Parterapi

Jeg har grublet lidt over, om jeg havde lyst til at dele dette med Gud og hver mand. Gud jo jo, men hver mand?

I alle parforhold, uanset om man er gift eller ej, uanset om man har børn eller ej, kommer der kriser, problemer, konflikter, diskussioner og frustrationer. Det er vel uundgåeligt. Men hvornår bliver det så surt, at vores parforhold har brug for hjælp? Skal man have tænkt i skilsmisse tanker før man bør tage kontakt? Det er ikke et nederlag, at erkende, at man har brug for hjælp. Det måtte jeg ihvertfald minde mig selv om 50 gange dagligt da beslutningen blev taget.

parterapi

Det var sikkert som amen i kirken, at denne sætning blev fyret af hver gang vi havde en diskussion; ” Vi ses hos en parterapeut dit sure røvhul”. Det er egentligt utroligt at “røvhul” ikke blev Bertils første ord.                                                            Dagen kom (endelig) hvor jeg tænkte, at der måtte handling bag ordene. “Vi ses seriøst hos en parterapeut dit sure røvhul – og det er ikk’ for sjov!” Så jeg satte mig ned og forfattede en mail til en parterapeut. Jeg startede ud med at gøre det klart, at vi ikke stod i en eksistentiel krise eller for den sags skyld var på vej i skilsmisse. Bare sådan, at hun ikke hev det store psykologi-arsenal frem. Svaret kom ret hurtigt tilbage. Vi fik en tid ugen efter.  BOM! 2 flotte unge mennesker, hvis jeg selv skal sige det, kunne ikke finde ud af, at tale sammen. Vi skulle til Randers for at få styr på vores lort. Randers… Sagen var jo, at vi elskede hinanden, vi ville hinanden og derfor var det faktisk ret akavet, at tage afsted til parterapi. For det er da noget man gør som et sidste desperat forsøg på, at undgå skilsmisse. Vi var altså slet ikke derude.

Der var en afslappet atmosfære hos den rare terapeut. Hun startede ud med, at høre lidt om vores baggrund, hvordan vi mødte hinanden og sådan smalltalkede vi i en rum tid. Langsomt fik hun spurgt ind til, hvad problemerne drejede sig om. Hun var rigtig god til, at få os begge på banen og vi fik ret hurtigt åbnede op, hver især. Det, at få italesat sine tanker er ikke en dum ting. Vi var afsted 2 gange og det ændrede simpelthen så meget. Vi fik et nyt fokus, en fornyet energi i vores parforhold og en respekt som måske havde manglet lidt siden kollikbarnet blev født. Efter et husprojekt, hvor jeg var meget alene med Bertil, med min uopdagede fødselsdepression og manglende overskud blev det svært, at være noget for min hårdtarbejdende mand der havde brug for et skulderklap og opmuntring til, at fortsætte projektet. Terapeuten fortalte, at vi skulle se parforholdet som et par vægtskåle. Der skal være overvægt i den positive skål. Vores vægtskåle var nede under gulvbrædderne. De havde måske lige været nede ved grundvandet og flyde lidt. Vi fik nulstillet de her vægtskåle ved parterapeuten gennem samtale og hjemmeopgaven blev, at fylde en masse i de positive vægtskåle.

Hvordan fylder man på? Hvad gør ham glad? Hvad gør mig glad? 

Med udgangspunkt i “Kærlighedens 5 sprog” af Gary Chapman fik vi virkelig øjnene op for, hvad der betød noget for hinanden. Det lyder SÅ åndsvagt, men det giver mening. De 5 sprog lister jeg op her:

1) Anerkendende ord

2) Tid til hinanden

3) At modtage gaver

4) Tjenester

5) Fysisk berøring

Man kan gå rundt og tro, at man fylder på sin partners positive vægtskål ved fx. at give sin ham/hende gaver. Jeg elsker gaver fra min mand. Uanset hvad det er. Med forbehold. Hvis det, der gør Per allermest glad er, at jeg giver ham anerkendende ord eller et kys, så er det måske lidt spild af penge, at købe gaver til ham.

Derudover lærte vi, at det er vigtigt, at evaluere sit parforhold. Uanset om man har været sammen kort tid eller om man har fejret sølvbryllup. Parforholdet er en opgave. Det kræver arbejde, udvikling og evaluering. Èn gang om ugen, foreslog terapeuten, bør man sætte sig ned, med en kop kaffe og tale sammen. Give hinanden ros for de gode ting man har gjort for hinanden i ugens løb. Hvad har Per gjort for, at gøre mig glad? Hvad har jeg gjort? Det skal ikke være en samtale der handler om, hvad der har gjort os vrede, for det skaber afstand og man sætter parader op med det samme, hvis man skal høre kritik som det første. Afslutningsvis kan man aftale, på en konstruktiv måde, hvad der skal være mere fokus på. Hvad der skal være mindre af. Det er virkelig godt givet ud. Det giver sammenhold og følelsen af, at være sammen om et super vigtigt projekt, nemlig projekt “I medgang og modgang til vi bliver gamle. Til vi tørre ind, får slatten hud og får endnu tungere øjenlåg end dem vi render rundt med nu”.

Det kan være lidt svært, har vi erfaret, at finde tiden om aftenen med børn, madpakker, oprydning osv. Men det er en prioritering. Det bør være førsteprioritet. For hvad er et opryddet og rent hjem uden kærlighed? Hvad er en madpakke, hvis den ikke er smurt med kærlighed.  Røv-syg!

Inden jeg trykkede “Udgiv” spurgte jeg Per, hvordan han havde det med, at Gud og hver mand om lidt ville kende til vores ‘fucked up’ parforhold. Han svarede: ” Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg har fortalt det til mine kammerater og helt ærligt; Vi har været igennem et helt års total ombygning med en unge der skreg og ikke ville sove. Ingen forhold ville kunne klare sådan en omgang, uden et smut til Randers!”. Jeg er enig. Med dette indlæg håber jeg, at kunne bryde et tabu. At kunne inspirere og hjælpe andre før det bliver for surt. Jeg er helt okay med, at Gud og hver mand ved, at vi har et fuldstændig normalt parforhold 😉

10

Peace!

//Camilla

12 tanker om “Parterapi”

    1. Hej JK. Det kan du tro. Vi besøgte Heidi Jacobsen. Hun er fuldstændig fantastisk. Du kan læse lidt mere om hvem hun er på hendes hjemmeside. Jeg forsøger lige at indsætte et link. Håber det virker.

      Kh Camilla

  1. Hej Camilla –
    Læser med stor fornøjelse dine “indspark”. Glæder mig over din ironi og underfundighed – og ikke mindst din ærlighed. Forstår dine tvivl, når man pludselig bestemmer sig for at gøre sig selv åben og sårbar.
    I et forhold ved vi heldigvis ikke alt om hinanden – om hinandens reaktioner i forskellige situationer – men viljen til at ville hinanden – at finde tilbage – er også ensbetydende med risikoen/chancen for at opdage sider hos den anden, som måske vil være endnu sværere at tackle, end det vi mødte tidligere.
    Pas på jer…

    1. Tak for din kommentar. Det er dejligt at få sådanne. Jeg kan ikke se, hvem der læser med på min blog, så kommentarer giver mig en idé om, at jeg når ud til andre end min mand 😉 Du har fuldstændig ret. Jeg håber, at netop dette indlæg kan være til inspiration og reflektion hos andre.

  2. Ros til dig, hvor er du modig og ligetil. Jeg glæder mig til flere indlæg.. tillykke med din blog, og dejlig jeres forhold klarede et lille bump på vejen. Hvordan skal vi egentlig klare os uden de mænd;-) vi ved, vi ikke kan undvære dem, men det behøver de jo ikke vide.

  3. Jeg forstår slet ikke at parterapi er et tabu. Altså… Der er jo ting i denne verden, som alle ikke kan klare selv. Fx at skifte hjul på sin bil. Nogle kan, andre kan ikke. Jeg tror jeg kan. Heg har ikke prøvet det, men det kan jeg da. Jeg kan putte olie på bilen i hvertfald 😉

    Jeg har ikke så mange tabuer. Jeg har mange ting som berører mig dybt, men det er de færreste ting som jeg ikke kan tale om, eller jeg ikke er openminded overfor. Vi lever jo kun en gang, og hvis man skal have det allerbedst i livet, skal man så ikke nogle gange kæmpe for det? Måske have hjælp til at se hvilken vej man også kan gå. Ikke alle stier er blotlagte. Som du skrev i et andet indlæg (ja, jeg speedlæste lige et par eller 7 stykker), så er du glad hvor du er. Hvorfor miste det? Jeg synes du er super stærk. Først fordi du gjorde noget ved det! Og så fordi du er modig nok til at fortælle om det. Nothing comes easy.

    Jeg lærte skam selv noget af dit indlæg, for der er da bestemt en masse ved ens partner man kan få lange patter af. Og jo længere de bliver, jo mere irriteret bliver man, og så glemmer man at de engang var 17 og friske, og bløde og alt var godt….

    /Kamille

    1. Mange tak for din søde kommentar. Det er så fedt, når folk tager sig tid til at skrive lidt. Så tak! Jeg er super glad for, at du har lært lidt af indlægget. For så giver det mere mening for mig, at være ærlig om den der crabby side af tilværelsen. Du har helt ret i de ting du skriver. Måske er der mange (særligt unge par) der tror, at parterapi er for dem der har været sammen aaaaalt for lang tid og som måske slet ikke skulle have fundet sammen i tidernes morgen. Men jeg synes bestemt at parterapi er for alle. ALle dem der vil hinanden uanset lange patter eller ej 😉

    1. Rørende indlæg Lisbet! Det er livsbekræftende at læse de ægte historier, som ikke altid er lyserødt og perfekt. Det er befriende at vide, at man ikke er alene om at kæmpe i og for sit ægteskab. Uanset hvor mange år et forhold har på bagen. Uanset om der er børn i billedet eller ej. Uanset om der er sygdom eller ej. Alle kæmper og jeg må bare sige, at jeg er tilhænger af, at man deler lidt af hvert. Om det er på de sociale medier eller over en kop kaffe med sine veninder. At italesætte det svære, det tunge, det der gør tilværelsen hård er med til at pille “det perfekte” ned, “det perfekte” som ikke eksisterer men som alligevel kan forblænde mange og give dem en følelse af at være alene i et til tider lorteparforhold. Tak for din kommentar og rigtig god weekend til dig og dine 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *