Jeg kan gale højt

Som en mor, der ikke er ked af at gale højt og længe når mine børn sover for lidt eller er urimeligt sure i en længere periode eller syge, så må jeg bare acceptere, at det der galen højt, på et eller andet tidspunkt vil give mig er rap over nallerne. (Seriøst, ordet “nallerne” blev autocorrected til “ballerne” – hvilket havde gjort indlægget lidt mere interessant). Det at gale højt, fungerer som en slags ventil for mig. Jeg gør det ikke hele tiden. Slet ikke. Jeg er også typen der græder glædeståre når Alfred tillægger sig nye skills eller når Bertil fortæller om hans dag. Jeg er typen der er pave stolt af mine børn. Som synes de er perfekte som de er, fraset deres til tider rådne immunforsvar, deres nederen søvnvaner og de mange bleskift. Jeg synes det er hårdt, at være mor. Jeg synes det er svært, at være den mor jeg gerne vil være, når jeg konstant er træt og i underskud af overskud. Jeg prøver. Hver dag. Og som tiden er gået, er jeg også blevet god til at overbevise mig selv om at jeg er en god mor. Den bedste for mine børn. Jeg kan også på en eller anden måde finde ro i, at det hele er en fase. Det er bare lige nu det er hårdt.

En gang i mellem støder jeg ind i de der kommentarer til de større bloggerfisk i det store hav som fx. “De mødre der brokker sig over, hvor hårdt det er, og hvilke umulige børn de har, skulle skamme sig. Der er mange der ikke kan få børn – vi vil give vores højre arm for et barn som dit”. På mine svært trætte dage fristes jeg til at sige; Be my guest assholes! Men det gør jeg jo ikke!

Jeg har stor medfølelse, med dem der af forskellige årsager ikke kan få de her børn, som de drømmer om. Jeg er dybt, dybt taknemmelig for mine børn. Også de dage, hvor de har diarré og opkast og ikke har ladet mig sove mere end 3-4 timer. Enhver forælder kan blive træt af deres yngel. Det er der ingen skam i. Vi elsker dem alligevel. Der er heller ingen skam i, at klage over hovedpine selvom man ved, at andre lider større smerte end den smerte et par panodiler kan klare. Det handler om HVORNÅR man beklager sig og i hvilket selskab. En blog og en instagramprofil er nu engang privat i et vis omfang. Det er dem der sidder bag profilerne der sætter dagsordenen og hvis man ikke er til lort og lagkage, kan man jo finde sig et andet bageri. I mit bageri er der en god blanding. Det er helt okay, for jeg mener det jo i overført betydning.

Jeg tror at jeg forstår, hvorfor nogle damer derude har det lidt anstrengt med dem/os som brokker os højlydt over vores børn. Måske handler det om dårlig samvittighed, ønsket om ikke at udstille sit familieliv og følelsen af at man gerne vil undgå, at andre skal dømme én som en dårlig mor. De brokker sig måske til de aller nærmeste. Som sagt er bloggen min udluftningskanal. Uanset om man galer højt eller klukker stille bag hjemmets fire vægge, så tror jeg at mange klukkere vil føle trang til at gale højt når søvnen bliver som et spil i lotto, hvor vinderchancerne er alt for små. Når børnene er syge på skift i en måned. Når man skal skifte lortebleer med 10 minutters intervaller hele morgenen osv. Vi gør tingene på forskellige måder og det er helt okay. Synes jeg.

Når man er blogger, som jeg selv har været i 4 måneder nu, så er det nok uundgåeligt at få de der kommentarer som lige giver et hurtigt løb af noget hjertebanken eller som skaber en form for akavethed. Det er som bekendt et til tider hårdt medie- det der sociale noget. Jeg har 7-9-13 ikke oplevet nogle ubehagelige kommentarer endnu. Ikke om mit brokkeri og min virkelighedsbeskrivelser af tilværelsen med 2 børn der sover åndsvagt dårligt. Det eneste lille rap jeg har fået over “ballerne” var på min instagramprofil. Det var vidst nok på sin plads. Selvom jeg blev paf og senere ret irriteret over, at en fremmede der frivilligt havde VALGT at følge MIN profil, gav udtryk for, at jeg gik over stregen og ikke skulle gøre grin med en sygdom, som hun synes mit billed og dertilhørende tekst gjorde. Efter lidt tid kom jeg frem til, at det er okay at sige fra. Men at sige fra kan gøres på flere måder. Én måde kunne være, at stoppe med at følge mig. Så er man helt ude over det irritationsmoment. Jeg kan en gang imellem gå lidt over stregen. Indrømmet! Nogle gange bliver min “humor” lidt for dyster og det er ikke alle der er gearet til at blive tvunget med om bord på den vogn. Slet ikke fra morgenstunden. At lægge et billed ud af en lækker kagerest der uden tøven blev konsumeret kl. 07.35 en mandag morgen, med ordene “Glædelig mandag. Jeg vil fange mig en diabetes” kan selvfølgelig såre dem, der enten selv har diagnosen eller dem der har set, hvordan diabetes har ødelagt meget i deres familie. Det er en svær balancegang, når man har en røvsyg humor som jeg. Hver gang jeg åbner munden skal jeg lige tænke en ekstra gang over, om den der sidder overfor mig kan holde til mosten. Jeg har bestemt lært af den lille (og for andre) ubetydelige episode. Jeg ønsker ikke at såre nogen. Jeg forsøger ikke at belære nogen. Jeg forsøger ikke at lægge op til debat, hvor modpoler kan mødes og svine hinanden til. Jeg skriver bare om det der røre sig i min lille andedam og håber, at det bidrager til at andre på en eller anden måde kan nikke genkendende til det uperfekte perfekte liv med børn og mand og måske i sidste ende afføde et lille smil på læben.

Jeg har fx. skrevet vidt om bredt om mit til tider lortede parforhold her: Når parforholdet sættes på prøve .

Eller om vores besøg hos en dygtig terapeut i Randers Guncity : Parterapi

Jeg har også skrevet om en screening for fødselsdepression: En uærlig screening

Det er ikke let at være kone og mor. Det kan være svært at finde tid til at stoppe op midt i ræset og mærke efter. Den ene dag tager den anden og man skal holde tungen lige i munden så længe man har små børn. Jeg har skrevet lidt om skilsmisser og min frygt for, at blive kvalt af hverdagen her: Skilsmisseepidemi .

Men jeg har også skrevet om de mange glæder der er ved mor og konelivet. Jeg har opfordret til, at mødre skal Tag ja-trussen på samt at tilværelsen med små børn både er Lort og lagkage

Afslutningsvis for denne dags blogindlæg vil jeg bare sige tak til jer der læser med. De små kommentarer I sender varmer, og jeres “likes” efterlader mig med en overbevisning om, at jeg ikke er gået over stregen…. endnu 😉

Ha’ skøn dag!hanen

//Camilla

 

 

6 tanker om “Jeg kan gale højt”

  1. Det er simpelthen det dårligste argument, at man ikke må brokke sig fordi der er andre der har det værre. Der er ALTID nogen, et eller andet sted i verden, der har det værre end en! Og at man synes det er hårdt at havd børn er på ingen måde ensbetydende med, at man ikke elsker sine børn over alt på jorden. Det er bare befriende for andre med børn at høre, at man ikke er den eneste der har det hårdt.
    Jeg siger tak for at du er både ærlig og sjov!

    1. Du har helt ret! Hvis man skulle binde en knude på sin tunge, hver gang med fik lyst til at sukke dybt over sine børn, sin hovedpine, sin efterfødsels-krop osv, fordi der sidder andre der kæmper med barnløshed, migræne, svær overvægt osv, ja så kunne man da ligeså godt isolere sig. Det handler nemlig om, hvornår og i hvilket forum man beklager sig. Altså situationsfornemmelser. Når det kommer til en blog eller en facebook/instagram profil mener jeg, at man må have lov at bestemme hvad man vil skrive om. De som synes det er svært at læse med, kan jo heldigvis vælge det fra. Hvilket er helt ok!
      Mange tak for din kommentar og rigtig god weekend 🙂

  2. Fint indlæg. Jeg synes dog ikke rigtig du er gået over stregen, men jeg er måske large på den måde 😉 Dog får du mig nogle gange til at revurdere om jeg vil have et barn nr. to ;D
    God aften!

    1. Haha! Jeg kan kun sige DO it mht nummer to. Selvom nætterne (herhjemme) alt for ofte er noget møg, så er det SÅ fantastisk at have to der har så meget glæde af hinanden allerede. Jeg synes det er lettere nu end da jeg havde barsel med den første. Hvis jeg havde haft en blog dengang, havde det formentligt være en form for prævention for alle der læste med 😉 😉 Tak for din kommentar! Ha en skøn weekend 🙂

  3. Hej Camilla

    Selvom jeg nok langt fra er målgruppen til denne blog, er jeg vist så småt begyndt at kigge jævnligt herind.
    Du skriver godt, samtidig med det er lidt sjovt at læse om en verden der er så lang fra min. Jeg bor alene og er fuldkommen herre over min egen tid.
    Det tænker jeg ikke særlig tit over, men efter at have læst om din til tider krævende hverdag, med ufrivillig mangel på søvn mm., skal jeg da vist lige huske at være taknemmelig over at jeg selv bestemmer, hvor længe jeg vil sove.
    Forhåbentligt kommer jeg også til at blive vækket af børn på ukristelige tidspunkter, men det ligger pt. et godt stykke ude i fremtiden 😉

    Jeg har ikke på noget tidspunkt fundet din “røvsyge humor” stødende. Tværtimod finder jeg dine billeder på instagram og indlæg herinde dejlig forfriskende, sjove og ærlige 🙂
    – Men som du selv er inde på i dette indlæg er det nok altid en god ide at tænke før man taler 🙂

    Hav det, og håber du får en god nats søvn.

    1. Hvor er du sød Jacob! Tak! Og det er så fint, at du gider læse med selvom du lever et liv som jeg vil betale en stor sum penge for at få lov til, at være i bare en gang imellem 😉 Jeg håber og ønsker for dig, at du en dag får frarøvet din nattesøvn og får grå hår mange år før tid, for det er faktisk ret stort, selvom det er hårdt 🙂
      Ha’ en lækker weekend spækket med søvn 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *