The Sexy Wife #2

Efter en mors dag der bestemt ikke levede op til mine høje forventninger, som jeg nedfældede her: Mors dag , tænkte jeg, at en dag uden mine unger jo heller ikke er en måde at fejre mors dag på. Den holdning havde jeg lige indtil min mand, helt uopfordret, foreslog at jeg kunne tage en overnatning i mine forældres tomme hus, da de alligevel var på ferie. Jeg kunne komme hjem når det passede mig. Det tog mig ikke 2 minutter, at pakke min tandbørste, en flaske rødvin og min computer. Ud i bilen i joggingbukser og hjemmesko. So long!

En veninde droppede forbi til et par glas i baghaven og kl. 22.00 var øjenlågene så tunge, at det var et spørgsmål om jeg overhovedet ville nå op på førstesalen, for at finde en seng.

Da jeg stod og børstede mine blåviolette skæve tænder, smilede jeg for mig selv og tænkte; Det her bliver episk! En hel nat uden forstyrrelser! At falde i søvn til ligegyldigt tv, at vågne kl. 11, lave røræg, bacon og en god kop kaffe næste dag. Dinner for one. Et langt varmt bad. Lidt blogskriveri i ro og fred. Hvilken fantastisk idé min mand fik. Jeg var taknemmelig helt ind i mine fedtede koronarkar.

Jeg gik i seng. I en alt for stram mormor-oversize tshirt. Og med uldsokker. Lagde mig på puden. Hvis man kan kalde en betonklods for en pude. Med det samme fortrød jeg min hurtige escape fra hjemmet. Min egen pude havde været prikken over i’et. Pyt. Hvor slemt kunne det være. Tv’et havde kun DR kanaler… SUK! Jeg lå og vendte og drejede mig. Skiftede min mors pude ud med min fars. Endnu værre! Tilbage igen. Hovedpine begyndte langsomt, at overtage den salige rødvinsfølelse. Vinen var vidst også lidt for gammel. Loooort! Et par panodiler og et par liter vand senere, var jeg klar til, at kaste mit legeme ind i den sødeste uforstyrret søvn.

En time inde i mine anstrengte søvn, pga. den frygtelige hovedpude, begyndte mine forældres hund at gø og løbe rundt i huset. Er det ikke noget med, at hunde ser ting vi mennesker ikke ser? Paranoia fyldte nu alt! Jeg måtte nedenunder og gennemsøge huset med et bælte i den ene hånd og en tung bog i den anden. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort med remedierne, hvis der havde stået end mand i stuen eller et spøgelse for den sags skyld. Det ville have været ynkeligt. Der faldt ro på hunden og jeg besluttede, at det nu alligevel var bedst, at den kom med ovenpå og sov ved siden af sengen. Ikke for min skyld! Jeg fik min puls ned på 60 igen og begyndte at falde hen. Vågnede op og nyste, det kløede i hals og øjne. Skide allergi! Skide hund! Ned og hente min allergi-kit. Fyldte mig med antihistaminer i de fleste kropsåbninger nord for navlen og lagde mig igen ned på betonklodsen. Allergien fortsatte hele natten, det samme gjorde en snert at hovedpine, nasty rødvinsmund, hundes bjæffen og paranoia. Kl. 05.45 vågnede jeg. Jeg var fuldstændig smadret. Radbrækket. Nedbrudt. TRÆT! Jeg vendte og drejede mig i sengen. Talte får, lavede vejrtrækningsøvelser. Lige lidt hjalp det. Søvnen ville mig ikke mere. Et par timer senere kastede jeg håndklædet i ringen og stod op.

Vandet kogte i elkedlen. Om lidt en varm kop kaffe. En VARM kop kaffe. Mælken var for gammel og der var ikke instant kaffe. Kun sådan en kaffemaler og projektet blev for en amatør, alt for uoverskueligt. Loooort!

Jeg gik ud på badeværelset. Så mig selv i spejlet. Der stod jeg så. I en alt for stram oversize tshirt. Med 4 fede dreadlocks i nakken af, at vende og dreje mig på beton. En stiv nakke, ondt i ryggen. To hævede og ildrøde øjne efter allergiattack og de skæve blå rødvinstænder.

Kl. 10 stod jeg hjemme i mit køkken igen.

Honey, you’r sexy wife is home…..!

Manden lå og legede på gulvet med ungerne. De hyggede. Indtil de så op på deres eneste kvindelige medlem af familien.  Per skreg af grin da han så mig. “Du ser jo mega smadret ud!” Det eneste jeg kunne sige, med læberne krænget helt ned over tænderne for at skjule sporene af en tarvelig aften var: Det her… Det er saftsusemig en ommer!!

Jeg har om muligt endnu højere forventninger til Mors Dag 2016!

fuckedfucked2

//Camilla (Ps. billeder er ikke fra mit living nightmare. Der er ingen billeder fra eventet 😉 )

 

 

Barselstanker

Det er ikke nogen hemmelighed, at man bliver lidt mere følsom når man er blevet forældre. Livet ændre sig og jeg synes det er blevet mere meningsfyldt. Dette selvom jeg ikke forstår meningen i rigtig mange af de ting børn og babyer gør. Som fx at vågne kl 5…Eller at sætte en enorm stor ære i, at beholde en lorteble på så lang tid som overhovedet muligt, for til sidst, på puslebordet, at sige “Okay jeg har lort i bleen”… Jeg forstår heller ikke meningen i, at brokke sig over tandbørstning og sætningen “Så er det sengetid” hver ENESTE aften. Det sker uanset. Hver eneste aften.

Hver morgen overvejer jeg, om jeg skal holde den store hjemme eller om han skal afsted i vuggestue. Han har sin faste fridag om fredagen, men burde jeg have ham mere hjemme nu, hvor jeg har barsel… Omvendt har han korte dage og måske er det også godt for ham, at der er en vis struktur i hverdagen. Struktur og barsel er nemlig to ord der ikke går hånd i hånd.

I går og i dag har det ikke været sjovt at aflevere Bertil i vuggestuen. De sidste to dage har jeg tudet på vej hjem i bilen. Vi siger farvel i vuggestuens fællesrum. Jeg får et stort kys og et kram og så vinker han imens han råber: “Jeg elsker dig”, “pas godt på far og Alfaad”, “Vi ses snart mor”, “Jeg skal ikke være ked af det”, “jeg skal ikke græde mor”, “farveeeel”.  Når jeg åbner døren for at gå ud af vuggestuen, kan jeg se, at han putter sine fingre i munden (i mangel på sin sut og tryghed) og vender sig rundt for, at finde én der kan fortælle ham, at det nok skal gå. Problemet de sidste to dage, har bare været, at der har været for mange helt små størrelser der har krævet den eneste pædagog(medhjælper) der var i fællesrummet og derfor må de større trøste sig selv. Det eneste jeg har haft lyst til, var at gå ind igen og tage ham med hjem. Når han bliver hentet af Per om eftermiddagen får vi at vide, at han har haft en rigtig god dag. De ved også, at de skal ringe til mig, hvis de synes han er ved siden af sig selv. Det giver ingen mening, at jeg skal gå hjemme og hygge når mit barn er ked af det og ikke er sig selv i institutionen.

blogprof

//Camilla

Når man bare er FOR kendt…

Min titel som mor og min barsel har medført, at jeg er  blevet lidt af en kendis. Ikke sådan en flatterende kendis. Ikke sådan en kendis der bruger sin person til velgørenhedsarbejde eller den slags. Der er to steder i Aarhus jeg er godt kendt. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var nogle spændende steder. At det var instagramvenligt. At det var på starbucks eller hos Langhoff & Juul.

Det ene sted er pladsanvisningen. Mange mødre ved, at det der med, at få de rette institutionspladser er ligesom at deltage i Paradise Hotel. Det handler om taktik, lidt selv-prostitution, en god overbevisende tale og endnu mere taktik. Når man ringer er der en dame der siger Tryk 1 for stemmestyret viderestilling. “PLAAADSanVIIISninGEN” Hver gang stiller de mig videre til PPR! Hvad er PPR? Jeg har aldrig sagt PPR når jeg skriger ind i telefonen på Charlotte fra pladsanvisningen. “Stik mig Charlotte!” “Nåh er hun på ferie igen?” “Ja det er mig, har du to minutter?” “Jeg er simpelthen nødt til, at få mine børn ind i samme institution! Jeg kan ikke praktisere sygepleje, hvis jeg skal aflevere to børn i hver deres institution på 15 minutter! Hvem skal passe patienterne imens jeg farer rundt på Randersvej med trætte børn kl. 6.30? Gør du det Charlotte? Gør du? Patienterne kan ikke nå at få deres medicin, hvis jeg kommer dumpende (på en i øvrigt ukendt afdeling) kl. 7.45” “Nummer 19 på venteliste er ikke godt nok Charlotte. Tryl!”. “Godmorgen du! Så blev det mandag. Har du haft en god weekend Charlotte? Nåh ikke? Ved du hvad, jeg ringer igen imorgen. Imorgen kan vi sikkert finde frem til en fælles forståelse.” “CHAAAARRRRLLOOOOOTTTTEEEEE!!” De er skide søde derinde. De synes også godt om mig. Det kan jeg bare mærke. De er presset. Det er klart. Det er vi alle. Jeg skal snart igang med jobsøgning og jeg er jo nødt til, at vide, hvornår jeg kan starte på job. Og hvornår jeg kan møde. Charlotte ved godt, at det er noget lort, hvis jeg ikke kan møde kl 7. Den søde Charlotte.

Det andet sted er drive in på McDonalds i Tilst… Det er lige før, at jeg har styr på medarbejdernes arbejdstider. “Camilla her, stik mig det sædvanelige”… Jeg er ikke stolt af, at min dreng har fået det samme legetøj i sin happymeal 3 gange…. Enhver ved jo, at der er et vis flow i udskiftningen af, hvilke legetøj de smider i den røde kasse. I kender godt dem som, efter de har spist en McFeast menu (stor) med cola, 2 poser pommes frites dressing, 2 poser ketter og chili cheese tops on the side, siger: “Puuuuh ha, jeg skal ALDRIG have McDonalds igen!!” ? Hun lyver. Hver eneste gang. For hun kunne snildt gøre det igen og igen og igen. Lavt stofskifte er en forbandelse, når man har post graviditetscravings i største stil.

Nåh men jeg vil ønske alle en god tirsdag. Også dig Charlotte <3

kendis