Om sygdomsfremkaldende havregrynskugler, julerier og alt muligt andet relativt uvæsenligt.

Der sker ikke det vilde herude på landet i Aarhus. Ud over syge børn på skift, står den på en masse arbejde og et forsøg på at holde den gamle rockerborg i pæn stand med alt det juleri den kan trække. Vi har lavet havregrynskugler i weekenden. Jeg smed et billede på bloggens facebookside  og kan fortælle, at jeg nu har spist 4 stk. uden at blive syg. Ikke mere syg end jeg var i forvejen. Børn og havregrynskugler kræver ud over en god håndhygiejne en vis mængde tålmodighed og en evne til at spise dem og tænke på alt muligt andet, imens dit barn står med julelys i øjnene og betragter dig imens du på over-pædagogisk vis “mmmhhh” ‘er dig igennem hele seancen.

Der er mange ting man skal stå model til som forældre. Både de gode og spændende ting, men så sandelig også de mere udfordrende. Jeg fik fx. klasket en hånd i ansigtet i aftes, da vi lå på sofaen og så Onkel Rejes Julefis. Hånden lugtede af røv. Sådan helt bogstaveligt. Jeg fik også en omgang ophostet slim i mine nakkehår, da jeg slæbte rundt på Alfred, som hang på min ryg og hostede som en søløve. Min skjorte er smurt ind i snot, og jeg har kun haft den på siden kl. 8. Den lille smule makeup jeg fyrede i ansigtet imorges sidder for længst nede på hagen og mit hår har trods et bad i aftes, ikke set en børste i alt for lang tid. Men det er okay. Det er sådan det er. Jeg smiler ved tanken om mine to (skumle men) dejlige unger, som på hver deres måde laver de herligste tosserier, og det er en fest, at se dem nyde julen og alle de der hyggelige ting vi får tiden til at gå med. Manden og jeg ser ikke så meget til hinanden som vi plejer, efter at jeg er startet på arbejde igen, men til gengæld stornyder vi de aftener vi har sammen, også selvom vi løber i pendulfart imellem sofa og børneværelset. Det har virkelig givet noget luft at Mureren har skiftet job igen. Han er hjemme meget tidligere og vi når meget mere på mine fridage. Han gør mig stolt, for han er så sej til at være alene med ungerne imens jeg jobber. Han er alene med dem i ulvetimen, giver dem mad, bader dem og smider dem iseng. Noget der ville give mig et ret forhøjet blodtryk og regelmæssige frembrud af både stressbumser og tics. Selvfølgelig er der hårde aftener, men så forsøger jeg at give ham lidt luft når jeg har fri. Alt i alt fungerer det virkelig godt. Jeg kan sove lidt om formiddagen når nætterne har været for korte og jeg kan lave aftensmad uden to unger der danser på kogepladerne, hænger i ovnlågen, kaster med royalcopenhagen skåle og hvad de ellers kan finde på.

Og til de interesserede, kan jeg afsløre, at jeg i går fik ringet til en vinduespudser. Nu er det på tide at lukke lys ind i hytten og jeg glæder mig til at kunne vurdere vejret indefra, i stedet for at skulle åbne hoveddøren. 3 år uden nypudsede vinduer kan ikke anbefales. Faktum er, at der er nogle ting i livet man må prioritere at kaste penge efter når man er udbrændte forældre! 1) Vinduespudsning, 2) Færdigbagte boller når børn og voksne i huset har fødseldag  3) Parterapi og 4) Mad til døren, Aarstiderne eller lign.koncept der klarer indkøb og madplan til familiens aftensmad. Listen kunne være længere, men jeg må hellere få støvsuget lidt inden Alfred vågner i sin snotbefængte barnevogn.

Vi går på alle måder lysere tider i møde. På med Ja-hatten og glædelig december 😉

//Camillahavregrynskulger 2

Barselsfif #2 Parforholdet

Pas på dit parforhold!

Jeg tillader mig at smide dette fif på bordet, selvom det er sådan et “Ja selvfølgelig” -fif. Mit og Murerens parforhold har været mærket af det, at gå fra tosomhed til en lille familie. Istedet for at passe på hinanden brugte vi tid på rammerne omkring vores familie. Det var ikke det smarteste valg. Du kan læse mere om det Her og Her. Når man får sit første barn sker der rigtig meget med sig selv og kæresten. Det kan være ret overvældende. Forældreidentiteten skal dannes og du skal lære din partner og dig selv at kende i den nye rolle. En af mine helt store bedrifter har været at få mig en lille smule tålmodighed. Jeg arbejder stadig på det, men jeg kan fortælle jer, at der er en verden til forskel fra første gang jeg blev mor til anden gang. Min mand synes måske ikke, at det der tålmodighedstrainee forløb bærer så meget frugt ifht. til ham, som han kunne ønske sig. Men Rom blev ikke bygget på en dag… 😉 En anden ting jeg fortsat arbejder på er, at blive bedre til at sige undskyld. Når man er blevet forældre kan der blive slynget usammenhængende, upassende, desperate sætninger og ord ud til hinanden, når man er i søvnunderskud, har ammehjerne og står med et grædende barn på armen midt om natten. Selvom vi har en form for uskreven regel om, at alt hvad der bliver sagt mellem 23 og 05 er uden reelt indhold og derfor ikke skal tages bogstaveligt, kan sætninger som : “Jeg pakker seriøst mit lort og flytter til Mallorca ALENE og gror mig en ølmave NU” eller “Imorgen er det frem med vores Nem-ID for vi skal skilles!” godt give lidt stof til eftertanke. For selvom sandheden som bekendt kun kommer fra børn og fulde voksne, så kan man ikke undgå at studse over om munden virkelig flyder over med det som hjertet er fyldt med… Selv nu her, knap et år efter min anden fødsel kan vi stadig have aftener/nætter, hvor der bliver sagt ting som man godt lige må smide en undskyldning efter. Ingen bør være for fine til en undskyldning og man kan ligeså godt blive god til det først som sidst. Det må være at foretrække, at arbejde sammen som et team. At man støtter, styrker og roser hinanden. At være sammentømret og stærke som par – det stræber jeg efter. Det stræber vi efter. Men det er ikke lige nemt for alle. Jeg forestiller mig at der skal lægges mere arbejde i det, hvis man som os, fik børn meget hurtigt efter at være blevet kærester. (2-2,5 år fra vi blev kærester til vi fik Bertil) På torsdag skal vi igen til parterapi. Jeg glæder mig, for det styrker os. Et styrket “os” giver mere tålmodighed og forhåbentlig færre lejligheder, hvor undskyld er nødvendigt. Hvilket naturligt sender mig videre til; styrk dit parforhold. Om det er hos en terapeut, en tur i biffen, en travetur, en kop kaffe og en sludder i sofaen, så skal der værnes om forholdet så det kan blive stærkere. Et stærkere forhold modstår måske nemmere de mange udfordringer vi som par kommer til at stå overfor. Vi ved hvor høje skilsmissestatistikkerne er.  Vi ved hvor skrøbeligt parforholdet i en småbørnsfamilie er. Vi vil, og har sagt ja til, at gøre en aktiv indsats. Faktum er, at kvinder og mænd er forskellige. Vi tænker forskelligt og har forskellige prioriteringer. Det kan være svært at italesætte sine behov og frustrationer over de her forskelligheder overfor hinanden når man er træt, når man bruger hele aftenen på at få børnene til at sove, når man nærmest ikke har tid eller ro til at se hinanden i øjnene. Vi har derfor fået hjælp til dette og det har været intet mindre end fantastisk. Nu er det igen tid til, at smide lidt tid og penge i en omgang terapi. Ikke fordi vi har det skidt, men fordi vi altid kan få det bedre sammen og hvorfor ikke stræbe efter at have det bedst muligt? Hvis man kan!? Vi har prøvet at nedprioritere os og den oplevelse har vi ikke lyst til at genopleve. Det er skræmmende at tænke på, hvor lidt der skal til, for at der kommer slinger i valsen, men befriende at vide, at der også skal så ganske lidt til, før vi er back on track. Jeg er ikke længere ærgelig over at sige, at vi engang imellem har brug for hjælp. Jeg vil være mere ærgelig over ikke at investere i forholdet, for jeg er efter 6 år med Mureren stadig forelsket, selvom der er dage, hvor jeg får virkelig grå hår, tic’s, blodsprængninger i øjnene og skyhøjt blodtryk. Lidt høj bølgegang skal der også til, for at sætte pris på havblik 😉

Pas på jer 🙂

//Camilla

Om at slå op med rutinen

Jeg sad forleden formiddag i to skønne veninders selskab og hældte et par liter kaffe ned i svælget imens vi sludrede om løst og fast. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om nogen bedre formiddag, end én af slagsen i selskab med veninder og en masse snak. Og kaffe. Jeg bliver altid inspireret i og af deres selskab. Denne formiddag snakkede vi bl.a. om hverdagen. Hvordan en hverdag ret hurtigt kan blive triviel og rutinepræget. Timerne fra sidst på eftermiddagen til børnenes sengetid, bliver herhjemme, ret så ofte brugt på følgende: Leg på stuegulvet eller i haven, ramasjang, oprydning i køkken inden aftensmaden skal laves, spisning, oprydning igen, ramasjang og lidt leg inden aftenbad eller vask, putning og tvkiggeri inden vi selv lukker vores tunge trætte øjenlåg. Det er fint med den kedelige hverdag i små doser. Der må gerne være ro på, en genkendelighed for de små. Men det er rigtig fint, at være i stand til, bare en gang imellem, at bryde den.

Jeg overvejer, som den diktator jeg til tider kan være, at nedlægge veto og indføre tv/internetfri tidszoner herhjemme. Ikke fordi det fylder vanvittigt meget, men fordi jeg tror vi kunne lære rigtig meget af det. Hvad ville aftenerne ikke kunne bruges på af hyggelige og kreative tiltag, hvis tv’et ikke slugte tiden og samværet?

Jeg har flere gange læst, at tv’et kan medføre stilhed i et parforhold. Ikke den stilhed vi alle hungrer efter, som jeg unægtelig gør, når jeg har været alene med ungerne i flere dage, hvor de skriger på skift og larmer med deres pistoler, fjernstyret biler, ramasjang og ipads fra morgen til aften. Det jeg mener er stilheden, hvor man er stille fordi man ikke længere kan finde ud af at tale sammen. Den form for stilhed vil jeg gerne holde udenfor vores 4 vægge. Der skal være noget at tale om. Men hvis vi skal tale sammen, skal det være om andet end det TV’et dikterer.

Vi er så magelige indrettet. Vi trives på den ene måde fint i vante rammer, med rutinerne og det kendte. Omvendt stresser vi vildt over at være unge og leve mere rutinepræget end mine pensioneret bedsteforældre. Vi vil jo gerne leve LIVET! Vi vil gerne have én på opleveren, uanset om det er stort eller småt. Vi vil gerne have mere overskud, mere energi og mere nærvær. Vi skal være bedre til at parkere den der magelighed på hylden og hive spontaniteten ned i stedet. Slukke tv’et og sætte os ud i ungernes legehus med et glas rødvin eller en kop kaffe. Hvis man som undertegnede er i kronisk søvnunderskud kan kaffen måske erstattes af en kop te. Grøn te. Ellers bliver der bare så mange ekstra vågne nattetimer. En risiko man ikke løber! Man kunne lave et bål en mandag aften. Kaste alle dynerne ud på altanen og læse godnathistorier i aftensolens skær på en tirsdag.  Læse krimier i hængekøjen i haven, sammen, når ungerne er puttet. Måske skulle man spise rugbrødsmadder på legepladsen i stedet for kødsovs ved spisebordet. Det kunne også være, at man skulle starte en familie-madklub, hvor man skiftes til at invitere og servere og have alle ude igen inden børnenes sengetid. I stedet for at tænke på alt det uoverskuelige i sådanne tiltag, så kunne man overveje hvor meget positivt man ville få med sig i bagagen. Mange bække små…. Sikke en å, hvis vi kastede os ud i at slå op med rutinen.

Mit livs to-do-liste bliver længere og længere for hver dag der går! Det stresser mig ikke. Det gør mig glad. Den dag listen bliver kortere og kortere, det må være den dag man er mæt. Både af oplevelser og af livet.

//Camilla