At være nogens mor- Gæsteblogger Karmamilli

Så er der besøg igen her på los bloggos. Denne gang er det (også) en meget sød, åben, sjov med-mor og bloggerpartner in crime; Christina. Christina blogger under navnet Karmamili. Måske har du hørt navnet før. Måske er det fordi hun var nomineret til Årets blogger. Nu er hun på besøg og det smiger jo et udbrændt æsel som mig, at hun bruger et par linier på mig i sit indlæg. Al den kærlighed på en mandag! I dag handler det om:

At være nogens mor

karmamili

D. 23 juli 2012. Kom første ve. Vi var i sommerhus hos svigerforældrene. I noget så ironisk som 2. KLITrække fra Bjerre Strand (undskylder på forhånd min ultra platte humor). Først 3 dage senere. D. 26 juli kl. 9.57 blev jeg nogens mor. For allerførste gang i mit liv.

Det er stort. Det er så edderspændt kæmpe kodyl stort! Og så gør det kraftstejlme ondt. Ja sgu! Mega mother fucker ondt!

Hej, jeg hedder Christina. Jeg er 33 vintre og mor til 2 banditter. Og så er jeg blogger. Eller blotter, som det jo egentligt er. Jeg er vild med børn og alt hvad de er støbt af. Ligeså meget som jeg nogen gange har lyst til at tyre håndklædet i ringen. Hoppe på den første flyver til Bahamas. Og kaste mig på en solseng med en Mojito (læs: favorit drink næstefter den hvide russer, den passede bare ikke til mit sandstrands-palme-azurblåt-hav image). Helt alene!

Nå, siden det sidste nu ikke er en option. Endnu. Der er noget med noget økonomi. Og i al fairness, ville jeg sgu nok komme til at savne alle medlemmer af matriklen førend jernfuglen havde krydset Atlanten. Så har jeg valgt at favne MORskaben med alt hvad den kommer med i rygsækken. Og ikke kommer med. Jeg har valgt at udstyre min reol med materialer om selvsamme avl. Og jeg har faktisk også læst det. Meste.

Nogengange laver vi crazy ting i vores lille kvartet. Løber nøgne rundt i hytten og leger indianer fangeleg. Eller faker at vi er madanmeldere på en nyåbnet restaurant. KUN for at se om betjeningen ændrer karakter (It did. Og det var SKIDE sjovt. In case nogen sku´ få lyst til at gøre os kunsten efter). Andre gange råber vi så højt at vinduerne ryster, man givetvis kan høre os på månen og alle efterfølgende har brug for en Halls.

Der sker jo så dét at jeg indimellem grifler lidt tanker ned. Og allerhelst med tips. Tips til hvordan man kan overleve dét at være forældre. For det har man sgu brug for. Jesus. Jeg synes lidt jeg ved hvad jeg taler om. Eller det bilder jeg mig ind. Jeg er jo på ingen måde hverken børnelæge, børnepsykolog, børnepædagog, børnehjerneforsker-olog. Eller noget som helst andet. Jeg er bare en ingeniør med en medfødt interesse i alt under (og lidt over) 1 meter, med ben og arme. Men måske det i virkeligheden også er meget godt, at få det serveret på sådan en tallerken. En tallerken der ikke har læst manualen. Er blevet kastet med og har overlevet. Og ikke den pæne Musselmalede der kender alt det korrekte og kommer direkte fra Magasins bolig og indretnings afdeling.

Jeg har blottet i 7,5 måned. Og for nogle uger siden skriver søde Camilla til mig. Camilla og jeg kender ikke hinanden. Men Instagram did its magic. Og nu føler jeg faktisk jeg kender hende. Godt. Og jeg kan li´ det. Har stadig griner over vores første `Samtale´ i et kommentar felt på IG. Måske det var mig der spurgte “Hvorfor Camillate?”. Svaret var iallefald noget med meget kaffe. Og lidt for lidt te. Men at det i virkeligheden heller ikke spillede. Lidt for meget kaffe havde sneget sig ind i CamillaTE´s univers alligevel. Hvortil jeg responderede, om ikke CamilLATTE så i virkeligheden havde været mere passende? Medmindre hun da drak den sort.

Nå, men søde Camilla skrev altså. Om ikke jeg havde lyst til at gæsteblogge. O.M.G. (skal læses som bogstaver. Det virker bare bedre). Om jeg ville. Jeg var pavestolt. Og spurtede ind til Bastian (læs: stadig min kæreste) og fremviste stolt mailen.

“Se skat!”

“Der er nogen der kan li´ hvad jeg skriver. SÅ meget at hun vil have mig til at skrive et indlæg til hendes blog.”

“Er det ikke sejt” (som min søn på 3 ville have sagt det. Og måske os mig selv. Han har det i virkeligheden nok ikke fra fremmede. Ved nærmere eftertanke).

Jeg takkede selvfølgelig MEGA meget ja! Og så gik jeg i sort. For hvad fa´en skriver man om? Det skal jo både være underholdende, relevant, bloggeragtigt, ude af mængden og mig. Og nu er det her. Indlægget. Det er vel egentligt slut nu? Tænker ikke I gider læse mere. Er imponeret hvis I er nået hele vejen herned. Så siger jeg ydmygt tak. Og I er selvfølgelig velkomne til at tjekke ind hos mig, når I har læst hos Camilla. Måske I kender mig lidt nu? Om ikke andet, håber jeg inderligt I har følt jer underholdt.

For en god ordens skyld, vil jeg runde af med en fun fact.

“Vidste I at man siger at man kan se på en højgravid kvindes mund når hun er i fødsel? Hun skulle eftersigende blive slap i kæberne og få hængemule (hahaha. Det er dét hængemule er! AHAHAH dét gik lige op for mig dér). Nå, men der er jo noget om at vagina og mund er én og samme satan. Så, altså, når fødetøjet er slapt og parat til at skyde baby ud. Så bliver mundtøjet det også. SMART ikke?”

Måske vi ses igen? Måske hér? Måske på Karmamilli? Uanset vil jeg ønske jer en fantastisk dag. Over hele linien.

Klem Mama C

Kig forbi Karmamili.dk og hendes facebookside

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *