50 shades of svær skuffelse

 

50

 

 

 

 

 

 

 

Jeg indrømmer det gerne, jeg er én af de der kvindfolk der kastede mig over triologien om Mr. Grey. Den var pinlig men jeg blev nødt til at læse dem alle tre. I smug. Jeg tror Per var lidt træt af mig, for jeg gik i gang med den første da vi var i sommerhus umiddelbart efter vores bryllup i 2012. Når jeg først får åbnet en bog, lukker jeg den kun for at imødekomme de helt basale behov. Toiletbesøg, at spise og at sove. Det er en forbandelse, men til gengæld får jeg gerne læst 3-4 bøger på en uge. Afhængig af tykkelsen selvfølgelig. Det fede ved at læse bøger er, at ingen instruktør eller scenograf kan blande sig i, hvordan jeg forestiller mig bogens univers. Forfatteren guider mig lidt men jeg kan alligevel selv få lov at sætte mit præg på. I sommerferien slugte jeg alle Lars Keplers bøger om hypnotisøren. Da vi var i sommerhus på Fanø. Heldigvis fik jeg lokket Per med på “Lad os læse hjernen ud”, så vi lå i hver sin ende af sofaen med tæppe, rødvin og stearinlys og læste den halve nat. Dét er da lækkerier! Jeg ELSKER at læse. Siden Alfred er kommet til i efteråret, er det ikke blevet til så meget læsen. Ikke fordi der ikke har været tid, men jeg har svært ved at holde mig vågen. Da det blev offentliggjort, at 50 shades of Grey ville blive filmatiseret tænkte jeg, at det da kunne blive en pinlig affære. Mest for skuespillerne. Men også for dem der ligesom mig, er sindsygt dårlig til at se pinligheder på tv. Der gik i lang tid rygter om, hvem der skulle spille Mr. Grey. Det ene bud var bedre end det andet. Endelig kom den officielle offentliggørelse. Den sexede og maskuline Mr. Grey skulle spilles af…….

grey….ham der! Whaaat? Hvem er han? Jeg forstår det ikke. Jeg ved ikke hvem han er, men det er altså skudt helt ved siden af. Jeg har ikke planer om at se filmen, ikke så meget fordi det blev ham der skulle spille rollen men mere fordi jeg simpelthen synes det er for pinligt. Desuden er min imaginære Christian Grey meget mere lækker end hr. unknowned babyface. Så er det sagt.

Jeg kan ikke afvise, at jeg kunne blive begejstret for ham manden hvis jeg nu tog i biografen. Men min undskyldning for ikke at komme afsted er Alfred. Han skal jo ammes 47 gange.

//Camilla

 

 

Mit blogindlæg til www.blondinemor.dk

Jeg er sådan lidt øm i min krop! Samme ømhed som efter et marathon. Ikke at jeg har prøvet det, men jeg er virkelig øm. Jeg forsøger, at få genvundet lidt af min post-graviditets krop ved at gå ca. 4 km om dagen. Men den her dag fik jeg den idé, at skrue op for intensiteten. 12 km blev det til. Jeg ville gå inde fra byen og hjem, inklusiv lidt detours i forskellige forretninger. Turen gik ned, iført gummistøvler og med småskavanker i form af stadig come-and-go bækkenløsning. Da jeg nåede knap halvvejs begyndte det at sne. Rigtig meget. De isede snefnug prikkede og stikkede på kinderne. Men jeg måtte videre, med en barnevogn der var tæt pakket af ligegyldige ting, som jeg havde købt i alle de butikker jeg kunne komme i nærheden af på vejen hjem ad. Man kan vel sige, at det var frugten af et par uger uden så mange ud-af-huset-oplevelser. Mit dankort trængte til, at blive kløet lidt på magnetstriben af dankortautomaterne. Jeg har da netshoppet lidt. Det er man nødt til, når man ikke kommer så meget ud. Men det giver ikke helt den samme tilfredsstillelse.

Da jeg nåede ud på landet, kunne jeg alligevel ikke helt overkomme mere. Sneen piskede ind i mit ungdommelige og spændstige ansigt. Mine kinder brændte og mine fødder havde ikke længere puls. De var iskolde. Det var ikke til at se mere en 20 meter frem. Jeg besluttede mig for, at ringe efter min mand og bede ham om at redde mig. Nu eller aldrig. Alfred ville snart vågne og hvis han var sulten, ville amning i snevejr blive dødsstødet. Jeg fiskede min mobil op af jakkelommen med mine stive, frosne fingre. Trykkede på den og måtte til min store skræk erkende, at mobilen var død for strøm. WHY GOD WHY!!?? Jeg vidste, at det var karma. Dagen før havde jeg nemlig lagt lidt op til manden. Det var jo onsdag. Da det blev aften fik jeg hovedpine. Mega uheldigt… Dagen efter ville jeg kræse lidt om ham med lækker morgenmad, som et slags plaster på såret. Men, jeg var hidsig efter alt for mange natamninger og rimeligt få timers søvn. Manden fik lort i hovedet til morgenmad i stedet for skyr med blåbær, ristede mandler og honning, serveret i en #royalcopenhagen morgenmadsskål sammen med friskbrygget kaffe, serveret i hans “FAR” kop fra #liebe. Istedet for, at få ladet min mobil op inden jeg skulle ud af døren, brugte jeg tiden på, at fortælle min mand at det fremover blev hans tjans, at nat-amme! Karma sendte mig en lille reminder på, at man ligger som man selv har redt.

Jeg overlevede, som du nok kan regne ud. Resten af turen hjem fik jeg fyret alle de ord af jeg kunne komme i tanke om, som startede med “A”. Lidt ligesom i Titanic, hvor Leonardo og Kate holder hinanden ved bevidsthed, ved at tale sammen. Jeg havde bare ikke nogen Leonardo. Jeg måtte bruge ord som “Analeksploration” og “Ankelsok” til at holde cirkulationen igang.

Det var ikke sidste gang jeg gik 12 km i sne, men det var sidste gang jeg gjorde det i gummistøvler og uden strøm på mobilen.

09_water-pg-horizontal

//Camilla

Lort og lagkage

kollikbertilJeg har fulgt Lortemors blog i lang tid. Jeg fandt lidt trøst i, at jeg ikke var alene om at føle mig som sådan en rigtig lortemor. Jeg havde ikke nogen omkring mig, som oplevede eller åbent snakkede om, hvor hårdt det var at få børn. Så jeg forsøgte at fremstå overskudsagtig. Ligesom dem omkring mig. Men det blev et pinagtig forsøg. For jeg havde ingen overskud. Jeg var usikker, træt, bange for at gøre noget forkert, mega træt, frustreret og slet ikke parat til at give afkald på “Camilla-tid”.

Der bliver tilsyneladende i medierne talt om, at der er for meget fokus på det negative ved dét at få børn. Da jeg fik Bertil for snart 3 år siden blev jeg MEGET overrasket over, at det ikke var så lyserødt som jeg synes det så ud til på de sociale medier, i tv og i bøgerne. Jeg synes det var en vanvittig omvæltning at blive mor. Jeg tacklede omvæltningen virkelig dårligt, set i bakspejlet. Jeg forstod slet ikke at barnet ikke ville sove om natten. For det gør mennesker jo! Jeg forstod slet ikke, at jeg efter 3 måneder, ikke længere kunne amme. For det kan mødre jo! Jeg forstod slet ikke, at barnet ikke ville ligge i en barnevogn. For det hedder jo en BARNEvogn! Jeg forstod slet ikke, at han skulle skrige så højt og længe. For babyer sover og pludre og smiler! Og sådan kunne jeg fortsætte. At vi købte hus oveni gjorde selvfølgelig ikke situationen bedre. For det betød, at jeg var alene fra kl. 6 om morgenen til kl 22 om aftenen. Som Danmarks mest usikre mor. Med det laveste mor-selvværd. Heldigvis voksede jeg med opgaven. Det gør man jo på et eller andet tidspunkt. Man bliver klogere hver eneste dag. Man lærer sit barn bedre at kende hver eneste dag.

Nu er der for meget fokus på det negative. Det er ikke rigtig til at blive klog på. Jeg tror (og håber) at alle ved, at det er en meget stor og ubeskrivelig gave at blive forældre. Det er også en meget stor opgave. Det er mega hårdt arbejde. Det koster grå hår, hængepatter, appelsinhud, store frustationer, en omgang parterapi, skænderier og uenigheder om opdragelse, opførsel og sidst men ikke mindst koster det nattesøvn. Det er da kun en fin ting, at være ærlig om det. Jeg vil ihvertfald ikke påstå, at det er piece of cake. Heller ikke selv om jeg har fået et dejlig nemt barn anden gang. Det er stadig hårdt. Jeg sover ikke meget om natten og bliver vækket urimelig mange gange af både den store og den lille. Og af mandens snorken. MEN! Når spradebassen kigger dig i øjnene første gang, når ungen siger mor eller far første gang, smiler, pludre, når den lille mus putter sig helt ind i din armhule og kigger dig dybt i øjnene, når de siger “jeg elsker dig” for første gang, når de griner, når de lærer nye færdigheder osv. osv., ja så er det bare det hele værd. De positive ting ved det at få børn, opvejer alt det negative. Sådan føler jeg. Jeg kan selvfølglig ikke tale på alle mødres vejne.

Jeg har et barn, som gav mig en hård start i mor-rollen. Jeg har også et barn der har gjort min rolle som andengangs mor meget nem. Så jeg kan skrive og fortælle om begge dele. Og det vil jeg gøre. For begge dele har lært mig rigtig meget om mig selv og det har lært mig ting, jeg ikke vil undvære. Jeg synes det er fint, at der er fokus på det knap så idylliske i børnefamilierne. For jeg ved, at der bag alt det hårde, også er en masse smil og gode stunder.

Heldigvis! Ellers ville ordet “søskende” vel næppe eksistere. Selvom den slags ikke altid er planlagt.

morbertil

 

// Camilla