Afvikling og udvikling

Farvel til instagram!

Så er der et livstegn efter et par ugers stilhed. Jeg har grublet en masse de sidste par uger. Over de sociale medier. Så jeg tog en rask beslutning forrige uge; jeg lukkede min instagramprofil ned. Slettede alle billeder og følgeskaber. Det fyldte mere end jeg lige tænkte og det er jo faktisk, sådan helt ærligt, underligt at bruge tid på sådan et medie, når man har vågne børn der ønsker nærvær. Det  blev en vanvittig tidsluger, som jeg hev frem som det første om morgenen og det sidste inden sengetid. Tusindvis af billeder. De flotte, de inspirerende, de sjove, de dybsindige, de knap så heldige osv. Der var billeder fra alle skuffer. Som blogger er det et godt medie at have i hånden, for man kommer helt sikkert nemmere ud med indlæg og budskaber. Men jeg har ikke planer om at give min blog en gang steorider. Hvis den vil vokse så vokser den. Hvis den forbliver lille, så har jeg hørt, at det ikke er størrelsen men gørelsen…. Og så kan man jo diskutere “gørelsen”, men det må blive en anden dag. Jeg blev træt af den polerede overflade på instagram, på tidsaspektet og på den der trang til anerkendelse fra fremmede, som der jo i en vis grad har stærk indflydelse på de her medier. Jeg havde længe overvejet at hoppe af.

Så det gjorde jeg. Og jeg nyder det!

I dag købte jeg en kage og lavede en pæn cafélatte. Sådan en, hvor jeg stod og trak en pind igennem mælkeskummet i et forsøg på at lave et lille mønster. Og ved du hvad? Jeg tog ikke et billede af kaffen… Jeg lavede den ikke for, at andre skulle se hvordan man ufrivilligt laver et fallossymbol i sin mælkeskum. Jeg lavede den til mine nedslidte smagsløg og mine søvnbefængte øjne. Kun for mig. Og den nåede ikke at blive kold. Favre nye verden 😉

instagram

Om at gro et par nosser

Jeg havde en oplevelse forleden aften, som jeg ikke er særlig stolt af. På vej hvem fra en shoppetur i silende regnvejr og med sultne unger derhjemme, som ventede min ankomst med aftensmad, ville jeg slå en smutvej med bilen. Hen over naboens grund. Hen over en meget våd græsbelagt “vej”. Som var så våd, at bilen lige akkurat kom halvvejs ned af græsalléen, før det gav et ordentlig ryk i bilen. Jeg kørte fast i mudder. Der sad jeg så. 200 meter fra mit hjem, i bulder mørke, i silende regn! LORT! Jeg fik efter et par timer Alm. Brands vejhjælp ud. Han fik mig fri. Og tak for det. Men der var bare lige nogle oplevelser forbundet med den her frihed, som gav mig stof til eftertanke. Jens Vejmand som jeg kalder ham var ikke glad. Det var onsdag aften. Det var mørkt og det regnede. Han var utilfreds med placeringen af bilen, da hans “træk-fri” kabel lige akkurat ikke kunne nå snuden på den smukke skoda. Græsset var så vådt og mudderet, at han i sine små mandige støvletter, sank ned til over anklerne. Han gav mig skylden for både vejr og mangel på gummistøvler. Han hundsede rundt med mig. “Lys der!” “Løb op til vejen og se hvor langt der er”, “LØB!”, “Jeg kan godt forstå du er flov over det her” “Hvorfor gjorde du det?”. Da bilen efter 30 min. blev trukket fri, havde jeg forinden kørt førersædet helt tilbage, da jeg troede det var ham der skulle sidde bag rettet imens kablet hev og sled i min beskidte skoda. Men det var mig der skulle sidde i bilen. Med nedrullede vinduer, regn der piskede ind i mit sarte ansigt og en sur Jens vejmand der råbte et eller andet jeg ikke kunne høre. Da bilen blev hevet op på ladet af hans vogn, holdt jeg pludselig flere meter oppe i luften i sådan en nærmest lodret position. Pludselig råbte han at jeg skulle træde på bremsen. Problemet var bare, at jeg ikke kunne nå den skide bremse. Jeg sad helt bagerst i bilen, med armene viklet godt ind i rettet og ventede på, at bilen ville vælte baglæns ned, som Titanic, da skibet stod lodret i vandet minutter før det blev suget ned i dybet. Jens Vejmand råbte igen! Og igen! Og igen! Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, for at kæmpe mig frem og få trådt på bremsen. Endelig kom bilen ned og Jens kom hen og kiggede ind i bilen. “Hvorfor fanden bremser du ikke??” Jeg måtte slukøret fortælle ham, at jeg ikke kunne nå bremsen eftersom sædet var kørt helt tilbage, for at være venlig, når han skulle ind i bilen og sidde. “Ja, sådan er det jo når små piger kører bil!” -sluttede han af med at sige. Det var først da jeg stod i vaskehallen, med våde sokker i mine revnede gummistøvler og drivvåde hår, at jeg reagerede på verdens sureste Jens Vejmands nedladende tone. Jeg ringede til kundeservice og fortalte dem om min oplevelse, og tog mig selv i at tænke, at det alligevel var lidt synd for Jens, hvis det skulle få nogle konsekvenser for ham.

im soooo bloggin

Det her viser meget godt, at jeg en gang i mellem (ret ofte) befinder mig i en situation, hvor jeg ikke får sagt fra. Hvor jeg kommer til at sidde i et dilemma; At sige fra og risikere en relationel akavet tavshed eller tage imod munddiarré og brokke mig efterfølgende. Jeg vælger gang på gang den sidste løsning. Som i virkeligheden ikke er en løsning. Det er mangel på nosser. Selvom den slags ikke er specielt kønne, så er de alligevel et udtryk for en eller anden form for uafhængighed….. ej, jeg har ikke nogen metafor eller fin strofe om nossere. Jeg vil bare fortælle, at jeg i skrivende stund vil til at gro et par. Sådan i overført betydning naturligvis.

Hvad så med bloggen?

For et par weekender siden var jeg et klik fra at udgive “Farvel til Blogland”. Men et eller andet indeni mig gjorde den lille handling lidt ekstra svær. Jeg har på sin vis de samme holdninger til blogland som til instagram. Jeg bliver nemt ret stresset af at se de bloggere der kaster daglige interessante indlæg ud. De blogs der vokser helt vildt. De blogs der er spækket med gode idéer og læsere. Omvendt har jeg ikke lyst til at være i samme båd som dem der desperat søger flere læsere, som har mistet sig selv i processen, som går mere op i antal udgivne indlæg end i indholdet, som ikke kan stå ved det de føler, fordi læsere er uenige. Hvor blogging bliver til læser-pleaseri,  hvor man ikke tør udlevere sig selv i håbet om at få et eller andet retur, men i stedet tager den sikre løsning; at nedgøre andres måde at være mor på, at være arbejdende mor på eller noget helt tredje. Det bliver kedeligt og uinteressant. Jeg er ikke en unik fisk i det store blogocean. Jeg får skriblet et indlæg én gang om ugen, hvis jeg har tid. Jeg har sjældent en masse gode idéer. Det er bare tankemylder, frustrationer, glæden ved at være drengemor, en hilsen fra en synkende skude lastet med søvnunderskud og hængepatter. Ikke så meget andet. I ny og næ kommer der nye læsere til via min facebookside. I ny og næ hopper der en håndfuld fra. Men jeg bruger slet ikke så meget tid på bloggen som på instagram. 1 time ugentligt vil jeg tro. Og jeg har i kraft af mine aftenvagter børnefrie formiddage, hvor jeg med god samvittighed kan sætte mig med computeren uden, at det går ud over tid med mand og børn. Så er det det jeg vil? Er det her blogmedie meningsfuldt? Er det givende, at hælde munddiarré ud over jer omhandlende mit nogle-gange-lorteparforhold, mine søde men umulige unger, mit mainstream liv i Aarhus i en tidligere rockerborg? Er det underligt, at du ved en masse om mig og jeg ikke nødvendigvis ved noget som helst dig? Hvordan bliver det for mine drenge, at kunne læse gamle indlæg fra og om deres udbrændte mor omhandlende kaostilstande i deres barndom?  Jeg aner det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg håber egentlig bare, at tiden giver mig svar.

Selvom jeg har sagt til de nærmeste, at jeg var i gang med afvikling af bloggen, så vil jeg alligevel vente og se, om ikke der vokser lidt mere lyst til at bibeholde denne del, eftersom jeg faktisk nyder at skrive indlæg. Jeg er ret vild med, at have “lidelsesfælder” “partners in crime” “medmødre” “ligesindede” “folk i samme båd” som læser med. Ikke for selvbekræftelses skyld, men fordi det faktisk letter mit hjerte.

På gensyn !

//Camilla

 

 

29 tanker om “Afvikling og udvikling”

  1. Nu er jeg jo én af de nytilkomne, som ikke har læst med ret længe, men jeg kan lide det, jeg læser, og ville da derfor synes, at det var lidt kedeligt, hvis du lukkede butikken. Når det er sagt, genkender jeg tankerne – jeg har i perioder haft det fuldstændig på samme måde med min blog, så jeg er helt med på, hvad du mener. Det er min erfaring at læserne hængene

  2. Hov, jeg var ikke færdig – lorteipad: Jeg kan følge med i min blogs læsertal, og det er tydeligt at læserne hænger bedre fast, jo oftere man udgiver noget. Også selvom det bare er helt korte indlæg.
    Du kan lide at skrive lange indlæg (hvilket jeg synes er superfint), hvor andre bloggere ville have delt fx det indlæg, du skriver her op i tre: Et om Instagram, ét om Jens Vejmand og ét om bloggens fremtid… Men hey, du skal sgu da gøre lige hvad der passer dig og præcis når det passer dig 🙂

    1. Ja de bliver altid så lange de indlæg…. Jeg prøver at begrænse mig🙈
      Men for Søren hvor jeg ikke er til at stoppe igen når først jeg kommer igang. Haha!
      Det er rart at høre at andre bloggere har det på samme måde. Og det er ikke for at rakke nogen ned. Jeg er bare “bange for” at bloggen tager en kedelig drejning og at det bliver et sted hvor jeg ikke længere er mig selv. Men jeg fortsætter, fordi jeg er glad for at skrive lidt tanker ned i Ny og næ. Så må vi se hvor længe glæden er der. Og tiden.
      Tak for din kommentar! Det er som altid skønt!

  3. Shit et fjols, ham Jens Vejmand!
    Og tak fordi du er her endnu. Det er så befriende upoleret her hos dig.
    Jeg vil langt hellere læse et indlæg engang imellem, når du har noget på hjerte, end en strøm af indlæg, hvor man kan mærke at ønsket om kvantitet vinder.

    1. Ja han var altså ikke festlig ham Jens Vejmand! Ham vil jeg helst ikke hjælpes af igen. Så hellere skubbe bilen fri alene..
      Tak for din søde kommentar. Det luner indrømmer jeg blankt.
      Jeg fortsætter fordi jeg kan lide det. Og fordi blogland også er et fint sted. Man skal bare lige lære at sortere lidt og læse med dér hvor der er rart at være læser ☺️

  4. Ha! Kender det godt. Havde I lang drømt om at få min egen blog – laaaang tid…
    Indtil min BedsteMand en dag sagde: Jamen så gør det! Og inden jeg havde set mig om havde jeg et stk blog. Skrev mit første indlæg og så ikke mere siden… Det er nu 2 måneder siden…
    Måske er nogle drømme bare drømme, man bliver ikke sådan en smart blogger/instagrammer/snapchatter person bare fordi man har en profil.
    Tværtimod så har man bare mere bål til sin konstante dårlige samvigtighed..

    PS: jeg kan nu godt lide din blog 😉

    1. Blogopstart er lidt en udfordring og der er faktisk overraskende meget arbejde i det, hvis man vil have en håndfuld læsere. Har du droppet det helt igen eller ?
      Instagram var en god hjælper da jeg startede op, men det tager også tid.
      Tak for din kommentar😊

  5. Altså. Jeg vil bare sige, at jeg ret godt kan lide din blog. Det gør ikke så meget, at indlæggene ikke trænges om at komme først. Det du skriver er ægte og hyggeligt og rart at følge med i. I hvert fald for mig, som er mor i en familie der på mange måder minder ret meget om din:)

    1. Tak for de søde ord. Hvis det en dag ændrer sig, så må du skrive det til mig. For jeg vil gerne slippe for, at blive sådan en blogger der mister fokus 😊

  6. Præcis af de årsager du nævner så har jeg unne en instagram. Der vil jeg simpelthen have svært ved ar styre.

    Jef følger ved ca 20-25 Bloggerere, ikke alle får jeg læst alle indlæg og ikke alle er lige aktive. Men dem jeg stopper med at følge har det et par gange været fordi de begynder ar please læseren og mister sig selv. Jeg vil hellere at de ændrer på Bloggen, fokus eller antal indlæg i takt ned deres liv liv ændrer sig. Måske jeg netop bliver hægende alligevel.

    Håber du vedbliver at udgive et udlæg i ny og næ… men ingen grund til det skal være noget du har samvittighed over.

    1. Tak for din kommentar! Det er en god idé at ændre fokus.
      Jeg bliver hængende her bag skærmen, for jeg synes jo det er hyggeligt. Jeg havde bare lige brug for at lufte mine bloglandsfrustrationer ☺️

  7. Neiiii du må ikke stoppe! Jeg elsker at læse med! Det er så faldpåhalen skægt! Livsbekræftende på en åndssvag måde. Og pisse klogt skrevet. Altid! Jeg selv? Har taget et par af dine ord om bloggere til mig efter dette indlæg (på den fede måde). Tak igen og bliv. Please! Hende fra karmamilli

    1. Jeg bliver hængende, for som jeg skrev; Jeg nyder jo at skrible og det letter mit hjerte😊
      Spændende hvad du har fået ud af det jeg skrev om bloggere? Jeg er lidt bange for at det blev lidt for hårdt, og det er heller ikke rettet mod nogen bestemt, men altså, faktum er at der er gode og knap så gode indlæg. Jeg tænker at der skal meget energi til, for udelukkende at kunne skrive de gode. Kvantitet frem for kvalitet kunne man måske sige🙈
      Love u long time Karmamili❤️

  8. Bliv!!
    Og når du løser koden til ikke at tage dårlige beslutninger (og til at sige fra), så del den! Nå ja, og bliv ved med også at dele alt det andet!

  9. Ham Jens Vejmand ville også slå mig ud med sådan en uforskammet opførsel..

    Jeg vil bare tilkendegive at jeg læser med – og håber du skriver i ny og næ 🙂

    1. Hej Sebrina! Tak fordi du læser med. Og ja, det var nemlig uforskammet opførsel. Stakkels Vejmandens kone tænker jeg… Det må være stramt med kærlige bemærkninger på hjemmefronten…. :-/

  10. Cool med Instagram (omend lidt ærgerligt for mig!) og pis med Jens Vejmand, den lillebitte mandsling. Bloggen må du endelig fortsætte med! Jeg er “ligeglad” med, om der kommer indlæg hver dag eller hver måned – jeg læser bare det, der kommer. Og med glæde!

    1. Nej jeg lukker ikke ned. Jeg var bare i tvivl, men fast besluttet på at fortsætte da jeg skrev indlægget. Jeg synes bare jeg ville lufte mine tanker og tilkendegive, at jeg er enig i at blogland og ig-land på mange måder har samme “fokus” nemlig det der med, at skildre en bestemt side af tilværelsen og “høste” anerkendelse fra fremmede og måske miste lidt fokus på den vigtigste anerkendelse; den man får af dem omkring sig. Men min konklusion er, at det jo faktisk er skide ligemeget hvad folk vælger at vise. Man følger med der hvor man får et eller andet. Og jeg følger selv med hos de bloggere der giver mig en klar følelse af at de blogger fordi de har brug for det og ikke for at skaffe læsere og gå på kompromis med det de står for. Giver det mening? Jeg har ikke sovet så meget i nat! 😉

  11. Du rammer hovedet på sømmet her, Camilla! Efter min mening i hvert fald. I forhold til instagram, så kan jeg 100 % godt forstå dig! Det tager fokus væk fra de vigtige i livet. Det sgi da skide ligegyldigt hvad et par fremmede mennesker laver, hvis du går glip af, at din søn siger et eller andet sjovt imens. Flot, at du gør tanker til handling. (Og det er i øvrigt mega irriterende, at man ikke kan spise sin mad eller drikke sin kaffe, fordi man skal huske at tage billeder af den).

    Og så håber jeg, du bliver ved med at blogge, for jeg elsker din ærlighed og humor. Jeg har været dårlig til at se, når du har haft nye indlæg, men nu er du på min bloglovin, og så er det jo fuldstændig lige meget, om der går to dage eller en uge, før du skriver nyt. Jeg skal nok læse det! 🙂

    Min blog er lille bitte, men det hjælper mig til at få det bedre med mine tanker og mit lort, når jeg får skrevet lidt om det. Det er, som om det letter lidt og ikke bliver helt så svært at være på barsel og kede sin røv i laser (så er det sagt!) her ude i udkanten.

    1. Jeg var også ved at være træt af kold kaffe og tørre donuts, fordi der skulle tages billeder først 😉 Haha!
      Mange tak for din meget søde kommentar! Jeg læser også med hos dig så ofte som jeg kan og jeg er også begejstret for din ærlige facon! Mere af det i blogland!
      God weekend!

  12. Ja jeg nyder at læse med, når der er nyt, men sidder ikke og hungrer efter nyt. Men skønt når der indimellem er nyt der popper op.
    Jeg har selv en blog med 2 læsere (den ene er mig selv), og der kan også gå længe imellem jeg skriver. Og aner ikke om det er interassant for andre end mig selv, men så længe det er sjovt og ikke en pligt. Så bliv ved. Men fedt at du kunne sige farvel til instragram 🙂

    1. 2 læsere er en start! Har du en facebookside monstro? Jeg savner slet ikke instagram længere. Mit liv har pludselig fået ekstra mange timer i døgnet….Det er da lækkerier!
      Tak fordi du læser med. Det gør helt sikkert det her blogging en del mere interessant 🙂

  13. Du inspirerede mig til at slette min egen Instagramprofil dengang du skrev du ville slette din! Tak 🙂 Det var virkelig en tidsrøver.

  14. Hey Camilla!

    Jeg er ikke blogger, men følger med i din blog og jeg synes det er god underholdning. Selvom jeg hverken er gift, eller har nogen drenge, synes jeg kan genkende noget af det alligevel. Jeg har bare to piger. Jeg anede ikke du var så god og underholdende til at skrive.
    Stop endelig ikke med at skrive. Dine indlæg er et dejligt afbræk i min dagligdag som enlig mor.

    1. Hey Annie! Fedt at du læser med. Du skal næsten svinge forbi karolinesbekendelser.dk. Hun er skide sød og skriver også om det her med at være alene-mor. Jeg tager hatten af for dig Annie. Jeg havde ungerne i 3 timer til morgen inden børnehave/vuggestue… Jeg trænger allerede til en laaaaaang lur 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *