Om sygdomsfremkaldende havregrynskugler, julerier og alt muligt andet relativt uvæsenligt.

Der sker ikke det vilde herude på landet i Aarhus. Ud over syge børn på skift, står den på en masse arbejde og et forsøg på at holde den gamle rockerborg i pæn stand med alt det juleri den kan trække. Vi har lavet havregrynskugler i weekenden. Jeg smed et billede på bloggens facebookside  og kan fortælle, at jeg nu har spist 4 stk. uden at blive syg. Ikke mere syg end jeg var i forvejen. Børn og havregrynskugler kræver ud over en god håndhygiejne en vis mængde tålmodighed og en evne til at spise dem og tænke på alt muligt andet, imens dit barn står med julelys i øjnene og betragter dig imens du på over-pædagogisk vis “mmmhhh” ‘er dig igennem hele seancen.

Der er mange ting man skal stå model til som forældre. Både de gode og spændende ting, men så sandelig også de mere udfordrende. Jeg fik fx. klasket en hånd i ansigtet i aftes, da vi lå på sofaen og så Onkel Rejes Julefis. Hånden lugtede af røv. Sådan helt bogstaveligt. Jeg fik også en omgang ophostet slim i mine nakkehår, da jeg slæbte rundt på Alfred, som hang på min ryg og hostede som en søløve. Min skjorte er smurt ind i snot, og jeg har kun haft den på siden kl. 8. Den lille smule makeup jeg fyrede i ansigtet imorges sidder for længst nede på hagen og mit hår har trods et bad i aftes, ikke set en børste i alt for lang tid. Men det er okay. Det er sådan det er. Jeg smiler ved tanken om mine to (skumle men) dejlige unger, som på hver deres måde laver de herligste tosserier, og det er en fest, at se dem nyde julen og alle de der hyggelige ting vi får tiden til at gå med. Manden og jeg ser ikke så meget til hinanden som vi plejer, efter at jeg er startet på arbejde igen, men til gengæld stornyder vi de aftener vi har sammen, også selvom vi løber i pendulfart imellem sofa og børneværelset. Det har virkelig givet noget luft at Mureren har skiftet job igen. Han er hjemme meget tidligere og vi når meget mere på mine fridage. Han gør mig stolt, for han er så sej til at være alene med ungerne imens jeg jobber. Han er alene med dem i ulvetimen, giver dem mad, bader dem og smider dem iseng. Noget der ville give mig et ret forhøjet blodtryk og regelmæssige frembrud af både stressbumser og tics. Selvfølgelig er der hårde aftener, men så forsøger jeg at give ham lidt luft når jeg har fri. Alt i alt fungerer det virkelig godt. Jeg kan sove lidt om formiddagen når nætterne har været for korte og jeg kan lave aftensmad uden to unger der danser på kogepladerne, hænger i ovnlågen, kaster med royalcopenhagen skåle og hvad de ellers kan finde på.

Og til de interesserede, kan jeg afsløre, at jeg i går fik ringet til en vinduespudser. Nu er det på tide at lukke lys ind i hytten og jeg glæder mig til at kunne vurdere vejret indefra, i stedet for at skulle åbne hoveddøren. 3 år uden nypudsede vinduer kan ikke anbefales. Faktum er, at der er nogle ting i livet man må prioritere at kaste penge efter når man er udbrændte forældre! 1) Vinduespudsning, 2) Færdigbagte boller når børn og voksne i huset har fødseldag  3) Parterapi og 4) Mad til døren, Aarstiderne eller lign.koncept der klarer indkøb og madplan til familiens aftensmad. Listen kunne være længere, men jeg må hellere få støvsuget lidt inden Alfred vågner i sin snotbefængte barnevogn.

Vi går på alle måder lysere tider i møde. På med Ja-hatten og glædelig december 😉

//Camillahavregrynskulger 2

Zombie lignende tilstande i Aarhus

Jeg svinger en gang imellem forbi bloggen, med tanken om at nedfælde et eller andet, men jeg går i stå hver gang. Det er ikke fordi jeg ikke oplever ting og sager, som kunne afføde et blogindlæg, men jeg er en zombie for tiden. Mombie som det også kaldes, når årsagen skyldes moderskabet.

Mine børn er født med evnen til at overleve på ganske få timers søvn. En evne jeg ikke selv er født med. Min krop kører på energien der udvindes af stærk kaffe og snøfler. Snøfler er ikke det foretrukne, men jeg er for træt til at bevæge mig ind til en bager og købe studenterbrød og træstammer, som klart er en favorit.

Efter en aftenvagt i går, nåede jeg at sove 2 sammenhængende timer inden natteræset begyndte. En vågen 1 årig i midten af dobbeltsengen, som sad på knæ og bankede panden ind i væggen og derefter brugte en times tid på at trække sine sutter hen over de nubrede vægge, imens han energisk og ganske rytmisk råbte “bah!” 100 gange. Efter 2 timer faldt ynglet i søvn igen og det var åbenbart den 3åriges clue til at stå op og sparke døren ind til soveværelset. Da det gik op for ham, at hans mor ikke var nede med idéen om tidlig morgenmad og ramasjang før kl. 05.15 afløstes morgenglæden til et raserianfald af en anden verden. Så det blev ikke til så meget søvn, som man kunne håbe på. Som man hver aften beder om, inden man lukker øjnene. Faktisk kan livet med børn ikke rigtig beskrives bedre end sådan her:

People with no kids don’t know

Jeg har set klippet åndsvagt mange gange og jeg skriger af grin hver gang. Om det skyldes den massive sønvmangel eller om det rent faktisk er fordi Michael Mcintyre er sjov, det må være op til dig at vurdere.

I weekenden har jeg været i København på Tøsetur med min moster og mor. Vi skulle over og besøge min kusine på Nørrebro. Det var trods møgvejr en fuldstændig fantastisk weekend fyldt med grin, hygge, shopping, kulturelle input ifm et helt genialt teaterstykke; “En sommer uden mænd”, rødvin, god mad og et smut i torvehallerne. Jeg kan kun anbefale alle mine med-mødre derude, at pakke tasken og forlade den synkende skude. Det var virkelig tiltrængt at få lidt luft under vingerne, som ikke er sådan nogle charmerende englevinger, men nærmere store blege fedtholdige hudlapper, der kører deres helt eget løb. Udover at spise en hel bakke snøfler inden en færgetur søndag aften, inden Gorm rigtig tog fat og lukkede færgeafgangen, lykkedes det mig at dyppe en pommes frittes i en omgang mayo med et rimelig stort glasskår i. Det resulterede i en ufrivillig tungepiercing og en gratis middag, som selvfølgelig var på sin plads efter sådan en traumatisk oplevelse.

Nu er jeg hjemme igen, tilbage på Titanic om man vil. Manden har skiftet job, hvilket giver børnene kortere dage i institution og moderen en mindre dårlig samvittighed over selv samme. Det giver mere luft herhjemme og jeg kan fortælle, at det går rigtig godt på jobbet. Jeg trives, lærer en masse nyt, har travlt og har søde kollegaer.

Det er december måned og jeg glæder mig allerede til en masse julebag, julemusik, hyggestunder og det sædvanelige desperate forsøg på at indhente søvn.

Glædelig december derude.

//Camilla

snemandBertil har taget et billede af mig med hovedet langt fra snemandens…Jeg tror ikke han forstod konceptet…

Vigtige opdagelser

Vigtige, hvis man altså er træt, har for lidt at lave i en ruin af et hjem inden en aftenvagt på en højhellig fredag.

  • “Som mor må man vænne sig til at drikke kold kaffe”. Dertil vil jeg tilføje at problemet klart er størst når man er mor OG har en instagramprofil, hvor man poster billeder af sin kaffe, sender en snapchat med kaffebillede og smider en status på facebook for at runde eventet af. Min kaffe er faktisk varm nu. Det er i sandhed en ny verden af smagsoplevelser 😉
  • “Der er for få timer i døgnet” siger  jeg sjældent længere, for mit døgn er forlænget med et par timer som jeg før brugte på de sociale medier. Nu kan jeg fx gå i bad. Eller ordne mit hår. Eller lægge vasketøj sammen. Det er en win-win for både min mand og jeg.
  • Onkel Reje… Jeg gik i lang tid rundt og undrede mig over, hvad det var ved hans (børne) musik som gav mig en voldsom lyst til kolde øl, en tur på ChokoladeFabriken (alltime greatest hæng-ud sted i Aarhus da jeg var yngre) indtil navnet Je’m’apelle Mads kom ind fra højre! Kan I huske Mads og BountyNiller? Det var dengang mor her boede i kollektiv, drak guldøl fra en kølig kælder, røg lidt fin tobak og dansede med på numre som det her: Je m’appelle Mads: Thomas Helmig  Sammen med Bountyniller stak de flag op i røven og dansede rundt på de danske natklubber og festivaller for en del år siden. Det var en fest!
  • Min mands deodorant holder bedre end min egen, så jeg kan ligeså være ærlig og sige, at jeg dufter af mand under armene. Jeg kan komme i tanke om værre ting at lugte af, derfor går jeg ud i verden med oprejst pande og mine altid høje tindinger men med armhuler der ikke lugter af mistænksom egenomsorg.

 

Det er fredag og fraset en aftenvagt skal den bruges på en tur i svømmehallen med ældsten så jeg håber helt ærligt ikke at vi ses. Det ville være akavet for alle parter.

God weekend derude!

//Camilla