En hilsen fra den virkelige verden

Min barselsbobbel er punkteret. Med et brag. Jeg må indrømme at jeg blev noget forskrækket mandag morgen, da jeg stod der midt i virkeligheden på mit nye job. Det er ingen hemmelighed, at et plejehjem med svært demente er noget helt helt andet end Nyfødt-og børneintensiv. I virkeligheden kunne forskellen vel ikke rigtig blive større. Og så er det alligevel meget erfaring jeg kan bruge i mit nye job. Jeg har været i gang i 3 dage nu- og jeg er ret overrasket over, hvor mange spændende opgaver sådan en sygeplejerske på sådan et sted har. Selvom det er luksus at møde kl. 8, er det blevet mig en gåde, hvordan jeg tidligere kunne møde kl. 7 (omklædt) og nå at hive mit barn ud af sengen og kyle det ind af en lige-knap-åben-dør i vuggestuen. Nu har jeg to børn og skal møde kl. 8 (i hvert fald de næste 3-4 uger). Selvom det er direktør-tid er der pres på om morgenen. Børnene bliver vasket imens de spiser morgenmad og jeg børster tænder imens jeg drikker kaffe og den slags multitasking. Men jeg er faktisk kommet 10 minutter før tid hele ugen. Jeg er stolt! Mit nye job er spændende. Jeg er blevet taget godt imod. Både af nye og tidligere kollegaer, beboere og øvrig personale. Nu glæder jeg bare bare til at lære 75 beboeres navne udenad, deres diagnoser og de 100vis af nye kollegaer at kende. Det bliver en travl introduktion men er jeg spændt og glad.

Børnene har haft nogle lidt længere dage i institution end de plejer. De har indtil videre overlevet. Og det har jeg også. Min samvittighed har ikke været så hårdt ramt endnu. De har været i strålende humør og det samme har jeg. Det er så skønt at komme ud i den virkelige verden og vende hjem sidst på dagen til en røvfuld ulvetime(r), en stor lyst til at kramme og knuse, kravle rundt på gulvet og bygge hule -selvom øjenlågene er tunge og hjernen arbejder på højtryk. Vores aftener er spækket med praktiske opgaver, så vi er klar til at komme ud af døren næste morgen. Tanken om, at vores liv skulle se sådan ud hver dag fremover giver mig lidt klaustrofobi. Selvom jeg ikke er kommet i gang med mine aftenvagter endnu, tror jeg alligevel på, at det er langt den bedste løsning for mig og for mine børn. Så må vi se hvordan Mureren klarer ungerne i ulvetimen, helt alene i 3-4 dage 😉

Til info kan jeg fortælle, at jeg ikke (hvad jeg ved af) har været pinlig endnu. Jeg har ikke blødt igennem de hvide bukser, vendt vrangen ud af kitlen eller haft birkes imellem fortænderne hele dagen. Jeg ville bare sige hej og håber alle hygger derude. I morgen får min blog fornemt besøg af en meget sød co-blogger Trine aka. Vebsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *