Jeg jinxede det

Jeg kunne have stranguleret mig selv dagen efter jeg skrev sidste blogindlæg. Jeg er mester i at prale når tingene kører på skinner. Det være sig når børnene sover godt, når der er plus på parforholdskontoen, når helbredet gør det godt og  økonomien tillader det ene impulskøb efter det andet. Det er ikke fordi jeg vil være en sortseer, men jeg har efterhånden erfaret, at lykken er kort. I hvert fald når det drejer sig om helbredet og økonomien. Jeg fik jinxede ungernes helbred. Knap et døgn efter, at jeg smed sidste uges blogindlæg op, gik Alfred ned med flaget (igen!). Det skulle tage ham en hel uge, at komme sig over høj feber og hoste. En hoste som frarøvede os alle en lækker nattesøvn – i en hel uge.

img_0429.jpg

I dag er BEGGE unger afleveret i institution. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Regnvejret opfordrer mig til en dag på sofaen med stearinlys og en god film. Rastløsheden kalder på en shoppetur i Illums og et smut hos plantepusheren. 40 planter indendørs er nemlig ikke helt nok. Fornuften kalder på en støvsugning, et bjerg af vasketøj der skal ordnes, en fyldt opvaskemaskine der skal tømmes og et fyldt køkkenbord med beskidte tallerkener mv. Man siger jo, at fornuften vinder. Sådan går det ikke ned i Kasted i dag. I dag vinder regnvejret og jeg vil kaste mig i sofaen. Jeg har fortjent det efter en travl weekendvagt, særligt fordi jeg – hold fast – har cyklet til og fra job. Dem der ved, hvor jeg bor og arbejder ved også, at der kun er 5 km hver vej. Dem der kender mig ved, at 5 km. er lidt af en præstation for sådan én type der har et ganske ufornuftigt forhold til motion og grøntsager. Jeg søger med andre ord en lille klapsalve…

Ja, jeg har købt cykel, cykeltrailer og 3 cykelhjelme. Det er slut med at ligge på den lade side. Sådan et impulskøb efterlader naturligvis en skræntende økonomi, men jeg er kommet dertil hvor jeg er for træt til at have dårlig samvittighed.

img_0395.jpg

Glædelig mandag og hyggelig regnvejrsdag til dig.

//Camilla

Jeg er i live

Et livstegn er vidst tiltrængt ovenpå mange måneders stilhed.

Er hun faldet ned i depressionens sorte hul, spørger nogen. Nej.

Er hun gravid tænker andre. Nej.

Har hun travlt med fitness, salater og mange selfies af glat og rynkefrit ansigt med dertilhørende stram og ungdommelig krop? Svaret giver sig selv.

Jeg meldte mig, som jeg skrev i januar, ind i fitness. Jeg kom også afsted. Hele 2,5 gange. Jeg er stadig medlem. Et hvilende medlem. Sådan er jeg i mange medlemskaber p.t. Jeg er hvilende medlem i min fagforening af en eller anden ukendt årsag og så er jeg hvilende medlem i den lokale bestyrelse og Gyldendals børnebogklub. Det der med, at melde sig ud- det gør jeg ikke i. Jeg er vild med at betale penge ud af vinduet og stadig have en fod indenfor…

Så hvad sker der så lige for den der pludselige stilhed på bloggen?

En af de helt store årsager er, at jeg ikke har fået betalt en regning for mit domænenavn. Det resulterede i blog-nedluk. Som I kan se, er den nu betalt. Så langt så godt.

En anden årsag er, at jeg ikke har haft så meget på hjerte. Det jeg er fyldt med er arbejdsrelateret og det må jeg ikke sådan hælde ud i offentligheden. Det er ikke problemfrit, at gå fra et job i det regionale (hospitalet) til det kommunale (Sundhedsudvikling). Der er stor forskel på de to ting. Dertil hører det sig, at stort set alle dage inden job er gået med at passe syge børn. Fra februar til tirsdag aften har den stået på; Halsbetændelse, lungebetændelse, mellemøresbetændelse x2, influenza x2, skoldkopper x2 og en omgang øjenbetændelse. Heri er der ikke nævnt de antal gange Mureren og jeg selv har været ramt af sygdom. Det fornøjelige ved, at være fast aftenvagt er, at jeg i mine 8 måneder som ansvarshavende sygeplejerske endnu ikke har haft en eneste fraværsdag. Jeg har været så snedig, at bruge mine fridage på selv at være syg.

Pr. 1/6 starter jeg nyt job. Samme sted men med ny funktionsbeskrivelse. Jeg skal op i tid, trækkes ud af sygeplejen og arbejde tæt med husets ledere med henblik på implementering af en masse nye og spændende tiltag inden for Sundhed og Omsorg. Jeg er blevet lovet eget kontor, et job hvor jeg selv strukturerer min hverdag og et helt nyt samarbejde med alle faggrupper. Jeg glæder mig! Og jeg forestiller mig ikke, at børnene kan trække mere skidt med hjem fra institutionen, så jeg håber på at fraværet på min arbejdsplads fortsætter med at være på 0 lang tid endnu.

Og hvad så? Vil jeg blogge eller vil jeg ikke? Der er et par årsager til, at jeg har betalt regningen og igen er i gang.

Jeg bliver hængende på bloggen fordi der ikke går en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på den. Jeg bliver hængende fordi jeg elsker at skrive og fordi jeg synes det er sjovt. Det kan være ligemeget, hvor mange der læser med, at jeg ikke gider sponsoreret indlæg og ikke laver konkurrencer. Det kan være ligemeget, at bloggen ikke vokser vildt og voldsomt og at jeg selv har mistet interessen for at læse med på rigtig mange blogs. Det her er min dagbog, som er tilgængelig for dem der på en eller anden måde kan relatere til al min munddiarré og så behøver jeg ikke flere årsager til, hvorfor stilheden hermed er brudt.

Hold dig munter!jeg er i live

//Camilla

 

2016 – it’s on!

familieSå er vi godt i gang med 2016. Der er sikkert en masse derude i det ganske danske land, som traditionen tro er hoppet på en eller anden stram diæt og meldt sig ind i et fitnesscenter. Jeg er ligesom de fleste andre, en fisk i havet der gerne svømmer med strømmen, for ligesom at spare på krudtet. Jeg er hoppet ombord på nul-sukker vognen og jeg kan fortælle jer, at jeg klarede mandag-torsdag til ug! Da det blev fredag omlagde jeg strategien; Sukker i weekender er tilladt. Undtagen søndag. Sikke en lettelse for min sukker-afhængige krop. Man må starte med at stå, før man kan lære at gå. Det må være mit motto for 2016. Næste skridt bliver noget fitness og derefter nogle grøntsager. Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, som ældre mennesker ynder at sige. Jeg er som bekendt på vej mod de 32 (næste efterår) så jeg vil kategorisere mig selv som værende i den modne ende af ungdommen. Netop derfor må jeg stoppe op og tænke mig godt om. Jeg har ikke et stofskifte som en hormonbefængt teenager længere, så vægtens udslag er nu overladt til antal skridt jeg går dagligt og en vis mådeholdenhed. Derudover kan jeg i øvrigt fortælle, at en læge på medicinsk endokrinologisk afdeling synes det kunne være festligt at trappe mig ned i medicin for mit lave stofskifte, for at se, hvordan min skjoldbrugskirtel reagerer. Jeg er skeptisk, men følger selvfølgelig lægens ord og går i en osteklokke af udpræget træthedsfornemmelser, værre end normalen. Oh the joy!

Jeg forsømmer bloggen. Dels fordi jeg ikke har meget på hjerte, dels fordi det kræver lidt tid, som jeg ikke rigtig synes jeg har. Beklager, men jeg tænker nu nok, at de der læser med har så rigeligt om egne øre, at det vel nærmest går ubemærket forbi. Moderskabet kræver mere end 24 timer i døgnet. Også selvom døgnet starter kl. ca. 5 og slutter kl. 00.15.

2016, jeg har ikke de store planer. Jeg tænker, at jeg fortsætter med at gøre mit bedste i mit parforhold. Vi har haft den sidste tur hos parterapeuten og det var fedt. Fedt at mærke, hvor meget vi har rykket os og fedt med anerkendelse fra en terapeut der var enig i, at vi helt sikkert har været igennem en ordentlig omgang. Tiden læger alle sår (og husprojekter) og heldigvis er vi kommet igennem på den anden side. Jeg er faktisk lykkelig. Sådan helt ind i maven. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har Mureren i mit liv. Uden ham tror jeg faktisk ikke, at jeg nogensinde kunne være helt mig selv. Og den bedste følelse er, at være helt sig selv i en andens nærvær og føle sig elsket på trods af ekstreme humørsvingninger mellem kl. 5 og 8.00, på trods af mormortrusser, post-teenagebumser og en virkelig dårlig humor.

per

Planen er at spise sundere, dyrke noget motion og få lidt mere energi til at være en god mor i morgentimerne. Det kniber lige nu, men med aftenvagter og morgenfriske børn, så kommer enhver lunte (lang som kort) på prøve. Der er altid plads til forbedringer og jeg har tænkt mig, at forsøge at lade være med at tage sorgerne på forskud. Fx har jeg lige spist en halv plade Marabou med Oreos. Jeg vil ikke tænke på, hvad det gør ved mine lår eller numse. Nej, så hellere tænke på, hvor godt det smagte og hvor sej jeg var da jeg i går kun købte dén ene plade, selvom der var tilbud på 2.

camilla

2016 – it’s on!

//Camilla