Afvikling og udvikling

Farvel til instagram!

Så er der et livstegn efter et par ugers stilhed. Jeg har grublet en masse de sidste par uger. Over de sociale medier. Så jeg tog en rask beslutning forrige uge; jeg lukkede min instagramprofil ned. Slettede alle billeder og følgeskaber. Det fyldte mere end jeg lige tænkte og det er jo faktisk, sådan helt ærligt, underligt at bruge tid på sådan et medie, når man har vågne børn der ønsker nærvær. Det  blev en vanvittig tidsluger, som jeg hev frem som det første om morgenen og det sidste inden sengetid. Tusindvis af billeder. De flotte, de inspirerende, de sjove, de dybsindige, de knap så heldige osv. Der var billeder fra alle skuffer. Som blogger er det et godt medie at have i hånden, for man kommer helt sikkert nemmere ud med indlæg og budskaber. Men jeg har ikke planer om at give min blog en gang steorider. Hvis den vil vokse så vokser den. Hvis den forbliver lille, så har jeg hørt, at det ikke er størrelsen men gørelsen…. Og så kan man jo diskutere “gørelsen”, men det må blive en anden dag. Jeg blev træt af den polerede overflade på instagram, på tidsaspektet og på den der trang til anerkendelse fra fremmede, som der jo i en vis grad har stærk indflydelse på de her medier. Jeg havde længe overvejet at hoppe af.

Så det gjorde jeg. Og jeg nyder det!

I dag købte jeg en kage og lavede en pæn cafélatte. Sådan en, hvor jeg stod og trak en pind igennem mælkeskummet i et forsøg på at lave et lille mønster. Og ved du hvad? Jeg tog ikke et billede af kaffen… Jeg lavede den ikke for, at andre skulle se hvordan man ufrivilligt laver et fallossymbol i sin mælkeskum. Jeg lavede den til mine nedslidte smagsløg og mine søvnbefængte øjne. Kun for mig. Og den nåede ikke at blive kold. Favre nye verden 😉

instagram

Om at gro et par nosser

Jeg havde en oplevelse forleden aften, som jeg ikke er særlig stolt af. På vej hvem fra en shoppetur i silende regnvejr og med sultne unger derhjemme, som ventede min ankomst med aftensmad, ville jeg slå en smutvej med bilen. Hen over naboens grund. Hen over en meget våd græsbelagt “vej”. Som var så våd, at bilen lige akkurat kom halvvejs ned af græsalléen, før det gav et ordentlig ryk i bilen. Jeg kørte fast i mudder. Der sad jeg så. 200 meter fra mit hjem, i bulder mørke, i silende regn! LORT! Jeg fik efter et par timer Alm. Brands vejhjælp ud. Han fik mig fri. Og tak for det. Men der var bare lige nogle oplevelser forbundet med den her frihed, som gav mig stof til eftertanke. Jens Vejmand som jeg kalder ham var ikke glad. Det var onsdag aften. Det var mørkt og det regnede. Han var utilfreds med placeringen af bilen, da hans “træk-fri” kabel lige akkurat ikke kunne nå snuden på den smukke skoda. Græsset var så vådt og mudderet, at han i sine små mandige støvletter, sank ned til over anklerne. Han gav mig skylden for både vejr og mangel på gummistøvler. Han hundsede rundt med mig. “Lys der!” “Løb op til vejen og se hvor langt der er”, “LØB!”, “Jeg kan godt forstå du er flov over det her” “Hvorfor gjorde du det?”. Da bilen efter 30 min. blev trukket fri, havde jeg forinden kørt førersædet helt tilbage, da jeg troede det var ham der skulle sidde bag rettet imens kablet hev og sled i min beskidte skoda. Men det var mig der skulle sidde i bilen. Med nedrullede vinduer, regn der piskede ind i mit sarte ansigt og en sur Jens vejmand der råbte et eller andet jeg ikke kunne høre. Da bilen blev hevet op på ladet af hans vogn, holdt jeg pludselig flere meter oppe i luften i sådan en nærmest lodret position. Pludselig råbte han at jeg skulle træde på bremsen. Problemet var bare, at jeg ikke kunne nå den skide bremse. Jeg sad helt bagerst i bilen, med armene viklet godt ind i rettet og ventede på, at bilen ville vælte baglæns ned, som Titanic, da skibet stod lodret i vandet minutter før det blev suget ned i dybet. Jens Vejmand råbte igen! Og igen! Og igen! Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, for at kæmpe mig frem og få trådt på bremsen. Endelig kom bilen ned og Jens kom hen og kiggede ind i bilen. “Hvorfor fanden bremser du ikke??” Jeg måtte slukøret fortælle ham, at jeg ikke kunne nå bremsen eftersom sædet var kørt helt tilbage, for at være venlig, når han skulle ind i bilen og sidde. “Ja, sådan er det jo når små piger kører bil!” -sluttede han af med at sige. Det var først da jeg stod i vaskehallen, med våde sokker i mine revnede gummistøvler og drivvåde hår, at jeg reagerede på verdens sureste Jens Vejmands nedladende tone. Jeg ringede til kundeservice og fortalte dem om min oplevelse, og tog mig selv i at tænke, at det alligevel var lidt synd for Jens, hvis det skulle få nogle konsekvenser for ham.

im soooo bloggin

Det her viser meget godt, at jeg en gang i mellem (ret ofte) befinder mig i en situation, hvor jeg ikke får sagt fra. Hvor jeg kommer til at sidde i et dilemma; At sige fra og risikere en relationel akavet tavshed eller tage imod munddiarré og brokke mig efterfølgende. Jeg vælger gang på gang den sidste løsning. Som i virkeligheden ikke er en løsning. Det er mangel på nosser. Selvom den slags ikke er specielt kønne, så er de alligevel et udtryk for en eller anden form for uafhængighed….. ej, jeg har ikke nogen metafor eller fin strofe om nossere. Jeg vil bare fortælle, at jeg i skrivende stund vil til at gro et par. Sådan i overført betydning naturligvis.

Hvad så med bloggen?

For et par weekender siden var jeg et klik fra at udgive “Farvel til Blogland”. Men et eller andet indeni mig gjorde den lille handling lidt ekstra svær. Jeg har på sin vis de samme holdninger til blogland som til instagram. Jeg bliver nemt ret stresset af at se de bloggere der kaster daglige interessante indlæg ud. De blogs der vokser helt vildt. De blogs der er spækket med gode idéer og læsere. Omvendt har jeg ikke lyst til at være i samme båd som dem der desperat søger flere læsere, som har mistet sig selv i processen, som går mere op i antal udgivne indlæg end i indholdet, som ikke kan stå ved det de føler, fordi læsere er uenige. Hvor blogging bliver til læser-pleaseri,  hvor man ikke tør udlevere sig selv i håbet om at få et eller andet retur, men i stedet tager den sikre løsning; at nedgøre andres måde at være mor på, at være arbejdende mor på eller noget helt tredje. Det bliver kedeligt og uinteressant. Jeg er ikke en unik fisk i det store blogocean. Jeg får skriblet et indlæg én gang om ugen, hvis jeg har tid. Jeg har sjældent en masse gode idéer. Det er bare tankemylder, frustrationer, glæden ved at være drengemor, en hilsen fra en synkende skude lastet med søvnunderskud og hængepatter. Ikke så meget andet. I ny og næ kommer der nye læsere til via min facebookside. I ny og næ hopper der en håndfuld fra. Men jeg bruger slet ikke så meget tid på bloggen som på instagram. 1 time ugentligt vil jeg tro. Og jeg har i kraft af mine aftenvagter børnefrie formiddage, hvor jeg med god samvittighed kan sætte mig med computeren uden, at det går ud over tid med mand og børn. Så er det det jeg vil? Er det her blogmedie meningsfuldt? Er det givende, at hælde munddiarré ud over jer omhandlende mit nogle-gange-lorteparforhold, mine søde men umulige unger, mit mainstream liv i Aarhus i en tidligere rockerborg? Er det underligt, at du ved en masse om mig og jeg ikke nødvendigvis ved noget som helst dig? Hvordan bliver det for mine drenge, at kunne læse gamle indlæg fra og om deres udbrændte mor omhandlende kaostilstande i deres barndom?  Jeg aner det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg håber egentlig bare, at tiden giver mig svar.

Selvom jeg har sagt til de nærmeste, at jeg var i gang med afvikling af bloggen, så vil jeg alligevel vente og se, om ikke der vokser lidt mere lyst til at bibeholde denne del, eftersom jeg faktisk nyder at skrive indlæg. Jeg er ret vild med, at have “lidelsesfælder” “partners in crime” “medmødre” “ligesindede” “folk i samme båd” som læser med. Ikke for selvbekræftelses skyld, men fordi det faktisk letter mit hjerte.

På gensyn !

//Camilla

 

 

Jeg undres #1

En gang imellem ser man et eller andet man bare ikke kan glemme. Noget der sætter hjernen på overarbejde. En gang imellem falder man over en eller anden kommentar på facebook eller et andet socialt medie, som giver stof til eftertanke. Som efterlader dig med en undren. Eksempler kan jeg lynhurtigt nedfælde og jeg er spændt på, om du der læser med har et svar eller kender til den slags undring.

  • Jeg bevæger mig lige ud i en gråzone. Nogle kan lide tatoveringer, andre en eyeliner og så er der dem der farver og maler øjenbryn. Mine øjenbryn blev farvet forrige weekend. Jeg er fan! Men det jeg ikke forstår er malede øjenbryn… Dem der er malet på panden med en blyant. Jeg er med på at det er smart, hvis man ingen øjenbryn har. Men, hvad med dem der har et relativt stort øjenbryn lige nedenunder det malede øjenbryn? Som er synlig. Som man af en eller anden årsag har valgt IKKE at inkludere som en naturlig del af det nymalede øjenbryn. Det er på ingen måde for at hænge nogen ud. Og selvom der er mange sjove øjenbryn på Google, så smider jeg et billede af mit eget bryn på, for jeg vil ikke gøre nogen kede af det. Jeg forstår bare ikke hvad der sker…?? IMG_9229.JPG
  • Debatten om en bestemt type mødre der har det stramt med en anden type mødre. Den evige langen-ud-efter de mødre, der kun lægger “lyserøde” og moderigtige billeder på deres instagram vs. de mødre der får stress og lavt selvværd af den slags og søger flere kaosbilleder af det uperfekte men kærlighedsfyldte liv. Hvorfor er det, at nogle mødre tror at der er mindre kærlighed og ingen plads til leg og kreativitet i et Bo-bedre hjem end i et kaotisk rodede hjem? Hvorfor er debatten stadig i live? Jeg stødte ind i en øv-tråd forleden, på instagram, hvor en mor lagde et billede ud af et spørgsmåltegn og udråbstegn, hvortil hun skrev noget i stil med: “Jeg kunne brække mig over alle de billeder af kubus, royal Copenhagen og stilede designerhjem. Det er jo helt tydeligt at mødrene bag forsøger at give os andre dårlig selvværd med deres perfekte univers”, hvortil en ivrig følger kommenterede: “Jeg sletter alle der lægger billeder op af rene og pæne hjem og klamme kubusstager. Der er jo slet ikke plads til børn i sådan et hjem. Hvis jeg var barn ville jeg vælge et hjem med rod, hvor der til gengæld var fyldt med kærlighed og plads til leg”. Man støder ofte ind i den slags debatter.

Jeg tillader mig at blive provokeret, fordi jeg befinder mig et eller andet sted imellem de der to typer hjem. Ikke fordi jeg vil tage credit for at bo i et Bo-bedre hjem, men jeg går da en del op i boligindretning og holder da også bladet 😉 Jeg er vild med et rent og pænt hjem. Jeg har 3 kubusstager!! Den ene fra min farmor, før de blev rigtig moderne, den anden af min mand i bryllupsgave og den tredje af min barndomsveninde i 30 års fødseldagsgave. Go ahead and vommit- kubus coming up :kubus

Vi ved jo, at der bag alle billeder er en helt almindelig hverdag med alt hvad det indebærer; Hysteriske børn, beskidte underbukser, lorteparforhold, ufrivillig cølibat, skimmelsvamp i brusenichen og en sundhedsskadelig køkkenvask.IMG_8915.JPG IMG_9161.JPGHvorfor skal man absolut vise den slags billeder for at vise, at man er fuldstændig lige som alle andre? Hvorfor må man ikke vise alt det pæne? Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan følge dem der gør glad og inspirerer i stedet for at lange ud efter det man ikke bryder sig om. Min stue er fyldt med legetøj, men jeg rydder op i stue og køkkenalrum hver dag. Flere gange om dagen. For jeg slapper bedst af når her er pænt. Jeg elsker stadig mine børn. De spiser marmelademadder i sofaen og skubber mit hjemmemalede sofabord fra Hay (til 200kr.) rundt på trægulvet. De leger og slår hinanden, griner og græder, kaster med tingene og alt muligt andet. Og så rydder jeg op når de er puttet eller går i gang med en ny leg i et andet rum. Jeg elsker dem selvom jeg rydder op. Det gør de mødre der har legetøjsfri zone i stuen også. De elsker deres børn. Her er lige en række billeder af min stue. Jeg er ret så glad i låget, for jeg er sådan én der går op i at skaffe hyggelige ting til ingen penge. Vores Chatol i teaktræ har vi arvet fra Pers mormor. Urtepotteskjuleren fra Bjørn Wiinblad som står ovenpå chatollet er fra min mormor. Stolen er fra ikea, som jeg pga. ridser mv. fik for næsten ingen penge i rodebutikken. Uret har en veninde lavet til mig. Den fine bambus/kurvestol er fra min søsters svigermors genbrugsbiks til 50 kr. Hay bordet købte jeg i Illums Bolighus for et par år siden. Det var oprindeligt lilla og jeg købte det for et par hundrede. Nu er det sort og småridset, for børnene får lov at lege med lego på bordet. Den sorte gyngestol lidt længere nede, fik mine forældre da de var i 20’erne. De fik den af en gammel dame. Nu er den i mit hjem og jeg har malet den sort. Den sorte trækasse stod her da vi købte huset. Den har tilhørt Elsebeth Egholm (forfatteren) så det er hyggeligt med lidt historie. Messing standerlampen fandt jeg forleden hos Loppeforum til 85 kr. Win! Plantehængerne på det sidste billede har jeg selv lavet og LEGO plakaten der hænger ved siden af planterne, vandt jeg i en facebook konkurrence. De fleste billeder i min stue er tegnet af enten min mor eller Bertil. Det eneste der har kostet åndsvagt dumme penge er sofaen. Et køb jeg fortryder bittert, for den er stor og klodset og trods imprægnering, suger den ALT skidt til sig. Min mand siger jeg må skifte den ud om 10 år. Jeg tæller allerede ned 😉 Til slut vil jeg lige nævne at den hvide Verner Panton Flowerpot er en kopi købt i England. BOM! Så fik du en gennemgang af mit genbrugshjem 😉 IMG_9181.JPGIMG_9174.JPGIMG_9206.JPGIMG_9220.JPG

  • En sidste ting jeg undre mig over er bloggere der lægger op til diskussion eller debat, men som ikke har et kommentarfelt på bloggen? Hvorfor slutter man sit indlæg af med et spørgsmål, som læseren ikke kan besvare? Dont get it.

Giv gerne dit besyv med i kommentarfeltet <3

//Camilla

Røv og nøgler

Jeg har måske for lidt at gå op i, vil nogen mene. MEN jeg er simpelthen vanvittigt irriteret. Jeg brokker mig over first world problems men med den dybeste respekt for det faktum, at det er vand ved siden af de problemer, som andre i landet her netop nu befinder sig i.

For det første er jeg sur på mig selv. Jeg skylder mig selv en kvajebajer, og den skal være stor og kold. Jeg har puttet min elskede Alfred med en fyldt ble. Det har været en vanvidsnat kan jeg sige uden at blinke. Mine øjenlåg er limet fast af en blanding af gammel Foundation og niveacreme. Det er en super dårlig kombination at være småbørnsforælder og forkølet samtidigt. Jeg kunne ikke lugte, at drengen havde noget i bleen. Han skreg, var urolig, skulle trøstes hvert 10. minut indtil jeg slæbte ham ind i vores seng, hvor han fortsatte sit skrigeri. Først kl. 4 i nat fik jeg den geniale idé, at stikke min pegefinger ind under blekanten. HVORFOR gør man den slags? Det er måske i en overbevisende tro om, at der ikke er noget i bleen. Det skyldes måske, at man ikke vil vække (det vågne) barn ved at tænde lyset. Det skyldes måske udpræget distræthed. Da bleen blev skiftet besluttede Alfred sig for at han var klar til at omfavne dagen. Den idé synes jeg var rigtig dum. Så det resulterede i skrigeri frem til kl. 6 hvor ynglet endelig gav op. Jeg fik en time på øjet inden ældsten vågnede. Denne beretning er klart med til, at give mig den her irritationsfølelse som jeg altså har idag.

Jeg vågnede imorges og scrollede mit facebookfeed igennem. Jeg bliver så uendeligt træt af de mange racistiske udtalelser om de såkaldte “Snyltere” der “flygter” fra “krig” og som håber på lidt charter stemning i Danmark… Jeg får kvalme! Jeg får kvalme af den her umenneskelige måde at behandle mennesker i nød på. Jeg bliver svært irriteret af tonen i debatterne, af “dig selv først” mentaliteten. Jeg bliver provokeret af billeder af døde børn i vandkanten. Ikke fordi jeg ønsker at lukke øjnene for de forfærdelige ting der foregår i Syrien og andre steder, men fordi de små børn har nogle forældre. Nogle forældre der måske ikke synes om, at billeder af deres døde børn skal deles på de sociale medier. Jeg bliver ked af det, når jeg ser billeder af klaphatte der tager selfies med flygtninge i deres biler for at få skulderklap på de sociale medier. Endnu mere træt bliver jeg, når det viser sig at de ikke har planer om at hjælpe dem, men i stedet fragter dem til den nærmeste politistation og skriver “HAHA så troede de lige de kom til Sverige…” Til gengæld bliver jeg glad af at høre om de mange hverdagshelte, der gør en forskel for de flygtninge der kommer her til.

Ungerne er i institution. Jeg sidder hjemme helt alene. Noget jeg har glædet mig til længe. Rigtig længe. Det er første dag, at Alfred skal sove lur i vuggestuen og det er spændende. Jeg er som tidligere nævnt i gang med serien House Of Cards. Jeg havde set vældig frem til et par timer på sofaen (nattens vågne timer taget i betragtning) med benene oppe og Netflix kørende. Tror du det virker? Nej! Skuffelsen er stor. Jeg er i afmagt og eftersom manden er startet nyt arbejde i går har han endnu ikke en firmatelefon jeg kan ringe til og panikke. Så blev der tid til at blogge i stedet. En ting jeg ikke er god til at finde tiden til, fordi ungerne først overgiver sig kl 21. og fordi der er knald på i dagtimerne med indkøring osv.

Dråben der har fået bægeret til at flyde over må være den sms fra min bankrådgiver som jeg netop har modtaget. Noget med et lille minus på kontoen….

Man skulle tro det var mandag!

Barselsdagpenge og begejstring for dyre kager fra lagkagehuset hører ikke sammen!

Lidt mandagsgylp på en sagelig tirsdag. Det skal der indimellem være plads til. Nu vil jeg drikke en kop kaffe og nyde stilheden, inden ungerne skal hentes.

Ha’ en god mandag/tirsdag

//Camilla