Skal vi koge suppe på din høne?

supehøneJeg kan ikke koge suppe på den samme høne for evigt. Eller jo det kan jeg, men smagen bliver bare sådan lidt uinteressant. Hønen bliver sådan lidt kedelig af det og dem der skal spise det, gider nok heller ikke blive ved. Det kunne være, at man havde lyst til lidt smag fra en anden suppehøne? Emnet pArFOrhOLD (altså hønen, hvis du ikke havde fanget min smukke metafor) er noget af det, jeg synes er interessant at skrive om. Jeg har skrevet en del om mit eget parforhold. Sådan i grove træk.

Vores suppehøne er stadig ung. Den har ikke udtjent sin suppetjans, men den passer sig selv lige nu. Den simre løs.  Vi trives. Vi har det godt. En størstedel af tiden. Der er uundgåeligt udfordringer når man er 2, 3, 4 eller flere. Nogle gange tænker jeg på, hvordan dem med 3 børn eller flere fordeler opgaverne. Hyre man au pair? For hvem skal putte de andre unger? Vores udfordringer startede som de fleste læsere ved, da vi blev forældre for første gang og husejere kort tid efter. Det kan du læse mere om her: parterapi og her: Når parforholdet sættes på prøve . I korte træk var Per ikke nærværende på den måde, som jeg havde brug for da han udover sit 37 timers job, havde et nykøbt hus der skulle total renoveres på rekordtid. Han var faktisk lidt som sådan en robot, der bare koblede fra og knoklede. Han var fuldstændig energiforladt sidst på aftenen. Selvfølgelig havde han ikke overskud til, at vores barn havde kolik og i 4 måneder skreg nonstop fra tidlig aften og en hel del timer frem. Hvem har egentlig overskud til den slags…!?! Han havde ikke overskud til, at tage over om natten, når baryleren var vågen på 2. time og en psykopatkone der var desperat efter søvn. Hver gang Per skulle lave noget på huset, stod jeg med baby-Bertil på armen og krævede at vide, hvor lang tid han regnede med, at være fraværende. Hvor lang tid det ville tage, at ordne dét og dét. Hver gang han gik ud af døren, føltes det som om han prioriterede huset frem for os. Som om han havde fortrudt os. Uanset hvad han sagde, hjalp det lige lidt. For han var der ikke. Alle de der drømme om caféhygge med mand og barn, sommerhusture og hvad man ellers kan lave af hyggelige ting i weekender, blev ikke rigtig til noget. Hvis det gjorde, var det en meget stresset mand jeg fik med, som havde svært ved, at tænke på andet end vandrør, huller i vægge, nyt fyr osv. Og jeg blev vred og sådan blev weekender pludselig til noget man ikke så frem til. Jeg var ikke det hyggelige selskab. Heldigvis er vi ovre det. Heldigvis har vi lært af det. Heldigvis var vores forhold stærkt nok, for vi er stadig sammen. Vi ønsker os ikke andre steder hen. Jeg tvivler aldrig på det han siger længere. Jeg er 110% sikker på, at jeg gør ham lykkelig. Men som jeg før har sagt er parforholdet jo en OPgave. Vores evige opgave i parforholdet er og bliver, at bevare roen når der er kaos, uenigheder, diskussioner, frustrationer og totalt søvnunderskud. Opgaven resten af vores dage er, at lære, at tale ordentligt til hinanden. Det er en tung opgave selvom den umiddelbart lyder enkel. Vi har vundet DM i at bide hovederne af hinanden. Jeg har vundet VM i skabslåge-smækkeri. Den disciplin er jeg ikke nødvendigvis stolt af, at vinde medaljer i. Jeg kunne da komme i tanke om discipliner der var mere spændende at vinde medaljer i.  Jeg kan sådan fuldstændig ud af den blå luft miste hørelsen. Jeg kan simpelthen ikke høre, når Per taler til mig. Beder mig om at slå koldt vand i blodet, slappe af, tage en stesolid eller hvad han nu kan sige. Jeg hører det ikke. Det er smart. Synes jeg. Per er ikke enig. Hans blodtryk stiger voldsomt af det. Så kan jeg stå der, døv og smart i en fart og se min mand blive ildrød i ansigtet imens hans ikke så lange ben hopper op og ned som en anden nissefar og med fægtende arme. Når man sådan er selektiv døv, så virker det ret komisk. Situationen altså. Når hørelsen så pludselig vender tilbage, mister jeg sproget. Det er noget værre lort, synes Per. For det er lidt svært, at komme nogen vegne når man har en kone der bader i medaljer og som oveni hatten hverken vil høre eller tale. Per samler da også på medaljer. Vi har måske i virkeligheden lige mange af slagsen. Men nu handler bloggen jo ikke om ham. Så han slipper 😉

Jeg er ikke færdig med at skrive om mit parforhold. Jeg tror bare, at det kunne være lærerigt og til inspiration for mig selv og andre, at få lidt input fra jer der læser med. Altså koge lidt suppe på en ny høne. Hvis du har et eller andet du gerne vil ud med, erfaringer, to-do eller not-to-do lister når man er i et parforhold, 10 ting- om parforholdet som….,  idéer til gode dates med sin partner, en oplevelse (gode som dårlige), udfordringer i jeres parforhold eller lignende så send mig en mail på camillathuesen@hotmail.com.  Så kan vi aftale nærmere. Du bestemmer selv om det skal være anonymt. Du bestemmer selv indholdet. Planen er, at jeg lægger det på bloggen i håbet om, at skabe mere fokus på det der sårbare, skønne, til tider ikke-eksisterende, lange, korte, meningsløse, betydningsfulde, sjove, kedelige, hårde, afsluttet, spændende, sure, underlige og totalt-værd-at-skrive-lidt-om parforhold. Tænk, hvis det kunne give smil på læben, en følelse af ikke at være alene, tænk hvis det kunne give andre nogle fif eller erfaringer. Fedt!

Jeg håber I vil tage vel imod min idé.

//Camilla

En instagrammers paradoks

S:O:S !

 

panikI disse dage er jeg uden en telefon, som kan andet end at ringe og skrive når signalet tillader dette. Jeg er banket tilbage til starten af år 2000. Min iphone er til reparation. Den overlevede alligevel ikke at blive tabt på fliser, tabt i toilettet og være i hænderne på min ældste dreng. Derudover er der en eller anden teknisk fejl, som opstod dagen efter jeg fik den. Lånetelefonen har ikke facebook, instagram og snapchat. Jeg var i vild panik forleden, da min telefon åndede ud. Jeg kunne hverken ringe eller sende sms. Jeg havde en halv aftale med en veninde. Jeg kunne ikke Google EL-gigantens åbningstider og kørte forgæves. Jeg kunne ikke skrive til min mand, at jeg var i panik. Jeg kunne ikke snappe det til nogen. FUCK! Jeg havde endda lavet lækker morgenmad til mig og drengene! Ingen ville kunne se det. Jeg havde en bums på hagen. Jeg kunne ikke snappe det med teksten: SIGN OF YOUTH med en “thumps up” emoji til nogen! Lorte morgen. Lorte telefon. El-gigant(isk) møg butik. Som dagene er gået, har panikken lagt sig. Jeg er så småt ved at detoxe. Udrensningen går okay. Jeg har pludselig ret så meget tid. Jeg nyder det. De der app’s er en af de største tidsrøvere. At gennemse snaps fra nær og fjern, fra tætte og bekendte, det sluger tid. Tid jeg kunne bruge på meget andet. Instagram. Et univers spækket med det man interesserer sig for, uanset om det er mad, børn, mode, design osv. Jo flere man følger, desto flere billeder klikker ind i dit feed. Der skal likes, kommenteres og besvares. Alt sammen er hyggeligt. Men det sluger en masse tid. Tid jeg kunne bruge på meget andet.

I går havde jeg Bertil hjemme (som jeg har hver fredag). Vi var på Emmerys. Vi var til læge med Alfred. Ungerne sad sammen i barnevognen og Bertil holdt om Alfred. De var SÅ søde og rolige og artige. True story! Men ingen dokumentation.  Vi var på legepladsen, i haven og grave og plante. Jeg bagte spelt(!)pandekager til drengene med hjemmelavet marmelade og dolcevita is til. Vi fik lækker aftensmad, snolder og aftenskaffe. En rigtig god og ret så perfekt dag. Og ikke et eneste øjeblik blev taget fra mine børn, fra min mand, fra vores hyggestunder, for at sende snaps, poste billeder på instagram, opdatere mig på facebook osv.

Nogle gange bliver jeg grebet af den her ambivalens, fordi jeg på den ene side nyder de mange virtuelle bekendtskaber, de fortællinger og billeder de søde instagrammere smider ud. På den anden side er det meningsløst, at bruge tid på, at kommentere andres søde børnebilleder, når mine egne børn og mand er dem, der skal bekræftes og have min tid. Kan du følge mig? De sociale medier, er faktisk en nødvendighed for mig, som blogger, hvis jeg ønsker, at andre end mine forældre og mand læser med. Jeg er nødt til, at vise lidt af mig selv derude i den virtuelle verden, for at vække lidt interesse omkring min blog. Og sikke mange søde mennesker jeg har “mødt” på denne måde. Fantastisk. Men alting med måde. Mit forbrug skal skæres ind til benet, viljen er der (lige nu) og håber, at den forbliver.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være foruden min telefon. Indtil da vil jeg detoxe, nyde roen og stilheden. Nyde at lytte til min mands tunge, snorkende åndedrag inden jeg falder i søvn om aftenen, i stedet for, at scrolle 100vis af billeder igennem og overstimuleres af søde babyer, lækre hjem og fede “gør-det-selv-løsninger” som jeg kan gruble over inden jeg lukker øjnene. Jeg vil nyde min familie uden afbrydelser af en telefon der springer op i deres ansigter, hver gang de gør noget sødt eller sjovt. Jeg vil nyde min speltpandekage helt alene og sammen med familien. Selvom jeg virkelig gerne ville have vist jer alle, at jeg er blevet speltmor! Og endnu vigtigere; manden er blevet speltfar. Hans søgen efter indre velvære og mindre fysisk ubehag pga. intolerence overfor forskellige fødevare, har ledt os til speltens verden. Spelt og laktosefri mad er bomben herhjemme. For nu. Til gengæld vil jeg kaste lidt af min tid på bloggen i stedet. Den er mere mig og noget jeg nyder på en anden måde. Det er umuligt, at lave blogindlæg når familien vælter rundt om mig med legetøj, lortebleer, snotnæser og skrig og skrål. Derfor er det sådan noget jeg sidder med i stilletimerne om aftenen eller imens børnene sover lur. Det vil sige, at tiden til dem ikke stjæles af min blog. Perfekt!

 

//Camilla

Et kram til den søde Jakob Kokfeldt for computer-assistance. Jeg er intet mindre end VILD med min nye pc. TAK for din hjælp!

Nytilkomne skills

imageAt være nogens mor har lært mig mange ting. Jeg har altid undret mig over, hvorfor mange af de ting jeg lærte i skolen ikke sad sådan rigtig fast. Det har altid været med viden som med et smut på MC D; hurtig ind og hurtig ud. Når det kommer til de ting jeg har lært som mor, så sidder det fast som et brændemærke. Også de ting jeg helst vil glemme. Forunderlige ammehjerne. Min hjerne i skoletiden, kan jeg jo ikke kaste i ammehjernekassen og bruge som undskyldning, men heldigvis findes der andre kasser jeg kan gemme mig bag. Fx. “Jeg var den kreative type”kassen eller “Jeg lærte bare bedst ved at blive kastet ud i tingene” kassen.

Nuvel, det var de der skills jeg har fået siden jeg blev mor.

1) Mit multitasking-gen. Det har nået nye højder. Jeg kan lave knibeøvelser (det går jeg vældig op i………………………) samtidig med, at jeg ammer Alfred, laver havregrødtil Bertil OG snakker i telefon. Ingen af tingene er halvhjertet. Jeg er på!

2) Hurtig som en ninja! Jeg kan pakke unger, barnevogn og mig selv i en bil før min mand har fået sko og jakke på.

3) Tornado! Jeg kan rydde hele hytten op på 10 minutter. Seriøst. Bertils værelse tæller ikke med. Det er Tjernobyl style deroppe. Et sted man mister både sit gode helbred og enhver form for inspiration til leg. Der er døde planter og ødelæggelse. Jeg tror vi gør noget ved det i weekenden.

4) Underskuds-loft! Jeg har, siden vi blev 4 herhjemme for 6 måneder siden,  haft sammenlagt max 10 dage, hvor jeg har haft svært ved at overskue dagen. Mest pga. sygdom. Sidste barsel var det mindst 10 dage om måneden. Det betyder, at selvom jeg er i underskud af overskud, så er bundlinien blevet svære at nå. Jeg er dybt taknemmelig for alle de elementer i mit liv, der har givet mig mere hår på mine slatne mælkekartoner.

5) Spontanitet! Jeg er blevet en ørn til, at være spontan. Faktisk er jeg gået helt fra at lave lister, putte ting i kasser (metaforisk) og planlægge ned til mindste detalje. Barnedåben er en undtagelse. Der lavede jeg en liste over gæster. Nu er jeg så spontan, at det næsten kan stresse resten af familien. Fra den ene yderlighed til den anden….

6) Mere multitasking! Jeg kan tisse, børste tænder, tage bukser og strømper på og lave babylyde til Alfred på én gang. Bukserne bliver først trukket op, når jeg er færdig med at tisse. Det er klart.

7) Bekymrings-nedrustning. Hvem havde troet det? Efter at jeg er blevet mor anden gang, har jeg færre bekymringer. Jeg er ikke bange for, at mine børn bliver kvalt i mad, i en cykelkæde, i en gynge, i en sandkasse, i badekarret, i en pude, under amning, efter amning, i legetøj, i for stramt tøj, i for løst tøj osv osv. Jeg er ikke bange for, at jeg selv falder død om af allergiske reaktioner. Ikke dagligt ihvertfald. Jeg er ikke bange for, at jeg ikke gør det godt nok.

8) Skizo-tendens! Det ene øjeblik er jeg all pro økologi-is the shit mor, det næste kommer jeg med undskyldninger som: Jamen hønsene ELSKER at komme hinanden ved i deres små bure. Så bliver de aldrig ensomme. Eller: Jeg hviler virkelig i mig selv. Jeg har endelig fundet en indre ro. Næste øjeblik: Fuuuuuck fuck fuck jeg er en lortemor. Jeg er den værste kone i historien. Jeg burde gå noget mere op i madlavning og rengøring og mærkevaretøj til mine børn. Er mit hår grimt? Min næse er underlig stor. Shiiiit mine tindinger mødes snart med min nakke!

9) Selektiv hørelse. Jeg ved ikke hvad der bliver sagt til mig i tidsrummet 16-17. Jeg er færdig, mørbanket, træt og distræt. Jeg sidder bare kigger ud af vinduet med min kaffekop i hånden og nikker smilende til alle.

10) Gør-det-selv typen. Jeg giver mig selv en tandrensning, en klipning, en gang massage og den slags som der ikke er specielt meget tid til, at få andre til at hjælpe mig med.

//Camilla

(Billedet er lånt fra Politiken.dk)