De dør imellem fingrene på mig

Derfor går jeg allerede nu og tænker på, hvordan jeg får forklaret mine drenge, at det ikke er nogen god idé med kæledyr.døde kæledyr

Mit første kæledyr var et unormalt stort, hvidt marsvin med røde øjne og testikler så store som de der Pink Lady æbler. Sådan næsten. Plet hed den. Plet var albino. Min store stolthed. Jeg vil tro, at Plet havde samme størrelse som min underarm. Den fik hømider, blev fuldstændig skaldet og døde kort tid efter.

Senere fik vi endnu et marsvin. Snehvide. Den brækkede et par ben da den blev tabt ved et uheld og måtte jo så aflives. At skulle til dyrlægen med Snehvide var som at gå den grønne mil. Ikke at jeg har prøvet det, men jeg synes helt sikkert, at det kan sammenlignes. Sidenhen fik vi utallige marsvin, nogle med afro og nogle med hår der slæbte hen af gulvet. De døde dog alle en naturlig død.

hamsterhjul-rolly

Lille Virgil. Det utrættelige hamster. Det løb rundt i sit hjul som besat. Morgen, middag og aften. Natten med! En skønne dag kunne den ikke løbe mere. Imens min søster og jeg sad ved Virgils bur og heppede på ham, løb Virgil tør for batterier og han faldt død om inde i hjulet. RIP!

Elvis. Min første kanin. Den viste sig at være en hun. Den blev voldtaget af et hare-lignende dyr en sommer i haven og det kom der en masse små, brune unger ud af. De blev spist én efter én af store fugle og en kat. Jeg nåede ikke, at komme ungerne til undsætning. En massakre jeg må leve med resten af mine dage. Elvis fandt jeg stivfrossen i udstrakt position en vintermorgen i dens bur. Det var en tragisk begravelse, for jorden var frossen og hullet kunne ikke blive langt og dybt nok. Den kunne lige akkurat være i det lille “hul” og jorden dækkede næsten dens smukke hvide pels. Næste dag var den væk. Nu ved jeg jo godt, at det ikke var engle der kom efter den.

Bob og Krede flyttede ind. Et par undulater. De blev fundet døde i bunden af buret en morgen, efter at de havde tilbragt en nat i et nymalet værelse. Ingen skal dø alene, så det var måske fint nok, at de gik i døden sammen. Måske var det sidste de så inden de lukkede øjnene, en stor plakat af Peter Andrés vaskebræt. Hvilken værdig død…

Sylvester Stallone, min elskede lille ged. Den var blevet afvist af sin mor og jeg sprang til med det samme. Den boede i en papkasse i vores skur når den ikke boede på mit værelse. Sådan nogle dyr sover ikke så meget om natten, men sprang istedet rundt på mine møbler med dens stive ben og små klove. Da den blev for stor og fik seriøse horn i panden, måtte den ud på en mark sammen med dens slægtninge. Når vi gik tur forbi marken og kaldte på Stallone, kom den løbende hen til os, som den eneste ged ud af de hundredevis. En dag kom der ingen Stallone da jeg kaldte. God rest his soul!

Candy! Min yndlingshund! Den fik brystkræft og måtte aflives. Jeg kunne ikke holde ud at tage afsked, så jeg tog på bar imens mine søskende var igennem deres livs traume. Senere samme dag stod min lillebror i haven med en skovl og skreg op i himlen og græd imens han gravede og gravede. Denne gang blev hullet dybt nok. Candy fik et fint gravsted og ovenpå graven satte vi tulipanløg ved navn `sleeping beauty´.

Når mine børn bliver store nok til at plage om et kæledyr, er planen at bestikke dem med et årskort til Randers Regnskov.

//Camilla

2 tanker om “De dør imellem fingrene på mig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *