Lykken er…

At vågne kl. 7 en lørdag morgen med mindstemanden i midten af dobbeltsengen, som bobler af glæde og entiutiasme over endnu en ny og spændende dag. Lykken er, når ældsteynglet kommer søvndrukken ind i soveværelset og putter sig under dynerne med os andre. Lykken er, når de to små barylere leger og småskændes lidt på værelset, så forældrene kan få 10 minutters krammeri og morgen-tv i sengen inden ungerne brokker sig over sult. Pandekager, akaciehonning, blåbær, morgenkaffe og stearinlys hører sig til på sådan en grå sommermorgen.

Ha’ en dejlig weekend 😊

 

//Camilla

Rocker-hårde nætter

Vi har haft nogle virkelige dårlige nætter herhjemme de sidste uger. Søvnunderskud skaber en tilstand der minder om delir tror jeg. Min hukommelse er om muligt endnu ringere end nogensinde. Jeg føler mig som en zombie. Ja, og så er der lige den der allergi der netop nu trives i bedste velgående. Det er ikke lillebroren der er årsag til de urolige nætter denne gang. Det er Bertil Storebror. Han lider af svært tilstoppet næse om natten. Det besværliggør hans kærlighedsforhold til sin sut og det skaber en enorm uro. Han drømmer oven i købet så meget, at han føler sig nødsaget til at sætte sig op i sengen med blodskudte øjne og sige underlige ting, græde og pege på en mand der efter sigende skulle stå i hjørnet og holde øje med ham. Når et barn på 3 år siger den slags ting, er det klart, at der skal hugges Sten, Saks og Papir imellem forældrene, når hyleriet starter. Det er ikke fordi vi er dovne. Det er ikke fordi vi ikke har ondt af ham, for det har vi. Men INGEN melder sig frivilligt til, at vade ind på et mørkt værelse, hvor en lille dreng ser noget vi andre ikke kan se. Hvis man har set paranormal activity, så kan man levende forestille sig, hvad der kunne foregå i nattens mulm og mørke. I en hel uge har det nærmest været på timebasis, at en af os skulle ind på børnenes værelse. Forleden nat fik han plads på gulvet ved siden af mig. Det skumle aspekt aftager ikke, bare fordi drengen flytter sin seng ind på soveværelset. Op til flere gange er jeg vågnet med sådan en forskrækkelse, at opkast og en prober næve lå lige på tungespidsen indtil det, i løbet af et splitsekund, gik op for mig, at det var min søn med hans blodskudte øjne og pegende finger, som sad der på knæ ved siden af min seng og stirrede. Nattesøvnen har været bedre efter han kom ind til os, men ikke meget. Jeg har flere gange trukket ham ud i benene fra under vores seng. Også selvom vi har lagt hans sengerand og puder, for at undgå dette scenarie.

Nogle aftener sidder vi og grubler over, hvorfor Bertil er så urolig. Måske har det noget at gøre med, at børneværelset er Elsebeth Egholms gamle “Her-skriver-jeg-krimier”-værelse? Måske er der en vis (uhyggelig) fantasi tilknyttet det værelse? Måske skyldes det, at huset for mange år siden var en rockerborg? Det kan være der er en død rocker i væggen derinde et sted? Som spøger og vil have hævn? Jeg siger bare, at der er mange muligheder.

Måske er det bare sådan det er, at være 3 år. Når man er en lille gut med fart over feltet, som oplever en masse så skal der fordøjes, bearbejdes og sorteres inde i det lille hoved. Det kan være svært at skelne drømme fra virkelighed og det kan man jo godt forstå kan give lidt urolige nætter.

Sommeren er over os! Jeg vil på altanen og se lidt på aftensolen.

//Camilla