En beskidt jobsamtale #2

Jeg ligger i min søns juniorseng og smiler lidt nervøst. Nervøst fordi jeg ikke ved, om jeg kan tillade mig at råbe HURRA eller om jeg skal vente…. Jeg fik opringningen! Jeg fik jobbet! De kunne se igennem fingrene med det fedtede hår, mine beskidte bukser og sko, min dreadlock og de svedige sætninger jeg fik slynget ud (det var dog ikke noget de pointerede vil jeg lige sige). Min måske nye arbejdsgiver skal indhente referencer fra min sidste arbejdsplads. Min sidste arbejdsplads, blev jo som nogen ved, et kort bekendtskab da jeg blev gravid. Senere fik jeg bækkenløsning, som jeg slet ikke kendte til under min første graviditet. Jeg tilbragte en del tid på toilettet på Skejby sygehus med hovedet i kummen indtil bækkenløsningen tog over. Jeg shinede ikke – lad os sige det sådan.

Nuvel, jeg kan ikke forestille mig, at min tidligere arbejdsplads skulle advarer min potentielle nye arbejdsplads mod at ansætte mig.

Tak for jeres krydsede fingre! Jeg vil råbe et lille hurra! og vente med at fejre det, til jeg bliver ringet op imorgen eller fredag med det endelige svar.

image

//Camilla

En beskidt jobsamtale…

Kender I de der statusopdateringer på facebook som både giver nysgerrighed og svær irritation? Det er den her slags jeg mener: “Åh! Jeg kan ikke holde til mere nu” eller “Jeg har grædt mig selv i søvn, skriv en privat besked hvis du vil vide hvorfor”….. Jeg skærer tænder og får en trykkende fornemmelse i (de høje) tindinger.

Jeg sidder med morgenkaffen, en flad (øko) spegemad og venter på, at telefonen ringer. Den skulle gerne ringe i dag. Går alt galt ringer den først i morgen. Det er en vigtig telefonopringning, som har store konsekvenser for min fremtid! Skriv privat besked hvis du vil høre nærmere…

spege

Aaaaaj, forklaring er som følger: Det er ikke et hvilket som helst opkald jeg er spændt på. Det er et opkald der er afgørende for de næste mange år af mit og min families liv. Min barsel slutter 15/9 og min lille tykke guldklump starter i vuggestue i næste uge. Eftersom mit sidste job var et vikariat, er jeg lige om lidt arbejdsløs. Dem der er i samme båd som mig, og som er bosat i Aarhus kommune, ved måske, at der er meget få stillinger at søge. Jeg har søgt én stilling og var så heldig at blive indkaldt til samtale. Samtalen gik ned i går. Selvom jeg fik vores næsten-naboer (og rigtig gode venner) til at aflevere den store i børnehave, så jeg kunne forberede mig lidt på samtalen imens den lille sov, nåede jeg ingenting. Ikke det jeg skulle…

I de par timer Alfred sov, fik jeg tæsket hytten med støvsuger og desinfektionsmiddel, satte 100 kg vasketøj over, bagt glutenfri rugbrød og fik da også kradset lidt noter ned på et stykke papir om, hvorfor jeg skal ansættes i den her vigtige deltidsstilling. Det er længe siden jeg sidst har været til samtale, og jeg må indrømme at jeg var hamrende nervøs for at forlade min barselsbobbel og trække sygeplejebrillerne på og være faglig igen. Selvom det kun var en halv times snak, ja så er det jo altså på fagsprog meget af det.

Min mand kom hjem for at holde øje med Alfred imens jeg tog til samtale. Lige inden jeg smuttede ud af døren, lavede jeg den obligatoriske jordens-dybeste-indblæsning-igennem-næseborene-under-armhulen og kunne konstatere (med lyd på) at det alligevel var på grænsen til det ulovlige, sådan som der lugtede. Jeg havde ellers været i bad…..på et eller andet tidspunkt….Det var det jeg skulle have nået imens Alfred sov….SUK! Jeg tjekkede mit ungdommelige ansigt i spejlet i vores entré og blev super forskrækket. Mit hår var max fedtet i siderne (Danny fra Grease-style) og håret har ikke set en hårbørste i en længere periode. Selvom mit hår var oppe i en knold, kunne det altså ikke skjule den store fede dreadlock, som det var blevet til. Fuck it, jeg havde travlt og kastede mit korpus ud i vores mega beskidte bil. Jeg drejede nøglerne rundt og kiggede ned på mine lår. Mine sorte bukser var plettet ind i avokadomos, havregrød og what not…. GREAT!! Jeg sad med mit ærme og lidt spyt og forsøgte febrilsk at tørre skidtet af uden det store held. Jeg vil ikke bruge tid på, at beskrive mine rosafarvede ballerinaer fra sidste sommer, som jeg hoppede i uden at tænke mig om. På en eller anden måde, skal jeg være taknemmelig for, at jeg ikke tog afsted i hjemmesko, som jeg jo ynder at praktisere. Det var walk of shame hen til hoveddøren, hvor jeg skulle vente på at blive hentet.

Det er så dumt! At bruge tid på alt muligt andet end sig selv, på sådan en vigtig dag. Jeg klarede jobsamtalen, forstået på den måde, at jeg fik en følelse af, at det kunne have gået meget værre. Jeg havde lidt svært ved at anvende fagsprog, eftersom jeg i rigtig lang tid, har gået hjemme og talt med mig selv om mine børn. Jeg havde lige glemt at tænke over 3 gode og knap så gode egenskaber jeg besidder og det gav anledning til lidt pinlig tavshed. Jeg fik brugt ord der faktisk ikke eksisterer… En knoklersk…!? Individualistseende….!?! og jeg kunne ikke komme i tanke om en sidste ting…. Det her var altså de tre gode egenskaber, hvis du skulle være i tvivl. Da jeg skulle nævne tre ting jeg kunne blive bedre til, blev der helt stille. Jeg fik sagt noget i stil med: “Altså der er uhyggeligt meget, men jeg ved ikke lige hvilke ting jeg skal hive frem som er relevant i denne sammenhæng”…. Super! Til sidst fik jeg sagt noget med, at jeg var ret dårlig til at takle dårlig stemning på en arbejdsplads og at jeg var for langsom til at sige fra overfor den slags, fordi det i mine øjne er en udfordring at konfrontere folk, når de har trådt mig over tæerne…. Godt så! Fik jeg sagt, at stillingen hedder “Ansvarshavende sygeplejerske”? Nåh men altså, jeg venter som sagt på, at telefonen ringer… Jeg har ingen idé om udfaldet. Ingen mavefornemmelse. Men jeg kan afsløre, at det til dato har været den værste jobsamtale. Når det så er sagt, håber jeg på, at de kunne/kan se igennem pletter på tøjet, fedtet hår og en dreadlock, trætte øjne, svedige hænder og dirrende kæbeparti pga. nervøsitet. Jeg er en dygtig sygeplejerske og hvis de hellere vil have én der går op i personlig hygiejne, ja så er det jo deres tab……………..

kryds

//Camilla

En bloggers bekendelser

Jeg kan ikke prale af, at jeg er en garvet blogger. Faktisk kan jeg ikke holde 1 års fødselsdag før februar 2016. Når det sker, går det ikke stille for sig. Eller det gør det måske. Ingen ved hvad overskuddet er til så langt ude i fremtiden. Ingen!

Som relativt ny blogger er jeg ret hurtigt blevet en solid misbruger af “gamet”. Men… Jeg er slet ikke inde i “gamet” endnu. Jeg er hende den lidt kiksede blogger, som tror jeg har en vis viden om det her shit, men som ikke aner en fis. Jeg kender ikke rigtig andre bloggere. Jeg har ikke været med til sådan nogle blogevents, hvor bloggere mødes og laver ting og sager. Melder man sig til det? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke lavet et eneste sponsoreret indlæg endnu og jeg aner stadig ikke hvad affiliate betyder. Jeg har da fået mange venlige mails fra venlige folk, som efterspørger et samarbejde mod lidt snik snak på bloggen. Jeg har bare ikke kunnet se mig selv overbevise jer om, at I skal tage til Herning og få rullet jeres maveskind tyndt og glat af en 65 årig jyde med bornholmske aner, der har valgt at starte erhverv i den jyske muld. Det var bare et eksempel. Jeg har været med i Bloggermoms netværket som jeg er hoppet ud af igen, da jeg ikke synes jeg havde den tid det krævede og ikke var overbevist om, at det var det rette lige nu. Jeg kan ikke finde ud af min computer, wordpress, widgets, plugins og den slags. Jeg aner slet ikke hvad det er. Det er i sandhed et mirakel, at bloggen overhovedet blev til. Nu er den her og jeg er blevet blogger. En slags mommyblogger, som det populært kaldes. På en måde er jeg ikke så vild med tillægstitlen. Det er ligesom så definitivt i forhold til indholdet… Men mor er jeg jo. En fucking træt en af slagsen.

Der er 3 ting en blogger går vældigt op i.

1 Der findes vel næppe noget mere ærgeligt end at få ganske få LIKES på sit blogindlæg. Det kender alle måske lidt til, selvom de ikke har en blog. En statusopdatering eller et, i dine øjne, hamrende fedt billede, som du forventer vil peake helt vildt, ikke får tilnærmelsesvis så mange likes eller kommentarer som håbet, ja det er en kindklasker af en anden verden. “Hvad sker der for det? Kan de ikke se at det er suverænt? Skal jeg slette det og prøve igen i aften? Vil det være a-little-tooo-much?” Det er røv og det pynter ikke. Som de flokdyr vi nu engang er, kan nogen måske fristes til at gå udenom “synes godt om” knappen, af frygt for at være en rebel. Andre frygter måske, at sådan et klik vil vises på venners “feed” og hvem synes det er en fest at forældre, tidligere kollegaer, veninders forældre og chefer ser, at Camilla Bjerre synes godt om “Sexy Beasts in Australia” eller “10 Gode Stillinger Der Med Garanti Vil Pifte Dit Fuldstændig Døde Sexliv Op”. Mine indlæg er ikke så farlige at like, men det vil måske blive vist i andres feed. Fedt for mig, fint nok for dig formentligt, pisse irriterende for dine venner, som ikke fatter hvad CamillaTe er for en størrelse. Hvad de ikke går glip af, af enorm vigtig viden……

Som blogger er det vigtigt, at man ikke lader sig styre at de der likes eller mangel på samme. Det gælder på samtlige sociale medier. Bloglovin er dog lidt anerledes. Der er ingen like-uddelingsknap men til gengæld kan man gemme de gode indlæg i forskellige mapper. Jublen vil ingen ende tage når man ser følgende : ” 1 person saved your post!”. Det viste sig at være mig selv. Jeg er typen der gemmer mine egne indlæg… Hvis jeg skulle måle indholdsværdien i mine blogindlæg på likes, ville jeg blive grundforvirret over, hvad læseren gerne vil læse. Man er nødt til, at lukke øjnene og stoppe med at tude når et all-time-greatest indlæg modtager 6 likes på facebook 😉 For de større bloggeres vedkommende er det selvfølgelig lig med konkurs, hvis de kun fik så få likes. Det er vidst alligevel aldrig sket. Men deres følgertal er jo også væsentligt større.

2 Google analytics! En smart installation, som kan afsløre hvor mange besøgende bloggen har, hvilke indlæg der er læst flest gange, hvor læserne befinder sig i den ganske verden og om læserne kommer fra facebook eller andetsteds.  Jeg valgte ikke at installere den, da jeg var bange for at det ville styre mig i forhold til indhold i mine indlæg. Jeg installerede den alligevel, da jeg blev nysgerrig meeeen kunne heldigvis ikke finde ud af det, og dermed er vi tilbage til udgangspunktet. Som blogger har man en naturlig trang til at vide lidt om, hvor velbesøgt bloggen er. Jeg bruger i stedet antal følgere på bloglovin, facebook og lidt instagram oveni, velvidende at langt de fleste ikke læser med hver gang.

3 Anerkendelse af andre bloggere! Jeg har været utrolig heldig synes jeg. For jeg har gæsteblogget hos to dejlige damer, nemlig Blondinemor og Superheltemor. 2 ret så garvet mommybloggere der skriver om alt muligt stort og småt, hverdag og fest, problemer og opture. Det er skide hyggeligt at følge med i. For leden blev min blog nævnt i et indlæg Miriam skrev, hvor hun anbefalede 3 små bloggere. Den ene var mig. Rimelig stolt blev jeg, for jeg elsker at læse med hos Miriam. Hendes liv er fuldstændig anerledes end mit og jeg drømmer mig ofte over i hendes stilletter i det københavnske natteliv, med en dobbeltseng for sig selv og en underlig (men sød) kat og søvn ad libitum, hvis altså studie og madcravings tillader det. Hvis nogen har læst mit blogindlæg om mine døde kæledyr, så kan jeg afsløre, at kaninen Elvis blev født i Miriams lejlighed, dengang Miriams hår var utæmmet, hesteplakater fyldte hele hendes (og storesøsterens) værelse (ja også mit), dengang børn var børn og vi uden skam i livet højt sang med på “Halle-halle-halleluja, deeeet bobobobobobobobler inde i miiiig”.

Vi kan altså ikke rigtig komme uden om, at der ikke er meget ved at have en blog uden besøg. Det er heller ikke så festligt, at lave statusopdateringer på facebook fra dit liv og ingen kommenterer eller liker. Vi lever i en tid hvor de sociale medier er en stor del af vores hverdag. Et like er lidt ligesom “jeg har set dig” eller “skulderklap til dig”. Vi er vilde med det. Alle sammen tør jeg næsten at skrive. De sociale medier er en måde at være sammen på. At dele fælles interesser på. Jeg er fan! Men jeg er også fan af gammeldags nærvær og et fysisk skulderklap. Det varmer nu alligevel mere.

//Camilla