Lort og lagkage

kollikbertilJeg har fulgt Lortemors blog i lang tid. Jeg fandt lidt trøst i, at jeg ikke var alene om at føle mig som sådan en rigtig lortemor. Jeg havde ikke nogen omkring mig, som oplevede eller åbent snakkede om, hvor hårdt det var at få børn. Så jeg forsøgte at fremstå overskudsagtig. Ligesom dem omkring mig. Men det blev et pinagtig forsøg. For jeg havde ingen overskud. Jeg var usikker, træt, bange for at gøre noget forkert, mega træt, frustreret og slet ikke parat til at give afkald på “Camilla-tid”.

Der bliver tilsyneladende i medierne talt om, at der er for meget fokus på det negative ved dét at få børn. Da jeg fik Bertil for snart 3 år siden blev jeg MEGET overrasket over, at det ikke var så lyserødt som jeg synes det så ud til på de sociale medier, i tv og i bøgerne. Jeg synes det var en vanvittig omvæltning at blive mor. Jeg tacklede omvæltningen virkelig dårligt, set i bakspejlet. Jeg forstod slet ikke at barnet ikke ville sove om natten. For det gør mennesker jo! Jeg forstod slet ikke, at jeg efter 3 måneder, ikke længere kunne amme. For det kan mødre jo! Jeg forstod slet ikke, at barnet ikke ville ligge i en barnevogn. For det hedder jo en BARNEvogn! Jeg forstod slet ikke, at han skulle skrige så højt og længe. For babyer sover og pludre og smiler! Og sådan kunne jeg fortsætte. At vi købte hus oveni gjorde selvfølgelig ikke situationen bedre. For det betød, at jeg var alene fra kl. 6 om morgenen til kl 22 om aftenen. Som Danmarks mest usikre mor. Med det laveste mor-selvværd. Heldigvis voksede jeg med opgaven. Det gør man jo på et eller andet tidspunkt. Man bliver klogere hver eneste dag. Man lærer sit barn bedre at kende hver eneste dag.

Nu er der for meget fokus på det negative. Det er ikke rigtig til at blive klog på. Jeg tror (og håber) at alle ved, at det er en meget stor og ubeskrivelig gave at blive forældre. Det er også en meget stor opgave. Det er mega hårdt arbejde. Det koster grå hår, hængepatter, appelsinhud, store frustationer, en omgang parterapi, skænderier og uenigheder om opdragelse, opførsel og sidst men ikke mindst koster det nattesøvn. Det er da kun en fin ting, at være ærlig om det. Jeg vil ihvertfald ikke påstå, at det er piece of cake. Heller ikke selv om jeg har fået et dejlig nemt barn anden gang. Det er stadig hårdt. Jeg sover ikke meget om natten og bliver vækket urimelig mange gange af både den store og den lille. Og af mandens snorken. MEN! Når spradebassen kigger dig i øjnene første gang, når ungen siger mor eller far første gang, smiler, pludre, når den lille mus putter sig helt ind i din armhule og kigger dig dybt i øjnene, når de siger “jeg elsker dig” for første gang, når de griner, når de lærer nye færdigheder osv. osv., ja så er det bare det hele værd. De positive ting ved det at få børn, opvejer alt det negative. Sådan føler jeg. Jeg kan selvfølglig ikke tale på alle mødres vejne.

Jeg har et barn, som gav mig en hård start i mor-rollen. Jeg har også et barn der har gjort min rolle som andengangs mor meget nem. Så jeg kan skrive og fortælle om begge dele. Og det vil jeg gøre. For begge dele har lært mig rigtig meget om mig selv og det har lært mig ting, jeg ikke vil undvære. Jeg synes det er fint, at der er fokus på det knap så idylliske i børnefamilierne. For jeg ved, at der bag alt det hårde, også er en masse smil og gode stunder.

Heldigvis! Ellers ville ordet “søskende” vel næppe eksistere. Selvom den slags ikke altid er planlagt.

morbertil

 

// Camilla

En uærlig screening

Kender du det der med, at man sidder med et dameblad og falder over en af de der test? “Hvilken type er du” “Hvilken kendis minder du mest om” osv. ? Man har en klar fornemmelse af, hvor spørgsmålene bevæger sig henad og man frygter, at svaret bliver “Den nederen type ” eller “Du har slet ikke kendis-potentiale, for du er ALT for tør” Så for at undgå, at sætte sig selv i sådan en forlegenhed, snyder man måske lidt med svarerne. Man vil gerne kunne høre et bestemt svar; “Den spændende og elskelige type” og “Du minder om Rachel fra Friends”. Jeg gør det ret tit, hvis jeg falder over sådan nogle test. Jeg har også snydt lidt i en anden test….én af de test, som jeg, set i bakspejlet, ikke skulle have snydt i.

En del uger efter jeg fødte Bertil kom sundhedsplejersken (for guderne ved hvilken gang) for at se til os. I den forbindelse hev hun et spørgeskema frem med en masse spørgsmål. De handlede om, hvordan jeg havde det. Screening for en eventuel fødselsdepression. Jeg kunne godt se, hvilke svarmuligheder der ville give mig mange point og hvilke der ville give mig få. Jeg valgte naturligvis en del af de svarmuligheder, som gav få point. Jeg afleverede skemaet og to uger efter kom hun igen. Med et nyt skema…. Jeg udfyldte det igen, sådan cirka på samme måde som sidst. I mødreguppen gik det op for mig, at jeg var den eneste der var blevet screenet to gange. FUCK! Hvad var nu det for noget forskelsbehandling!? Var det godt eller skidt? Ligesom i folkeskolen, hvor man, når skolefotografen kom, troede at det var et godt tegn, at han var nødt til, at tage mange flere billeder af mig end de andre…..

Mange af spørgsmålene i screeningen handlede om overskud og følelser. Ingen skulle stemple mig som en mor med underskud af overskud. Alt var fint, for det er det jo, når man bliver en familie. Jeg vidste godt, at Bertil skreg mere end gennemsnittet, men tænk hvis det var min skyld. At han ikke ville have mig som sin mor. At jeg var dårlig til at være nogens mor. Eeeej, den kunne jeg altså ikke have siddende på mig.

Det var først i forbindelse med Alfreds 5 ugers tjek, at det gik op for mig, at det virkelig stod skidt til den sommer i 2012. Jeg scorede 2 point ved screeningen denne gang. Det er vel næsten umuligt som mor, ikke at score point på at bekymre sig. Det gør man bare. Over alting og ingenting. Sundhedsplejersken kunne fortælle mig, at jeg sidste gang scorede 12 point. 12! Og jeg snød endda lidt.

Screeningsredskabet er ikke lig med diagnosticering, det er jeg klar over. Men den følelse jeg havde indeni var ensomhed. Jeg havde svært ved at overskue de små ting. Jeg var ked af det flere gange om dagen, hver dag.

Det var ris til egen røv… Da jeg fortalte Per om mine kriminelle tendenser rystede han på hovedet. Det havde nok været meget godt for alle parter, hvis der var blevet taget lidt hånd om min pointtavle dengang.

Men ! Jeg kom igennem det, trods Bertils kollik, et husprojekt og en barsel med en dreng der sjældent sov. Hvad vigtigere er, som en god veninde var så sød at pointere overfor mig forleden; Bertil stortrives og det ser ud til, at vi begge kom igennem det. What a miracle!

//Camilla

bertilHam Bertil elsker jeg!