Mandagsmood og fund af rygrad

Fundet er så meget sagt. Men jeg er ved at lægge an til at gro en seriøs rygrad. Tror jeg!

Træt træt træt! Det beskriver mig fint idag. Jeg afleverede børnene i nattrøje, joggingbukser og røde gummistøvler. Og med den obligatoriske mascara under øjnene.

Jeg er træt af alt det jeg ikke når. Alt lige fra gulvvask som jeg har udskudt i ugevis til nedfaldsblade i haven, som formentlig får lov at ligge til de er i fuld gang med forrådnelsesfasen. Børnenes værelse ligner ikke længere et børneværelse men en skræmmekampagne for førstegangsforældre med fokus på “Sådan her brækker dit barn sine ben” eller ” Den sikre vej til kvælning”. Der er små dippedutter over alt på gulvet, legetøj, strømper, borde og stole der ligger ned, tæpper, puder, dyner og bamser over alt, nedrullede gardiner, hvoraf det ene røg ned forleden i forsøget på at lukke dagslys ind, edderkopper i alle hjørner og planter der ikke har set dagslys og vand i alt alt for mange dage. I et forsøg på, at bane vej hen til Bertils seng, fik jeg et playmobil plastik-spyd ind i pulsåren (eller lige ved siden af) på mit håndled. Nu skal der også vaskes gulv…

Vasketøjet hober sig op. Ikke det beskidte, men det rene. Det er ingen sag at kaste en vask i maskinen, men fuck et arbejde, at lægge det sammen igen. Især når mine drenge elsker at kaste rundt med sammenfoldet vasketøj og moren er for træt til at sige nej! Suk!

Støvsugning i stue og køkken får jeg gjort. Det er jeg nødt til, for Alfred får så dårlig mave af alt for gammelt mad på gulvet. I morges fandt han et ultra gammelt æble bag legekassen i stuen…

Jeg har for nylig gjort badeværelset rent. Det er bare overhovedet ikke til at se nu. Der er håndklæder, tøj i alle størrelser på alle kvadratmeter af vores klinkegulv, badekars-legesager over alt, beskidte bleer på gulvet i hjørnet ved siden af toilettet, og en masse skægstubbe rundt omkring i håndvasken. Bertil tisser nogle gange op over toiletbrættet selvom han sidder ned, men sådan er det jo, når man ikke kan sidde stille i bare 20 sekunder. Alfred har været i toiletpapirsrullen, så der er papir over alt – også sådan noget der har været i munden. Resten af rullen er kastet ned i toilettet sammen med en body og en tandbørste…

Opvaskemaskinen bliver sådan helt seriøst tømt 3 gange om dagen, på en fridag. Vi bruger vanvittigt meget service i timen. Ovnen er brun og nasty indvendig og maden dufter ikke sådan synderligt skønt, når det varmt og veltilberedt kommer ud af ovnen. Dækkeservietterne er efterhånden så uhygiejniske, at det er sundhedsskadeligt at dække bord med dem. Filt-dækkeservietter i en børnefamilie skal man holde sig fra. -Sagde jeg og smed alle 8 ud i skraldespanden 2 dage før min søster fortalte, at de kan komme i vaskemaskinen og bliver pæne som nye….. 

Det er mandag. Det er gråvejr. Det fodre ikke mit trætte legeme med fornyet energi. Jeg smidt mig i min seng og venter på, at kl. bliver tid til aftenvagt. 

MEN! Jeg har besluttet mig for, at det er slut med slik, kage, bolcher og sodavand i hverdage, så jeg står overfor en seriøs udfordring. Jeg har kværnet en halv rulle mariekiks imorges, før jeg nåede at tænke mig om. Så det er altså noget med, at holde hænderne i lommen og munden lukket. Ellers går det galt. Jeg mangler 4-6 kg der skal væk. Men jeg har besluttet at det ikke bliver med hjælp udefra. Ingen kur, ingen trendy diæt. Bare almindelig sund fornuft, lidt motion hvis jeg kan sparke mig selv igang og mere vand frem for sukker/koffeinholdige drikke. Det er tid til en rygrad, at slippe af med mit lave stofskifte og forebygge den der familiære diabetes som snart banker på hoveddøren 🙈

Jeg vil have mere energi, højere stofskifte og en stram røv! Punktum! 

Vi løbes ved…. 

  //Camilla 

Rygrads føljeton

Jeg skylder næsten en update på min mandag. Sandheden er, at jeg ikke skylder noget, jeg har bare en overdreven lyst til at prale lidt. I hvert fald af dagens første time. Da jeg slog øjnene op kl. 04.20 tænkte jeg; hvorfor spilde sin tid på at sove? Hvorfor egentlig ikke tage en omgang natteløb inden solen står op og lade manden om Alfred, som lå og kiggede med store øjne imellem os i vores seng. Alfred faldt i søvn igen kl. 5 og sov en time mere. Apropos rygrad, ja så valgte jeg naturligvis, at lukke mine trætte øjne igen. Kl. 6 var jeg om muligt mere træt end nogensinde. Jeg havde truffet en beslutning søndag aften, så løbe det skulle jeg! Også selvom jeg havde hovedpine og en tå der blødte efter en nedgroet negl. Jeg forsøgte virkelig at finde nogle undskyldninger, der ligesom kunne retfærdiggøre at blive hjemme. MEN! Jeg kom afsted! Jeg løb næsten 4 km med få gå-pauser. Da jeg kom hjem indtrådte ømheden i mine lægge øjeblikkeligt. Jeg troede der ville gå de der 2-3 dage. Det kom efter 2 min. Er det mon et tegn på, at min krop virkelig er effektiv? Min svigerfars badevægt viste at jeg siden morgenens vejning, havde tabt 1,5 kg. Måske er mit stofskifte endelig blevet så højt, at jeg rent faktisk selv kan forbrænde? Uanset, så kunne intet pille mig ned fra min “Fit med de fitte” piedestal. Get fit or die trying. Det er mit nye motto. Et par timer senere kom nogle søde mennesker til kaffe. Jeg slugte da et par nutellamadder og en del kage. Jeg er jo ikke for fin til den slags.. Resten af dagen gik slag i slag. Kage med kage om man vil. Kalorietung aftensmad og aftenskaffe hos svigermekanikken og i dag har på ingen måde været bedre. Løb har indtil videre ikke skabt en eller anden form for lyst til salat og skyr, men i stedet skabt en indre forhandling om og retfærdiggørelse af, at man efter løb kan spise dobbelt så meget. Traditionen tro kan jeg på ingen måde have nogen som helst aftaler med mig selv, så jeg spiste mere end dobbelt så meget. Status er altså: I SUCK! Jeg har kvalme!

Jeg tror der skal en konkurrence med et 4 eller 5 cifret tal på bordet, før jeg kan tage mig sammen. Jeg kender bare mig selv godt nok til at vide, at jeg nu nok ville snyde. Bare en lille bitte smule.

#FitFam #FitLiving #FitForFight #FitFittereFittest #FuckFit #FatFit #FatShit #GetFitOrDieTrying #Trying #Not

//Camilla

(Nej, jeg har ikke løbet Femina løb. Jeg har arvet trøjen af min mor og ja! jeg har det fint med, at folk tror jeg har en vis form for erfaring når jeg løber på de danske landeveje. Det giver vidnerne en tryghed midt i deres “Er det der overhovedet en løbeteknik?!” tankestrøm).

Stik mig en rygrad og det skal være nu!

Søges: En rygrad, et par nos*er og lidt tålmodighed! Man er vel kvinde så no**er har jeg ikke og jeg bliver nu nok aldrig ejer at sådan et par. Hverken i overført betydning eller in real life. Det ene ærgre mig, det andet ikke så meget. Rygrad! Sådan én vil jeg virkelig gerne have. Det at være kvinde, hænger ofte sammen med et ønske om at lave et eller andet om ved sig selv. Jeg er træt af min evige stræben efter at se anerledes ud. Hvad jeg er endnu mere træt af er, at jeg brokker mig uden at gøre en skid ved det. Kan du huske mit indlæg Tag Ja-trussen på ? Det var en lille opsang til mig selv om, at komme i gang med et eller andet som kan gøre synet i spejlet mere tåleligt. Hvor fræk er en kvinde, der som det første om morgenen klager over for store lår, vinkeflæsk der kan slå folk ned til koncerter, render under øjnene og en mave der ikke kan holdes på plads af alverdens stram-ind-undertøj? Ikke særlig fræk tænker jeg. Efter mit indlæg tænkte jeg, at nu hang jeg på den. Nu havde jeg offentligt indledt en kamp mod nej-hatten/nej-trussen. Jeg ville i gang med tiltag der kunne give mit spejlbilled lidt flere komplimenter end dødstrusler. Jeg kom aldrig i gang. Jeg fortsatte mit brokkeri ufortrødent. Jeg står stadig en del morgener foran spejlet og betragter mine høje Henrik Voldborg tindinger, mine sorte render under øjnene og alt det 2 fødsler har gjort imod mig. For leden morgen fik jeg en krammer af min ældste søn, som udbrød “Du lugter af stank mor!” Så ligger man der i sin seng, i sengetøj der skulle have været i vaskemaskinen for længst og lugter af stank iført mandens aflagte hullede t-shirt. Jeg går normalt i bad om aftenen, for at få lov til at bukke mig forover efter shampooen uden at få en eller anden kommentar om mine private dele, eller få stukket en badeand imellem ballerne, men denne her dag besluttede jeg mig for, at tage et bad fra morgenstunden. Mine planer blev spoleret af mit spejlbillede. “I suck!” Jeg trak i mandens løbebukser (for mine egne er åbenbart blevet for små…. jeg bebrejder tørretumbleren selvom de to vidst ikke har mødt hinanden endnu…) og løb for livet. Jeg løb 4 km med Kendrick Lamar i ørene. Jeg var ved at brække mig flere gange, men der var ikke andet for end at fortsætte. Jeg nåede hjem i live. I rock! Gik direkte hen til køleskabet og drak et glas cola. Ikke light eller zero men Coca Cola med et punktum bagefter. I SUCK!

Inden badet måtte jeg lige se om der var sket mirakler efter min såkaldte marathon. Miraklerne var ikke at se på de to deprimerende tal på displayet på den skrøbelige badevægt af glas. Skuffelsen var stor. Hvorfor udsætte sig selv for totur når det ikke bærer frugt? Jeg kværnede to krydderboller med peanutbutter efter mit bad. I SUCK!

Hver mandag vågner jeg med de bedste intentioner for mig selv, helbredet og kosten. Motion kunne skabe mirakler. Men fuck! hvor smager træstammer i sofaen bare bedre end smagen af sved og metal i munden på en løbetur. Hvidt brød med peanutbutter smager bedre end salat. Det er faktum! Faktum er også, at motion er vigtigt! Det kan være en god følgesvend i disse tider, hvor man er udbrændt og kronisk træt, fordi man har småfolk i huset. En salat ville nu nok give mig mere energi på sigt, end en træstamme eller 3. Det ville også skabe mirakler på badevægten af glas.

Nu vil jeg trodse regnen og hoppe i noget fornuftigt tøj. Der er ikke noget der hedder dårligt vejr, når man har en bil og lyst til lækkerier. Netto lukker først kl. 22. LÆNGE LEVE LUKKELOVEN (eller mangel på samme!) I morgen er det mandag. I morgen starter jeg på en frisk. Jeg er optimistisk…

DSC01870

//Camilla

 

(Indlæggets thumbnail er taget fra fromaandk.bloggersdelight.dk )