1 år efter parterapi

For noget tid siden, fik jeg (måske lidt upræcist) spurgt jer der læser med, om i anonymt eller ej, havde lyst til at dele lidt om jeres parforhold via min blog. Mine tanker var, at det kunne være med fuldstændigt frie tøjler. At I måtte bestemme om det skulle være en fortælling om, hvad I synes er svært, hvordan I kom på den anden side af de problemer I måske har haft, hvad I gør for at holde hinanden ud, hvad I er gode eller dårlige til i jeres parforhold. Desværre var der ikke nogen der greb den ret så skæve og deforme bold jeg fyrede op i luften.  Derfor vil jeg koge lidt videre på min egen suppehøne.

Her et år efter vores besøg hos parterapeuten fra Randers har der været (lidt) tid til, at evaluere. Det gik rigtig godt i en lang lang periode. Alfred er landet i familien. Han er faldet godt til og vi er alle sammen evigt taknemmelige for vores firkløver. Det er ingen sag, at blive 4 med sådan en nem lillebror som Alfred er. Javist, der er mange vågne nætter og tidlige morgener. Dårlige og korte lure, appetitspring, tigerspring, raserianfald, institutionsopstart, seperationsangst, søvnunderskud osv. Det gør sig jo gældende i de fleste småbørnsfamilier. Det ER bare hårdt, at få børn. Derfor er det super vigtigt, at m an har et solidt parforhold. Hvis man er i et. Det er hul i hovedet ikke at samarbejde, når man er max presset. Det er dumt ikke at vægte sit forhold højt, selv om der er tons vis af undskyldninger for at nedprioritere forholdet imens ungerne er små. Herhjemme går dagene slag i slag. En gang imellem fristes jeg til at sige; Same shit different day. Tiden er ikke rigtig til den ugentlige evaluering af vores forhold. Èn af de opgaver vi fik. Vores dårlige undskyldninger er fx at børnene enten falder sent i søvn eller også ligger jeg på sofaen og halvsover og forbander mit lave stofskifte langt væk. En gammel-kone diagnose som jeg for nyligt har fået stillet. En anden dårlig undskyldning er, at vi er begyndt på serien “House Of Cards”. Det ene afsnit afløses af det næste og pludselig er klokken alt for mange. Det er vigtigt, at finde tid til hinanden selvom vi vælter rundt i bleer, gylp og bunkevis af vasketøj. Selvom den ene er en gammel kone der kaster den ene eltroxin tablet ned i svælget efter den anden. Selvom den anden brokker sig over, at der ikke engang er tid til træning, film og en øl. Kunsten i en småbørnsfamile er, at skabe tid, rum og luft til at være sig selv, være sammen som kærester, være sammen som familie, få set sine venner, få lidt kulturelt input og få gjort noget med den der far-krop og jeg-har-poppet-to-unger-oven-i-et-alt-for-lavt-stofskifte-krop. Flere timer i døgnet tak! Flere hænder tak! Hvis jeg blev præsident, ville jeg skaffe alle familier en fuldtids barnepige, betalt med de penge vi ikke har…..Og en personlig træner…

Profylaktisk tankegang. Et ord jeg har fået blæst ørene fulde af under min uddannelse som sygeplejerske og også i mit arbejde på de afdelinger jeg har været på. Profylakse gør sig ikke kun gældende i sundhedssektoren. Det gør sig i den grad gældende i forholdet. Det er faktum at parforhold er truet. Skilsmisse rammer alt for mange. Det skrev jeg faktisk lidt om i starten af min “blogger-karriere”, det kan du genlæse her Skilsmisseepidemi .  Nogle brud er helt sikkert nødvendige. Jeg vil ikke dømme nogen. Jeg har da selv været i andre forhold, som ikke var det rigtige.  Vores parterapeut sagde, at det var et rigtig godt valg, at komme INDEN lokummet for alvor brændte. Vi var derfor også mere modtagelige overfor de forslag hun stillede og de ting vi hver især havde på hjerte.  Fordi vi var der så tidligt, resulterede det i 2 besøg og med rigtig gode resultater.

Så snart det er muligt, skal vi helt sikkert afsted igen. Til den sidste samtale, som vi ikke nåede fordi jeg forventede Alfreds ankomst i starten af oktober. At jeg ikke fødte FØR termin kom bag på mig. At jeg skulle gå hele 10 dage over termin var nitten. Men han var ventetiden hver. En kliché jeg gerne fyrer af en gang imellem.

Det er så dyrt, at besøge en parterapeut! Ja. Det er ikke billigt. Men en tur på restaurant og hvad der ellers høre med til en hyggelig dateaften, koster altså også hurtigt 900kr. Lækker mad og lidt snak i stearinlysets skær er hyggeligt og nødvendigt. Man kan leve længe på en date-aften. De arbejdsredskaber man får med sig fra en terapeut kan man bruge resten af livet. Spørgsmålet er bare, om man prioritere at bruge de redskaber og implementere dem i dagligdagen. Det er da tankevækkende. Jeg siger ikke, at et parforhold er reddet ved at køre til Randers eller hvorend. Men det er givet godt ud. Jeg kan kun tale af erfaring.

Så sent som i sidste uge fandt vi tid til en hyggestund med kaffe og et slukket tv. Det var virkelig dejligt at få snakket. Det fik os til at bryde ud af den der hverdags-trommerum og vi har igen fokus på, hvad vi kan gøre for hinanden, for at fylde en masse positive ting i hinandens vægtskåle. Vores vægtskåle var i seriøs minus sidste år. Det er et arbejde at få dem i plus. Men det er faktisk lykkedes. En gang imellem ryger de i et lille minus, men det er egentligt ret nemt at få vægtskålene i balance igen, fordi vi har fået så gode redskaber.

Før hen blev jeg ofte ramt af en form for skam-følelse, fordi vi var/er nygifte og unge og have brug for parterapi. Men at skrible om det her på bloggen og læse jeres kommentarer, gjorde at jeg kunne vende det til en styrke. Jeg skammer mig overhovedet ikke. Jeg ville være uendeligt træt af mig selv, hvis vi havde valgt, at kaste håndklædet i ringen.

Det er forkert at tro, at det gode parforhold er én lang forelskelse. At man ikke møder fristelser. At man ikke skal være sammen, fordi man i en længere periode ikke har følt varme følelser for sin partner. At et godt parforhold er foruden daglige skænderier. Det er ikke parametre man kan bruge til noget. Parforholdet bliver stærkt når man er ude over forelskelsen og stadig er sammen. I alle parforhold vil man møde fristelser, men det handler om, hvordan man takler dem. Daglige skænderier er nedbrydende, men hvis man lærer noget af dem og det ikke er de samme ting man igen og igen skændes om, kan det vendes til noget konstruktivt. Man kan lærer at skændes på sådan en måde, at det ikke bliver med store ord og skabslågesmækken. Hvis man oplever (som vi gjorde), at det er de samme ting der fylder og bandes over, så kan jeg igen kun sige: AFSTED TIL EN TERAPEUT. Da jeg sagde “JA” til min mand i kirken (og på rådhuset) var det et “JA” til en fælles indsats om, at sætte al krudt ind på at forblive sammen. Til vi bliver gamle og skal herfra. Jeg håber virkelig, at vi slipper igennem nåleøjet og kan fejre guldbryllup eller diamantbryllup sammen.

Med dette vældig seriøse indlæg, vil jeg bare ønske alle en dejlig aften spækket med hygge, kvalitetstid og søvn!

image

 

//Camilla

9 tanker om “1 år efter parterapi”

  1. Jeg ELSKER dine ærlige, og følsomme indlæg. Du skriver det så man ser det for sig, lidt ala et afsnit gossip Girl (ja det er altså lige den serie jeg sidder klistret til hver dag, så derfor ku jeg ikke komme i tanke om andre mere passende😉). Men pointen, yes der er en, er at du 100 % rammer noget alle i et forhold kan relatere til, uanset hvordan forholdet går. Du har nemlig ret i, at det er fucking hårdt at få et barn, og så to (!!!!). Og som forældre, specielt nok som mødre, prioritere vi vores børn før alt andet. Pr naturlov. Og det er nemt at glemme kærligheden. Ikke fordi man vil, men fordi der fandme nærmest ikke er tid til at planlægge hvornår man kan holde en kæreste friaften. Jeg synes at vi er godt til at minde hinanden på det herhjemme, men jeg ville ønske at jeg var bedre. Også fordi man gerne vil blive ved med at være det menneske, som ens mand så lækkert forelskede sig i. Både for hans skyld, men også da for min egen. 🍻😊 Så godt skrevet Camilla, og vigtigt skrevet. Og igen, hatten af for dig, du er ærlig og modig. Knus

    1. Gossip Girl! Jeg har aldrig fået det set. Det er en fejl! Mange mange tak for din skønne kommentar😊 Du har helt ret i, at man jo gerne vil blive ved med at være den kvinde som vores mænder forelskede sig i. Jeg må bare erkende, at den her presset tilværelse nogle gange får en sur kælling op i mig, og det er virkelig noget rod. Det er virkelig godt med nogle kæresteaftener, og der skal nok komme flere jo større Alfred og jeres lækre Rosa Mai bliver. Det må vi se frem til👌🏼 Tak fordi du læste med, det blev et ret så langt indlæg 🙈
      Ha en dejlig dag Trine!

      1. Nu skriver jeg lige her nedenunder Trines kommentar, udelukkende for at sige at ; jeg har set Gossip Girl færdig, skal jeg fortælle hvad den ender med?? Hahahahaaaa….

        Ej, seriøst nu.

        Som Trine også skriver, er jeg vældig fan at dine ærlig og menneskelige indlæg Camilla. Du formår at holde mig fast mens jeg læser, og det er faktisk en opgave der er ret så svær at håndtere.
        Det er relevant, indlevende og eftertænksomt. Tak for det 😊

        Og jeg synes da han ser ret forelsket ud på det billede hva?? 😉

  2. Tak for indlægget – og ærligheden. Småbørnsfamilie ER hårdt arbejde, men også sjovt og skørt og det hele værd (når klokken ikke er tre om natten og Barnet insisterer på at vi skal stå op)

    Og så ville jeg bare sige at jeg altid gerne udbreder mig både vidt og bredt om (mit) parforhold – men jeg har først opdaget din blog nu ;p

    1. Skønt at du svingede her forbi. Så får man også lige øjnene op for nye blogs 🙂 Jeg får (som skrevet i forbindelse med et af dine indlæg) lige sendt dig en mail ved lejlighed 🙂

  3. Jeg er lige landet fra Superheltemors side, og så støder man på sådan et dejligt ærligt indlæg, om den store udfordring i dagens familier: parforholdet.

    Respekt for at I valgte terapi. Vi har flere gange været på parkursus sammen, hvilket jeg også kun kan anbefale. Jeg tror, at vores fordel har været, at vi fandt hinanden meget tidligt (kun 19 år gamle), og vi har helt fra starten været bevidste om, at så er der brug for løbende vedligeholdelse for ikke at glide væk fra hinanden og begynde at gå hver sin vej. Men ja, det kræver arbejde og beslutsomhed og vilje. Men hvis man er heldig er det de fleste dage et stykke arbejde, man har lyst til at gøre.

    1. Velkommen herovre! Tak for din ligeså ærlige kommentar 🙂 Hvor mange år har I været sammen? Er sådan et parkursus godt? Jeg har hørt om det, men kender vidst ikke nogen der har været afsted på sådan et. Ha’ en dejlig dag. Kh Camilla

      1. Vi havde 14 års dag i marts, og om alt går vel kan vi fejre kobberbryllup næste år 🙂

        Ja, jeg synes parkursus har været rigtig godt, men vi er nok ved at nå til er punkt, hvor vi har hørt mange af tingene før, og selvom det kan være godt at få opfrisket noget af det, vil jeg (hvis det står til mig) nok vælge terapi, næste gang vi trænger til fornyelse for at få noget input, som er mere specifikt målrettet os. Men jeg tror at min mand nok er noget mere skeptisk overfor terapi, end han har været for parkursus.
        Var det en fælles beslutning for jer at vælge terapi?

        Kh Thilde

        1. Wow 14 år! Det er sejt. Terapi kan klart anbefales, for der er måske nok mere tid til og fokus på selve problemerne. Ja det var en fælles beslutning. Op til at vi tog kontakt til terapeuten foreslog min mand ret ofte (midt i skænderierne) at vi havde brug for terapi. Jeg syntes egentlig ikke lige om idéen til at starte med, men en eller anden dag fik jeg nok af “truslerne” og bestilte tid, for jeg kunne virkelig godt se, at en skilsmisse ville være et større nederlag end en omgang parterapi;-)
          I har overlevet alle de der kriser der opstår 4 7 og 10 år efter bryllup! Det er da noget at fejre 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *