Røv og nøgler

Jeg har måske for lidt at gå op i, vil nogen mene. MEN jeg er simpelthen vanvittigt irriteret. Jeg brokker mig over first world problems men med den dybeste respekt for det faktum, at det er vand ved siden af de problemer, som andre i landet her netop nu befinder sig i.

For det første er jeg sur på mig selv. Jeg skylder mig selv en kvajebajer, og den skal være stor og kold. Jeg har puttet min elskede Alfred med en fyldt ble. Det har været en vanvidsnat kan jeg sige uden at blinke. Mine øjenlåg er limet fast af en blanding af gammel Foundation og niveacreme. Det er en super dårlig kombination at være småbørnsforælder og forkølet samtidigt. Jeg kunne ikke lugte, at drengen havde noget i bleen. Han skreg, var urolig, skulle trøstes hvert 10. minut indtil jeg slæbte ham ind i vores seng, hvor han fortsatte sit skrigeri. Først kl. 4 i nat fik jeg den geniale idé, at stikke min pegefinger ind under blekanten. HVORFOR gør man den slags? Det er måske i en overbevisende tro om, at der ikke er noget i bleen. Det skyldes måske, at man ikke vil vække (det vågne) barn ved at tænde lyset. Det skyldes måske udpræget distræthed. Da bleen blev skiftet besluttede Alfred sig for at han var klar til at omfavne dagen. Den idé synes jeg var rigtig dum. Så det resulterede i skrigeri frem til kl. 6 hvor ynglet endelig gav op. Jeg fik en time på øjet inden ældsten vågnede. Denne beretning er klart med til, at give mig den her irritationsfølelse som jeg altså har idag.

Jeg vågnede imorges og scrollede mit facebookfeed igennem. Jeg bliver så uendeligt træt af de mange racistiske udtalelser om de såkaldte “Snyltere” der “flygter” fra “krig” og som håber på lidt charter stemning i Danmark… Jeg får kvalme! Jeg får kvalme af den her umenneskelige måde at behandle mennesker i nød på. Jeg bliver svært irriteret af tonen i debatterne, af “dig selv først” mentaliteten. Jeg bliver provokeret af billeder af døde børn i vandkanten. Ikke fordi jeg ønsker at lukke øjnene for de forfærdelige ting der foregår i Syrien og andre steder, men fordi de små børn har nogle forældre. Nogle forældre der måske ikke synes om, at billeder af deres døde børn skal deles på de sociale medier. Jeg bliver ked af det, når jeg ser billeder af klaphatte der tager selfies med flygtninge i deres biler for at få skulderklap på de sociale medier. Endnu mere træt bliver jeg, når det viser sig at de ikke har planer om at hjælpe dem, men i stedet fragter dem til den nærmeste politistation og skriver “HAHA så troede de lige de kom til Sverige…” Til gengæld bliver jeg glad af at høre om de mange hverdagshelte, der gør en forskel for de flygtninge der kommer her til.

Ungerne er i institution. Jeg sidder hjemme helt alene. Noget jeg har glædet mig til længe. Rigtig længe. Det er første dag, at Alfred skal sove lur i vuggestuen og det er spændende. Jeg er som tidligere nævnt i gang med serien House Of Cards. Jeg havde set vældig frem til et par timer på sofaen (nattens vågne timer taget i betragtning) med benene oppe og Netflix kørende. Tror du det virker? Nej! Skuffelsen er stor. Jeg er i afmagt og eftersom manden er startet nyt arbejde i går har han endnu ikke en firmatelefon jeg kan ringe til og panikke. Så blev der tid til at blogge i stedet. En ting jeg ikke er god til at finde tiden til, fordi ungerne først overgiver sig kl 21. og fordi der er knald på i dagtimerne med indkøring osv.

Dråben der har fået bægeret til at flyde over må være den sms fra min bankrådgiver som jeg netop har modtaget. Noget med et lille minus på kontoen….

Man skulle tro det var mandag!

Barselsdagpenge og begejstring for dyre kager fra lagkagehuset hører ikke sammen!

Lidt mandagsgylp på en sagelig tirsdag. Det skal der indimellem være plads til. Nu vil jeg drikke en kop kaffe og nyde stilheden, inden ungerne skal hentes.

Ha’ en god mandag/tirsdag

//Camilla

Et nyt kapitel

Lettelsen og glæden over at have fået mit livs første faste stilling som sygeplejerske blev ret hurtig afløst af somebody-shoot-me-in-the-face da Alfred blev syg. Det væltede ud af hovedet på ham med snot. Når man i forvejen lider af søvnunderskud sætter panikken ind, når man kl. 00.30 må konstaterer, at resten af natten kommer til at foregå på en pilatesbold med 11 kg tung baby på armen. Når man er suttemisbruger og ikke kan trække vejret gennem næsen er det klart, at det giver anledning til sparsom søvn. Naturligvis blev både mand og jeg smittet og vi har ligget underdrejet herhjemme. Efter flere nætter med knap 3 timers usammenhængen søvn blev jeg psykopat. Paten Camilsen. Hende der gik rundt i joggingbukser med hul imellem benene og en “hvid” tshirt der mest af alt lignede en skitse over en slagmark under anden verdenskrig. Der var blod, sved, snot og tårer på, hvilket i virkeligheden er ret standard…. Hende der havde fedtede hår og hev det hele tilbage i en alt for stram knold, som muligvis fik udtrykket til at se endnu mere “faisty” ud.  Jeg blev sådan én manden ikke lige skulle give et kærligt klap bag i.  Jeg blev desperat og skrev til min søde økohippieveninde, Eva som hun også hedder, efter råd. Hun sendte sin mand forbi os med en kasse fuld af grøn bliv-rask-pulver, kapsler med sundhed, tabletter med overskud, the med immunforsvarsbooster og den slags. Og selvom vi ikke er helt uden snotnæser, er vi meget tæt på. Ungerne fyldes med vitaminer, probiotika og hjemmepresset rødbede/gulerod/ingefær/æble/citron – juice og de er tilfredse og drikker det hele med største fornøjelse. Til info kan jeg fortælle at jeg har været i bad, bukserne er smidt ud og tshirten ligeså. Min mand og jeg er stadig sammen til trods for en lidt presset stemning da situationen herhjemme stod værst til.

Opstart i vuggestue blev et par dage forsinket pga. sygdom hos undertegnede, men vi var begge afsted onsdag. Alfreds første dag som vuggestuedreng. Sikke en positiv oplevelse de sidste to dage har været. Jeg kunne ikke blive mere tryg ved, at skulle aflevere ham til de to pædagoger der arbejder i hans vuggestue. De er fuldstændig fantastiske. Rolige, hjertevarme, smilende og deler ud af kram, knus, klap og godt humør midt i en fuldstændig kaotisk vuggestue med snotunger, ikke-sovende, grædende børn. Selvom normeringen i institutionerne er alt alt for ringe, så formår de virkelig at se hvert enkelte barn. Det var meget tydeligt, hvor glade børnene var for de to damer. De var meget interesseret i Alfreds vaner, rytme, interesser osv. De tilrettelægger dagen efter, hvad de vurderer flest børn vil have størst glæde af. Der er ikke den samme struktur som vi var vant til, fra Bertils tid i (en anden) vuggestue, men det skræmmer mig ikke længere. Det giver mening at opveje, afveje og overveje. Der er pædagogiske tanker og handlinger bag “den manglende struktur” og det er trygt. Jeg er fan!

Jeg når at have en lille uges tid for mig selv, inden jeg skal starte på arbejde. Jeg er taknemmelig. Sådan virkelig. Hvor heldig kan jeg have lov at være, at blive kaldt til samtale på den eneste stilling jeg har søgt – og så rent faktisk få jobbet!?!? Selvom det ikke er på Skejby Sygehus, hvor jeg har været ufatteligt glad for at være, særligt indenfor det akutte, så er jeg sikker på at jeg kan lære en masse og gøre en forskel der hvor jeg nu skal i gang. Jeg glæder mig! Men inden jeg skal i gang, må jeg indrømme at jeg glæder mig vanvittigt til en del formiddage på sofaen med House of Cards på netflix og varm kaffe i koppen. O søde liv!

Jeg står med ét ben ude af barselsboblen og det andet er stadig derinde i det trygge. Efter at have talt med pædagogerne i Alfreds vuggestue og set ham være nysgerrig, undersøgende og tryg ved det hele får jeg en rigtig god mavefornemmelse. Dét sammenlagt med min jobsituation, ja så er jeg altså klar til at hoppe ud af boblen og ind i et nyt kapitel.

alfi2

//Camilla

Indlæggets thumbnail er lånt fra Henkogt Hverdag