Den kronisk dårlige samvittighed

Det her halv rodede indlæg handler lidt om det her med, at have sig selv med i sit mor-skab. Om vigtigheden i, at stoppe op og mærke efter. At sige til og fra. At overveje og prioritere de rigtige ting og at skrue forventningerne til sig selv helt ned.

Jeg tror jeg misunder andengangsmoren Camilla lidt, hvis jeg ser på mig selv gennem førstegangsmoren Camilla’s øjne. Lidt er nok i virkeligheden en underdrivelse af dimensioner.

Da jeg fødte Bertil var jeg forinden selve fødslen, i et angstprovokerende “Dør jeg af det her”- scenarie. Det at overleve en fødsel var et sandt mirakel (synes jeg på det tidspunkt, eftersom jeg havde svært ved, at forestille mig en anden afslutning på eventet end den fatale). Den der sejrsrus fyldte rigtig meget i døgnet efter. Faktisk havde jeg lyst til at fejre livet med alle dem jeg holdt af. Jeg havde brug for, at der kom en masse og så mit smukke afkom og særligt havde jeg brug for min mor. Vi blev installeret på patienthotellet mhp. ammeetablering og den slags. Det var fint. Jeg sov ikke det første døgn efter fødslen. Jeg havde heller ikke sovet døgnet forinden. Den manglende søvn gør selvfølgelig ingen underværker på nogen konti. Slet ikke på overskudskontoen. Besøg skal der til når man har klemt en 3,4 kilo knejt ud gennem sit allerhelligste. Det første besøg var af mine forældre. Det var stort! Men derefter gik luften af ballonen. Jeg synes ikke at jeg kunne overskue mere. Når man sidder der i sin seng på patienthotellet, grådlabil, ødematøs som bare pokker – over hele kroppen, træt som aldrig før, lykkelig, bange, nervøs, med overspændte bryster, en amning der ikke kører på skinner, en meget sulten dreng og et underliv der gør mere ondt end hvad man kunne forestille sig lige da man havde født, ja så er der altså kun én person i verden der duer; MOAR! Som førstegangsmor, synes jeg det var enormt grænseoverskridende, at være så tæt ( pga. det lille værelse) med alle de besøgende. Det var grænseoverskridende at tænke på en amning foran dem. Det ville være grænseoverskridende at bede dem vente udenfor imens en måske timelang svær amning med hjælp fra personale skulle i gang. Det var rigtig svært, at give Bertil fra mig, selvom det var til mennesker der ville få en kæmpe stor betydning for ham i hans liv. Selvfølgelig ville de holde ham, snuse til ham og røre ham.  Men jeg kendte ham ikke selv endnu, jeg havde ikke kigget længe nok på ham endnu. Midt i et af besøgene kom der en sygeplejerske ind på stuen som ville se en amning. Foran hele skaren af gæster tog hun fat i mit bryst som om det var uden nerver og følereceptorer. Hun nærmest proppede det ind i munden på det her lille bitte skrøbelige menneske. Han kunne ikke helt finde ud af det og det kunne jeg heller ikke. Så hun rev en del i mig. Hun havde tralvt, det bar besøget præg af. Der sad jeg så, stor og afmægtig i en omgang ammeetablering med mennesker jeg holdt af men som jeg ikke kunne overskue lige nu. For at få mig til at føle mig som en endnu bedre mor spurgte sygeplejersken mig, om jeg ikke hellere ville lægge ham i vindueskarmen, for det kunne jeg da ligeså godt sådan som jeg sad med ham halvanden meter fra brystet. Tak for den søde kommentar udbrændte sygeplejerske som tilsyneladende burde finde et andet job eller en mand der rent faktisk gider dig en onsdag aften! Tak fordi du SÅ mig! Tak for dit selvtillidsboost…

Da gæsterne var gået var jeg fuldstændig tudefærdig. Jeg orkede ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg var træt og forvirret og skuffet og alt muligt andet. Besøgene rullede ind de næste to dage samtidig med ammetablering og pludselig skulle vi hjem. Med et sulten barn og en amning der ikke var ordentlig i gang endnu. Jeg var angst da vi sad hjemme i vores lejlighed 800 meter fra Skejby sygehus med bryster så store og hårde som kampesten. De næste knap 14 dage gik med en masse besøg. Rigtig mange besøg.

Som tiden gik erfarede jeg, at jeg var en meget stresset, presset og nervøs førstegangsmor som ikke kunne læse mit barns signaler. Hver gang han brokkede sig fik han bryst. Som resultat af den taktik, tog han på i flyvende fart, fik ondt i maven og skreg i timevis hver eneste aften i 5 måneder. Jeg var en mor som overreagerede når tingene ikke gik som planlagt. En mor der havde en meget kort lunte og som græd mange gange om dagen pga. dårlig samvittighed, utilstrækkelighed og lavt mor-selvværd. Jeg havde tårnhøje forventninger til mig selv som mor. Jeg kunne på ingen måde leve op til det. Jeg forsøgte at hive Sundhedsplejersken Helens (hende der udgiver bøger om alt muligt omhandlende børn, søvn, mad osv) dagskemaer ned over hovedet på Bertil, for at have bare en lille smule kontrol over et eller andet. Han passede bare ikke ind i de der skemaer. Han har altid været sin egen. Noget jeg først senere fandt ud af var en af hans store styrker. Som træt mor er det bare pisse irriterende, at han ikke sov de der 16 timer i døgnet som de skulle i følge bøgerne. Det er bare så tåbeligt, at der stod i skemaet for baby på 6 måneder, at de vågner kl. 6 ammes og sover videre til 07.30 når virkeligheden var, at hans første lur (ud af alt for mange i følge skemaet) startede kl. 6.15! Ude i barnevognen. I snevejr. Skemaet var naturligvis vejledende men der var ingen vejledning at hente. Ingen!

Jeg begyndte at se frem til at min barsel var slut. Jeg var så heldig at blive ansat på en fantastisk afdeling, som jeg kendte fra min praktikperiode, så Bertil skulle bare lige køres ind i vuggestue og så kunne der starte en nyt kapitel. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed. At være mor og have et fuldtidsjob er ikke den bedste kombination må jeg bare erkende. At have et barn der ofte bliver syg skaber ikke den største fleksibilitet på en arbejdsplads. Jeg fik hjertebanken hver gang vores koordinator eller sekretær råbte efter mig, at der var telefon. Det var med en vis nervøsitet i stemmen, når jeg gang på gang måtte ringe til afdelingen og bede om barnets tyvende første sygedag. Det var med ærgrelse, at jeg måtte sige nej til overarbejde eller ekstra vagter, da jeg gerne ville bevise mit sygeplejerske-værd og måske komme lidt foran i køen om en fast stilling, men jeg havde et barn der skulle hentes og passes. Manden arbejdede på det tidspunkt så tilpas langt væk, at han ikke kunne nå at hente. Vi havde et husprojekt som i forvejen stod stille de weekender jeg var på arbejde, så at tage ekstra weekendvagter kostede os flere penge end jeg ville tjene på sådan en vagt. Jeg tudede i medicinrummet, når manden sendte et billed af en Bertil der havde lært at stå eller hoppe eller gå. Det er svært at være to steder på en gang.

Sig til og sig fra! De der 14 dages barsel med mand og baby (og søskende) er en helt unik tid som er til for, at I kan få ro til at være den nye familie som I er. Som nybagte forældre skal man passe på hinanden i den første tid. Da vi fik Alfred fik vi ganske få besøg de første 14 dage og jeg NØD hver en dag med mine drenge. Jeg nød roen. Jeg nød at ligge i sofaen med Alfred og kigge på ham imens han sov. Jeg fik tid til at lære ham at kende. Jeg slappede så meget af, at mit blodtryk nærmest var ikke-eksisterende. Nyd barslen, for det er en tid du vil længes efter når du arbejder 37 timer om ugen og kun når at se dit barn få timer om dagen. Måske skal man ikke stræbe så højt eller have så høje forventninger til sig selv og sin karriere så længe man har små børn.

Alfred er 9 måneder nu. Om en måned starter han i vuggestue og så starter et nyt kapitel. Et nyt kapitel med kronisk dårlig samvittighed over, at sende sine børn i underbemandede daginstitutioner alt for mange timer i døgnet, på overfyldte stuer med halvsyge børn, der afleveres om morgenen på chance-kortet fordi der er for lidt forståelse for familielivet og de udfordringer børnefamilierne står overfor, på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt. Om lidt starter et nyt kapitel for mig. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed over, at det måske er pædagogen der hører ham sige mor for første gang. Det er pædagogen der står klar til at tage imod ham når han tager sine første skridt. Det er pædagogen der trøster ham i stedet for mig. Det er pædagogen der sidder med ham når det han i virkeligheden allermest har brug for, er at sidde hos sin MOAR!

Nogle kapitler har man bare lyst til at springe over eller omskrive!

//Camilla

Jeg kan gale højt

Som en mor, der ikke er ked af at gale højt og længe når mine børn sover for lidt eller er urimeligt sure i en længere periode eller syge, så må jeg bare acceptere, at det der galen højt, på et eller andet tidspunkt vil give mig er rap over nallerne. (Seriøst, ordet “nallerne” blev autocorrected til “ballerne” – hvilket havde gjort indlægget lidt mere interessant). Det at gale højt, fungerer som en slags ventil for mig. Jeg gør det ikke hele tiden. Slet ikke. Jeg er også typen der græder glædeståre når Alfred tillægger sig nye skills eller når Bertil fortæller om hans dag. Jeg er typen der er pave stolt af mine børn. Som synes de er perfekte som de er, fraset deres til tider rådne immunforsvar, deres nederen søvnvaner og de mange bleskift. Jeg synes det er hårdt, at være mor. Jeg synes det er svært, at være den mor jeg gerne vil være, når jeg konstant er træt og i underskud af overskud. Jeg prøver. Hver dag. Og som tiden er gået, er jeg også blevet god til at overbevise mig selv om at jeg er en god mor. Den bedste for mine børn. Jeg kan også på en eller anden måde finde ro i, at det hele er en fase. Det er bare lige nu det er hårdt.

En gang i mellem støder jeg ind i de der kommentarer til de større bloggerfisk i det store hav som fx. “De mødre der brokker sig over, hvor hårdt det er, og hvilke umulige børn de har, skulle skamme sig. Der er mange der ikke kan få børn – vi vil give vores højre arm for et barn som dit”. På mine svært trætte dage fristes jeg til at sige; Be my guest assholes! Men det gør jeg jo ikke!

Jeg har stor medfølelse, med dem der af forskellige årsager ikke kan få de her børn, som de drømmer om. Jeg er dybt, dybt taknemmelig for mine børn. Også de dage, hvor de har diarré og opkast og ikke har ladet mig sove mere end 3-4 timer. Enhver forælder kan blive træt af deres yngel. Det er der ingen skam i. Vi elsker dem alligevel. Der er heller ingen skam i, at klage over hovedpine selvom man ved, at andre lider større smerte end den smerte et par panodiler kan klare. Det handler om HVORNÅR man beklager sig og i hvilket selskab. En blog og en instagramprofil er nu engang privat i et vis omfang. Det er dem der sidder bag profilerne der sætter dagsordenen og hvis man ikke er til lort og lagkage, kan man jo finde sig et andet bageri. I mit bageri er der en god blanding. Det er helt okay, for jeg mener det jo i overført betydning.

Jeg tror at jeg forstår, hvorfor nogle damer derude har det lidt anstrengt med dem/os som brokker os højlydt over vores børn. Måske handler det om dårlig samvittighed, ønsket om ikke at udstille sit familieliv og følelsen af at man gerne vil undgå, at andre skal dømme én som en dårlig mor. De brokker sig måske til de aller nærmeste. Som sagt er bloggen min udluftningskanal. Uanset om man galer højt eller klukker stille bag hjemmets fire vægge, så tror jeg at mange klukkere vil føle trang til at gale højt når søvnen bliver som et spil i lotto, hvor vinderchancerne er alt for små. Når børnene er syge på skift i en måned. Når man skal skifte lortebleer med 10 minutters intervaller hele morgenen osv. Vi gør tingene på forskellige måder og det er helt okay. Synes jeg.

Når man er blogger, som jeg selv har været i 4 måneder nu, så er det nok uundgåeligt at få de der kommentarer som lige giver et hurtigt løb af noget hjertebanken eller som skaber en form for akavethed. Det er som bekendt et til tider hårdt medie- det der sociale noget. Jeg har 7-9-13 ikke oplevet nogle ubehagelige kommentarer endnu. Ikke om mit brokkeri og min virkelighedsbeskrivelser af tilværelsen med 2 børn der sover åndsvagt dårligt. Det eneste lille rap jeg har fået over “ballerne” var på min instagramprofil. Det var vidst nok på sin plads. Selvom jeg blev paf og senere ret irriteret over, at en fremmede der frivilligt havde VALGT at følge MIN profil, gav udtryk for, at jeg gik over stregen og ikke skulle gøre grin med en sygdom, som hun synes mit billed og dertilhørende tekst gjorde. Efter lidt tid kom jeg frem til, at det er okay at sige fra. Men at sige fra kan gøres på flere måder. Én måde kunne være, at stoppe med at følge mig. Så er man helt ude over det irritationsmoment. Jeg kan en gang imellem gå lidt over stregen. Indrømmet! Nogle gange bliver min “humor” lidt for dyster og det er ikke alle der er gearet til at blive tvunget med om bord på den vogn. Slet ikke fra morgenstunden. At lægge et billed ud af en lækker kagerest der uden tøven blev konsumeret kl. 07.35 en mandag morgen, med ordene “Glædelig mandag. Jeg vil fange mig en diabetes” kan selvfølgelig såre dem, der enten selv har diagnosen eller dem der har set, hvordan diabetes har ødelagt meget i deres familie. Det er en svær balancegang, når man har en røvsyg humor som jeg. Hver gang jeg åbner munden skal jeg lige tænke en ekstra gang over, om den der sidder overfor mig kan holde til mosten. Jeg har bestemt lært af den lille (og for andre) ubetydelige episode. Jeg ønsker ikke at såre nogen. Jeg forsøger ikke at belære nogen. Jeg forsøger ikke at lægge op til debat, hvor modpoler kan mødes og svine hinanden til. Jeg skriver bare om det der røre sig i min lille andedam og håber, at det bidrager til at andre på en eller anden måde kan nikke genkendende til det uperfekte perfekte liv med børn og mand og måske i sidste ende afføde et lille smil på læben.

Jeg har fx. skrevet vidt om bredt om mit til tider lortede parforhold her: Når parforholdet sættes på prøve .

Eller om vores besøg hos en dygtig terapeut i Randers Guncity : Parterapi

Jeg har også skrevet om en screening for fødselsdepression: En uærlig screening

Det er ikke let at være kone og mor. Det kan være svært at finde tid til at stoppe op midt i ræset og mærke efter. Den ene dag tager den anden og man skal holde tungen lige i munden så længe man har små børn. Jeg har skrevet lidt om skilsmisser og min frygt for, at blive kvalt af hverdagen her: Skilsmisseepidemi .

Men jeg har også skrevet om de mange glæder der er ved mor og konelivet. Jeg har opfordret til, at mødre skal Tag ja-trussen på samt at tilværelsen med små børn både er Lort og lagkage

Afslutningsvis for denne dags blogindlæg vil jeg bare sige tak til jer der læser med. De små kommentarer I sender varmer, og jeres “likes” efterlader mig med en overbevisning om, at jeg ikke er gået over stregen…. endnu 😉

Ha’ skøn dag!hanen

//Camilla

 

 

En instagrammers paradoks

S:O:S !

 

panikI disse dage er jeg uden en telefon, som kan andet end at ringe og skrive når signalet tillader dette. Jeg er banket tilbage til starten af år 2000. Min iphone er til reparation. Den overlevede alligevel ikke at blive tabt på fliser, tabt i toilettet og være i hænderne på min ældste dreng. Derudover er der en eller anden teknisk fejl, som opstod dagen efter jeg fik den. Lånetelefonen har ikke facebook, instagram og snapchat. Jeg var i vild panik forleden, da min telefon åndede ud. Jeg kunne hverken ringe eller sende sms. Jeg havde en halv aftale med en veninde. Jeg kunne ikke Google EL-gigantens åbningstider og kørte forgæves. Jeg kunne ikke skrive til min mand, at jeg var i panik. Jeg kunne ikke snappe det til nogen. FUCK! Jeg havde endda lavet lækker morgenmad til mig og drengene! Ingen ville kunne se det. Jeg havde en bums på hagen. Jeg kunne ikke snappe det med teksten: SIGN OF YOUTH med en “thumps up” emoji til nogen! Lorte morgen. Lorte telefon. El-gigant(isk) møg butik. Som dagene er gået, har panikken lagt sig. Jeg er så småt ved at detoxe. Udrensningen går okay. Jeg har pludselig ret så meget tid. Jeg nyder det. De der app’s er en af de største tidsrøvere. At gennemse snaps fra nær og fjern, fra tætte og bekendte, det sluger tid. Tid jeg kunne bruge på meget andet. Instagram. Et univers spækket med det man interesserer sig for, uanset om det er mad, børn, mode, design osv. Jo flere man følger, desto flere billeder klikker ind i dit feed. Der skal likes, kommenteres og besvares. Alt sammen er hyggeligt. Men det sluger en masse tid. Tid jeg kunne bruge på meget andet.

I går havde jeg Bertil hjemme (som jeg har hver fredag). Vi var på Emmerys. Vi var til læge med Alfred. Ungerne sad sammen i barnevognen og Bertil holdt om Alfred. De var SÅ søde og rolige og artige. True story! Men ingen dokumentation.  Vi var på legepladsen, i haven og grave og plante. Jeg bagte spelt(!)pandekager til drengene med hjemmelavet marmelade og dolcevita is til. Vi fik lækker aftensmad, snolder og aftenskaffe. En rigtig god og ret så perfekt dag. Og ikke et eneste øjeblik blev taget fra mine børn, fra min mand, fra vores hyggestunder, for at sende snaps, poste billeder på instagram, opdatere mig på facebook osv.

Nogle gange bliver jeg grebet af den her ambivalens, fordi jeg på den ene side nyder de mange virtuelle bekendtskaber, de fortællinger og billeder de søde instagrammere smider ud. På den anden side er det meningsløst, at bruge tid på, at kommentere andres søde børnebilleder, når mine egne børn og mand er dem, der skal bekræftes og have min tid. Kan du følge mig? De sociale medier, er faktisk en nødvendighed for mig, som blogger, hvis jeg ønsker, at andre end mine forældre og mand læser med. Jeg er nødt til, at vise lidt af mig selv derude i den virtuelle verden, for at vække lidt interesse omkring min blog. Og sikke mange søde mennesker jeg har “mødt” på denne måde. Fantastisk. Men alting med måde. Mit forbrug skal skæres ind til benet, viljen er der (lige nu) og håber, at den forbliver.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være foruden min telefon. Indtil da vil jeg detoxe, nyde roen og stilheden. Nyde at lytte til min mands tunge, snorkende åndedrag inden jeg falder i søvn om aftenen, i stedet for, at scrolle 100vis af billeder igennem og overstimuleres af søde babyer, lækre hjem og fede “gør-det-selv-løsninger” som jeg kan gruble over inden jeg lukker øjnene. Jeg vil nyde min familie uden afbrydelser af en telefon der springer op i deres ansigter, hver gang de gør noget sødt eller sjovt. Jeg vil nyde min speltpandekage helt alene og sammen med familien. Selvom jeg virkelig gerne ville have vist jer alle, at jeg er blevet speltmor! Og endnu vigtigere; manden er blevet speltfar. Hans søgen efter indre velvære og mindre fysisk ubehag pga. intolerence overfor forskellige fødevare, har ledt os til speltens verden. Spelt og laktosefri mad er bomben herhjemme. For nu. Til gengæld vil jeg kaste lidt af min tid på bloggen i stedet. Den er mere mig og noget jeg nyder på en anden måde. Det er umuligt, at lave blogindlæg når familien vælter rundt om mig med legetøj, lortebleer, snotnæser og skrig og skrål. Derfor er det sådan noget jeg sidder med i stilletimerne om aftenen eller imens børnene sover lur. Det vil sige, at tiden til dem ikke stjæles af min blog. Perfekt!

 

//Camilla

Et kram til den søde Jakob Kokfeldt for computer-assistance. Jeg er intet mindre end VILD med min nye pc. TAK for din hjælp!