Jeg kan gale højt

Som en mor, der ikke er ked af at gale højt og længe når mine børn sover for lidt eller er urimeligt sure i en længere periode eller syge, så må jeg bare acceptere, at det der galen højt, på et eller andet tidspunkt vil give mig er rap over nallerne. (Seriøst, ordet “nallerne” blev autocorrected til “ballerne” – hvilket havde gjort indlægget lidt mere interessant). Det at gale højt, fungerer som en slags ventil for mig. Jeg gør det ikke hele tiden. Slet ikke. Jeg er også typen der græder glædeståre når Alfred tillægger sig nye skills eller når Bertil fortæller om hans dag. Jeg er typen der er pave stolt af mine børn. Som synes de er perfekte som de er, fraset deres til tider rådne immunforsvar, deres nederen søvnvaner og de mange bleskift. Jeg synes det er hårdt, at være mor. Jeg synes det er svært, at være den mor jeg gerne vil være, når jeg konstant er træt og i underskud af overskud. Jeg prøver. Hver dag. Og som tiden er gået, er jeg også blevet god til at overbevise mig selv om at jeg er en god mor. Den bedste for mine børn. Jeg kan også på en eller anden måde finde ro i, at det hele er en fase. Det er bare lige nu det er hårdt.

En gang i mellem støder jeg ind i de der kommentarer til de større bloggerfisk i det store hav som fx. “De mødre der brokker sig over, hvor hårdt det er, og hvilke umulige børn de har, skulle skamme sig. Der er mange der ikke kan få børn – vi vil give vores højre arm for et barn som dit”. På mine svært trætte dage fristes jeg til at sige; Be my guest assholes! Men det gør jeg jo ikke!

Jeg har stor medfølelse, med dem der af forskellige årsager ikke kan få de her børn, som de drømmer om. Jeg er dybt, dybt taknemmelig for mine børn. Også de dage, hvor de har diarré og opkast og ikke har ladet mig sove mere end 3-4 timer. Enhver forælder kan blive træt af deres yngel. Det er der ingen skam i. Vi elsker dem alligevel. Der er heller ingen skam i, at klage over hovedpine selvom man ved, at andre lider større smerte end den smerte et par panodiler kan klare. Det handler om HVORNÅR man beklager sig og i hvilket selskab. En blog og en instagramprofil er nu engang privat i et vis omfang. Det er dem der sidder bag profilerne der sætter dagsordenen og hvis man ikke er til lort og lagkage, kan man jo finde sig et andet bageri. I mit bageri er der en god blanding. Det er helt okay, for jeg mener det jo i overført betydning.

Jeg tror at jeg forstår, hvorfor nogle damer derude har det lidt anstrengt med dem/os som brokker os højlydt over vores børn. Måske handler det om dårlig samvittighed, ønsket om ikke at udstille sit familieliv og følelsen af at man gerne vil undgå, at andre skal dømme én som en dårlig mor. De brokker sig måske til de aller nærmeste. Som sagt er bloggen min udluftningskanal. Uanset om man galer højt eller klukker stille bag hjemmets fire vægge, så tror jeg at mange klukkere vil føle trang til at gale højt når søvnen bliver som et spil i lotto, hvor vinderchancerne er alt for små. Når børnene er syge på skift i en måned. Når man skal skifte lortebleer med 10 minutters intervaller hele morgenen osv. Vi gør tingene på forskellige måder og det er helt okay. Synes jeg.

Når man er blogger, som jeg selv har været i 4 måneder nu, så er det nok uundgåeligt at få de der kommentarer som lige giver et hurtigt løb af noget hjertebanken eller som skaber en form for akavethed. Det er som bekendt et til tider hårdt medie- det der sociale noget. Jeg har 7-9-13 ikke oplevet nogle ubehagelige kommentarer endnu. Ikke om mit brokkeri og min virkelighedsbeskrivelser af tilværelsen med 2 børn der sover åndsvagt dårligt. Det eneste lille rap jeg har fået over “ballerne” var på min instagramprofil. Det var vidst nok på sin plads. Selvom jeg blev paf og senere ret irriteret over, at en fremmede der frivilligt havde VALGT at følge MIN profil, gav udtryk for, at jeg gik over stregen og ikke skulle gøre grin med en sygdom, som hun synes mit billed og dertilhørende tekst gjorde. Efter lidt tid kom jeg frem til, at det er okay at sige fra. Men at sige fra kan gøres på flere måder. Én måde kunne være, at stoppe med at følge mig. Så er man helt ude over det irritationsmoment. Jeg kan en gang imellem gå lidt over stregen. Indrømmet! Nogle gange bliver min “humor” lidt for dyster og det er ikke alle der er gearet til at blive tvunget med om bord på den vogn. Slet ikke fra morgenstunden. At lægge et billed ud af en lækker kagerest der uden tøven blev konsumeret kl. 07.35 en mandag morgen, med ordene “Glædelig mandag. Jeg vil fange mig en diabetes” kan selvfølgelig såre dem, der enten selv har diagnosen eller dem der har set, hvordan diabetes har ødelagt meget i deres familie. Det er en svær balancegang, når man har en røvsyg humor som jeg. Hver gang jeg åbner munden skal jeg lige tænke en ekstra gang over, om den der sidder overfor mig kan holde til mosten. Jeg har bestemt lært af den lille (og for andre) ubetydelige episode. Jeg ønsker ikke at såre nogen. Jeg forsøger ikke at belære nogen. Jeg forsøger ikke at lægge op til debat, hvor modpoler kan mødes og svine hinanden til. Jeg skriver bare om det der røre sig i min lille andedam og håber, at det bidrager til at andre på en eller anden måde kan nikke genkendende til det uperfekte perfekte liv med børn og mand og måske i sidste ende afføde et lille smil på læben.

Jeg har fx. skrevet vidt om bredt om mit til tider lortede parforhold her: Når parforholdet sættes på prøve .

Eller om vores besøg hos en dygtig terapeut i Randers Guncity : Parterapi

Jeg har også skrevet om en screening for fødselsdepression: En uærlig screening

Det er ikke let at være kone og mor. Det kan være svært at finde tid til at stoppe op midt i ræset og mærke efter. Den ene dag tager den anden og man skal holde tungen lige i munden så længe man har små børn. Jeg har skrevet lidt om skilsmisser og min frygt for, at blive kvalt af hverdagen her: Skilsmisseepidemi .

Men jeg har også skrevet om de mange glæder der er ved mor og konelivet. Jeg har opfordret til, at mødre skal Tag ja-trussen på samt at tilværelsen med små børn både er Lort og lagkage

Afslutningsvis for denne dags blogindlæg vil jeg bare sige tak til jer der læser med. De små kommentarer I sender varmer, og jeres “likes” efterlader mig med en overbevisning om, at jeg ikke er gået over stregen…. endnu 😉

Ha’ skøn dag!hanen

//Camilla

 

 

Fars dag, søvnindtog, børnehave og sommer

Så kom solen! Jeg har kastet mit trætte legeme ud i solen i vores forhave, hvor der er en reel chance for, at min kaffe ikke bliver ligeså hurtig kold og lidt farve i mine blege kinder kan få lov at lave mirakler. En sommer-tan kan fjerne fokus fra selv de tungeste øjenlåg og største sorte affaldssække under øjnene. Alfred står på den anden side af hækken. Han laver trompetlyde med sine læber og forsøger at overgive sig til den søvn, vi andre vil give mange penge for at få, når vi rent faktisk har brug for den. Der er så meget de små størrelser ikke er synderligt taknemmelige for. De bliver klogere!

image

Indtil videre er jeg blevet antastet af 4 biller, der har haft gang i et mindre orgie på mit ben. Fuglene larmer hysterisk. Gråspurvene leger en en eller anden syg leg, hvor det gælder om at spise af hinanden i luften- lige over mit hoved. Duen kukker og leder efter sin mage, som ligger indtørret på asfalten 50 meter fra vores hus. I vores kæmpe store ahorntræ sværmer der en million hvepse rundt og laver hyggelige summene og beroligende lyde. I det fjerne kan man høre en lægehelikopter og lyden af fortravlede billister på E45. Aaah, det søde idylliske landliv.

Bertil er startet i børnehave. Jeg vil egentlig ikke fortælle så meget om indkøringen, men vil dog knytte et par linier til den store begivenhed. Til alle med børn i vuggestue vil jeg sige, at I skal være svært begejstret og taknemmelige for normeringen og den mere struktureret hverdag. I børnehaven ser det anerledes ud. Det er hårdt, at aflevere sit barn et fremmed sted med så få voksne og mange (store) børn, der kender hinanden. Der er fordele og ulemper ved, at have haft sit barn i en ren vuggestue og flytte ham i en integreret institution. De fleste i børnehaven har fulgtes ad siden vuggestuestart. Når det så er sagt, er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal blive godt så snart det fremmed er blevet kendt og trygt. Jeg er glad for, at jeg har barsel, så Bertil ikke får lange dage i børnehaven. Han er glad når jeg henter ham og gider faktisk ikke rigtig med hjem. Det er et godt tegn. Tror jeg. image

Fars dag gik jo som bekendt ned i fredags. Forinden havde jeg gjort mig en del tanker. Skulle det gå ned med et brag eller skulle man mon lade dagen være som en hver anden. Jeg er opvokset med mange fine værdier og især “Vend den anden kind til” var en sætning, der poppede op og gav mig blod på tanden. For selvom det ikke gik som jeg havde håbet og skrevet om her: Mors Dag , ja så kunne det jo være, at 2016 bliver bedre 😉 Den skulle have fuld gas på fars dag. Jeg lagde ud med, at stå op med ynglet kl. 5 efter kun 3 timers usammenhængen søvn. Jeg lavede lækker morgenmad som skulle serveres på sengen, når manden i mit liv – en fantastisk far til mine børn – vågnede. Han blev glad. Og Bertil spiste det meste. Manden ville gerne have ro til at være kreativ og brugte formiddagen på at bygge en stor blomsterkasse til vores forhave. Jeg tog med ham i Bauhaus sammen med ungerne. Med smil og ja-hatten på. Jeg stak ham en kold øl da han stod der i solen og byggede. Det var en hyggelig dag. Aftenen skulle stå på efter-børnene-er-puttet-tv-dinner, en god film og en masse slik. Jeg gik op for at putte Alfred kl. 19. Han faldt hurtigt i søvn. Jeg ville lige tjekke de sociale medier ud. Jeg kunne da godt mærke trætheden. Som minutterne gik, kom følelsen af total udmattethed væltende ind over mig i sådan en slags bølger der efterlod en summen inden i mit hoved. Øjenlågene begyndte af svide, og jeg nåede at tænke på, at det nu nok ikke gjorde noget, hvis jeg lige lukkede øjenene et kvarter. Jeg vågnede igen kl. 03.45 fordi Alfred vågnede. Jeg fik sagt noget a la: “Jeg kan ikke være vågen ét eneste sekund mere” og gik ned på vores gæsteværelse og sov til kl.7. Happy fathersday!

Mit håb om en killer-come-back mors dag i 2016 har vidst set sit sidste lys. Med mindre manden også vil leve efter princippet om, at vende den anden kind til. Man kunne håbe.

Bertil fyldte 3 år i søndags og vi har fejret fødselsdag i 3 dage og nu har jeg også ramt muren. Det har været en fanstastisk fødselsdag og Bertil er mange legesager rigere!

Min kaffe er stadig lunken og jeg vil slikke sol og nyde “stilheden” på landet. Ha’ en dejlig dag derude!

image

 

 

10 ting man bare IKKE gider høre

– når man er forældre og pisse træt! (Advarsel: Sarkasme, en enkelt hvid løgn og en smule overdrivelse forekommer)

1. “Da jeg havde små børn, vågnede de aldrig tidligt. Jeg sagde altid til dem, at det først var morgen kl.7″ – Jamen tillykke med det 200 år gamle dame der tydeligvis har tabt sin hukommelse imellem alle de grå hår og alt for lange bryster.

2.”Du kunne da også gå lidt tidligere i seng om aftenen…” – Øøøh hvis det stadig skal hedde “aften” kan jeg umuligt gå tidligere i seng!

3. “Du ser godt nok smadret ud. Har du overvejet en god Foundation?” – Har du overvejet at søge dækning før mine trætte øjenlåg giver dig en kindklasker?

4. “Nåh men jeg bagte også lige 275 speltboller imorges og lavede smoothies og shoppede alverdens lækkert lort hjem til mine unger med rabatkoder fra instagram, nu hvor lilleprut vågnede aaaaalt for tidligt. Når man er oppe kl. 8 kan man ligeså godt komme i gang med dagen”.  – Hold din mund og tag en stesolid!

5. “Kender du det, at man kan blive helt bekymret når Lilleprut sover fra kl. 18.30 om aftenen til kl. 9 næste morgen uden at vågne og spise?” – Nej det kender jeg ikke. Hvis jeg gjorde, sad jeg ikke her. Så havde jeg inviteret min familie på overskudsjordomrejse!

6. “Jeg har 4 børn og jeg overvejer virkelig en 5. Har du ikke også en følelse af, at man bare er sat i verden, for at få børn og være noget for dem?” – Nej…

7. “Mine børn vågnede kl. 8.30 imorges. Jeg er så træt i dag, for min mand og jeg gik først i seng ved midnatstid.” – Ja det må være hårdt kun at få knap 9 timers sammenhængende søvn…………..

8. “Skal I ikke have en 3’er snart så?” -Jo det skal vi. Så kan hele familien besøge mig på intensiv, hvor jeg tropper op efter fødslen og tvinger personalet til, at lægge mig i kunstig koma, for at få sovet bare lidt…

9. “Jeg synes ikke andre skal irettesætte mit barn, jeg mener bare, hvis vi er tilstede skal vi nok selv stå for det. HOV!  NEJ!Bertil, du må ikke stå på bordet … er jeg sikker på din mor siger!!”          – Jeg har det på præcis samme måde……

10. “Jeg kunne ikke drømme om, at drikke alkohol så længe mine børn er små!” – Det kunne jeg virkelig heller ikke…

 

image//Camilla