitalet) til det kommunale (Sundhedsudvikling). Der er stor forskel på de to ting. Dertil hører det sig, at stort set alle dage inden job er gået med at passe syge børn. Fra februar til tirsdag aften har den stået på; Halsbetændelse, lungebetændelse, mellemøresbetændelse x2, influenza x2, skoldkopper x2 og en omgang øjenbetændelse. Heri er der ikke nævnt de antal gange Mureren og jeg selv har været ramt af sygdom. Det fornøjelige ved, at være fast aftenvagt er, at jeg i mine 8 måneder som ansvarshavende sygeplejerske endnu ikke har haft en eneste fraværsdag. Jeg har været så snedig, at bruge mine fridage på selv at være syg.

Pr. 1/6 starter jeg nyt job. Samme sted men med ny funktionsbeskrivelse. Jeg skal op i tid, trækkes ud af sygeplejen og arbejde tæt med husets ledere med henblik på implementering af en masse nye og spændende tiltag inden for Sundhed og Omsorg. Jeg er blevet lovet eget kontor, et job hvor jeg selv strukturerer min hverdag og et helt nyt samarbejde med alle faggrupper. Jeg glæder mig! Og jeg forestiller mig ikke, at børnene kan trække mere skidt med hjem fra institutionen, så jeg håber på at fraværet på min arbejdsplads fortsætter med at være på 0 lang tid endnu.

Og hvad så? Vil jeg blogge eller vil jeg ikke? Der er et par årsager til, at jeg har betalt regningen og igen er i gang.

Jeg bliver hængende på bloggen fordi der ikke går en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på den. Jeg bliver hængende fordi jeg elsker at skrive og fordi jeg synes det er sjovt. Det kan være ligemeget, hvor mange der læser med, at jeg ikke gider sponsoreret indlæg og ikke laver konkurrencer. Det kan være ligemeget, at bloggen ikke vokser vildt og voldsomt og at jeg selv har mistet interessen for at læse med på rigtig mange blogs. Det her er min dagbog, som er tilgængelig for dem der på en eller anden måde kan relatere til al min munddiarré og så behøver jeg ikke flere årsager til, hvorfor stilheden hermed er brudt.

Hold dig munter!jeg er i live

//Camilla