Mandagslykke

Ja den var ny! Mandag og lykke hænger normalvis ikke sammen i min verden, men idag var en god dag. Selvom natten var det rene lort, med vågen skrigende baby i mange timer, så var det alligevel en dejlig morgen. Manden blev hjemme med sygt barn og sygt barns storebror, eftersom storebror heller ikke fik meget søvn i nat pga. skrigende baby. Jeg skulle altså kun gøre mig selv færdig inden jeg skulle ud af døren. Jeg fik spist morgenmad før formiddagstid for første gang i et år tror jeg. Jeg lavede mig en god kop kaffe og kyssede mine drenge farvel og nød den varme kaffe i bilen på vej til job. Med solskin lige i mandagsfjæset.

Perfekt!

En skøn og lærerig dag på job, hvor jeg endnu engang har mødt en afd. med søde kollegaer og herlige beboere. Hvor hjernen bliver brugt på, at formulere voksensnak i korrespondencer til læger og den slags. Det gik nogenlunde. Jeg lavede ingen hjemmelavede ord i et ynkeligt forsøg på, at skjule en ammehjerne med hjemmelavede ord som “knoklersk” som jeg jo fik fyret af til jobsamtalen.

Da jeg kom hjem fra arbejde skinnede solen stadig. Manden havde haft en god men hård dag med ungerne, for der er jo faktisk rigtig meget at se til når man er alene med to børn på under 3,5 år.  Et par anerkendende ord blev sendt min vej, hvilket jeg lappede i mig, for jeg har haft ungerne hjemme hver mandag eller fredag siden Alfred blev født.

Nu skal vi lige have overbevist den mindste om, at han skal lukke sine øjne, så vi kan kaste vores fedtede fingre ned i en skål med Chips og dip, inden det igen er sengetid og hænderne foldes, med ønsket om en nådig og barmhjertig nat hos familien Bjerre.

//Camilla

Her er hvad du ikke skal gøre når du er syre-træt

Efter at være startet op på nyt job, er det klart at man ikke sprudler af energi når man vender snuden hjemad midt på eftermiddagen. Der er vel også en årsag til, at der er noget der hedder fridage/weekend. Det er her man lader op og gør sig mentalt klar til en ny uge. Hos familien Bjerre er det egentlig omvendt, for når man har en snottet unge på snart 1 år, er der ikke nattetimer nok til at indhente søvn. Og weekend er som regel lig med lidt flyvske sengetider, både for voksne og børn.

8 timers søvn på to dage er for lidt for en nyansat sygeplejerske. Det er også for lidt for en græs-enke, som har en meget hjælpsom mand, der arbejder i denne weekend (igen).

Men weekend -det er det! Og det skal børnene jo mærke. Så jeg pakkede ungerne i min mors lille hvide citroën og annoncerede vores ankomst hos min søster i Nordjylland, bare et par timer eller 3. Turen derop gik fint. Ungerne spiste og legede og vi sang “Hjulene på bussen” omtrent 175 gange. Men jeg var træt! På den der det-snurre-i-hjernen-og-øjnene-er-som-limet måde. De sidste 10 minutter af turen var kritiske. Jeg måtte give mig selv et par flade for at holde fokus. Frem kom vi. Med livet og det gode humør i behold. Men jeg var træt! Så træt, at det sociale aspekt ved et besøg kom på prøve. Mindstemanden blev også hurtigere træt end normalt pga. snotnæsen. Så efter et par timer måtte vi hjem igen. Thi der var ikke plads i bagagerummet på citroënen til en barnevogn. 1,5 time i bil. Ungerne faldt hurtigt i søvn. Fryd og gammen! Jeg ville selv lige holde ind og lukke øjnene, for jeg vurderede, at det at køre bil i min tilstand, var lige så usikkert og dumt som at køre bil med en flaske gin i årerne. Jeg fandt et perfekt sted, hvor vi kunne holde. Netop som jeg parkerede vognen vågnede ungerne, forvirret, med blodskudte øjne og begyndte at hyle i kor. FUUUUUUCCCCKKK!! Jeg kastede Citroënen i gear og lavede hjulspind ud på de ganske danske mortorveje igen. Ungerne lukkede igen deres øjne og mine egne øjne havde sygelig trang til at gøre det samme. Da vi nåede Randers blev min søvntrang så alvorlig, at jeg blev nødt til at holde ind. Uanset om børnene ville vågne eller ej. Men den ældste kom mig i forkøbet. Han havde nemlig en generende bussemand i næsen som udløste et brøl som kun er hørt i regnskovene. Fra et meget stort dyr. Alfred vågnede naturligvis i et tilsvarende brøl, hvilket forskrækkede den ældste så meget, at han brølede endnu højere. Jeg forsøgte på bedste pædagogiske vis at skabe ro på bagsædet så godt som jeg nu engang kunne på mortorvejen. Det virkede ikke. Jeg måtte hæve stemmen en smule, hvilket forargede Alfred (den mindste) i sådan en grad, at han stak i et skrig. Det var living hell back there! Jeg forsøgte at skrue op for radioen, rulle vinduerne ned og synge “Vi har det, åååååhhh, så dejligt, åååååhhhåhåhå”. Intet hjalp. Jeg forsøgte at spørge Bertil, om det virkelig var den bussemand der væltede hans verden, hvortil han skreg at han havde ondt i numsen. Da jeg spurgte hvor på numsen han havde ondt, råbte han: ” I NUMSENS HULLE!!!!” Ingen mor kan høre sådan en sætning komme ud af en meget seriøs og vred barnemund uden at komme til at grine.

I dag har den stået på projekt Gør-haven-efterårs/vinterklar. Vi nåede lige akkurat at komme ud alle 4, før manden drønede i Silvan, Alfred sked i flyverdragten og Bertil var sulten. Heldigvis kom et par venner og deres børn på besøg og resten af dagen er gået med at sætte lyddæmpende plader op i lofterne, eftersom støjniveauet herhjemme hver dag når nye højder.

Om lidt er det mandag! Og jeg glæder mig 😉

//CamillaTe

Min første gæst på bloggen

Jeg har spurgt et par damer om de ville komme på besøg her på min blog, for at udfylde den stilhed der fylder min blog, imens jeg forsøger at lande godt og sikkert uden for barselsboblen. Trine er min aller første gæst og det er jeg glad for. Trine er nemlig en skøn pige, som jeg har haft fornøjelsen af at drikke rødvin med. Jeg kender Trine fordi hun er gift med en ret sød Mads. Og Mads hang ud med min mand i de gode gamle dage. Udover Mads har hun 2 skønne piger og en blog Vebsen.dk. Her fortæller Trine om sin hverdag med familien, børnemode, rabatter og så går hun selv klædt på en måde der får min til at gå walk-of-shame når jeg traver rundt i min mands alt for stramme joggingbukser midt på dagen. Trine er LÆKKER! Håber I synes om Trines herlige indlæg.

 

Camilla har spurgt, om jeg vil komme på besøg her på bloggen. Og da jeg er fan af Camillate, og Camilla i egen person, så er det selvfølgelig et stort ja tak herfra. Jeg har tænkt mig at benytte lejligheden, til at ytre mig lidt om nogle ting som jeg går og undre mig over.

I den seneste tid har Martin DF Henriksens ansigt (fjæs om man vil), været nærmest uungåetligt at støde på i medierne. Særligt mit tv synes at give den mand lige lovligt meget taletid. Anyway… Så har det undret mig, at der virkelig er noget over ham, som vækker rare minder i mig. Jeg har det virkelig som om at den mand har haft betydning for mig, på et tidligere tidspunkt i mit liv. Og da det UMULIGT kan være vores politiske holdninger som kan have ført vores veje sammen, så har jeg undret mig. Meget! Men lige pludseligt går det op for mig, at han jo er en af karakterene fra mine Disney barndoms minders, onde storebror. Tø-hø…. Tak fordi du alligevel kan få en rar følelse frem i mig, blandt alle de kvalmende som desværre rammer mig når du åbner munden Martin Henriksen.

IMG_9041.JPG

Man kan jo ikke nævne DF, uden at komme ind på “de farlige flygtinge”, som strømmer hertil for at tage vores land fra os. (Zzzzzz…) Og nu vi er ved emnet, så er da også en ting som jeg undre mig meget over, særligt hver gang jeg læser en debat, eller kommentarerne i en eller anden artikel på facebook, omhandlende selv samme emne. Det undrer mig virkelig meget, at kommentare som fx; “De skal bare hjem til hvor de kommer fra!”, eller endnu bedre; “U´mæ dem!”, og sidst men absolut ikke mindst i denne sammenhæng;”Danmark for danskere!” , her i 2015 ikke snart er ved at være lidt umoderne? Altså jeg mener bare, alle har i dag behov for at bruge vores fantastiske ytringsfrihed, og nogle er egentlig ret ligeglade med hvad de fyrer af, for hey; “Jeg har ytringsfrihed”. Og derfor er det klart som kurvand, at man jo selvfølgelig er frit stillet til at pisse folk i ansigtet, sparke dem verbalt i ryggen, og blande sig ALT! Det må man jo godt. Hmm…. Men det var dog et sidespring. Man må sku da i 2015, kunne finde på noget lidt mere “klogt” at sige? Noget med bare lidt indhold, og noget som er bare lidt mindre ucharmerende og uvidende?IMG_9043.JPG

Så må det vist også være nok for i dag med det emne…

Noget som jeg virkelig undre mig over, og til dagligt både er imponeret over, men også græder snot over, er koppens evne til at ældes på!!! En rund fødselsdag, og et barn mere til samlingen; BUM! To dybe kløfter har placeret sig midt i panden på mig… Det er sku da i sig selv ret imponerende, og mega sørgeligt på samme tid.

Jeg går med en lille iværksætter i maven, og arbejder på at opfylde en drøm som jeg fik da jeg var ret ung. Men jeg undre mig virkelig over, hvorfor det skal være så skide svært at tage det skridt. Det er da beundringsværdigt, at så snart den hedder selvstændig, og ikke fast løn, fast ferie mm., at så skal man straks begynde at betvivle sig selv og sine skills? Det har i hvert fald været medvirkende til, at min drøm er blevet udsat i mange år. Måske skulle jeg bare nå en vis alder, og få kløfter i panden, førend jeg hvilte nok i mig selv til at fører drømmen i hus.IMG_9042.JPG

Jeg håber at i kunne lide at have besøg af mig, læste mit indlæg med et glimt i øjet, og at i læser alle Camillas velskrevne og mega sjove indlæg.

God dag

/ Trine