Mit indlæg hos Superheltemor.dk

Sommer i Danmark! En kort fornøjelse der skal nydes til hudløshed. Hos os startede ferien i sidste uge. En ferie jeg har glædet mig gevaldigt til, siden sommerferien begyndte sidste år.

Jeg har af en eller anden grund altid tårnhøje forventninger til ferie i vores familie.
Derfor var det en rigtig lortesommer sidste år.
Jeg var på det tidspunkt gravid og blev sygemeldt med en slem omgang bækkenløsning, som jeg stadig mærker til i ny og næ.
Bertil som dengang var 2 år, brækkede sit ben.
Jeg fik øjenbetændelse på begge øjne og så rundede vi sommeren af med en omgang parterapi. DE-LI-KAT!

I år er noget helt andet. Nu har vi hele 2 lækre drenge og ingen brækkede lemmer. Ferie i 3 uger, intet kan gå galt.

F-E-R-I-E! Jeg stod op og var nærmest lykkelig.
Fuck det, at natten havde budt på kun 4 timers søvn.
Fuck det, at der ikke var mere kaffe i huset og bilen var løbet tør for benzin.

Jeg tjekkede min mail. En lille sommerhilsen fra min søde bankrådgiver…. Han ville bare minde mig om et gedigent minus på kontoen, som gerne skulle inddækkes hurtigst muligt. Super! Som en barslende sygeplejerske uden job i sigte, kan det være lidt af en trussel, sådan en sommerhilsen.
Da manden kom hjem fra job susede jeg afsted i Bilka, for at finde en smart “Jeg har født to børn og sommeren kom bag på mig og jeg har spist for meget kage i min barsel” bikini.
Sådan en bikini findes ikke.
Der var kun Skinny-As-Fuck bikinier og Jeg-Er-60-Og-Har-Født-Alt-For-Mange-Børn-Og-Går-Nu-Til-Synkronsvømning-Med-Seniorklubben badedragter.
Jeg snuppede mig en smart badedragt og kørte igen. Bikinikroppen bliver klar næste år……
I et lyskryds holdt jeg ved siden af en stor BMW. Derinde bag rettet sad en flot fyr. Han kiggede ned på mig.
Jeg blev lidt forlegen og skyndte jeg at stirre lige frem.
Pludselig blev det grønt og i et splitsekund blev jeg i tvivl om det havde været grønt længe, så jeg pressede speederen i bund.
Det resulterede i en vældig masse hjulspind henover krydset og en flot fyr i sin BMW der nærmest hånligt overhalede mig.
Der sad jeg så, med fedtede H&M solbriller og min bilkabadedragt, i en bil proppet op med autostole, skamfulde rester fra Mc D og en masse andet skrammel. God damned småborgerlige Skoda liv!

Lørdag blev dagen hvor vi skulle afsted til Bønnerup Strand i et sommerhus i en hel uge. AFSLAPNING! Bare ikke fra morgenstunden. Når familien Bjerre skal på tur, træder jeg ind i en anden rolle. Nogen ville kalde den Diktator-Koordinator. Jeg vælger at kalde det Den Strukturede Mor.
Efter et par timer med total pakkekaos, skrigunger og en mand der efterhånden havde mistet sin overbærenhed, sad vi 4 mand i skodaen, uden udsyn ud af nogen af ruderne. Et fiskenet og benene fra en højstol gjorde, at jeg måtte sidde foroverbøjet det meste af turen.

Der var dårlig stemning i bilen, det kan jeg ligeså godt være ærlig at sige. Jeg forsøgte flere gange at vende stemningen med platte kommentarer, men de kom ud på en halv aggressiv kikset måde, hvilket i given situation var som at hælde benzin på bålet.
I stedet nød vi stilheden i en times tid.

Endelig fremme! Der blev pakket ud, børnene legede i græsset og vi satte os i havemøblerne med en kold øl.
Jeg fik sagt pænt undskyld for den diktatoriske morgenstund, som ikke havde ret meget guld i mund.
Børnene kom tidligt iseng, og vi delte en flaske rødvin og nogle røverhistorier på terrassen den aften.

Dagen efter pådrog jeg mig en SLEM forbrænding på min ryg. Faktor 10 og blondine er en dårlig kombination. Faktor 10 er det samme som almindelig bodylotion for sådan en som mig. Jeg kunne hverken ligge eller sidde. Efter aftensmad begyndte en slem kvalme at gøre sit indtog. Manden googlede og læste, at kvalme kunne skyldes slem solskoldning. Kvalmen tog til og til sidst måtte jeg løbe på toilettet. Manden joinede mig sidst på aftenen.

I pendulfart hele natten, skiftedes vi til at besøge toilettet. Ingen af os fik sovet. Lyden af hinandens toiletbesøg blev som at sidde på den grønne mil og vente på, at man var den næste til en tur i den elektriske stol. De lyde glemmer jeg aldrig. Vi var mega dårlige. Koldsved, opkast og diarré sugede al livsglæde ud af mig. Mandagen gik med ipad, toiletbesøg og ren og skær overlevelse. Vi måtte slå sten-saks-papir når børnene gav udtryk for sult. Jeg tabte og skulle made Alfred med makrelmadder. Aldrig har jeg kastet op i min mund så mange gange. Tirsdag var vi stadig mærket af søndagens begivenheder. Onsdag ligeså. Torsdag turde vi spise igen. Det fejrede vi med en tur i Kattegat Centret sammen med resten af Danmark. Vi var der i en time. Vi kunne hverken komme frem eller tilbage, ud eller ind. KAOS! Herefter besluttede vi os for at tage hjem. Hjem til Aarhus. Slut med sommerhus. I skrivende stund laver vi planer for resten af ferien, som gerne skulle gå FULDSTÆNDIG gnidningsfrit.

Mine forventninger til de sidste 2 uger er skruet ned til et realistisk niveau og jeg må bare erkende, at sommerferie i en småbørnsfamilie er noget andet end BC (before children). Det er helt okay, jeg ønsker ikke at være noget andet sted end lige her, sammen med mine 3 drenge. Du danske sommer… !

rigtigt træt

Skal vi koge suppe på din høne?

supehøneJeg kan ikke koge suppe på den samme høne for evigt. Eller jo det kan jeg, men smagen bliver bare sådan lidt uinteressant. Hønen bliver sådan lidt kedelig af det og dem der skal spise det, gider nok heller ikke blive ved. Det kunne være, at man havde lyst til lidt smag fra en anden suppehøne? Emnet pArFOrhOLD (altså hønen, hvis du ikke havde fanget min smukke metafor) er noget af det, jeg synes er interessant at skrive om. Jeg har skrevet en del om mit eget parforhold. Sådan i grove træk.

Vores suppehøne er stadig ung. Den har ikke udtjent sin suppetjans, men den passer sig selv lige nu. Den simre løs.  Vi trives. Vi har det godt. En størstedel af tiden. Der er uundgåeligt udfordringer når man er 2, 3, 4 eller flere. Nogle gange tænker jeg på, hvordan dem med 3 børn eller flere fordeler opgaverne. Hyre man au pair? For hvem skal putte de andre unger? Vores udfordringer startede som de fleste læsere ved, da vi blev forældre for første gang og husejere kort tid efter. Det kan du læse mere om her: parterapi og her: Når parforholdet sættes på prøve . I korte træk var Per ikke nærværende på den måde, som jeg havde brug for da han udover sit 37 timers job, havde et nykøbt hus der skulle total renoveres på rekordtid. Han var faktisk lidt som sådan en robot, der bare koblede fra og knoklede. Han var fuldstændig energiforladt sidst på aftenen. Selvfølgelig havde han ikke overskud til, at vores barn havde kolik og i 4 måneder skreg nonstop fra tidlig aften og en hel del timer frem. Hvem har egentlig overskud til den slags…!?! Han havde ikke overskud til, at tage over om natten, når baryleren var vågen på 2. time og en psykopatkone der var desperat efter søvn. Hver gang Per skulle lave noget på huset, stod jeg med baby-Bertil på armen og krævede at vide, hvor lang tid han regnede med, at være fraværende. Hvor lang tid det ville tage, at ordne dét og dét. Hver gang han gik ud af døren, føltes det som om han prioriterede huset frem for os. Som om han havde fortrudt os. Uanset hvad han sagde, hjalp det lige lidt. For han var der ikke. Alle de der drømme om caféhygge med mand og barn, sommerhusture og hvad man ellers kan lave af hyggelige ting i weekender, blev ikke rigtig til noget. Hvis det gjorde, var det en meget stresset mand jeg fik med, som havde svært ved, at tænke på andet end vandrør, huller i vægge, nyt fyr osv. Og jeg blev vred og sådan blev weekender pludselig til noget man ikke så frem til. Jeg var ikke det hyggelige selskab. Heldigvis er vi ovre det. Heldigvis har vi lært af det. Heldigvis var vores forhold stærkt nok, for vi er stadig sammen. Vi ønsker os ikke andre steder hen. Jeg tvivler aldrig på det han siger længere. Jeg er 110% sikker på, at jeg gør ham lykkelig. Men som jeg før har sagt er parforholdet jo en OPgave. Vores evige opgave i parforholdet er og bliver, at bevare roen når der er kaos, uenigheder, diskussioner, frustrationer og totalt søvnunderskud. Opgaven resten af vores dage er, at lære, at tale ordentligt til hinanden. Det er en tung opgave selvom den umiddelbart lyder enkel. Vi har vundet DM i at bide hovederne af hinanden. Jeg har vundet VM i skabslåge-smækkeri. Den disciplin er jeg ikke nødvendigvis stolt af, at vinde medaljer i. Jeg kunne da komme i tanke om discipliner der var mere spændende at vinde medaljer i.  Jeg kan sådan fuldstændig ud af den blå luft miste hørelsen. Jeg kan simpelthen ikke høre, når Per taler til mig. Beder mig om at slå koldt vand i blodet, slappe af, tage en stesolid eller hvad han nu kan sige. Jeg hører det ikke. Det er smart. Synes jeg. Per er ikke enig. Hans blodtryk stiger voldsomt af det. Så kan jeg stå der, døv og smart i en fart og se min mand blive ildrød i ansigtet imens hans ikke så lange ben hopper op og ned som en anden nissefar og med fægtende arme. Når man sådan er selektiv døv, så virker det ret komisk. Situationen altså. Når hørelsen så pludselig vender tilbage, mister jeg sproget. Det er noget værre lort, synes Per. For det er lidt svært, at komme nogen vegne når man har en kone der bader i medaljer og som oveni hatten hverken vil høre eller tale. Per samler da også på medaljer. Vi har måske i virkeligheden lige mange af slagsen. Men nu handler bloggen jo ikke om ham. Så han slipper 😉

Jeg er ikke færdig med at skrive om mit parforhold. Jeg tror bare, at det kunne være lærerigt og til inspiration for mig selv og andre, at få lidt input fra jer der læser med. Altså koge lidt suppe på en ny høne. Hvis du har et eller andet du gerne vil ud med, erfaringer, to-do eller not-to-do lister når man er i et parforhold, 10 ting- om parforholdet som….,  idéer til gode dates med sin partner, en oplevelse (gode som dårlige), udfordringer i jeres parforhold eller lignende så send mig en mail på camillathuesen@hotmail.com.  Så kan vi aftale nærmere. Du bestemmer selv om det skal være anonymt. Du bestemmer selv indholdet. Planen er, at jeg lægger det på bloggen i håbet om, at skabe mere fokus på det der sårbare, skønne, til tider ikke-eksisterende, lange, korte, meningsløse, betydningsfulde, sjove, kedelige, hårde, afsluttet, spændende, sure, underlige og totalt-værd-at-skrive-lidt-om parforhold. Tænk, hvis det kunne give smil på læben, en følelse af ikke at være alene, tænk hvis det kunne give andre nogle fif eller erfaringer. Fedt!

Jeg håber I vil tage vel imod min idé.

//Camilla