Vigtige opdagelser

Vigtige, hvis man altså er træt, har for lidt at lave i en ruin af et hjem inden en aftenvagt på en højhellig fredag.

  • “Som mor må man vænne sig til at drikke kold kaffe”. Dertil vil jeg tilføje at problemet klart er størst når man er mor OG har en instagramprofil, hvor man poster billeder af sin kaffe, sender en snapchat med kaffebillede og smider en status på facebook for at runde eventet af. Min kaffe er faktisk varm nu. Det er i sandhed en ny verden af smagsoplevelser 😉
  • “Der er for få timer i døgnet” siger  jeg sjældent længere, for mit døgn er forlænget med et par timer som jeg før brugte på de sociale medier. Nu kan jeg fx gå i bad. Eller ordne mit hår. Eller lægge vasketøj sammen. Det er en win-win for både min mand og jeg.
  • Onkel Reje… Jeg gik i lang tid rundt og undrede mig over, hvad det var ved hans (børne) musik som gav mig en voldsom lyst til kolde øl, en tur på ChokoladeFabriken (alltime greatest hæng-ud sted i Aarhus da jeg var yngre) indtil navnet Je’m’apelle Mads kom ind fra højre! Kan I huske Mads og BountyNiller? Det var dengang mor her boede i kollektiv, drak guldøl fra en kølig kælder, røg lidt fin tobak og dansede med på numre som det her: Je m’appelle Mads: Thomas Helmig  Sammen med Bountyniller stak de flag op i røven og dansede rundt på de danske natklubber og festivaller for en del år siden. Det var en fest!
  • Min mands deodorant holder bedre end min egen, så jeg kan ligeså være ærlig og sige, at jeg dufter af mand under armene. Jeg kan komme i tanke om værre ting at lugte af, derfor går jeg ud i verden med oprejst pande og mine altid høje tindinger men med armhuler der ikke lugter af mistænksom egenomsorg.

 

Det er fredag og fraset en aftenvagt skal den bruges på en tur i svømmehallen med ældsten så jeg håber helt ærligt ikke at vi ses. Det ville være akavet for alle parter.

God weekend derude!

//Camilla

 

 

Afvikling og udvikling

Farvel til instagram!

Så er der et livstegn efter et par ugers stilhed. Jeg har grublet en masse de sidste par uger. Over de sociale medier. Så jeg tog en rask beslutning forrige uge; jeg lukkede min instagramprofil ned. Slettede alle billeder og følgeskaber. Det fyldte mere end jeg lige tænkte og det er jo faktisk, sådan helt ærligt, underligt at bruge tid på sådan et medie, når man har vågne børn der ønsker nærvær. Det  blev en vanvittig tidsluger, som jeg hev frem som det første om morgenen og det sidste inden sengetid. Tusindvis af billeder. De flotte, de inspirerende, de sjove, de dybsindige, de knap så heldige osv. Der var billeder fra alle skuffer. Som blogger er det et godt medie at have i hånden, for man kommer helt sikkert nemmere ud med indlæg og budskaber. Men jeg har ikke planer om at give min blog en gang steorider. Hvis den vil vokse så vokser den. Hvis den forbliver lille, så har jeg hørt, at det ikke er størrelsen men gørelsen…. Og så kan man jo diskutere “gørelsen”, men det må blive en anden dag. Jeg blev træt af den polerede overflade på instagram, på tidsaspektet og på den der trang til anerkendelse fra fremmede, som der jo i en vis grad har stærk indflydelse på de her medier. Jeg havde længe overvejet at hoppe af.

Så det gjorde jeg. Og jeg nyder det!

I dag købte jeg en kage og lavede en pæn cafélatte. Sådan en, hvor jeg stod og trak en pind igennem mælkeskummet i et forsøg på at lave et lille mønster. Og ved du hvad? Jeg tog ikke et billede af kaffen… Jeg lavede den ikke for, at andre skulle se hvordan man ufrivilligt laver et fallossymbol i sin mælkeskum. Jeg lavede den til mine nedslidte smagsløg og mine søvnbefængte øjne. Kun for mig. Og den nåede ikke at blive kold. Favre nye verden 😉

instagram

Om at gro et par nosser

Jeg havde en oplevelse forleden aften, som jeg ikke er særlig stolt af. På vej hvem fra en shoppetur i silende regnvejr og med sultne unger derhjemme, som ventede min ankomst med aftensmad, ville jeg slå en smutvej med bilen. Hen over naboens grund. Hen over en meget våd græsbelagt “vej”. Som var så våd, at bilen lige akkurat kom halvvejs ned af græsalléen, før det gav et ordentlig ryk i bilen. Jeg kørte fast i mudder. Der sad jeg så. 200 meter fra mit hjem, i bulder mørke, i silende regn! LORT! Jeg fik efter et par timer Alm. Brands vejhjælp ud. Han fik mig fri. Og tak for det. Men der var bare lige nogle oplevelser forbundet med den her frihed, som gav mig stof til eftertanke. Jens Vejmand som jeg kalder ham var ikke glad. Det var onsdag aften. Det var mørkt og det regnede. Han var utilfreds med placeringen af bilen, da hans “træk-fri” kabel lige akkurat ikke kunne nå snuden på den smukke skoda. Græsset var så vådt og mudderet, at han i sine små mandige støvletter, sank ned til over anklerne. Han gav mig skylden for både vejr og mangel på gummistøvler. Han hundsede rundt med mig. “Lys der!” “Løb op til vejen og se hvor langt der er”, “LØB!”, “Jeg kan godt forstå du er flov over det her” “Hvorfor gjorde du det?”. Da bilen efter 30 min. blev trukket fri, havde jeg forinden kørt førersædet helt tilbage, da jeg troede det var ham der skulle sidde bag rettet imens kablet hev og sled i min beskidte skoda. Men det var mig der skulle sidde i bilen. Med nedrullede vinduer, regn der piskede ind i mit sarte ansigt og en sur Jens vejmand der råbte et eller andet jeg ikke kunne høre. Da bilen blev hevet op på ladet af hans vogn, holdt jeg pludselig flere meter oppe i luften i sådan en nærmest lodret position. Pludselig råbte han at jeg skulle træde på bremsen. Problemet var bare, at jeg ikke kunne nå den skide bremse. Jeg sad helt bagerst i bilen, med armene viklet godt ind i rettet og ventede på, at bilen ville vælte baglæns ned, som Titanic, da skibet stod lodret i vandet minutter før det blev suget ned i dybet. Jens Vejmand råbte igen! Og igen! Og igen! Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, for at kæmpe mig frem og få trådt på bremsen. Endelig kom bilen ned og Jens kom hen og kiggede ind i bilen. “Hvorfor fanden bremser du ikke??” Jeg måtte slukøret fortælle ham, at jeg ikke kunne nå bremsen eftersom sædet var kørt helt tilbage, for at være venlig, når han skulle ind i bilen og sidde. “Ja, sådan er det jo når små piger kører bil!” -sluttede han af med at sige. Det var først da jeg stod i vaskehallen, med våde sokker i mine revnede gummistøvler og drivvåde hår, at jeg reagerede på verdens sureste Jens Vejmands nedladende tone. Jeg ringede til kundeservice og fortalte dem om min oplevelse, og tog mig selv i at tænke, at det alligevel var lidt synd for Jens, hvis det skulle få nogle konsekvenser for ham.

im soooo bloggin

Det her viser meget godt, at jeg en gang i mellem (ret ofte) befinder mig i en situation, hvor jeg ikke får sagt fra. Hvor jeg kommer til at sidde i et dilemma; At sige fra og risikere en relationel akavet tavshed eller tage imod munddiarré og brokke mig efterfølgende. Jeg vælger gang på gang den sidste løsning. Som i virkeligheden ikke er en løsning. Det er mangel på nosser. Selvom den slags ikke er specielt kønne, så er de alligevel et udtryk for en eller anden form for uafhængighed….. ej, jeg har ikke nogen metafor eller fin strofe om nossere. Jeg vil bare fortælle, at jeg i skrivende stund vil til at gro et par. Sådan i overført betydning naturligvis.

Hvad så med bloggen?

For et par weekender siden var jeg et klik fra at udgive “Farvel til Blogland”. Men et eller andet indeni mig gjorde den lille handling lidt ekstra svær. Jeg har på sin vis de samme holdninger til blogland som til instagram. Jeg bliver nemt ret stresset af at se de bloggere der kaster daglige interessante indlæg ud. De blogs der vokser helt vildt. De blogs der er spækket med gode idéer og læsere. Omvendt har jeg ikke lyst til at være i samme båd som dem der desperat søger flere læsere, som har mistet sig selv i processen, som går mere op i antal udgivne indlæg end i indholdet, som ikke kan stå ved det de føler, fordi læsere er uenige. Hvor blogging bliver til læser-pleaseri,  hvor man ikke tør udlevere sig selv i håbet om at få et eller andet retur, men i stedet tager den sikre løsning; at nedgøre andres måde at være mor på, at være arbejdende mor på eller noget helt tredje. Det bliver kedeligt og uinteressant. Jeg er ikke en unik fisk i det store blogocean. Jeg får skriblet et indlæg én gang om ugen, hvis jeg har tid. Jeg har sjældent en masse gode idéer. Det er bare tankemylder, frustrationer, glæden ved at være drengemor, en hilsen fra en synkende skude lastet med søvnunderskud og hængepatter. Ikke så meget andet. I ny og næ kommer der nye læsere til via min facebookside. I ny og næ hopper der en håndfuld fra. Men jeg bruger slet ikke så meget tid på bloggen som på instagram. 1 time ugentligt vil jeg tro. Og jeg har i kraft af mine aftenvagter børnefrie formiddage, hvor jeg med god samvittighed kan sætte mig med computeren uden, at det går ud over tid med mand og børn. Så er det det jeg vil? Er det her blogmedie meningsfuldt? Er det givende, at hælde munddiarré ud over jer omhandlende mit nogle-gange-lorteparforhold, mine søde men umulige unger, mit mainstream liv i Aarhus i en tidligere rockerborg? Er det underligt, at du ved en masse om mig og jeg ikke nødvendigvis ved noget som helst dig? Hvordan bliver det for mine drenge, at kunne læse gamle indlæg fra og om deres udbrændte mor omhandlende kaostilstande i deres barndom?  Jeg aner det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg håber egentlig bare, at tiden giver mig svar.

Selvom jeg har sagt til de nærmeste, at jeg var i gang med afvikling af bloggen, så vil jeg alligevel vente og se, om ikke der vokser lidt mere lyst til at bibeholde denne del, eftersom jeg faktisk nyder at skrive indlæg. Jeg er ret vild med, at have “lidelsesfælder” “partners in crime” “medmødre” “ligesindede” “folk i samme båd” som læser med. Ikke for selvbekræftelses skyld, men fordi det faktisk letter mit hjerte.

På gensyn !

//Camilla

 

 

Mandagsmood og fund af rygrad

Fundet er så meget sagt. Men jeg er ved at lægge an til at gro en seriøs rygrad. Tror jeg!

Træt træt træt! Det beskriver mig fint idag. Jeg afleverede børnene i nattrøje, joggingbukser og røde gummistøvler. Og med den obligatoriske mascara under øjnene.

Jeg er træt af alt det jeg ikke når. Alt lige fra gulvvask som jeg har udskudt i ugevis til nedfaldsblade i haven, som formentlig får lov at ligge til de er i fuld gang med forrådnelsesfasen. Børnenes værelse ligner ikke længere et børneværelse men en skræmmekampagne for førstegangsforældre med fokus på “Sådan her brækker dit barn sine ben” eller ” Den sikre vej til kvælning”. Der er små dippedutter over alt på gulvet, legetøj, strømper, borde og stole der ligger ned, tæpper, puder, dyner og bamser over alt, nedrullede gardiner, hvoraf det ene røg ned forleden i forsøget på at lukke dagslys ind, edderkopper i alle hjørner og planter der ikke har set dagslys og vand i alt alt for mange dage. I et forsøg på, at bane vej hen til Bertils seng, fik jeg et playmobil plastik-spyd ind i pulsåren (eller lige ved siden af) på mit håndled. Nu skal der også vaskes gulv…

Vasketøjet hober sig op. Ikke det beskidte, men det rene. Det er ingen sag at kaste en vask i maskinen, men fuck et arbejde, at lægge det sammen igen. Især når mine drenge elsker at kaste rundt med sammenfoldet vasketøj og moren er for træt til at sige nej! Suk!

Støvsugning i stue og køkken får jeg gjort. Det er jeg nødt til, for Alfred får så dårlig mave af alt for gammelt mad på gulvet. I morges fandt han et ultra gammelt æble bag legekassen i stuen…

Jeg har for nylig gjort badeværelset rent. Det er bare overhovedet ikke til at se nu. Der er håndklæder, tøj i alle størrelser på alle kvadratmeter af vores klinkegulv, badekars-legesager over alt, beskidte bleer på gulvet i hjørnet ved siden af toilettet, og en masse skægstubbe rundt omkring i håndvasken. Bertil tisser nogle gange op over toiletbrættet selvom han sidder ned, men sådan er det jo, når man ikke kan sidde stille i bare 20 sekunder. Alfred har været i toiletpapirsrullen, så der er papir over alt – også sådan noget der har været i munden. Resten af rullen er kastet ned i toilettet sammen med en body og en tandbørste…

Opvaskemaskinen bliver sådan helt seriøst tømt 3 gange om dagen, på en fridag. Vi bruger vanvittigt meget service i timen. Ovnen er brun og nasty indvendig og maden dufter ikke sådan synderligt skønt, når det varmt og veltilberedt kommer ud af ovnen. Dækkeservietterne er efterhånden så uhygiejniske, at det er sundhedsskadeligt at dække bord med dem. Filt-dækkeservietter i en børnefamilie skal man holde sig fra. -Sagde jeg og smed alle 8 ud i skraldespanden 2 dage før min søster fortalte, at de kan komme i vaskemaskinen og bliver pæne som nye….. 

Det er mandag. Det er gråvejr. Det fodre ikke mit trætte legeme med fornyet energi. Jeg smidt mig i min seng og venter på, at kl. bliver tid til aftenvagt. 

MEN! Jeg har besluttet mig for, at det er slut med slik, kage, bolcher og sodavand i hverdage, så jeg står overfor en seriøs udfordring. Jeg har kværnet en halv rulle mariekiks imorges, før jeg nåede at tænke mig om. Så det er altså noget med, at holde hænderne i lommen og munden lukket. Ellers går det galt. Jeg mangler 4-6 kg der skal væk. Men jeg har besluttet at det ikke bliver med hjælp udefra. Ingen kur, ingen trendy diæt. Bare almindelig sund fornuft, lidt motion hvis jeg kan sparke mig selv igang og mere vand frem for sukker/koffeinholdige drikke. Det er tid til en rygrad, at slippe af med mit lave stofskifte og forebygge den der familiære diabetes som snart banker på hoveddøren 🙈

Jeg vil have mere energi, højere stofskifte og en stram røv! Punktum! 

Vi løbes ved…. 

  //Camilla