Den kronisk dårlige samvittighed

Det her halv rodede indlæg handler lidt om det her med, at have sig selv med i sit mor-skab. Om vigtigheden i, at stoppe op og mærke efter. At sige til og fra. At overveje og prioritere de rigtige ting og at skrue forventningerne til sig selv helt ned.

Jeg tror jeg misunder andengangsmoren Camilla lidt, hvis jeg ser på mig selv gennem førstegangsmoren Camilla’s øjne. Lidt er nok i virkeligheden en underdrivelse af dimensioner.

Da jeg fødte Bertil var jeg forinden selve fødslen, i et angstprovokerende “Dør jeg af det her”- scenarie. Det at overleve en fødsel var et sandt mirakel (synes jeg på det tidspunkt, eftersom jeg havde svært ved, at forestille mig en anden afslutning på eventet end den fatale). Den der sejrsrus fyldte rigtig meget i døgnet efter. Faktisk havde jeg lyst til at fejre livet med alle dem jeg holdt af. Jeg havde brug for, at der kom en masse og så mit smukke afkom og særligt havde jeg brug for min mor. Vi blev installeret på patienthotellet mhp. ammeetablering og den slags. Det var fint. Jeg sov ikke det første døgn efter fødslen. Jeg havde heller ikke sovet døgnet forinden. Den manglende søvn gør selvfølgelig ingen underværker på nogen konti. Slet ikke på overskudskontoen. Besøg skal der til når man har klemt en 3,4 kilo knejt ud gennem sit allerhelligste. Det første besøg var af mine forældre. Det var stort! Men derefter gik luften af ballonen. Jeg synes ikke at jeg kunne overskue mere. Når man sidder der i sin seng på patienthotellet, grådlabil, ødematøs som bare pokker – over hele kroppen, træt som aldrig før, lykkelig, bange, nervøs, med overspændte bryster, en amning der ikke kører på skinner, en meget sulten dreng og et underliv der gør mere ondt end hvad man kunne forestille sig lige da man havde født, ja så er der altså kun én person i verden der duer; MOAR! Som førstegangsmor, synes jeg det var enormt grænseoverskridende, at være så tæt ( pga. det lille værelse) med alle de besøgende. Det var grænseoverskridende at tænke på en amning foran dem. Det ville være grænseoverskridende at bede dem vente udenfor imens en måske timelang svær amning med hjælp fra personale skulle i gang. Det var rigtig svært, at give Bertil fra mig, selvom det var til mennesker der ville få en kæmpe stor betydning for ham i hans liv. Selvfølgelig ville de holde ham, snuse til ham og røre ham.  Men jeg kendte ham ikke selv endnu, jeg havde ikke kigget længe nok på ham endnu. Midt i et af besøgene kom der en sygeplejerske ind på stuen som ville se en amning. Foran hele skaren af gæster tog hun fat i mit bryst som om det var uden nerver og følereceptorer. Hun nærmest proppede det ind i munden på det her lille bitte skrøbelige menneske. Han kunne ikke helt finde ud af det og det kunne jeg heller ikke. Så hun rev en del i mig. Hun havde tralvt, det bar besøget præg af. Der sad jeg så, stor og afmægtig i en omgang ammeetablering med mennesker jeg holdt af men som jeg ikke kunne overskue lige nu. For at få mig til at føle mig som en endnu bedre mor spurgte sygeplejersken mig, om jeg ikke hellere ville lægge ham i vindueskarmen, for det kunne jeg da ligeså godt sådan som jeg sad med ham halvanden meter fra brystet. Tak for den søde kommentar udbrændte sygeplejerske som tilsyneladende burde finde et andet job eller en mand der rent faktisk gider dig en onsdag aften! Tak fordi du SÅ mig! Tak for dit selvtillidsboost…

Da gæsterne var gået var jeg fuldstændig tudefærdig. Jeg orkede ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg var træt og forvirret og skuffet og alt muligt andet. Besøgene rullede ind de næste to dage samtidig med ammetablering og pludselig skulle vi hjem. Med et sulten barn og en amning der ikke var ordentlig i gang endnu. Jeg var angst da vi sad hjemme i vores lejlighed 800 meter fra Skejby sygehus med bryster så store og hårde som kampesten. De næste knap 14 dage gik med en masse besøg. Rigtig mange besøg.

Som tiden gik erfarede jeg, at jeg var en meget stresset, presset og nervøs førstegangsmor som ikke kunne læse mit barns signaler. Hver gang han brokkede sig fik han bryst. Som resultat af den taktik, tog han på i flyvende fart, fik ondt i maven og skreg i timevis hver eneste aften i 5 måneder. Jeg var en mor som overreagerede når tingene ikke gik som planlagt. En mor der havde en meget kort lunte og som græd mange gange om dagen pga. dårlig samvittighed, utilstrækkelighed og lavt mor-selvværd. Jeg havde tårnhøje forventninger til mig selv som mor. Jeg kunne på ingen måde leve op til det. Jeg forsøgte at hive Sundhedsplejersken Helens (hende der udgiver bøger om alt muligt omhandlende børn, søvn, mad osv) dagskemaer ned over hovedet på Bertil, for at have bare en lille smule kontrol over et eller andet. Han passede bare ikke ind i de der skemaer. Han har altid været sin egen. Noget jeg først senere fandt ud af var en af hans store styrker. Som træt mor er det bare pisse irriterende, at han ikke sov de der 16 timer i døgnet som de skulle i følge bøgerne. Det er bare så tåbeligt, at der stod i skemaet for baby på 6 måneder, at de vågner kl. 6 ammes og sover videre til 07.30 når virkeligheden var, at hans første lur (ud af alt for mange i følge skemaet) startede kl. 6.15! Ude i barnevognen. I snevejr. Skemaet var naturligvis vejledende men der var ingen vejledning at hente. Ingen!

Jeg begyndte at se frem til at min barsel var slut. Jeg var så heldig at blive ansat på en fantastisk afdeling, som jeg kendte fra min praktikperiode, så Bertil skulle bare lige køres ind i vuggestue og så kunne der starte en nyt kapitel. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed. At være mor og have et fuldtidsjob er ikke den bedste kombination må jeg bare erkende. At have et barn der ofte bliver syg skaber ikke den største fleksibilitet på en arbejdsplads. Jeg fik hjertebanken hver gang vores koordinator eller sekretær råbte efter mig, at der var telefon. Det var med en vis nervøsitet i stemmen, når jeg gang på gang måtte ringe til afdelingen og bede om barnets tyvende første sygedag. Det var med ærgrelse, at jeg måtte sige nej til overarbejde eller ekstra vagter, da jeg gerne ville bevise mit sygeplejerske-værd og måske komme lidt foran i køen om en fast stilling, men jeg havde et barn der skulle hentes og passes. Manden arbejdede på det tidspunkt så tilpas langt væk, at han ikke kunne nå at hente. Vi havde et husprojekt som i forvejen stod stille de weekender jeg var på arbejde, så at tage ekstra weekendvagter kostede os flere penge end jeg ville tjene på sådan en vagt. Jeg tudede i medicinrummet, når manden sendte et billed af en Bertil der havde lært at stå eller hoppe eller gå. Det er svært at være to steder på en gang.

Sig til og sig fra! De der 14 dages barsel med mand og baby (og søskende) er en helt unik tid som er til for, at I kan få ro til at være den nye familie som I er. Som nybagte forældre skal man passe på hinanden i den første tid. Da vi fik Alfred fik vi ganske få besøg de første 14 dage og jeg NØD hver en dag med mine drenge. Jeg nød roen. Jeg nød at ligge i sofaen med Alfred og kigge på ham imens han sov. Jeg fik tid til at lære ham at kende. Jeg slappede så meget af, at mit blodtryk nærmest var ikke-eksisterende. Nyd barslen, for det er en tid du vil længes efter når du arbejder 37 timer om ugen og kun når at se dit barn få timer om dagen. Måske skal man ikke stræbe så højt eller have så høje forventninger til sig selv og sin karriere så længe man har små børn.

Alfred er 9 måneder nu. Om en måned starter han i vuggestue og så starter et nyt kapitel. Et nyt kapitel med kronisk dårlig samvittighed over, at sende sine børn i underbemandede daginstitutioner alt for mange timer i døgnet, på overfyldte stuer med halvsyge børn, der afleveres om morgenen på chance-kortet fordi der er for lidt forståelse for familielivet og de udfordringer børnefamilierne står overfor, på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt. Om lidt starter et nyt kapitel for mig. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed over, at det måske er pædagogen der hører ham sige mor for første gang. Det er pædagogen der står klar til at tage imod ham når han tager sine første skridt. Det er pædagogen der trøster ham i stedet for mig. Det er pædagogen der sidder med ham når det han i virkeligheden allermest har brug for, er at sidde hos sin MOAR!

Nogle kapitler har man bare lyst til at springe over eller omskrive!

//Camilla

8 tanker om “Den kronisk dårlige samvittighed”

  1. Hej Camilla
    Bliver på en måde ked af det og fortrøstningsfuld over dit indlæg. Nyder at læse dem alle og smider barn fra mig for at læse dem, når de udkommer (aaarh, too much?) 😉
    Nej, tilbage til følelserne. Jeg havde en start som førstegangsmor langt fra lige så øv som din. Jeg ville ønske der var flere besøg, jeg higede efter, at de omkring mig skulle tage del i vores lille guldklumps liv. Hans ene onkel så ham første gang, da han var fem måneder. (Han bor i Aalborg, ikke den anden side af kloden).
    Nej, men det der med at tuuuude stort, fordi ens egne forventninger totalt crashede med virkeligheden, at være så over-opmærksom på det lille væsen, at han fik monster-tudeture over at have spist for meget, fordi trøst jo var = bryst.
    Sikke en øv-oplevelse med sygeplejersken der. Er patienthotellet ligesom stoppet for the retard-nurses? Jeg fik også rystet temmelig meget på hovedet over manglende forståelse og situationsfornemmelse fra deres side. Og det der med “vi har bare meeeega travlt”-attitude. Prøv MIN afdeling, zøthe, så kan du ligesom mærke armsveden pible frem..! Fik man lyst til at sige.

    Jeg håber Alfred (og Bastian) tager deres første skridt sammen med deres forældre. At de genkender (anerkender?) hende, der har skiftet 3mio. lortebleer med et smil og trutte-mund, vugget deres fede små korpusser gennem natten med en “det-er-ovre-om-kort-tid”-attitude, der siger spar to, ammet dem i umulige positioner, umulige steder og elsket(r) dem højere end nogen anden nogensinde kommer til – deres MOAR og kommer til at sige det gennem de små savlelæber.
    Jeg har endnu til gode at opleve glæden ved de første skridt ved første barn, men heppekoret bliver jo ikke mindre, ved at det er nummer to barn, der skal gå/vinke/tale etc. 😊
    Jeg glæder mig til (om nogle år) at skulle glædes over søskendekærlighed, store dreng og lillebror/søster, minderne om den her tid, der er pisse-fucking-hård, have mere ro på og at have erfaringen i baghånden.
    Tak fordi du deler og er til stor inspiration. Jeg er glad for at høre om dine erfaringer og lærer meget, – tro mig!
    Vi ses lige straks! Glæder mig til at se jer!
    Kram fra the outback of Fyn

    1. Eve my love! Det er så underligt, hvor forskelligt man oplever den samme livsbegivenhed. Det er sjovt, at jeg sad og tudede over at blive overstimuleret midt i min hormonfyldte, ammende spritnye hverdag som mor og du sad på fyn og det var knap så fin. Altså ifht besøg. Jeg vil så sige, at der her anden gang også gik måneder før nogle så ham første gang og der er da også en del i den tætte familie der ikke har set ham flere gange end.. du ved jul og barnedåb-agtigt.
      Jeg tager mig selv i at sidde med åben mund og polypper hver gang jeg ser en førstegangsmor der tager det i stiv arm. Som ikke ser særlig stresset ud og som kaster sig ud i at hive baby med til alt muligt. Jeg har også været ret så (positivt) overrasket over hvor sej du er/har været. R-E-S-P-E-C-T! Og så sidder du på fyn og fiser den af langt væk fra familien. Det var endt i en indlæggelse på en seriøs stress-klinik hvis det var mig 😉 Tak for din kommentar du søde. Vi ses nemlig lige om lidt og jeg glæder mig upassende meget!

  2. Godt skrevet! Er lige faldet over din blog, der ryger på min foretrukne-liste med det samme. Jeg er et andet sted med børn på 13 og 16 år, og den ældste er endda på vej væk, da den står på udvekslingsår i Sydamerika med afrejse om få dage. Men du har så ret, så ret….vi skal nyde øjeblikket og turde stå fast! Jeg arbejder fortsat på det…
    Glæder mig til at læse mange flere af dine ord.

    1. Velkommen hertil. Skønt at du vil læse med – Tak!
      Vi skal nemlig nyde øjeblikket uanset børnenes alder. Ha’ en god dag og pøj pøj med den ældste :-O Uha, det må være svært at skulle sende sit guld så langt væk!

  3. Din indlæg rammer plet for mig. Sidder her som 1. gangsmor med 18 dage gamle Manfred og tuder af træthed og afmagt. Har haft mellem 2-3 besøg hver dag og er grædefærdig. Min mands familie er hæmningsløse og har været her mange gange. Vækker ham når han sover, synes jeg skal stoppe min amning, så de kan holde osv. Min mand og jeg talte meget om hvordan vores 14 dage sammen skulle være før fødslen. De skulle være uden besøg og med masser af ro. De blev det modsatte og det er vores egen skyld, fordi jeg ikke siger fra.
    Det hele er toppet med en indlæggelse med vejtrækningsbesvær hos lillemanden og brystbetændelse hos mig og med 39 i feber og dødsbekymring over sit barn, har jeg bare lyst til at tjekke ud og ind i en verden, hvor kun vi og min mand eksistere.r Og min mor. Kæft, hun er vigtig i de her dage.
    Note to one self ved næste barn:
    Folk skal have at vide, hvornår de skal komme og hvor længe de kan blive. De skal ikke bare hænge ud når det passer. Har stadig ikke sovet en eneste lur mellem 630-2330.
    Når jeg ammer eller putter skal folk ikke gå ind i soveværelset for at overværer seancen. De skal blive ude.
    Husk nu at sige fra. Næste gang. SUK!

    1. Tillykke med Manfred! Og tillykke med den nye titel som mor. En træt mor lyder det til. Velkommen i klubben 😉 Det er nemlig bare så vigtigt, at lære at sige fra. For pludselig står man der med publikum på, når man skal forsøge at amme og med tårerene trillende ned ad kinderne af udmattelse, træthed, lykke og frustration. Jeg håber at jeres næste barsel sammen bliver fuldstændig som I ønsker jer det.
      Selvom det er svært at sige højt, så er det altså bare ens egen familie man bedst kan rumme der helt i begyndelsen. Sådan havde jeg det i hvert fald. Dem kan man nemmere sige fra overfor og græde overfor, for man skal ikke på samme måde virke til at have styr på det hele.
      Håber virkelig du får sovet!! Det er pisse vigtigt selvom der ikke er tid og ro. Det må kunne skabes for dig.
      Ind i sengen med dig (og Manfred), luk og lås og nyd din baby!! og held og lykke med den lille guldklump 🙂

      1. Tak:-)Har lige sagt fra ved at takke pænt nej tak til stor svigerfamiliefest de næste to weekender. De kunne næsten forstå det. Nu skal jeg have min første eftermiddagslur! Tak for en dejlig ærlig blog!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *