En beskidt jobsamtale…

Kender I de der statusopdateringer på facebook som både giver nysgerrighed og svær irritation? Det er den her slags jeg mener: “Åh! Jeg kan ikke holde til mere nu” eller “Jeg har grædt mig selv i søvn, skriv en privat besked hvis du vil vide hvorfor”….. Jeg skærer tænder og får en trykkende fornemmelse i (de høje) tindinger.

Jeg sidder med morgenkaffen, en flad (øko) spegemad og venter på, at telefonen ringer. Den skulle gerne ringe i dag. Går alt galt ringer den først i morgen. Det er en vigtig telefonopringning, som har store konsekvenser for min fremtid! Skriv privat besked hvis du vil høre nærmere…

spege

Aaaaaj, forklaring er som følger: Det er ikke et hvilket som helst opkald jeg er spændt på. Det er et opkald der er afgørende for de næste mange år af mit og min families liv. Min barsel slutter 15/9 og min lille tykke guldklump starter i vuggestue i næste uge. Eftersom mit sidste job var et vikariat, er jeg lige om lidt arbejdsløs. Dem der er i samme båd som mig, og som er bosat i Aarhus kommune, ved måske, at der er meget få stillinger at søge. Jeg har søgt én stilling og var så heldig at blive indkaldt til samtale. Samtalen gik ned i går. Selvom jeg fik vores næsten-naboer (og rigtig gode venner) til at aflevere den store i børnehave, så jeg kunne forberede mig lidt på samtalen imens den lille sov, nåede jeg ingenting. Ikke det jeg skulle…

I de par timer Alfred sov, fik jeg tæsket hytten med støvsuger og desinfektionsmiddel, satte 100 kg vasketøj over, bagt glutenfri rugbrød og fik da også kradset lidt noter ned på et stykke papir om, hvorfor jeg skal ansættes i den her vigtige deltidsstilling. Det er længe siden jeg sidst har været til samtale, og jeg må indrømme at jeg var hamrende nervøs for at forlade min barselsbobbel og trække sygeplejebrillerne på og være faglig igen. Selvom det kun var en halv times snak, ja så er det jo altså på fagsprog meget af det.

Min mand kom hjem for at holde øje med Alfred imens jeg tog til samtale. Lige inden jeg smuttede ud af døren, lavede jeg den obligatoriske jordens-dybeste-indblæsning-igennem-næseborene-under-armhulen og kunne konstatere (med lyd på) at det alligevel var på grænsen til det ulovlige, sådan som der lugtede. Jeg havde ellers været i bad…..på et eller andet tidspunkt….Det var det jeg skulle have nået imens Alfred sov….SUK! Jeg tjekkede mit ungdommelige ansigt i spejlet i vores entré og blev super forskrækket. Mit hår var max fedtet i siderne (Danny fra Grease-style) og håret har ikke set en hårbørste i en længere periode. Selvom mit hår var oppe i en knold, kunne det altså ikke skjule den store fede dreadlock, som det var blevet til. Fuck it, jeg havde travlt og kastede mit korpus ud i vores mega beskidte bil. Jeg drejede nøglerne rundt og kiggede ned på mine lår. Mine sorte bukser var plettet ind i avokadomos, havregrød og what not…. GREAT!! Jeg sad med mit ærme og lidt spyt og forsøgte febrilsk at tørre skidtet af uden det store held. Jeg vil ikke bruge tid på, at beskrive mine rosafarvede ballerinaer fra sidste sommer, som jeg hoppede i uden at tænke mig om. På en eller anden måde, skal jeg være taknemmelig for, at jeg ikke tog afsted i hjemmesko, som jeg jo ynder at praktisere. Det var walk of shame hen til hoveddøren, hvor jeg skulle vente på at blive hentet.

Det er så dumt! At bruge tid på alt muligt andet end sig selv, på sådan en vigtig dag. Jeg klarede jobsamtalen, forstået på den måde, at jeg fik en følelse af, at det kunne have gået meget værre. Jeg havde lidt svært ved at anvende fagsprog, eftersom jeg i rigtig lang tid, har gået hjemme og talt med mig selv om mine børn. Jeg havde lige glemt at tænke over 3 gode og knap så gode egenskaber jeg besidder og det gav anledning til lidt pinlig tavshed. Jeg fik brugt ord der faktisk ikke eksisterer… En knoklersk…!? Individualistseende….!?! og jeg kunne ikke komme i tanke om en sidste ting…. Det her var altså de tre gode egenskaber, hvis du skulle være i tvivl. Da jeg skulle nævne tre ting jeg kunne blive bedre til, blev der helt stille. Jeg fik sagt noget i stil med: “Altså der er uhyggeligt meget, men jeg ved ikke lige hvilke ting jeg skal hive frem som er relevant i denne sammenhæng”…. Super! Til sidst fik jeg sagt noget med, at jeg var ret dårlig til at takle dårlig stemning på en arbejdsplads og at jeg var for langsom til at sige fra overfor den slags, fordi det i mine øjne er en udfordring at konfrontere folk, når de har trådt mig over tæerne…. Godt så! Fik jeg sagt, at stillingen hedder “Ansvarshavende sygeplejerske”? Nåh men altså, jeg venter som sagt på, at telefonen ringer… Jeg har ingen idé om udfaldet. Ingen mavefornemmelse. Men jeg kan afsløre, at det til dato har været den værste jobsamtale. Når det så er sagt, håber jeg på, at de kunne/kan se igennem pletter på tøjet, fedtet hår og en dreadlock, trætte øjne, svedige hænder og dirrende kæbeparti pga. nervøsitet. Jeg er en dygtig sygeplejerske og hvis de hellere vil have én der går op i personlig hygiejne, ja så er det jo deres tab……………..

kryds

//Camilla

Når man bare er FOR kendt…

Min titel som mor og min barsel har medført, at jeg er  blevet lidt af en kendis. Ikke sådan en flatterende kendis. Ikke sådan en kendis der bruger sin person til velgørenhedsarbejde eller den slags. Der er to steder i Aarhus jeg er godt kendt. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det var nogle spændende steder. At det var instagramvenligt. At det var på starbucks eller hos Langhoff & Juul.

Det ene sted er pladsanvisningen. Mange mødre ved, at det der med, at få de rette institutionspladser er ligesom at deltage i Paradise Hotel. Det handler om taktik, lidt selv-prostitution, en god overbevisende tale og endnu mere taktik. Når man ringer er der en dame der siger Tryk 1 for stemmestyret viderestilling. “PLAAADSanVIIISninGEN” Hver gang stiller de mig videre til PPR! Hvad er PPR? Jeg har aldrig sagt PPR når jeg skriger ind i telefonen på Charlotte fra pladsanvisningen. “Stik mig Charlotte!” “Nåh er hun på ferie igen?” “Ja det er mig, har du to minutter?” “Jeg er simpelthen nødt til, at få mine børn ind i samme institution! Jeg kan ikke praktisere sygepleje, hvis jeg skal aflevere to børn i hver deres institution på 15 minutter! Hvem skal passe patienterne imens jeg farer rundt på Randersvej med trætte børn kl. 6.30? Gør du det Charlotte? Gør du? Patienterne kan ikke nå at få deres medicin, hvis jeg kommer dumpende (på en i øvrigt ukendt afdeling) kl. 7.45” “Nummer 19 på venteliste er ikke godt nok Charlotte. Tryl!”. “Godmorgen du! Så blev det mandag. Har du haft en god weekend Charlotte? Nåh ikke? Ved du hvad, jeg ringer igen imorgen. Imorgen kan vi sikkert finde frem til en fælles forståelse.” “CHAAAARRRRLLOOOOOTTTTEEEEE!!” De er skide søde derinde. De synes også godt om mig. Det kan jeg bare mærke. De er presset. Det er klart. Det er vi alle. Jeg skal snart igang med jobsøgning og jeg er jo nødt til, at vide, hvornår jeg kan starte på job. Og hvornår jeg kan møde. Charlotte ved godt, at det er noget lort, hvis jeg ikke kan møde kl 7. Den søde Charlotte.

Det andet sted er drive in på McDonalds i Tilst… Det er lige før, at jeg har styr på medarbejdernes arbejdstider. “Camilla her, stik mig det sædvanelige”… Jeg er ikke stolt af, at min dreng har fået det samme legetøj i sin happymeal 3 gange…. Enhver ved jo, at der er et vis flow i udskiftningen af, hvilke legetøj de smider i den røde kasse. I kender godt dem som, efter de har spist en McFeast menu (stor) med cola, 2 poser pommes frites dressing, 2 poser ketter og chili cheese tops on the side, siger: “Puuuuh ha, jeg skal ALDRIG have McDonalds igen!!” ? Hun lyver. Hver eneste gang. For hun kunne snildt gøre det igen og igen og igen. Lavt stofskifte er en forbandelse, når man har post graviditetscravings i største stil.

Nåh men jeg vil ønske alle en god tirsdag. Også dig Charlotte <3

kendis

Mangler indlæg……….

Man skulle tro, at det var mandag. Men det et fredag. Det opvejer, at jeg kort tid efter Alfreds fødsel er blevet foræret min menstruation tilbage. Det opvejer også, at jeg er løbet tør for bind. Tamponer har jeg. Men de er fra BC (before children). De ville hjælpe lige så meget som, at stikke en vatpind i en rumperet aorta. image

Ja der er hul i mine “Ja-trusser”. De er fra Netto. Hvad havde jeg helt ærligt regnet med. De kostede en 10’er. What’s up med det der egenomsorgs-svigt….

Solen skinner, helbredet er i tip top, kaffen nydes udenfor, sofapuder er syet færdig, Bertil spiller agressiv crocket i haven….. Livet er lækkert. Det eneste minus er Alfreds sjat-lure på 30 minutter. Og trusserne. Og mangel på bind. Og lægehelikopteren der flyver i pendulfart. Og traktortræffet på marken lige ved siden af Alfreds barnevogn.

Ha’ en dejlig weekend!

//Camilla