Den kronisk dårlige samvittighed

Det her halv rodede indlæg handler lidt om det her med, at have sig selv med i sit mor-skab. Om vigtigheden i, at stoppe op og mærke efter. At sige til og fra. At overveje og prioritere de rigtige ting og at skrue forventningerne til sig selv helt ned.

Jeg tror jeg misunder andengangsmoren Camilla lidt, hvis jeg ser på mig selv gennem førstegangsmoren Camilla’s øjne. Lidt er nok i virkeligheden en underdrivelse af dimensioner.

Da jeg fødte Bertil var jeg forinden selve fødslen, i et angstprovokerende “Dør jeg af det her”- scenarie. Det at overleve en fødsel var et sandt mirakel (synes jeg på det tidspunkt, eftersom jeg havde svært ved, at forestille mig en anden afslutning på eventet end den fatale). Den der sejrsrus fyldte rigtig meget i døgnet efter. Faktisk havde jeg lyst til at fejre livet med alle dem jeg holdt af. Jeg havde brug for, at der kom en masse og så mit smukke afkom og særligt havde jeg brug for min mor. Vi blev installeret på patienthotellet mhp. ammeetablering og den slags. Det var fint. Jeg sov ikke det første døgn efter fødslen. Jeg havde heller ikke sovet døgnet forinden. Den manglende søvn gør selvfølgelig ingen underværker på nogen konti. Slet ikke på overskudskontoen. Besøg skal der til når man har klemt en 3,4 kilo knejt ud gennem sit allerhelligste. Det første besøg var af mine forældre. Det var stort! Men derefter gik luften af ballonen. Jeg synes ikke at jeg kunne overskue mere. Når man sidder der i sin seng på patienthotellet, grådlabil, ødematøs som bare pokker – over hele kroppen, træt som aldrig før, lykkelig, bange, nervøs, med overspændte bryster, en amning der ikke kører på skinner, en meget sulten dreng og et underliv der gør mere ondt end hvad man kunne forestille sig lige da man havde født, ja så er der altså kun én person i verden der duer; MOAR! Som førstegangsmor, synes jeg det var enormt grænseoverskridende, at være så tæt ( pga. det lille værelse) med alle de besøgende. Det var grænseoverskridende at tænke på en amning foran dem. Det ville være grænseoverskridende at bede dem vente udenfor imens en måske timelang svær amning med hjælp fra personale skulle i gang. Det var rigtig svært, at give Bertil fra mig, selvom det var til mennesker der ville få en kæmpe stor betydning for ham i hans liv. Selvfølgelig ville de holde ham, snuse til ham og røre ham.  Men jeg kendte ham ikke selv endnu, jeg havde ikke kigget længe nok på ham endnu. Midt i et af besøgene kom der en sygeplejerske ind på stuen som ville se en amning. Foran hele skaren af gæster tog hun fat i mit bryst som om det var uden nerver og følereceptorer. Hun nærmest proppede det ind i munden på det her lille bitte skrøbelige menneske. Han kunne ikke helt finde ud af det og det kunne jeg heller ikke. Så hun rev en del i mig. Hun havde tralvt, det bar besøget præg af. Der sad jeg så, stor og afmægtig i en omgang ammeetablering med mennesker jeg holdt af men som jeg ikke kunne overskue lige nu. For at få mig til at føle mig som en endnu bedre mor spurgte sygeplejersken mig, om jeg ikke hellere ville lægge ham i vindueskarmen, for det kunne jeg da ligeså godt sådan som jeg sad med ham halvanden meter fra brystet. Tak for den søde kommentar udbrændte sygeplejerske som tilsyneladende burde finde et andet job eller en mand der rent faktisk gider dig en onsdag aften! Tak fordi du SÅ mig! Tak for dit selvtillidsboost…

Da gæsterne var gået var jeg fuldstændig tudefærdig. Jeg orkede ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg var træt og forvirret og skuffet og alt muligt andet. Besøgene rullede ind de næste to dage samtidig med ammetablering og pludselig skulle vi hjem. Med et sulten barn og en amning der ikke var ordentlig i gang endnu. Jeg var angst da vi sad hjemme i vores lejlighed 800 meter fra Skejby sygehus med bryster så store og hårde som kampesten. De næste knap 14 dage gik med en masse besøg. Rigtig mange besøg.

Som tiden gik erfarede jeg, at jeg var en meget stresset, presset og nervøs førstegangsmor som ikke kunne læse mit barns signaler. Hver gang han brokkede sig fik han bryst. Som resultat af den taktik, tog han på i flyvende fart, fik ondt i maven og skreg i timevis hver eneste aften i 5 måneder. Jeg var en mor som overreagerede når tingene ikke gik som planlagt. En mor der havde en meget kort lunte og som græd mange gange om dagen pga. dårlig samvittighed, utilstrækkelighed og lavt mor-selvværd. Jeg havde tårnhøje forventninger til mig selv som mor. Jeg kunne på ingen måde leve op til det. Jeg forsøgte at hive Sundhedsplejersken Helens (hende der udgiver bøger om alt muligt omhandlende børn, søvn, mad osv) dagskemaer ned over hovedet på Bertil, for at have bare en lille smule kontrol over et eller andet. Han passede bare ikke ind i de der skemaer. Han har altid været sin egen. Noget jeg først senere fandt ud af var en af hans store styrker. Som træt mor er det bare pisse irriterende, at han ikke sov de der 16 timer i døgnet som de skulle i følge bøgerne. Det er bare så tåbeligt, at der stod i skemaet for baby på 6 måneder, at de vågner kl. 6 ammes og sover videre til 07.30 når virkeligheden var, at hans første lur (ud af alt for mange i følge skemaet) startede kl. 6.15! Ude i barnevognen. I snevejr. Skemaet var naturligvis vejledende men der var ingen vejledning at hente. Ingen!

Jeg begyndte at se frem til at min barsel var slut. Jeg var så heldig at blive ansat på en fantastisk afdeling, som jeg kendte fra min praktikperiode, så Bertil skulle bare lige køres ind i vuggestue og så kunne der starte en nyt kapitel. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed. At være mor og have et fuldtidsjob er ikke den bedste kombination må jeg bare erkende. At have et barn der ofte bliver syg skaber ikke den største fleksibilitet på en arbejdsplads. Jeg fik hjertebanken hver gang vores koordinator eller sekretær råbte efter mig, at der var telefon. Det var med en vis nervøsitet i stemmen, når jeg gang på gang måtte ringe til afdelingen og bede om barnets tyvende første sygedag. Det var med ærgrelse, at jeg måtte sige nej til overarbejde eller ekstra vagter, da jeg gerne ville bevise mit sygeplejerske-værd og måske komme lidt foran i køen om en fast stilling, men jeg havde et barn der skulle hentes og passes. Manden arbejdede på det tidspunkt så tilpas langt væk, at han ikke kunne nå at hente. Vi havde et husprojekt som i forvejen stod stille de weekender jeg var på arbejde, så at tage ekstra weekendvagter kostede os flere penge end jeg ville tjene på sådan en vagt. Jeg tudede i medicinrummet, når manden sendte et billed af en Bertil der havde lært at stå eller hoppe eller gå. Det er svært at være to steder på en gang.

Sig til og sig fra! De der 14 dages barsel med mand og baby (og søskende) er en helt unik tid som er til for, at I kan få ro til at være den nye familie som I er. Som nybagte forældre skal man passe på hinanden i den første tid. Da vi fik Alfred fik vi ganske få besøg de første 14 dage og jeg NØD hver en dag med mine drenge. Jeg nød roen. Jeg nød at ligge i sofaen med Alfred og kigge på ham imens han sov. Jeg fik tid til at lære ham at kende. Jeg slappede så meget af, at mit blodtryk nærmest var ikke-eksisterende. Nyd barslen, for det er en tid du vil længes efter når du arbejder 37 timer om ugen og kun når at se dit barn få timer om dagen. Måske skal man ikke stræbe så højt eller have så høje forventninger til sig selv og sin karriere så længe man har små børn.

Alfred er 9 måneder nu. Om en måned starter han i vuggestue og så starter et nyt kapitel. Et nyt kapitel med kronisk dårlig samvittighed over, at sende sine børn i underbemandede daginstitutioner alt for mange timer i døgnet, på overfyldte stuer med halvsyge børn, der afleveres om morgenen på chance-kortet fordi der er for lidt forståelse for familielivet og de udfordringer børnefamilierne står overfor, på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt. Om lidt starter et nyt kapitel for mig. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed over, at det måske er pædagogen der hører ham sige mor for første gang. Det er pædagogen der står klar til at tage imod ham når han tager sine første skridt. Det er pædagogen der trøster ham i stedet for mig. Det er pædagogen der sidder med ham når det han i virkeligheden allermest har brug for, er at sidde hos sin MOAR!

Nogle kapitler har man bare lyst til at springe over eller omskrive!

//Camilla

10 ting man ikke gider høre fra sin mand!

 

1. Du ligner en der ikke har set en seng i et par år…

2. SERIØST! Jeg har lappet de første 300 huller på det her værelse!! Det er sidste gang du fortryder en hylde eller væghængt reol!

3. Godmorgen skat, hvor ser du… Godmorgen!

4. På mange måder minder du om min mor…

5. Du prutter vanvittigt så snart du ligger under dynen og dine øjenlåg mødes…

6. Skat! Det er fuldstændig urimeligt at du shopper løs, når jeg samler flasker fra garagen for at få råd til at handle ind!

7. Har du købt endnu en trøje?? Du har 50!!

8. Jeg går i garagen…

9. Nu har jeg lige sat de hylder op og så siger du til mig at de skal ned igen!?!?!

10. Du ligner en der har taget 3 hiv af en joint og derefter banket hovedet ind i væggen…

//Camilla

 

Thumbnail lånt fra computerclipart.com

Mit indlæg hos Superheltemor.dk

Sommer i Danmark! En kort fornøjelse der skal nydes til hudløshed. Hos os startede ferien i sidste uge. En ferie jeg har glædet mig gevaldigt til, siden sommerferien begyndte sidste år.

Jeg har af en eller anden grund altid tårnhøje forventninger til ferie i vores familie.
Derfor var det en rigtig lortesommer sidste år.
Jeg var på det tidspunkt gravid og blev sygemeldt med en slem omgang bækkenløsning, som jeg stadig mærker til i ny og næ.
Bertil som dengang var 2 år, brækkede sit ben.
Jeg fik øjenbetændelse på begge øjne og så rundede vi sommeren af med en omgang parterapi. DE-LI-KAT!

I år er noget helt andet. Nu har vi hele 2 lækre drenge og ingen brækkede lemmer. Ferie i 3 uger, intet kan gå galt.

F-E-R-I-E! Jeg stod op og var nærmest lykkelig.
Fuck det, at natten havde budt på kun 4 timers søvn.
Fuck det, at der ikke var mere kaffe i huset og bilen var løbet tør for benzin.

Jeg tjekkede min mail. En lille sommerhilsen fra min søde bankrådgiver…. Han ville bare minde mig om et gedigent minus på kontoen, som gerne skulle inddækkes hurtigst muligt. Super! Som en barslende sygeplejerske uden job i sigte, kan det være lidt af en trussel, sådan en sommerhilsen.
Da manden kom hjem fra job susede jeg afsted i Bilka, for at finde en smart “Jeg har født to børn og sommeren kom bag på mig og jeg har spist for meget kage i min barsel” bikini.
Sådan en bikini findes ikke.
Der var kun Skinny-As-Fuck bikinier og Jeg-Er-60-Og-Har-Født-Alt-For-Mange-Børn-Og-Går-Nu-Til-Synkronsvømning-Med-Seniorklubben badedragter.
Jeg snuppede mig en smart badedragt og kørte igen. Bikinikroppen bliver klar næste år……
I et lyskryds holdt jeg ved siden af en stor BMW. Derinde bag rettet sad en flot fyr. Han kiggede ned på mig.
Jeg blev lidt forlegen og skyndte jeg at stirre lige frem.
Pludselig blev det grønt og i et splitsekund blev jeg i tvivl om det havde været grønt længe, så jeg pressede speederen i bund.
Det resulterede i en vældig masse hjulspind henover krydset og en flot fyr i sin BMW der nærmest hånligt overhalede mig.
Der sad jeg så, med fedtede H&M solbriller og min bilkabadedragt, i en bil proppet op med autostole, skamfulde rester fra Mc D og en masse andet skrammel. God damned småborgerlige Skoda liv!

Lørdag blev dagen hvor vi skulle afsted til Bønnerup Strand i et sommerhus i en hel uge. AFSLAPNING! Bare ikke fra morgenstunden. Når familien Bjerre skal på tur, træder jeg ind i en anden rolle. Nogen ville kalde den Diktator-Koordinator. Jeg vælger at kalde det Den Strukturede Mor.
Efter et par timer med total pakkekaos, skrigunger og en mand der efterhånden havde mistet sin overbærenhed, sad vi 4 mand i skodaen, uden udsyn ud af nogen af ruderne. Et fiskenet og benene fra en højstol gjorde, at jeg måtte sidde foroverbøjet det meste af turen.

Der var dårlig stemning i bilen, det kan jeg ligeså godt være ærlig at sige. Jeg forsøgte flere gange at vende stemningen med platte kommentarer, men de kom ud på en halv aggressiv kikset måde, hvilket i given situation var som at hælde benzin på bålet.
I stedet nød vi stilheden i en times tid.

Endelig fremme! Der blev pakket ud, børnene legede i græsset og vi satte os i havemøblerne med en kold øl.
Jeg fik sagt pænt undskyld for den diktatoriske morgenstund, som ikke havde ret meget guld i mund.
Børnene kom tidligt iseng, og vi delte en flaske rødvin og nogle røverhistorier på terrassen den aften.

Dagen efter pådrog jeg mig en SLEM forbrænding på min ryg. Faktor 10 og blondine er en dårlig kombination. Faktor 10 er det samme som almindelig bodylotion for sådan en som mig. Jeg kunne hverken ligge eller sidde. Efter aftensmad begyndte en slem kvalme at gøre sit indtog. Manden googlede og læste, at kvalme kunne skyldes slem solskoldning. Kvalmen tog til og til sidst måtte jeg løbe på toilettet. Manden joinede mig sidst på aftenen.

I pendulfart hele natten, skiftedes vi til at besøge toilettet. Ingen af os fik sovet. Lyden af hinandens toiletbesøg blev som at sidde på den grønne mil og vente på, at man var den næste til en tur i den elektriske stol. De lyde glemmer jeg aldrig. Vi var mega dårlige. Koldsved, opkast og diarré sugede al livsglæde ud af mig. Mandagen gik med ipad, toiletbesøg og ren og skær overlevelse. Vi måtte slå sten-saks-papir når børnene gav udtryk for sult. Jeg tabte og skulle made Alfred med makrelmadder. Aldrig har jeg kastet op i min mund så mange gange. Tirsdag var vi stadig mærket af søndagens begivenheder. Onsdag ligeså. Torsdag turde vi spise igen. Det fejrede vi med en tur i Kattegat Centret sammen med resten af Danmark. Vi var der i en time. Vi kunne hverken komme frem eller tilbage, ud eller ind. KAOS! Herefter besluttede vi os for at tage hjem. Hjem til Aarhus. Slut med sommerhus. I skrivende stund laver vi planer for resten af ferien, som gerne skulle gå FULDSTÆNDIG gnidningsfrit.

Mine forventninger til de sidste 2 uger er skruet ned til et realistisk niveau og jeg må bare erkende, at sommerferie i en småbørnsfamilie er noget andet end BC (before children). Det er helt okay, jeg ønsker ikke at være noget andet sted end lige her, sammen med mine 3 drenge. Du danske sommer… !

rigtigt træt