Mandagsmood og fund af rygrad

Fundet er så meget sagt. Men jeg er ved at lægge an til at gro en seriøs rygrad. Tror jeg!

Træt træt træt! Det beskriver mig fint idag. Jeg afleverede børnene i nattrøje, joggingbukser og røde gummistøvler. Og med den obligatoriske mascara under øjnene.

Jeg er træt af alt det jeg ikke når. Alt lige fra gulvvask som jeg har udskudt i ugevis til nedfaldsblade i haven, som formentlig får lov at ligge til de er i fuld gang med forrådnelsesfasen. Børnenes værelse ligner ikke længere et børneværelse men en skræmmekampagne for førstegangsforældre med fokus på “Sådan her brækker dit barn sine ben” eller ” Den sikre vej til kvælning”. Der er små dippedutter over alt på gulvet, legetøj, strømper, borde og stole der ligger ned, tæpper, puder, dyner og bamser over alt, nedrullede gardiner, hvoraf det ene røg ned forleden i forsøget på at lukke dagslys ind, edderkopper i alle hjørner og planter der ikke har set dagslys og vand i alt alt for mange dage. I et forsøg på, at bane vej hen til Bertils seng, fik jeg et playmobil plastik-spyd ind i pulsåren (eller lige ved siden af) på mit håndled. Nu skal der også vaskes gulv…

Vasketøjet hober sig op. Ikke det beskidte, men det rene. Det er ingen sag at kaste en vask i maskinen, men fuck et arbejde, at lægge det sammen igen. Især når mine drenge elsker at kaste rundt med sammenfoldet vasketøj og moren er for træt til at sige nej! Suk!

Støvsugning i stue og køkken får jeg gjort. Det er jeg nødt til, for Alfred får så dårlig mave af alt for gammelt mad på gulvet. I morges fandt han et ultra gammelt æble bag legekassen i stuen…

Jeg har for nylig gjort badeværelset rent. Det er bare overhovedet ikke til at se nu. Der er håndklæder, tøj i alle størrelser på alle kvadratmeter af vores klinkegulv, badekars-legesager over alt, beskidte bleer på gulvet i hjørnet ved siden af toilettet, og en masse skægstubbe rundt omkring i håndvasken. Bertil tisser nogle gange op over toiletbrættet selvom han sidder ned, men sådan er det jo, når man ikke kan sidde stille i bare 20 sekunder. Alfred har været i toiletpapirsrullen, så der er papir over alt – også sådan noget der har været i munden. Resten af rullen er kastet ned i toilettet sammen med en body og en tandbørste…

Opvaskemaskinen bliver sådan helt seriøst tømt 3 gange om dagen, på en fridag. Vi bruger vanvittigt meget service i timen. Ovnen er brun og nasty indvendig og maden dufter ikke sådan synderligt skønt, når det varmt og veltilberedt kommer ud af ovnen. Dækkeservietterne er efterhånden så uhygiejniske, at det er sundhedsskadeligt at dække bord med dem. Filt-dækkeservietter i en børnefamilie skal man holde sig fra. -Sagde jeg og smed alle 8 ud i skraldespanden 2 dage før min søster fortalte, at de kan komme i vaskemaskinen og bliver pæne som nye….. 

Det er mandag. Det er gråvejr. Det fodre ikke mit trætte legeme med fornyet energi. Jeg smidt mig i min seng og venter på, at kl. bliver tid til aftenvagt. 

MEN! Jeg har besluttet mig for, at det er slut med slik, kage, bolcher og sodavand i hverdage, så jeg står overfor en seriøs udfordring. Jeg har kværnet en halv rulle mariekiks imorges, før jeg nåede at tænke mig om. Så det er altså noget med, at holde hænderne i lommen og munden lukket. Ellers går det galt. Jeg mangler 4-6 kg der skal væk. Men jeg har besluttet at det ikke bliver med hjælp udefra. Ingen kur, ingen trendy diæt. Bare almindelig sund fornuft, lidt motion hvis jeg kan sparke mig selv igang og mere vand frem for sukker/koffeinholdige drikke. Det er tid til en rygrad, at slippe af med mit lave stofskifte og forebygge den der familiære diabetes som snart banker på hoveddøren 🙈

Jeg vil have mere energi, højere stofskifte og en stram røv! Punktum! 

Vi løbes ved…. 

  //Camilla 

En bloggers bekendelser

Jeg kan ikke prale af, at jeg er en garvet blogger. Faktisk kan jeg ikke holde 1 års fødselsdag før februar 2016. Når det sker, går det ikke stille for sig. Eller det gør det måske. Ingen ved hvad overskuddet er til så langt ude i fremtiden. Ingen!

Som relativt ny blogger er jeg ret hurtigt blevet en solid misbruger af “gamet”. Men… Jeg er slet ikke inde i “gamet” endnu. Jeg er hende den lidt kiksede blogger, som tror jeg har en vis viden om det her shit, men som ikke aner en fis. Jeg kender ikke rigtig andre bloggere. Jeg har ikke været med til sådan nogle blogevents, hvor bloggere mødes og laver ting og sager. Melder man sig til det? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke lavet et eneste sponsoreret indlæg endnu og jeg aner stadig ikke hvad affiliate betyder. Jeg har da fået mange venlige mails fra venlige folk, som efterspørger et samarbejde mod lidt snik snak på bloggen. Jeg har bare ikke kunnet se mig selv overbevise jer om, at I skal tage til Herning og få rullet jeres maveskind tyndt og glat af en 65 årig jyde med bornholmske aner, der har valgt at starte erhverv i den jyske muld. Det var bare et eksempel. Jeg har været med i Bloggermoms netværket som jeg er hoppet ud af igen, da jeg ikke synes jeg havde den tid det krævede og ikke var overbevist om, at det var det rette lige nu. Jeg kan ikke finde ud af min computer, wordpress, widgets, plugins og den slags. Jeg aner slet ikke hvad det er. Det er i sandhed et mirakel, at bloggen overhovedet blev til. Nu er den her og jeg er blevet blogger. En slags mommyblogger, som det populært kaldes. På en måde er jeg ikke så vild med tillægstitlen. Det er ligesom så definitivt i forhold til indholdet… Men mor er jeg jo. En fucking træt en af slagsen.

Der er 3 ting en blogger går vældigt op i.

1 Der findes vel næppe noget mere ærgeligt end at få ganske få LIKES på sit blogindlæg. Det kender alle måske lidt til, selvom de ikke har en blog. En statusopdatering eller et, i dine øjne, hamrende fedt billede, som du forventer vil peake helt vildt, ikke får tilnærmelsesvis så mange likes eller kommentarer som håbet, ja det er en kindklasker af en anden verden. “Hvad sker der for det? Kan de ikke se at det er suverænt? Skal jeg slette det og prøve igen i aften? Vil det være a-little-tooo-much?” Det er røv og det pynter ikke. Som de flokdyr vi nu engang er, kan nogen måske fristes til at gå udenom “synes godt om” knappen, af frygt for at være en rebel. Andre frygter måske, at sådan et klik vil vises på venners “feed” og hvem synes det er en fest at forældre, tidligere kollegaer, veninders forældre og chefer ser, at Camilla Bjerre synes godt om “Sexy Beasts in Australia” eller “10 Gode Stillinger Der Med Garanti Vil Pifte Dit Fuldstændig Døde Sexliv Op”. Mine indlæg er ikke så farlige at like, men det vil måske blive vist i andres feed. Fedt for mig, fint nok for dig formentligt, pisse irriterende for dine venner, som ikke fatter hvad CamillaTe er for en størrelse. Hvad de ikke går glip af, af enorm vigtig viden……

Som blogger er det vigtigt, at man ikke lader sig styre at de der likes eller mangel på samme. Det gælder på samtlige sociale medier. Bloglovin er dog lidt anerledes. Der er ingen like-uddelingsknap men til gengæld kan man gemme de gode indlæg i forskellige mapper. Jublen vil ingen ende tage når man ser følgende : ” 1 person saved your post!”. Det viste sig at være mig selv. Jeg er typen der gemmer mine egne indlæg… Hvis jeg skulle måle indholdsværdien i mine blogindlæg på likes, ville jeg blive grundforvirret over, hvad læseren gerne vil læse. Man er nødt til, at lukke øjnene og stoppe med at tude når et all-time-greatest indlæg modtager 6 likes på facebook 😉 For de større bloggeres vedkommende er det selvfølgelig lig med konkurs, hvis de kun fik så få likes. Det er vidst alligevel aldrig sket. Men deres følgertal er jo også væsentligt større.

2 Google analytics! En smart installation, som kan afsløre hvor mange besøgende bloggen har, hvilke indlæg der er læst flest gange, hvor læserne befinder sig i den ganske verden og om læserne kommer fra facebook eller andetsteds.  Jeg valgte ikke at installere den, da jeg var bange for at det ville styre mig i forhold til indhold i mine indlæg. Jeg installerede den alligevel, da jeg blev nysgerrig meeeen kunne heldigvis ikke finde ud af det, og dermed er vi tilbage til udgangspunktet. Som blogger har man en naturlig trang til at vide lidt om, hvor velbesøgt bloggen er. Jeg bruger i stedet antal følgere på bloglovin, facebook og lidt instagram oveni, velvidende at langt de fleste ikke læser med hver gang.

3 Anerkendelse af andre bloggere! Jeg har været utrolig heldig synes jeg. For jeg har gæsteblogget hos to dejlige damer, nemlig Blondinemor og Superheltemor. 2 ret så garvet mommybloggere der skriver om alt muligt stort og småt, hverdag og fest, problemer og opture. Det er skide hyggeligt at følge med i. For leden blev min blog nævnt i et indlæg Miriam skrev, hvor hun anbefalede 3 små bloggere. Den ene var mig. Rimelig stolt blev jeg, for jeg elsker at læse med hos Miriam. Hendes liv er fuldstændig anerledes end mit og jeg drømmer mig ofte over i hendes stilletter i det københavnske natteliv, med en dobbeltseng for sig selv og en underlig (men sød) kat og søvn ad libitum, hvis altså studie og madcravings tillader det. Hvis nogen har læst mit blogindlæg om mine døde kæledyr, så kan jeg afsløre, at kaninen Elvis blev født i Miriams lejlighed, dengang Miriams hår var utæmmet, hesteplakater fyldte hele hendes (og storesøsterens) værelse (ja også mit), dengang børn var børn og vi uden skam i livet højt sang med på “Halle-halle-halleluja, deeeet bobobobobobobobler inde i miiiig”.

Vi kan altså ikke rigtig komme uden om, at der ikke er meget ved at have en blog uden besøg. Det er heller ikke så festligt, at lave statusopdateringer på facebook fra dit liv og ingen kommenterer eller liker. Vi lever i en tid hvor de sociale medier er en stor del af vores hverdag. Et like er lidt ligesom “jeg har set dig” eller “skulderklap til dig”. Vi er vilde med det. Alle sammen tør jeg næsten at skrive. De sociale medier er en måde at være sammen på. At dele fælles interesser på. Jeg er fan! Men jeg er også fan af gammeldags nærvær og et fysisk skulderklap. Det varmer nu alligevel mere.

//Camilla

Den kronisk dårlige samvittighed

Det her halv rodede indlæg handler lidt om det her med, at have sig selv med i sit mor-skab. Om vigtigheden i, at stoppe op og mærke efter. At sige til og fra. At overveje og prioritere de rigtige ting og at skrue forventningerne til sig selv helt ned.

Jeg tror jeg misunder andengangsmoren Camilla lidt, hvis jeg ser på mig selv gennem førstegangsmoren Camilla’s øjne. Lidt er nok i virkeligheden en underdrivelse af dimensioner.

Da jeg fødte Bertil var jeg forinden selve fødslen, i et angstprovokerende “Dør jeg af det her”- scenarie. Det at overleve en fødsel var et sandt mirakel (synes jeg på det tidspunkt, eftersom jeg havde svært ved, at forestille mig en anden afslutning på eventet end den fatale). Den der sejrsrus fyldte rigtig meget i døgnet efter. Faktisk havde jeg lyst til at fejre livet med alle dem jeg holdt af. Jeg havde brug for, at der kom en masse og så mit smukke afkom og særligt havde jeg brug for min mor. Vi blev installeret på patienthotellet mhp. ammeetablering og den slags. Det var fint. Jeg sov ikke det første døgn efter fødslen. Jeg havde heller ikke sovet døgnet forinden. Den manglende søvn gør selvfølgelig ingen underværker på nogen konti. Slet ikke på overskudskontoen. Besøg skal der til når man har klemt en 3,4 kilo knejt ud gennem sit allerhelligste. Det første besøg var af mine forældre. Det var stort! Men derefter gik luften af ballonen. Jeg synes ikke at jeg kunne overskue mere. Når man sidder der i sin seng på patienthotellet, grådlabil, ødematøs som bare pokker – over hele kroppen, træt som aldrig før, lykkelig, bange, nervøs, med overspændte bryster, en amning der ikke kører på skinner, en meget sulten dreng og et underliv der gør mere ondt end hvad man kunne forestille sig lige da man havde født, ja så er der altså kun én person i verden der duer; MOAR! Som førstegangsmor, synes jeg det var enormt grænseoverskridende, at være så tæt ( pga. det lille værelse) med alle de besøgende. Det var grænseoverskridende at tænke på en amning foran dem. Det ville være grænseoverskridende at bede dem vente udenfor imens en måske timelang svær amning med hjælp fra personale skulle i gang. Det var rigtig svært, at give Bertil fra mig, selvom det var til mennesker der ville få en kæmpe stor betydning for ham i hans liv. Selvfølgelig ville de holde ham, snuse til ham og røre ham.  Men jeg kendte ham ikke selv endnu, jeg havde ikke kigget længe nok på ham endnu. Midt i et af besøgene kom der en sygeplejerske ind på stuen som ville se en amning. Foran hele skaren af gæster tog hun fat i mit bryst som om det var uden nerver og følereceptorer. Hun nærmest proppede det ind i munden på det her lille bitte skrøbelige menneske. Han kunne ikke helt finde ud af det og det kunne jeg heller ikke. Så hun rev en del i mig. Hun havde tralvt, det bar besøget præg af. Der sad jeg så, stor og afmægtig i en omgang ammeetablering med mennesker jeg holdt af men som jeg ikke kunne overskue lige nu. For at få mig til at føle mig som en endnu bedre mor spurgte sygeplejersken mig, om jeg ikke hellere ville lægge ham i vindueskarmen, for det kunne jeg da ligeså godt sådan som jeg sad med ham halvanden meter fra brystet. Tak for den søde kommentar udbrændte sygeplejerske som tilsyneladende burde finde et andet job eller en mand der rent faktisk gider dig en onsdag aften! Tak fordi du SÅ mig! Tak for dit selvtillidsboost…

Da gæsterne var gået var jeg fuldstændig tudefærdig. Jeg orkede ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg var træt og forvirret og skuffet og alt muligt andet. Besøgene rullede ind de næste to dage samtidig med ammetablering og pludselig skulle vi hjem. Med et sulten barn og en amning der ikke var ordentlig i gang endnu. Jeg var angst da vi sad hjemme i vores lejlighed 800 meter fra Skejby sygehus med bryster så store og hårde som kampesten. De næste knap 14 dage gik med en masse besøg. Rigtig mange besøg.

Som tiden gik erfarede jeg, at jeg var en meget stresset, presset og nervøs førstegangsmor som ikke kunne læse mit barns signaler. Hver gang han brokkede sig fik han bryst. Som resultat af den taktik, tog han på i flyvende fart, fik ondt i maven og skreg i timevis hver eneste aften i 5 måneder. Jeg var en mor som overreagerede når tingene ikke gik som planlagt. En mor der havde en meget kort lunte og som græd mange gange om dagen pga. dårlig samvittighed, utilstrækkelighed og lavt mor-selvværd. Jeg havde tårnhøje forventninger til mig selv som mor. Jeg kunne på ingen måde leve op til det. Jeg forsøgte at hive Sundhedsplejersken Helens (hende der udgiver bøger om alt muligt omhandlende børn, søvn, mad osv) dagskemaer ned over hovedet på Bertil, for at have bare en lille smule kontrol over et eller andet. Han passede bare ikke ind i de der skemaer. Han har altid været sin egen. Noget jeg først senere fandt ud af var en af hans store styrker. Som træt mor er det bare pisse irriterende, at han ikke sov de der 16 timer i døgnet som de skulle i følge bøgerne. Det er bare så tåbeligt, at der stod i skemaet for baby på 6 måneder, at de vågner kl. 6 ammes og sover videre til 07.30 når virkeligheden var, at hans første lur (ud af alt for mange i følge skemaet) startede kl. 6.15! Ude i barnevognen. I snevejr. Skemaet var naturligvis vejledende men der var ingen vejledning at hente. Ingen!

Jeg begyndte at se frem til at min barsel var slut. Jeg var så heldig at blive ansat på en fantastisk afdeling, som jeg kendte fra min praktikperiode, så Bertil skulle bare lige køres ind i vuggestue og så kunne der starte en nyt kapitel. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed. At være mor og have et fuldtidsjob er ikke den bedste kombination må jeg bare erkende. At have et barn der ofte bliver syg skaber ikke den største fleksibilitet på en arbejdsplads. Jeg fik hjertebanken hver gang vores koordinator eller sekretær råbte efter mig, at der var telefon. Det var med en vis nervøsitet i stemmen, når jeg gang på gang måtte ringe til afdelingen og bede om barnets tyvende første sygedag. Det var med ærgrelse, at jeg måtte sige nej til overarbejde eller ekstra vagter, da jeg gerne ville bevise mit sygeplejerske-værd og måske komme lidt foran i køen om en fast stilling, men jeg havde et barn der skulle hentes og passes. Manden arbejdede på det tidspunkt så tilpas langt væk, at han ikke kunne nå at hente. Vi havde et husprojekt som i forvejen stod stille de weekender jeg var på arbejde, så at tage ekstra weekendvagter kostede os flere penge end jeg ville tjene på sådan en vagt. Jeg tudede i medicinrummet, når manden sendte et billed af en Bertil der havde lært at stå eller hoppe eller gå. Det er svært at være to steder på en gang.

Sig til og sig fra! De der 14 dages barsel med mand og baby (og søskende) er en helt unik tid som er til for, at I kan få ro til at være den nye familie som I er. Som nybagte forældre skal man passe på hinanden i den første tid. Da vi fik Alfred fik vi ganske få besøg de første 14 dage og jeg NØD hver en dag med mine drenge. Jeg nød roen. Jeg nød at ligge i sofaen med Alfred og kigge på ham imens han sov. Jeg fik tid til at lære ham at kende. Jeg slappede så meget af, at mit blodtryk nærmest var ikke-eksisterende. Nyd barslen, for det er en tid du vil længes efter når du arbejder 37 timer om ugen og kun når at se dit barn få timer om dagen. Måske skal man ikke stræbe så højt eller have så høje forventninger til sig selv og sin karriere så længe man har små børn.

Alfred er 9 måneder nu. Om en måned starter han i vuggestue og så starter et nyt kapitel. Et nyt kapitel med kronisk dårlig samvittighed over, at sende sine børn i underbemandede daginstitutioner alt for mange timer i døgnet, på overfyldte stuer med halvsyge børn, der afleveres om morgenen på chance-kortet fordi der er for lidt forståelse for familielivet og de udfordringer børnefamilierne står overfor, på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt. Om lidt starter et nyt kapitel for mig. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed over, at det måske er pædagogen der hører ham sige mor for første gang. Det er pædagogen der står klar til at tage imod ham når han tager sine første skridt. Det er pædagogen der trøster ham i stedet for mig. Det er pædagogen der sidder med ham når det han i virkeligheden allermest har brug for, er at sidde hos sin MOAR!

Nogle kapitler har man bare lyst til at springe over eller omskrive!

//Camilla