Mangler indlæg……….

Man skulle tro, at det var mandag. Men det et fredag. Det opvejer, at jeg kort tid efter Alfreds fødsel er blevet foræret min menstruation tilbage. Det opvejer også, at jeg er løbet tør for bind. Tamponer har jeg. Men de er fra BC (before children). De ville hjælpe lige så meget som, at stikke en vatpind i en rumperet aorta. image

Ja der er hul i mine “Ja-trusser”. De er fra Netto. Hvad havde jeg helt ærligt regnet med. De kostede en 10’er. What’s up med det der egenomsorgs-svigt….

Solen skinner, helbredet er i tip top, kaffen nydes udenfor, sofapuder er syet færdig, Bertil spiller agressiv crocket i haven….. Livet er lækkert. Det eneste minus er Alfreds sjat-lure på 30 minutter. Og trusserne. Og mangel på bind. Og lægehelikopteren der flyver i pendulfart. Og traktortræffet på marken lige ved siden af Alfreds barnevogn.

Ha’ en dejlig weekend!

//Camilla

 

 

 

 

Vi skal starte i børnehave!

Fuuuuuuuck! I marts for 2 år siden afleverede jeg en stor skaldede, kravlende, savlende 10 måneders baby i vuggestue for første gang.  Idag har vi fået tilbudt børnehaveplads i en integreret institution i det nordlige Aarhus. Ikke den plads vi ønskede os allermest, men en plads et sted, med et udemærket ry. Håbet var, at han kunne starte i børnehave lige ved siden af den vuggestue han går i nu. Så kunne Alfred nemlig starte i  samme vuggestue, hvilket ville gøre mig glad helt ind i hjertet, da vi er SÅ glade for pædagogerne og deres fantastiske arbejde med alle ungerne. Dog er der en fordel ved en integreret institution, da Alfred ville komme til, at kende stedet inden han selv starter, og overgangen fra vuggestue til børnehave, ville ikke blive så hårdt (for moren), for han ville allerede kende huset, pædagogerne og børnene. Win! Nu er vi i tænkeboks og børnehaven skal besøges.

Jeg sidder med en mega klump i halsen for jeg er (udover urimeligt træt) i chok over, at min lille Karl Stegger den første, er 3 år lige om hjørnet (Herhjemme har Baby Bertil samme hårgrænse som Karl) (Alfred lige så). Jeg har altid frygtet dagen, hvor børnehaveopstart blev en realitet. For børnene er så store… De siger grimme ord… De driller… De holder hinanden udenfor… Der er for få pædagoger til alt for mange børn… De bliver glemt i et hjørne… Jeg ved altså ikke, om jeg kan klare, at skulle starte i børnehave. Jeg har læst institutionens hjemmeside fra ende til anden og jeg er positiv. Jeg er også ethundrede procent sikker på, at mine fordomme bliver gjort til skamme, så snart jeg træder ind af døren. Med mindre der kommer en 5 årig snothvalp med grønne ellevetaller ud af næsen spænende forbi imens han skriger: “FUUUUUCK DIG DU LUGTER AF NUUUUMSE OG DIN MOR ER GRIIIIIM!”…

Jeg gad da godt, at jeg var hende moren, der orkede at holde mine børn hjemme. (Økonomien spiller da også ind i beslutningen om, ikke at være housewife) men jeg tror altså jeg ville blive mere træt end jeg er nu, og så kan jeg ikke formulere mig længere. Det ville ganske enkelt være uansvarligt. Så ville jeg måske netop få 2 drenge der løb rundt i bar røv i Kasted midtby og skreg: “Rolig mongoli- du er grim!” til alle naboerne imens jeg kravlede rundt i haven på alle 4 i et desperat forsøg på, at finde sidste års ølhul og en kold øl nede fra dybet. Yndigt! Ynkeligt! So not gonna happen.

Planen er, at jeg går med strømmen, smider mine unger i institution, får et job når min barsel er slut, men en deltidsstilling. På den måde bliver der mere tid til ungerne. Så hellere prøve at spare, hvor spares kan. Jeg kunne lære at elske den gamle sløve Skoda og skyde en hvid pil efter drømmen om en ligegyldig Audi Q7, firehjulstrukket og med V&-dieselmotor. Den pil skulle nu nok sendes afsted uanset, hvor mange timer jeg kunne arbejde i døgnet. Det er måske okay, at der ikke er  råd til både skiferie og sommerferie. Jeg tror ikke børnene tager skade 😉 Jeg kunne lade være med at købe en masse skrammel med hjem, hver gang jeg er ude at handle. Lykken er ikke materialisme, selvom det varmer godt i min shopaholic styrede mavesæk. Lykken er for mit vedkommende ikke 37-50 timer om ugen på en arbejdsplads imens 2 små guldklumper tilbringer 9-10 timer i institution dagligt. Når de bliver større, ville jeg have mod på at arbejde fuldtid. Vi er priviligeret hjemme hos os. Selvom jeg er gået meget ned i indkomst klarer vi os. Når det brænder på sælger vi ud af vores habengut. Men vi mangler ingenting. Det eneste vi kommer til at mangle efter sommerferien, når min barsel er slut, er tid til hinanden. Det kan vi i vores tilfælde heldigvis gøre noget ved. indtil da, skal jeg vænne mig til tanken om at (Bertil) skal starte i børnehave 1/6-2015. Fik jeg sagt FUCK?

Hvis du har erfaring med en integreret insitution må du gerne smide en kommentar. Hvordan er det for vuggestuebørnene, at der er børnehavebørn over det hele og omvendt? Ris/ros ?

//Camilla

Sony kamera Nov-dec 055

Fra én til to

Alfred var ret kedelig da han kom til verden, synes Bertil. Han havde ligesom forestillet sig noget andet. Jeg ved ikke helt hvorfor, men han havde nu håbet på, at han lignede en hest. Det gjorde han ikke. Bertil har lige siden Alfred kom ind i familien, taget sig rigtig godt af ham. Han har siddet med ham, puslet ham, tørret gylp op og underholdt ham. Bertil elsker når Alfred griner af ham. Det sker heldigvis mange gange om dagen og det giver anledning til en masse latter hos os alle. På den der film-måde, hvor alle sidder med åben mund og klukker imens man kigger på den ene og så den anden. Hahaha! Alfred er fyldt 5 måneder og vi har endnu ikke oplevet, at Bertil har været vred eller urimeligt irriteret på Alfred. Når Alfred slår Bertil i hovedet med ranglen, bliver han selvfølgelig ked af det. Selvom Alfred kun er baby, så må babyer ikke slå. Det bruger storebroren meget tid på, at fortælle lillebroren. Alfred griner bare. Bertil har ikke slået eller skubbet ham. Der kom ikke nogen særlig reaktion på, at vi nu har 4. Ikke andet end glæde. Bertil bliver synligt glad, jo mere Alfred kan. At de begge kan sidde i hver deres trip trap stol og spise er råhygge. At de kan sidde i badekarret sammen er en fest. Bertil vil også gerne have Alfred med op på hans værelse. “Mor du kan bare sove i sofaen”. Jo tak, men søde skat, I to, alene bag en lukket dør, er omtrent en ligeså dårlig idé nu som når I er fyldt 16 og  har veninder på besøg. Bertil kysser altid Alfred godnat. Ikke på vores opfordring. Bare fordi det gør man. Når han græder får han sutten. Når han er vågen skal Bertil nok sørge for, at den sut kommer ud med det samme. Bertil er også STOREbror. Han fortæller Alfred, hvad han må og hvad han ikke må. For leden ville Bertil sidde med Alfred. Han skulle ligge ned på hans ben ligesom da han var nærmest nyfødt. Alfred gider ikke rigtig det der med at ligge ned, så han forsøgte at komme op, alt imens Bertil holdt ham nede med hård hånd. “Du er en baby Alfad! Du kan ikke hoppe og sådan noget.”

For leden var de i bad sammen. “Mor du skal ikke holde Alfad, du kan gå ind i stuen og sove sådan noget.” Jeg fortalte ham, at det ikke var nogen god idé lige nu. Han accepterede, at det var bedst, at jeg holdt Alfred, så Bertil kunne vise ham, hvordan man leger når man er i karbad.

Her til morgen stod vi alle op og gik ned. Bertil var svært skuffet over at se mig oppe. Han bad mig gå op igen og lukke døren. Jeg skulle sove.

Jeg ved ikke rigtig om jeg bare ser så mega smadret ud, at min dreng er ved at få nok, eller om han bare trænger til lidt hyggelige morgenener med sin far og sin lillebror. Hvad han ønsker skal han få 😉 Jeg skal bare lige have Per med på ideén.

Jeg giver ofte udtryk for, hvor hårdt det der familieliv er. Børn der er syge. Børn der ikke sover. Parforholdet der skrænter. Søvn der skrænter. Helbredet der skrænter fordi søvnen skrænter. HEEEEELEEEE den der trædemølle der igangsættes når man går fra 2 til 3 til 4. Med dette indlæg vil jeg bare fortælle alle de skræmte mennesker der sidder derude, at det er fuldstændig fantastisk. Det giver mening. Altsammen. Jeg takker ofte Amarone og Per for en hyggelig spontan aften i januar. For uden den kombination og med mig involveret naturligvis, var Bertil ikke blevet storebror lige nu. Han var måske ikke blevet storebror til en Alfred. Tidspunktet var for Bertil, fuldstændig perfekt. Det blev det også for os.

Jeg vil ønske alle en rigtig skøn påske med dem I har kær. Tak endnu engang, fordi I vil læse med. Det gør det lige en tand mere interessant, at bruge tid bag den her gamle 32 tommers “bærbar” der som tidligere nævnt, larmer ligeså meget som lægehelikopteren.

//Camilla

imageimageimageimage

image