Dansk Meterologisk Institut slap vist en lille hvid

Nogen inden hos DMI fuckede virkelig op, da de ultimo juni proklamerede, at vi ville få den varmeste juli i 10 år.

  1. Det betyder principielt at vi har haft istid de sidste 10 somre for det kan næsten ikke blive koldere og mere gråt end  det er nu
  2. Man må ikke lyve. Selvom vi inderst inde godt ved, at metrologer og telefonsælgere er nogle af dem der ligger på listen over de mest tvivlsomme meningshavere, så hopper jeg alligevel i med begge ben HVER gang. Det betyder, at jeg har efter at have set og mærket løgnen mht. vejret på egen krop i 14 dage nu med dertilhørende krisereaktion, så er jeg også abonnent på Gyldendals børnebogklub, medlem af hjerteforeningen, scleroseforeningen, naturfredningsforeningen, unicef, Boligliv, Bo Bedre og Bolig Magasinet. Når de ringer og vil sælge mig avisabonnementer, nyt elselskab, nye og smarte forsikringer og a-kasse løsninger så smækker jeg på i en fart. Jeg har ikke råd til mere rod.

Jeg kan ikke bruge hele min ferie på at ærgre mig over dårligt vejr og dyre regninger fra fine foreninger. I stedet vil jeg sætte pris på, at jeg trods alt skal tilbringe en uge på camping (i tvivlsomt vejr) med dem jeg holder aller mest af. Jeg forestiller mig, at udendørs swimmingpool, en våd hoppepude og en 15 kvadratmeter hytte bliver fedt uanset vejret…

Sommerferie er guld. Det er guld at være 2 voksne om ungerne. Det er skønt at slippe for at smøre 8 madpakker hver aften og så er det guld at vores børn stor-hygger sig sammen.  Vi glemmer de der uskrevne regler om, at børn skal have faste sengetider uanset og have rugbrød og grønt hver dag. Det hele går lidt i fløjten men det er okay. Vi hygger os og børnene sover i disse dage længe. Længe herhjemme er til kl. 7.30/8.00 hvilket er det rene luksus.

Afslutningsvist vil jeg lige fortælle alle, at jeg i dag har slået vores græsplæne med en motoriseret plæneklipper for første gang. Jeg har været tilhænger af den gode gamle håndskubber pga. motionen (not!) og angsten for at et eller som fx en gren eller sten kom ind under svinet og blev sendt direkte op i mit øje eller i tindingen.  Jeg fik findelt 15 dræbersnegle ud over plænen og spredt 60.000 myrer-æg ud over det hele. Men tinding og øjne er intakte og jeg fik ikke engang allergi.

blog

Summer – I love you though!

 

// Camilla

 

Jeg er i live

Et livstegn er vidst tiltrængt ovenpå mange måneders stilhed.

Er hun faldet ned i depressionens sorte hul, spørger nogen. Nej.

Er hun gravid tænker andre. Nej.

Har hun travlt med fitness, salater og mange selfies af glat og rynkefrit ansigt med dertilhørende stram og ungdommelig krop? Svaret giver sig selv.

Jeg meldte mig, som jeg skrev i januar, ind i fitness. Jeg kom også afsted. Hele 2,5 gange. Jeg er stadig medlem. Et hvilende medlem. Sådan er jeg i mange medlemskaber p.t. Jeg er hvilende medlem i min fagforening af en eller anden ukendt årsag og så er jeg hvilende medlem i den lokale bestyrelse og Gyldendals børnebogklub. Det der med, at melde sig ud- det gør jeg ikke i. Jeg er vild med at betale penge ud af vinduet og stadig have en fod indenfor…

Så hvad sker der så lige for den der pludselige stilhed på bloggen?

En af de helt store årsager er, at jeg ikke har fået betalt en regning for mit domænenavn. Det resulterede i blog-nedluk. Som I kan se, er den nu betalt. Så langt så godt.

En anden årsag er, at jeg ikke har haft så meget på hjerte. Det jeg er fyldt med er arbejdsrelateret og det må jeg ikke sådan hælde ud i offentligheden. Det er ikke problemfrit, at gå fra et job i det regionale (hospitalet) til det kommunale (Sundhedsudvikling). Der er stor forskel på de to ting. Dertil hører det sig, at stort set alle dage inden job er gået med at passe syge børn. Fra februar til tirsdag aften har den stået på; Halsbetændelse, lungebetændelse, mellemøresbetændelse x2, influenza x2, skoldkopper x2 og en omgang øjenbetændelse. Heri er der ikke nævnt de antal gange Mureren og jeg selv har været ramt af sygdom. Det fornøjelige ved, at være fast aftenvagt er, at jeg i mine 8 måneder som ansvarshavende sygeplejerske endnu ikke har haft en eneste fraværsdag. Jeg har været så snedig, at bruge mine fridage på selv at være syg.

Pr. 1/6 starter jeg nyt job. Samme sted men med ny funktionsbeskrivelse. Jeg skal op i tid, trækkes ud af sygeplejen og arbejde tæt med husets ledere med henblik på implementering af en masse nye og spændende tiltag inden for Sundhed og Omsorg. Jeg er blevet lovet eget kontor, et job hvor jeg selv strukturerer min hverdag og et helt nyt samarbejde med alle faggrupper. Jeg glæder mig! Og jeg forestiller mig ikke, at børnene kan trække mere skidt med hjem fra institutionen, så jeg håber på at fraværet på min arbejdsplads fortsætter med at være på 0 lang tid endnu.

Og hvad så? Vil jeg blogge eller vil jeg ikke? Der er et par årsager til, at jeg har betalt regningen og igen er i gang.

Jeg bliver hængende på bloggen fordi der ikke går en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på den. Jeg bliver hængende fordi jeg elsker at skrive og fordi jeg synes det er sjovt. Det kan være ligemeget, hvor mange der læser med, at jeg ikke gider sponsoreret indlæg og ikke laver konkurrencer. Det kan være ligemeget, at bloggen ikke vokser vildt og voldsomt og at jeg selv har mistet interessen for at læse med på rigtig mange blogs. Det her er min dagbog, som er tilgængelig for dem der på en eller anden måde kan relatere til al min munddiarré og så behøver jeg ikke flere årsager til, hvorfor stilheden hermed er brudt.

Hold dig munter!jeg er i live

//Camilla

 

At være nogens mor- Gæsteblogger Karmamilli

Så er der besøg igen her på los bloggos. Denne gang er det (også) en meget sød, åben, sjov med-mor og bloggerpartner in crime; Christina. Christina blogger under navnet Karmamili. Måske har du hørt navnet før. Måske er det fordi hun var nomineret til Årets blogger. Nu er hun på besøg og det smiger jo et udbrændt æsel som mig, at hun bruger et par linier på mig i sit indlæg. Al den kærlighed på en mandag! I dag handler det om:

At være nogens mor

karmamili

D. 23 juli 2012. Kom første ve. Vi var i sommerhus hos svigerforældrene. I noget så ironisk som 2. KLITrække fra Bjerre Strand (undskylder på forhånd min ultra platte humor). Først 3 dage senere. D. 26 juli kl. 9.57 blev jeg nogens mor. For allerførste gang i mit liv.

Det er stort. Det er så edderspændt kæmpe kodyl stort! Og så gør det kraftstejlme ondt. Ja sgu! Mega mother fucker ondt!

Hej, jeg hedder Christina. Jeg er 33 vintre og mor til 2 banditter. Og så er jeg blogger. Eller blotter, som det jo egentligt er. Jeg er vild med børn og alt hvad de er støbt af. Ligeså meget som jeg nogen gange har lyst til at tyre håndklædet i ringen. Hoppe på den første flyver til Bahamas. Og kaste mig på en solseng med en Mojito (læs: favorit drink næstefter den hvide russer, den passede bare ikke til mit sandstrands-palme-azurblåt-hav image). Helt alene!

Nå, siden det sidste nu ikke er en option. Endnu. Der er noget med noget økonomi. Og i al fairness, ville jeg sgu nok komme til at savne alle medlemmer af matriklen førend jernfuglen havde krydset Atlanten. Så har jeg valgt at favne MORskaben med alt hvad den kommer med i rygsækken. Og ikke kommer med. Jeg har valgt at udstyre min reol med materialer om selvsamme avl. Og jeg har faktisk også læst det. Meste.

Nogengange laver vi crazy ting i vores lille kvartet. Løber nøgne rundt i hytten og leger indianer fangeleg. Eller faker at vi er madanmeldere på en nyåbnet restaurant. KUN for at se om betjeningen ændrer karakter (It did. Og det var SKIDE sjovt. In case nogen sku´ få lyst til at gøre os kunsten efter). Andre gange råber vi så højt at vinduerne ryster, man givetvis kan høre os på månen og alle efterfølgende har brug for en Halls.

Der sker jo så dét at jeg indimellem grifler lidt tanker ned. Og allerhelst med tips. Tips til hvordan man kan overleve dét at være forældre. For det har man sgu brug for. Jesus. Jeg synes lidt jeg ved hvad jeg taler om. Eller det bilder jeg mig ind. Jeg er jo på ingen måde hverken børnelæge, børnepsykolog, børnepædagog, børnehjerneforsker-olog. Eller noget som helst andet. Jeg er bare en ingeniør med en medfødt interesse i alt under (og lidt over) 1 meter, med ben og arme. Men måske det i virkeligheden også er meget godt, at få det serveret på sådan en tallerken. En tallerken der ikke har læst manualen. Er blevet kastet med og har overlevet. Og ikke den pæne Musselmalede der kender alt det korrekte og kommer direkte fra Magasins bolig og indretnings afdeling.

Jeg har blottet i 7,5 måned. Og for nogle uger siden skriver søde Camilla til mig. Camilla og jeg kender ikke hinanden. Men Instagram did its magic. Og nu føler jeg faktisk jeg kender hende. Godt. Og jeg kan li´ det. Har stadig griner over vores første `Samtale´ i et kommentar felt på IG. Måske det var mig der spurgte “Hvorfor Camillate?”. Svaret var iallefald noget med meget kaffe. Og lidt for lidt te. Men at det i virkeligheden heller ikke spillede. Lidt for meget kaffe havde sneget sig ind i CamillaTE´s univers alligevel. Hvortil jeg responderede, om ikke CamilLATTE så i virkeligheden havde været mere passende? Medmindre hun da drak den sort.

Nå, men søde Camilla skrev altså. Om ikke jeg havde lyst til at gæsteblogge. O.M.G. (skal læses som bogstaver. Det virker bare bedre). Om jeg ville. Jeg var pavestolt. Og spurtede ind til Bastian (læs: stadig min kæreste) og fremviste stolt mailen.

“Se skat!”

“Der er nogen der kan li´ hvad jeg skriver. SÅ meget at hun vil have mig til at skrive et indlæg til hendes blog.”

“Er det ikke sejt” (som min søn på 3 ville have sagt det. Og måske os mig selv. Han har det i virkeligheden nok ikke fra fremmede. Ved nærmere eftertanke).

Jeg takkede selvfølgelig MEGA meget ja! Og så gik jeg i sort. For hvad fa´en skriver man om? Det skal jo både være underholdende, relevant, bloggeragtigt, ude af mængden og mig. Og nu er det her. Indlægget. Det er vel egentligt slut nu? Tænker ikke I gider læse mere. Er imponeret hvis I er nået hele vejen herned. Så siger jeg ydmygt tak. Og I er selvfølgelig velkomne til at tjekke ind hos mig, når I har læst hos Camilla. Måske I kender mig lidt nu? Om ikke andet, håber jeg inderligt I har følt jer underholdt.

For en god ordens skyld, vil jeg runde af med en fun fact.

“Vidste I at man siger at man kan se på en højgravid kvindes mund når hun er i fødsel? Hun skulle eftersigende blive slap i kæberne og få hængemule (hahaha. Det er dét hængemule er! AHAHAH dét gik lige op for mig dér). Nå, men der er jo noget om at vagina og mund er én og samme satan. Så, altså, når fødetøjet er slapt og parat til at skyde baby ud. Så bliver mundtøjet det også. SMART ikke?”

Måske vi ses igen? Måske hér? Måske på Karmamilli? Uanset vil jeg ønske jer en fantastisk dag. Over hele linien.

Klem Mama C

Kig forbi Karmamili.dk og hendes facebookside