Haters gonna hate

Den perfekte dag

Jeg er virkelig blevet den mor som jeg under min første barsel, havde MEGET svært ved, at være sammen med. Faktisk magtede jeg dem ikke. Dem og deres udhvilede øjenlåg og deres perfekte babyer, som sov imens mødrene gik i bad, barberede ben OG armhuler, lavede lækre frokoster, gik ture med deres barnevogne, hvori deres barnevognsglade babyer lå og SOV…. Min unge gad ingenting. Han skreg bare. Han sov aldrig. Jeg sov aldrig. Jeg skreg bare.

Den perfekte dag fandt sted igår. Jeg stod op relativt tidligt. Kl. 7.45. Huuuuha jeg var træt efter en aften/nat med 3 amninger. Jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen. Tunge skridt efter mange timers søvn. Alfred hyggede sig imens jeg nød min VARME morgenkaffe. Jeg kom i tøjet. Inklusiv makeup! Smed Alfred i barnevognen og gik lige en 4 km rute med Mads og Monopolet podcast i ørerne. Jeg gik og grinede højlydt over de skønne diskussioner og dilemmaer. Hahaha! Et rådyr eller 2 sprang rundt på marken. Hov! 4 rødkælke sang på en gren beklædt med krystallignende rimfrost. Stilheden på landet. Idyl. Hjemme igen. Alfred fortsatte sin lur. Jeg gik ind og lavede mig en lækker frokost. Strikkede lidt. Instagrammede lidt. Kaffede den en del. Og sådan hyggede jeg i 3 timer. Alfred vågnede og lidt senere tog han sig en skraber på 3 timer igen. Hvad skulle jeg næsten give mig til. Jeg fik bagt en instagram-kage. De der nutellastjerner. Den sidste lur var kun på 1 time. Jeg spiste DIY wok med min mand. I tosomheden. Stilhed. Bertil kom hjem fra sin mormor og morfar kl. 20.30. Putteklar. Per gik kort efter op for at putte Bertil og jeg lagde mig op i vores seng for at putte Alfred. Det tog ikke 5 minutter før begge unger sov. Vi så en film. En god film.

Idag ser lidt anerledes ud. Men hvad, jeg har glatbarberede ben og armhuler som en barnenumse.

God weekend fra en udhvilet og glatbarberet mor!

camogalfie

 

//Camilla

Hvem er hende CamillaTe – og hvorfor Te ???


Det er måske meget rart lige at brushe op, hvem jeg er. Hvorfor har jeg noget på hjerte der ligefrem kræver en (iøvrigt ret uoverskuelig) blog?

Godt spørgsmål.

Jeg har altid været glad for at skrive. Det kom til udtryk tilbage i folkeskolen, hvor jeg skrev stile så lange som traktater da jeg (også) dengang havde en enorm livlig fantasi. Jeg har læst mange bøger og elsker, at man kan danne sig et imaginært univers bare ved at læse velskrevet sætninger. Jeg siger ikke, at du ved at læse med her, når nye højder hvad den slags angår.

Find lige en kop kaffe, for nu går det løs! ADVARSEL: LANGT INDLÆG! (Fremover bliver det korte indlæg)

Jeg voksede op i Århus og min mor og far var så søde at give mig en lillesøster og en lillebror. Og en ged. Sylvester Stallone blev dens navn. Den boede i en papkasse og hoppede rundt på mit værelse med sine små stive ben og klove.

Sygeplejerskedrømmen og Murer-Per

Allerede i 7.klasse besluttede jeg mig for, at jeg ville være sygeplejerske. Eller bolchekoger. Jeg vidste godt at bolchekoger ville blive noget hø. Jeg ville aldrig komme hjem fra arbejde. Så sygeplejerske blev det efter en masse år på et specialplejehjem. Jeg mødte Per halvvejs i studiet, i det nordjyske. Han hjalp hans ven med at renovere hans og min søsters nye hus. Hvilket sammentræf! Efter en del øl, lidt orgelspil og en gåtur på en kirkegård, proklamerede jeg overfor Murer-Per, at han var typen jeg kunne bygge hus med, få barn med og blive gift med. Per blev bange, men det blev som jeg ønskede. Det skulle bare lige tage ham et halvt år at blive enig.

Along came Bertil

Under bachelorskrivning skete det, jeg blev gravid. Det besværliggjorde jobmulighederne en hel del. Jeg fik lov at være tilkaldevikar på en hjerteafdeling hvor jeg sidenhen vendte tilbage til i 1 år. I juni 2012 kom et styk Baby Bertil til verden. Og hold da kæft, hvor var det en omvæltning. Jeg havde forberedt ALT inden hans ankomst. ALT! Bøger var købt, læst og læst igen. Pusleplads var indrettet og lavet om og indrettet på ny, alt udstyr lå klar og tøj lå i str og farveorden, sådan næsten. Det var en vanvittig fødsel som ikke tog lang tid, men som bare var ubeskriveligt angstprovokerende og uvirkelig. Én lang ve nonstop og uden nogen form for bedøvelse lykkedes det mig at overleve min første fødsel. Jeg var lykkelig da han kom op på maven af mig. LYKKELIG! Ikke så meget fordi jeg havde født et lille menneske som jeg nu skulle til at elske resten af mine dage, men fordi jeg fucking trak vejret! Jeg tænkte ved mig selv, at nu var det hårdeste overstået.

Det viste sig (u)rimelig hurtigt, at jeg tog fejl!

Man kan ikke rigtig forberede sig på, eller læse sig frem til at blive mor. Amning var super træls! Det gjorde ondt! Det blødte! Jeg tudede! Bertil fik ‘konstateret’ kollik. Han var syg i ét væk og inden han fyldte 3 måneder blev han indlagt med nyrer-bækkenbetændelse. Han blev loadet med antibiotika i et drop. Vi skulle ind 3-4 gange i døgnet for, at han kunne få medicinen, også om natten. Det var SÅ hårdt. Da han var færdig med behandlingen og scanningerne fik han sig en gardigen stafylokokinfektion og måtte igennem endnu en god damned antibiotika kur. Hans tarmflora var fuldstændig smadret! Oven i alt dette fik vi den geniale idé, at købe et hus på landet, hvor ingen kunne høre vores kollikbarn og hvor vi kunne råbe RØØØØVHUUUUL efter hinanden, uden af Karen på 74 stod og kiggede op på altanen med sin gråslidte kasket og ville hyggesnakke!

Highway to hell

Da Bertil var 3 måneder overtog vi 140 kvm gør-det-selv-hus efter en krimi forfatter. Det har før hendes tid i huset, tilhørt en rockergruppe, som efter sigende har haft gang i mange spændende aktiviteter. Per gik igang medio september og tilbragte den næste måned HVER dag efter arbejde, på at banke alt ned undtagen ydervægge og få banket noget nyt op igen, så der var vand og en seng til mig og Bertil da vi skulle flytte ind medio oktober. At mig og Bertil flyttede ind, var et under. For jeg var i al den tid alene med en unge der skreg, en (hvad jeg nu er helt overbevist om) fødselsdepression og en følelse af, at være blevet røvrendt af tilværelsen. Vi flyttede altså ind i stuen og boede der imens Per arbejdede sig igennem husets mange rum for at få lortet færdiggjort inden vi skulle skilles og sælge huset igen. Eller det kunne vi ihvertfald råbe, når det hele blev for meget. Bertil blev som månederne gik mere og mere medgørlig og moren blev mere og mere sikker i sin rolle som mor. Men rollen som kone og rollen som mand stod så skidt til, at vi var 100 % klar over, at det måtte være ægte kærlighed, når vi stadig var sammen efter sådan en omgang! Vi nåede at blive færdige med det vi havde sat os for og resten måtte vente, for nu skulle parforholdet plejes. Vi holdt et kirkebryllup i sommeren 2013 og det var en af de bedste dage i mit liv. Mest pga. Per’s tale og selvfølgelig pga. de mange dejlige mennesker der var med. Lykken var kort, som man siger. For huset var ikke færdigt. Jeg var i foråret startet på hjerteafdelingen, i et vikariat, og det var hårdt at være hende, der vildt gerne ville vise sig fra sin bedste side, i håbet om en fast stilling, og samtidig være mor til en unge, der konstant var syg og en mand der igen skulle til, at knokle på huset. Jeg blev ikke fastansat og det bebrejdede jeg Per. Fordi det var mig der skulle være hjemme med Bertil hele tiden. Per gjorde hvad en mand gør, arbejdede mere og mere og orkede mig mindre og mindre. Månederne gik og vi begyndte, at kunne se en ende på husprojektet. Imellemtiden fik jeg et vikariat på neonatalafdelingen og alt var godt. Men så viste det sig, at jeg på en eller anden måde var blevet gravid! Min første bemærkning jeg kunne komme i tanke om, at knytte til den livsbegivenhed var; SÅ ER DET DEN-ONDELYNEMIG SLUT MED RØDVIN!! Jeg tudede og Per var glad. Det var en meget mærkelig aften. Huset måtte vi videre med, jeg var i oplæring på neo. og begyndte at få kvalme. Jeg brækkede mig ved siden af kuvøserne, på lokummerne og var svimmel og dårlig. Fraværet blev noget rod, bækkenløsning meldte sig på banen og til sidst måtte jeg sygemeldes. Jeg blev naturligvis heller ikke fastansat på denne afdeling og igen bebrejdede jeg Per. Fordi han har en diller.

Huset blev færdigt! Vi holdt sommerferie sammen med Bertil og for første gang føltes det som det skal, når man er en familie på 3.

Efter regn kommer sol

Alfred kom til verden ultimo oktober 2014. Alfred er som navnet siger, meget fredelig. De første to uger var en leg. Vi var ligesom på plads i forældrerollerne og vi har været igennem lort nok til at kunne klare alverdens møg. Troede jeg. Alfred begyndte at skrige 6 timer om dagen da han blev 14 dage. PAAAANNNIIIIIKKKK! Jeg kunne se de sidste 2,5 år passere revy og jeg blev angst! Men man KAN faktisk lære en gammel hund nye tricks. Jeg var totalt åben overfor den hjælp og de råd jeg kunne få (det var jeg ikke med Bertil, for jeg havde så tilpas lavt mor-selvværd, at det var et enormt nederlag ikke at kunne klare det selv). Jeg kvittede hans d-dråber (med kokosolie), jeg masserede ham hver dag, udførte selv zoneterapi på ham og forsøgte at bevare roen så godt som en hidsigprop nu kan. Det næstsidste tltag inden roen sænkede sig i det lille hjem, var at kvitte kaffen!!! Deraf det mit kaldenavn CamillaTe… Alle der kender mig ved, at Camillete er noget jeg kun drikker når jeg traditionen tro rammes af den dødelige mandeinfluenza! Jeg kan lige se mig selv, sidde der og sippe grim gullig camillete i en halvblonde tekop fra royal copenhagen, i håbet om at dette kunne få teen til at smage lidt bedre, efter en nat med utallige amninger og ingen søvn og ustyrlig kaffe-craving! Til sidst afsted til kiropraktor. Det hjalp med det samme. Ugen efter genoptog jeg mit kaffemisbrug. Så CamillaTe kan få mig til at smile, fordi det er så fuldstændig åndssvagt.

Afslutning

Det var grundstenene og måske giver det dig et indblik i, hvem jeg er, eller ihvertfald den ramme jeg har placeret mig i. Fremover vil det være (KORTERE) indslag om tanker og oplevelser man kan få sig i disse rammer og jeg håber virkelig, at det vil blive taget vel imod.

 

IMG_6762//Camilla