Den kronisk dårlige samvittighed

Det her halv rodede indlæg handler lidt om det her med, at have sig selv med i sit mor-skab. Om vigtigheden i, at stoppe op og mærke efter. At sige til og fra. At overveje og prioritere de rigtige ting og at skrue forventningerne til sig selv helt ned.

Jeg tror jeg misunder andengangsmoren Camilla lidt, hvis jeg ser på mig selv gennem førstegangsmoren Camilla’s øjne. Lidt er nok i virkeligheden en underdrivelse af dimensioner.

Da jeg fødte Bertil var jeg forinden selve fødslen, i et angstprovokerende “Dør jeg af det her”- scenarie. Det at overleve en fødsel var et sandt mirakel (synes jeg på det tidspunkt, eftersom jeg havde svært ved, at forestille mig en anden afslutning på eventet end den fatale). Den der sejrsrus fyldte rigtig meget i døgnet efter. Faktisk havde jeg lyst til at fejre livet med alle dem jeg holdt af. Jeg havde brug for, at der kom en masse og så mit smukke afkom og særligt havde jeg brug for min mor. Vi blev installeret på patienthotellet mhp. ammeetablering og den slags. Det var fint. Jeg sov ikke det første døgn efter fødslen. Jeg havde heller ikke sovet døgnet forinden. Den manglende søvn gør selvfølgelig ingen underværker på nogen konti. Slet ikke på overskudskontoen. Besøg skal der til når man har klemt en 3,4 kilo knejt ud gennem sit allerhelligste. Det første besøg var af mine forældre. Det var stort! Men derefter gik luften af ballonen. Jeg synes ikke at jeg kunne overskue mere. Når man sidder der i sin seng på patienthotellet, grådlabil, ødematøs som bare pokker – over hele kroppen, træt som aldrig før, lykkelig, bange, nervøs, med overspændte bryster, en amning der ikke kører på skinner, en meget sulten dreng og et underliv der gør mere ondt end hvad man kunne forestille sig lige da man havde født, ja så er der altså kun én person i verden der duer; MOAR! Som førstegangsmor, synes jeg det var enormt grænseoverskridende, at være så tæt ( pga. det lille værelse) med alle de besøgende. Det var grænseoverskridende at tænke på en amning foran dem. Det ville være grænseoverskridende at bede dem vente udenfor imens en måske timelang svær amning med hjælp fra personale skulle i gang. Det var rigtig svært, at give Bertil fra mig, selvom det var til mennesker der ville få en kæmpe stor betydning for ham i hans liv. Selvfølgelig ville de holde ham, snuse til ham og røre ham.  Men jeg kendte ham ikke selv endnu, jeg havde ikke kigget længe nok på ham endnu. Midt i et af besøgene kom der en sygeplejerske ind på stuen som ville se en amning. Foran hele skaren af gæster tog hun fat i mit bryst som om det var uden nerver og følereceptorer. Hun nærmest proppede det ind i munden på det her lille bitte skrøbelige menneske. Han kunne ikke helt finde ud af det og det kunne jeg heller ikke. Så hun rev en del i mig. Hun havde tralvt, det bar besøget præg af. Der sad jeg så, stor og afmægtig i en omgang ammeetablering med mennesker jeg holdt af men som jeg ikke kunne overskue lige nu. For at få mig til at føle mig som en endnu bedre mor spurgte sygeplejersken mig, om jeg ikke hellere ville lægge ham i vindueskarmen, for det kunne jeg da ligeså godt sådan som jeg sad med ham halvanden meter fra brystet. Tak for den søde kommentar udbrændte sygeplejerske som tilsyneladende burde finde et andet job eller en mand der rent faktisk gider dig en onsdag aften! Tak fordi du SÅ mig! Tak for dit selvtillidsboost…

Da gæsterne var gået var jeg fuldstændig tudefærdig. Jeg orkede ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg var træt og forvirret og skuffet og alt muligt andet. Besøgene rullede ind de næste to dage samtidig med ammetablering og pludselig skulle vi hjem. Med et sulten barn og en amning der ikke var ordentlig i gang endnu. Jeg var angst da vi sad hjemme i vores lejlighed 800 meter fra Skejby sygehus med bryster så store og hårde som kampesten. De næste knap 14 dage gik med en masse besøg. Rigtig mange besøg.

Som tiden gik erfarede jeg, at jeg var en meget stresset, presset og nervøs førstegangsmor som ikke kunne læse mit barns signaler. Hver gang han brokkede sig fik han bryst. Som resultat af den taktik, tog han på i flyvende fart, fik ondt i maven og skreg i timevis hver eneste aften i 5 måneder. Jeg var en mor som overreagerede når tingene ikke gik som planlagt. En mor der havde en meget kort lunte og som græd mange gange om dagen pga. dårlig samvittighed, utilstrækkelighed og lavt mor-selvværd. Jeg havde tårnhøje forventninger til mig selv som mor. Jeg kunne på ingen måde leve op til det. Jeg forsøgte at hive Sundhedsplejersken Helens (hende der udgiver bøger om alt muligt omhandlende børn, søvn, mad osv) dagskemaer ned over hovedet på Bertil, for at have bare en lille smule kontrol over et eller andet. Han passede bare ikke ind i de der skemaer. Han har altid været sin egen. Noget jeg først senere fandt ud af var en af hans store styrker. Som træt mor er det bare pisse irriterende, at han ikke sov de der 16 timer i døgnet som de skulle i følge bøgerne. Det er bare så tåbeligt, at der stod i skemaet for baby på 6 måneder, at de vågner kl. 6 ammes og sover videre til 07.30 når virkeligheden var, at hans første lur (ud af alt for mange i følge skemaet) startede kl. 6.15! Ude i barnevognen. I snevejr. Skemaet var naturligvis vejledende men der var ingen vejledning at hente. Ingen!

Jeg begyndte at se frem til at min barsel var slut. Jeg var så heldig at blive ansat på en fantastisk afdeling, som jeg kendte fra min praktikperiode, så Bertil skulle bare lige køres ind i vuggestue og så kunne der starte en nyt kapitel. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed. At være mor og have et fuldtidsjob er ikke den bedste kombination må jeg bare erkende. At have et barn der ofte bliver syg skaber ikke den største fleksibilitet på en arbejdsplads. Jeg fik hjertebanken hver gang vores koordinator eller sekretær råbte efter mig, at der var telefon. Det var med en vis nervøsitet i stemmen, når jeg gang på gang måtte ringe til afdelingen og bede om barnets tyvende første sygedag. Det var med ærgrelse, at jeg måtte sige nej til overarbejde eller ekstra vagter, da jeg gerne ville bevise mit sygeplejerske-værd og måske komme lidt foran i køen om en fast stilling, men jeg havde et barn der skulle hentes og passes. Manden arbejdede på det tidspunkt så tilpas langt væk, at han ikke kunne nå at hente. Vi havde et husprojekt som i forvejen stod stille de weekender jeg var på arbejde, så at tage ekstra weekendvagter kostede os flere penge end jeg ville tjene på sådan en vagt. Jeg tudede i medicinrummet, når manden sendte et billed af en Bertil der havde lært at stå eller hoppe eller gå. Det er svært at være to steder på en gang.

Sig til og sig fra! De der 14 dages barsel med mand og baby (og søskende) er en helt unik tid som er til for, at I kan få ro til at være den nye familie som I er. Som nybagte forældre skal man passe på hinanden i den første tid. Da vi fik Alfred fik vi ganske få besøg de første 14 dage og jeg NØD hver en dag med mine drenge. Jeg nød roen. Jeg nød at ligge i sofaen med Alfred og kigge på ham imens han sov. Jeg fik tid til at lære ham at kende. Jeg slappede så meget af, at mit blodtryk nærmest var ikke-eksisterende. Nyd barslen, for det er en tid du vil længes efter når du arbejder 37 timer om ugen og kun når at se dit barn få timer om dagen. Måske skal man ikke stræbe så højt eller have så høje forventninger til sig selv og sin karriere så længe man har små børn.

Alfred er 9 måneder nu. Om en måned starter han i vuggestue og så starter et nyt kapitel. Et nyt kapitel med kronisk dårlig samvittighed over, at sende sine børn i underbemandede daginstitutioner alt for mange timer i døgnet, på overfyldte stuer med halvsyge børn, der afleveres om morgenen på chance-kortet fordi der er for lidt forståelse for familielivet og de udfordringer børnefamilierne står overfor, på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt. Om lidt starter et nyt kapitel for mig. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed over, at det måske er pædagogen der hører ham sige mor for første gang. Det er pædagogen der står klar til at tage imod ham når han tager sine første skridt. Det er pædagogen der trøster ham i stedet for mig. Det er pædagogen der sidder med ham når det han i virkeligheden allermest har brug for, er at sidde hos sin MOAR!

Nogle kapitler har man bare lyst til at springe over eller omskrive!

//Camilla

Den fede fødsel

28. oktober var også den vildeste dag! Men på en helt anden måde end da jeg fødte Bertil i 2012.

Jeg havde termin 18. oktober. En måned forinden havde jeg en klokkeklar fornemmelse af, at fødslen var på trapperne. Hver nat var jeg sikker; “Imorgen bliver jeg mor igen”. Men det skete ikke. Terminsdagen kom og der var stadig ikke nogen baby der ville ud. INGEN gider vente mere, når man er nået til terminsdag. Jeg måtte lige vente 10 dage mere. 3 ord kan knyttes til min fødsel:

Nervøsitet, overskud og begejstring.

Jeg var samme dag på sygehuset for at blive undersøgt mhp. igangsættelse to dage efter.  Da jeg kom hjem smuttede Per på arbejde igen. Jeg tog en af mine obligatoriske lure og vågnede lidt senere midt i en ve. HURRA! jeg fik lov at prøve det der med at ringe til manden og sige: Så er det nuuuu! Det har jeg drømt om siden jeg fik Bertil. At få lov at få et mere normalt fødselsforløb. Mest af alt håbede jeg på, at jeg ikke ville være så pinlig som sidst. En fødsel uden at skulle forlade sygehuset på den der “Walk of shame” måde, fordi man godt var klar over, at man havde været beyond pinlig. På vej på sygehuset fik jeg sendt en snapchat til min søster og et par veninder. Da vi kom på fødegangen snakkede vi med en sød sød jordemoder. Jeg kunne grine og samtale imellem veerne. Jeg troede folk løj når de fortalte den slags historier om deres fødsler. Smed lige et par snaps afsted med et Fuck yeah!-selfie, for nu var jeg 7 cm åben. 

føds

Fødslen gik snildt. Det gjorde ondt, bevares, men der var totalt ro på. Ingen dødsangst. Ingen vestorm. Jeg havde mod på at se Alfred mens han hang med hovedet ude. “Se skat, er det ikke fantastisk!?” kom ud af MIN mund! Jeg fik lov selv at hjælpe ham op på min mave. Snaps blev sendt kort tid efter fødslen. 30 minutter senere var jeg nærmest i tøjet og 2 timer efter havde vi spist, ringet af til familien og vi var alle tre klar til at tage hjem. Jeg kunne gå! Jeg vraltede ikke engang. Jeg gik med oprejst pande ud fra sygehuset og var enormt stolt over, at jeg klarede det uden at være mega pinlig. Jeg reviderede mine tanker om vores to-børns-politik umiddelbart efter fødslen, ved at sige: “Det her var slet ikke sidste gang.”

Sådan er mennesket så godt indrettet…….

//Camilla

Den pinlige fødsel

7.juni 2012 var den vildeste dag nogensinde. Jeg blev sat i gang på termin. På mange måder var jeg glad for at jeg ikke skulle vente på, at jeg ville gå i gang af mig selv. INGEN gider vente mere når man har nået terminsdag. Årsagen til igangsættelsen var mine mange svære allergier som flere gange har udviklet sig til anafylaksi. Græspollensæsonen er en killer og lægerne ville ikke tage nogen chancer. Ved forundersøgelsen blev der sagt “Yderst gunstigt miljø”. Det ville blive en let fødsel sagde de. Fra den første pille blev slugt, til Bertil var ude gik der vidst ca. 6 timer. Det var harsk! 3 ord kan knyttes til min fødsel:

Vestorm, kaos og dødsangst.

Jeg var TOTALT kvæstet af de evindelige veer. Jeg var tør i munden, havde kvalme, troede jeg skulle brække mig hele tiden. Lavede bræklyde og brækrefleksen var ret stressende at skulle forholde sig til samtidig med alle de andre reflekser der arbejdede imod mig.

Ydmygelsen startede da jeg ikke kunne overskue at skifte tøj pga. de mange veer.

Ydmygelsen tog til, da jordemoderen måtte måle min temperatur.

Ydmygelsen blev total, da jeg fik lavement og brækrefleksen blev aktiveret samtidigt.

Jeg bad om kejsersnit flere gange end jeg havde veer.

Da Bertil var næsten ude fik jeg alligevel brølt noget ala: “Skub ham op igen! Jeg vil have et kejsersniiiiiiit!”

Når jordemoderen bad mig presse fik jeg sagt: “Nej, jeg vil gerne hjeeeeem!”

Jeg greb fat i Pers arm flere gange og brølede: “Start bilen, vi tager hjem!”

Da jeg blev bedt om at trække vejret stille og roligt, lykkedes det mig at trække vejret 3 gange hurtigere.

Jeg bad om at blive lagt i narkose!

Jeg bad Per om at slå mig bevidstløs!

Det eneste smertelindrende jeg kunne nå at få var en pondusblokade. Den blev lagt forkert og lammede mit venstre ben.

En let fødsel sagde de…. Nogen tænkte vidst at sådan en lille hvid løgn ville være på sin plads på sådan en salig torsdag. Til sidst blev læger tilkaldt og det føltes som om, at stuen var rimelig godt bemandet. Bertil var blevet stresset af de mange veer og så blev der med en ret bestemt tone sagt, at hvis jeg ikke fik ham ud nu, så var det til stor fare for baby. Så jeg tog mig sammen og fik ham ud på nul kommer fem. Kun to sekunder efter, at jeg fik skrigballonen op på min mave fik jeg en åbenbaring; “Det kan jeg sagtens gøre igen!”.

Sådan er mennesket så godt indrettet….

//Camilla

bertil2