Her er hvad du ikke skal gøre når du er syre-træt

Efter at være startet op på nyt job, er det klart at man ikke sprudler af energi når man vender snuden hjemad midt på eftermiddagen. Der er vel også en årsag til, at der er noget der hedder fridage/weekend. Det er her man lader op og gør sig mentalt klar til en ny uge. Hos familien Bjerre er det egentlig omvendt, for når man har en snottet unge på snart 1 år, er der ikke nattetimer nok til at indhente søvn. Og weekend er som regel lig med lidt flyvske sengetider, både for voksne og børn.

8 timers søvn på to dage er for lidt for en nyansat sygeplejerske. Det er også for lidt for en græs-enke, som har en meget hjælpsom mand, der arbejder i denne weekend (igen).

Men weekend -det er det! Og det skal børnene jo mærke. Så jeg pakkede ungerne i min mors lille hvide citroën og annoncerede vores ankomst hos min søster i Nordjylland, bare et par timer eller 3. Turen derop gik fint. Ungerne spiste og legede og vi sang “Hjulene på bussen” omtrent 175 gange. Men jeg var træt! På den der det-snurre-i-hjernen-og-øjnene-er-som-limet måde. De sidste 10 minutter af turen var kritiske. Jeg måtte give mig selv et par flade for at holde fokus. Frem kom vi. Med livet og det gode humør i behold. Men jeg var træt! Så træt, at det sociale aspekt ved et besøg kom på prøve. Mindstemanden blev også hurtigere træt end normalt pga. snotnæsen. Så efter et par timer måtte vi hjem igen. Thi der var ikke plads i bagagerummet på citroënen til en barnevogn. 1,5 time i bil. Ungerne faldt hurtigt i søvn. Fryd og gammen! Jeg ville selv lige holde ind og lukke øjnene, for jeg vurderede, at det at køre bil i min tilstand, var lige så usikkert og dumt som at køre bil med en flaske gin i årerne. Jeg fandt et perfekt sted, hvor vi kunne holde. Netop som jeg parkerede vognen vågnede ungerne, forvirret, med blodskudte øjne og begyndte at hyle i kor. FUUUUUUCCCCKKK!! Jeg kastede Citroënen i gear og lavede hjulspind ud på de ganske danske mortorveje igen. Ungerne lukkede igen deres øjne og mine egne øjne havde sygelig trang til at gøre det samme. Da vi nåede Randers blev min søvntrang så alvorlig, at jeg blev nødt til at holde ind. Uanset om børnene ville vågne eller ej. Men den ældste kom mig i forkøbet. Han havde nemlig en generende bussemand i næsen som udløste et brøl som kun er hørt i regnskovene. Fra et meget stort dyr. Alfred vågnede naturligvis i et tilsvarende brøl, hvilket forskrækkede den ældste så meget, at han brølede endnu højere. Jeg forsøgte på bedste pædagogiske vis at skabe ro på bagsædet så godt som jeg nu engang kunne på mortorvejen. Det virkede ikke. Jeg måtte hæve stemmen en smule, hvilket forargede Alfred (den mindste) i sådan en grad, at han stak i et skrig. Det var living hell back there! Jeg forsøgte at skrue op for radioen, rulle vinduerne ned og synge “Vi har det, åååååhhh, så dejligt, åååååhhhåhåhå”. Intet hjalp. Jeg forsøgte at spørge Bertil, om det virkelig var den bussemand der væltede hans verden, hvortil han skreg at han havde ondt i numsen. Da jeg spurgte hvor på numsen han havde ondt, råbte han: ” I NUMSENS HULLE!!!!” Ingen mor kan høre sådan en sætning komme ud af en meget seriøs og vred barnemund uden at komme til at grine.

I dag har den stået på projekt Gør-haven-efterårs/vinterklar. Vi nåede lige akkurat at komme ud alle 4, før manden drønede i Silvan, Alfred sked i flyverdragten og Bertil var sulten. Heldigvis kom et par venner og deres børn på besøg og resten af dagen er gået med at sætte lyddæmpende plader op i lofterne, eftersom støjniveauet herhjemme hver dag når nye højder.

Om lidt er det mandag! Og jeg glæder mig 😉

//CamillaTe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *