Den fede fødsel

28. oktober var også den vildeste dag! Men på en helt anden måde end da jeg fødte Bertil i 2012.

Jeg havde termin 18. oktober. En måned forinden havde jeg en klokkeklar fornemmelse af, at fødslen var på trapperne. Hver nat var jeg sikker; “Imorgen bliver jeg mor igen”. Men det skete ikke. Terminsdagen kom og der var stadig ikke nogen baby der ville ud. INGEN gider vente mere, når man er nået til terminsdag. Jeg måtte lige vente 10 dage mere. 3 ord kan knyttes til min fødsel:

Nervøsitet, overskud og begejstring.

Jeg var samme dag på sygehuset for at blive undersøgt mhp. igangsættelse to dage efter.  Da jeg kom hjem smuttede Per på arbejde igen. Jeg tog en af mine obligatoriske lure og vågnede lidt senere midt i en ve. HURRA! jeg fik lov at prøve det der med at ringe til manden og sige: Så er det nuuuu! Det har jeg drømt om siden jeg fik Bertil. At få lov at få et mere normalt fødselsforløb. Mest af alt håbede jeg på, at jeg ikke ville være så pinlig som sidst. En fødsel uden at skulle forlade sygehuset på den der “Walk of shame” måde, fordi man godt var klar over, at man havde været beyond pinlig. På vej på sygehuset fik jeg sendt en snapchat til min søster og et par veninder. Da vi kom på fødegangen snakkede vi med en sød sød jordemoder. Jeg kunne grine og samtale imellem veerne. Jeg troede folk løj når de fortalte den slags historier om deres fødsler. Smed lige et par snaps afsted med et Fuck yeah!-selfie, for nu var jeg 7 cm åben. 

føds

Fødslen gik snildt. Det gjorde ondt, bevares, men der var totalt ro på. Ingen dødsangst. Ingen vestorm. Jeg havde mod på at se Alfred mens han hang med hovedet ude. “Se skat, er det ikke fantastisk!?” kom ud af MIN mund! Jeg fik lov selv at hjælpe ham op på min mave. Snaps blev sendt kort tid efter fødslen. 30 minutter senere var jeg nærmest i tøjet og 2 timer efter havde vi spist, ringet af til familien og vi var alle tre klar til at tage hjem. Jeg kunne gå! Jeg vraltede ikke engang. Jeg gik med oprejst pande ud fra sygehuset og var enormt stolt over, at jeg klarede det uden at være mega pinlig. Jeg reviderede mine tanker om vores to-børns-politik umiddelbart efter fødslen, ved at sige: “Det her var slet ikke sidste gang.”

Sådan er mennesket så godt indrettet…….

//Camilla

2 tanker om “Den fede fødsel”

    1. Ja det må være sådan noget. Selvom jeg nu har et par veninder der bestemt ikke synes at anden gang var en fest 😉 Men de oplevede måske heller ikke den der altødelæggende dødsangst i forbindelse med deres første fødsel.
      Nu er din barsel jo slut. Spændende hvor meget tid der er til en blog når man er tilbage på arbejdsmarkedet Henriette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *