Når parforholdet sættes på prøve

Vi nåede en tur til Kreta. Og til skagen og Hemsedal. Koncerter, byture og et par festivaller fik vi også med. Vi fik også lige skiftet den gamle røde Opel corsa ud med en gammel grøn citroën stationcar fra 80’erne. Det hører sig med til det der familie, at få en større bil. Der ikke kan køre. Der skal på værksted urimeligt ofte. Som koster alle de få kroner der er tilbage når alle de kedelige regninger er betalt.

Man kunne nu nok have brugt noget mere tid på hinanden, på at rejse ud i den vide verden, på at spille brætspil, se hinanden dybt i øjnene, med stearinlys og en flaske rødvin på bordet. Men sådan kan man jo sidde og være så bagklog. Pengene var i øvrigt heller ikke til alverdens dengang. Det ser ikke specielt meget bedre ud nu. Dog er vi “opgraderet” til Skoda ejere. Den er vidst ikke mere end 10 år gammel. Hashtag RichKids !

Uanset hvilken poleret bil man kører i, uanset hvor mange rejser man nåede med manden og uanset hvor mange timer man fik sovet inden man blev en fødemaskine, så kommer man ikke udenom, at det er hårdt for et parforhold at få børn. For det første fordi, man pludselig- fra den ene dag til den anden, er nødt til at tilsidesætte sig selv og sine egne behov.  For det andet var det et farvel til mange ting. Slut med rødvin af naturlige årsager. Barnet kan ikke tåle den slags, selvom det er blandet op med mælk. Slut med brætspil, det går sgu for langsomt og øjenlågene er for tunge. Slut med filmmaraton, det er ikke til at se film med et kolikbarn på armen. Slut med de lange dybe samtaler til langt ud på natten. Med mindre man aftaler at natten starter kl. 22 når baby er faldet omkuld af aftenskrigeri og slutter 22.15, for at man ikke kommer i yderligere søvnunderskud. Slut med uplanlagt sex, for det er ligesom ikke rigtig til, når babyen ikke vil sove eller når baby skal ammes netop som man står i bar røv og stilletter (ikke at jeg ejer den slags) (men en bar røv kan jeg da troppe op i, ved særlige lejligheder) . Slut med de lækre og veltilberedte måltider (med mindre man har au pair), for når man står med en ulvetime-ramt baby på den ene arm og en mand der klager over manglende fysisk kontakt på den anden arm, ja så er der ikke overskud til at få hældt noget hvidvin ned til blåmuslingerne eller få smidt den kalvemørbrad i ovnen. (Det var selvfølgelig den slags mad vi spiste før vi fik børn….). Det der virkelig for mig kendetegner et godt parforhold, er netop når man har tiden – og lysten – til at hygge med vin, god mad, spil, en film, samtaler til langt ud på natten og at komme lidt ud i verden. Det sørger børnene for, at man kan skyde en lang hvid pil efter. En rigtig lang én.

Så hvordan får man så revideret sine forventninger til- og opfattelsen af det gode parforhold, sådan så det stemmer overens med den virkelighed man befinder sig i? Det med, at man pludselig sætter sig selv og sit parforhold i anden række må være én af de primære årsager til, at rigtig mange går fra hinanden inden barnet er fyldt 1 år. Man glider fra hinanden, hvis man ikke aftaler, at snøre sig ind i 10 km lange lænker og være udholdende i det turbulente første år. Parforholdet bør ikke komme i anden række i ret lang tid. Man må bide i det sure og rådne æble og love sig selv og hinanden, at man ikke tager store beslutninger i og om sit parforhold den kommende tid. Det glemte vi bare. For vi købte et hus der virkelig trængte til en tur. Når barnet bliver større og er blevet en tumling, får man lidt af tosomheden igen. Vi valgte en gang i mellem at spise Bertil af, putte ham og selv spise i ro og mag når han sov. Den slags gav overskud på parforholds-kontoen. Når de bliver store nok, kan man pakke ungen ned i en weekendtaske og smide den foran sine forældres hus. Det er win-win-win for alle. Men her skal man passe på. For det kan være farligt. Især hvis tosomheden byder på rødvin og bar røv. For 9 måneder og 10 dage senere, kan der komme en baby ud af den date aften.

Når man så bliver beriget med endnu et barn (det lyder som om jeg er ironisk- det er jeg ikke) så HAR man været igennem den der “HVAD ER NU DET HER FOR NOGET??” -krise. Der kommer ikke skænderier der handler om, hvem der skal stå op om natten, hvem der skal stå op om morgenen, hvem der skal putte og rimeligheden i, at jeg for 3. gang på en måned er inviteret til rødvin og tapas og kommer sent hjem osv osv. Nu er man én voksen på ét barn og det har i vores tilfælde været meget befriende faktisk. Vi er også blevet mere overbærende med hinanden. Så det var slet ikke så skræmmende at få flere børn. Ikke for parforholdet. Hvad søvn og almen hygiejne angår- så er det en helt anden historie.

//Camilla

blåmuslinger

alletre

bryllup

Den fede fødsel

28. oktober var også den vildeste dag! Men på en helt anden måde end da jeg fødte Bertil i 2012.

Jeg havde termin 18. oktober. En måned forinden havde jeg en klokkeklar fornemmelse af, at fødslen var på trapperne. Hver nat var jeg sikker; “Imorgen bliver jeg mor igen”. Men det skete ikke. Terminsdagen kom og der var stadig ikke nogen baby der ville ud. INGEN gider vente mere, når man er nået til terminsdag. Jeg måtte lige vente 10 dage mere. 3 ord kan knyttes til min fødsel:

Nervøsitet, overskud og begejstring.

Jeg var samme dag på sygehuset for at blive undersøgt mhp. igangsættelse to dage efter.  Da jeg kom hjem smuttede Per på arbejde igen. Jeg tog en af mine obligatoriske lure og vågnede lidt senere midt i en ve. HURRA! jeg fik lov at prøve det der med at ringe til manden og sige: Så er det nuuuu! Det har jeg drømt om siden jeg fik Bertil. At få lov at få et mere normalt fødselsforløb. Mest af alt håbede jeg på, at jeg ikke ville være så pinlig som sidst. En fødsel uden at skulle forlade sygehuset på den der “Walk of shame” måde, fordi man godt var klar over, at man havde været beyond pinlig. På vej på sygehuset fik jeg sendt en snapchat til min søster og et par veninder. Da vi kom på fødegangen snakkede vi med en sød sød jordemoder. Jeg kunne grine og samtale imellem veerne. Jeg troede folk løj når de fortalte den slags historier om deres fødsler. Smed lige et par snaps afsted med et Fuck yeah!-selfie, for nu var jeg 7 cm åben. 

føds

Fødslen gik snildt. Det gjorde ondt, bevares, men der var totalt ro på. Ingen dødsangst. Ingen vestorm. Jeg havde mod på at se Alfred mens han hang med hovedet ude. “Se skat, er det ikke fantastisk!?” kom ud af MIN mund! Jeg fik lov selv at hjælpe ham op på min mave. Snaps blev sendt kort tid efter fødslen. 30 minutter senere var jeg nærmest i tøjet og 2 timer efter havde vi spist, ringet af til familien og vi var alle tre klar til at tage hjem. Jeg kunne gå! Jeg vraltede ikke engang. Jeg gik med oprejst pande ud fra sygehuset og var enormt stolt over, at jeg klarede det uden at være mega pinlig. Jeg reviderede mine tanker om vores to-børns-politik umiddelbart efter fødslen, ved at sige: “Det her var slet ikke sidste gang.”

Sådan er mennesket så godt indrettet…….

//Camilla