En uærlig screening

Kender du det der med, at man sidder med et dameblad og falder over en af de der test? “Hvilken type er du” “Hvilken kendis minder du mest om” osv. ? Man har en klar fornemmelse af, hvor spørgsmålene bevæger sig henad og man frygter, at svaret bliver “Den nederen type ” eller “Du har slet ikke kendis-potentiale, for du er ALT for tør” Så for at undgå, at sætte sig selv i sådan en forlegenhed, snyder man måske lidt med svarerne. Man vil gerne kunne høre et bestemt svar; “Den spændende og elskelige type” og “Du minder om Rachel fra Friends”. Jeg gør det ret tit, hvis jeg falder over sådan nogle test. Jeg har også snydt lidt i en anden test….én af de test, som jeg, set i bakspejlet, ikke skulle have snydt i.

En del uger efter jeg fødte Bertil kom sundhedsplejersken (for guderne ved hvilken gang) for at se til os. I den forbindelse hev hun et spørgeskema frem med en masse spørgsmål. De handlede om, hvordan jeg havde det. Screening for en eventuel fødselsdepression. Jeg kunne godt se, hvilke svarmuligheder der ville give mig mange point og hvilke der ville give mig få. Jeg valgte naturligvis en del af de svarmuligheder, som gav få point. Jeg afleverede skemaet og to uger efter kom hun igen. Med et nyt skema…. Jeg udfyldte det igen, sådan cirka på samme måde som sidst. I mødreguppen gik det op for mig, at jeg var den eneste der var blevet screenet to gange. FUCK! Hvad var nu det for noget forskelsbehandling!? Var det godt eller skidt? Ligesom i folkeskolen, hvor man, når skolefotografen kom, troede at det var et godt tegn, at han var nødt til, at tage mange flere billeder af mig end de andre…..

Mange af spørgsmålene i screeningen handlede om overskud og følelser. Ingen skulle stemple mig som en mor med underskud af overskud. Alt var fint, for det er det jo, når man bliver en familie. Jeg vidste godt, at Bertil skreg mere end gennemsnittet, men tænk hvis det var min skyld. At han ikke ville have mig som sin mor. At jeg var dårlig til at være nogens mor. Eeeej, den kunne jeg altså ikke have siddende på mig.

Det var først i forbindelse med Alfreds 5 ugers tjek, at det gik op for mig, at det virkelig stod skidt til den sommer i 2012. Jeg scorede 2 point ved screeningen denne gang. Det er vel næsten umuligt som mor, ikke at score point på at bekymre sig. Det gør man bare. Over alting og ingenting. Sundhedsplejersken kunne fortælle mig, at jeg sidste gang scorede 12 point. 12! Og jeg snød endda lidt.

Screeningsredskabet er ikke lig med diagnosticering, det er jeg klar over. Men den følelse jeg havde indeni var ensomhed. Jeg havde svært ved at overskue de små ting. Jeg var ked af det flere gange om dagen, hver dag.

Det var ris til egen røv… Da jeg fortalte Per om mine kriminelle tendenser rystede han på hovedet. Det havde nok været meget godt for alle parter, hvis der var blevet taget lidt hånd om min pointtavle dengang.

Men ! Jeg kom igennem det, trods Bertils kollik, et husprojekt og en barsel med en dreng der sjældent sov. Hvad vigtigere er, som en god veninde var så sød at pointere overfor mig forleden; Bertil stortrives og det ser ud til, at vi begge kom igennem det. What a miracle!

//Camilla

bertilHam Bertil elsker jeg!

En tanke om “En uærlig screening”

  1. Åh ja. Med storebror, kunne jeg ha haft godt af et skema. Men han blev født om sommeren, og vi havde kun besøg af sunderen 1 gang, inden hun gik på pension. Efter det, var vi overladt til os selv, og “åben hus”. Jeg ville med garanti ha scoret mange point, med en ikke-sovende-baby og en masse bekymringer.

    Denne gang fik jeg tre point… Vildt der er så stor forskel på 1. og 2. baby, synes jeg. Hurra for mere overskud, mere ro og en baby der kan mærke at jeg slapper af. Det havde storebror helt klart af godt af, hvis man kunne skrue tiden tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *