Den kronisk dårlige samvittighed

Det her halv rodede indlæg handler lidt om det her med, at have sig selv med i sit mor-skab. Om vigtigheden i, at stoppe op og mærke efter. At sige til og fra. At overveje og prioritere de rigtige ting og at skrue forventningerne til sig selv helt ned.

Jeg tror jeg misunder andengangsmoren Camilla lidt, hvis jeg ser på mig selv gennem førstegangsmoren Camilla’s øjne. Lidt er nok i virkeligheden en underdrivelse af dimensioner.

Da jeg fødte Bertil var jeg forinden selve fødslen, i et angstprovokerende “Dør jeg af det her”- scenarie. Det at overleve en fødsel var et sandt mirakel (synes jeg på det tidspunkt, eftersom jeg havde svært ved, at forestille mig en anden afslutning på eventet end den fatale). Den der sejrsrus fyldte rigtig meget i døgnet efter. Faktisk havde jeg lyst til at fejre livet med alle dem jeg holdt af. Jeg havde brug for, at der kom en masse og så mit smukke afkom og særligt havde jeg brug for min mor. Vi blev installeret på patienthotellet mhp. ammeetablering og den slags. Det var fint. Jeg sov ikke det første døgn efter fødslen. Jeg havde heller ikke sovet døgnet forinden. Den manglende søvn gør selvfølgelig ingen underværker på nogen konti. Slet ikke på overskudskontoen. Besøg skal der til når man har klemt en 3,4 kilo knejt ud gennem sit allerhelligste. Det første besøg var af mine forældre. Det var stort! Men derefter gik luften af ballonen. Jeg synes ikke at jeg kunne overskue mere. Når man sidder der i sin seng på patienthotellet, grådlabil, ødematøs som bare pokker – over hele kroppen, træt som aldrig før, lykkelig, bange, nervøs, med overspændte bryster, en amning der ikke kører på skinner, en meget sulten dreng og et underliv der gør mere ondt end hvad man kunne forestille sig lige da man havde født, ja så er der altså kun én person i verden der duer; MOAR! Som førstegangsmor, synes jeg det var enormt grænseoverskridende, at være så tæt ( pga. det lille værelse) med alle de besøgende. Det var grænseoverskridende at tænke på en amning foran dem. Det ville være grænseoverskridende at bede dem vente udenfor imens en måske timelang svær amning med hjælp fra personale skulle i gang. Det var rigtig svært, at give Bertil fra mig, selvom det var til mennesker der ville få en kæmpe stor betydning for ham i hans liv. Selvfølgelig ville de holde ham, snuse til ham og røre ham.  Men jeg kendte ham ikke selv endnu, jeg havde ikke kigget længe nok på ham endnu. Midt i et af besøgene kom der en sygeplejerske ind på stuen som ville se en amning. Foran hele skaren af gæster tog hun fat i mit bryst som om det var uden nerver og følereceptorer. Hun nærmest proppede det ind i munden på det her lille bitte skrøbelige menneske. Han kunne ikke helt finde ud af det og det kunne jeg heller ikke. Så hun rev en del i mig. Hun havde tralvt, det bar besøget præg af. Der sad jeg så, stor og afmægtig i en omgang ammeetablering med mennesker jeg holdt af men som jeg ikke kunne overskue lige nu. For at få mig til at føle mig som en endnu bedre mor spurgte sygeplejersken mig, om jeg ikke hellere ville lægge ham i vindueskarmen, for det kunne jeg da ligeså godt sådan som jeg sad med ham halvanden meter fra brystet. Tak for den søde kommentar udbrændte sygeplejerske som tilsyneladende burde finde et andet job eller en mand der rent faktisk gider dig en onsdag aften! Tak fordi du SÅ mig! Tak for dit selvtillidsboost…

Da gæsterne var gået var jeg fuldstændig tudefærdig. Jeg orkede ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg var træt og forvirret og skuffet og alt muligt andet. Besøgene rullede ind de næste to dage samtidig med ammetablering og pludselig skulle vi hjem. Med et sulten barn og en amning der ikke var ordentlig i gang endnu. Jeg var angst da vi sad hjemme i vores lejlighed 800 meter fra Skejby sygehus med bryster så store og hårde som kampesten. De næste knap 14 dage gik med en masse besøg. Rigtig mange besøg.

Som tiden gik erfarede jeg, at jeg var en meget stresset, presset og nervøs førstegangsmor som ikke kunne læse mit barns signaler. Hver gang han brokkede sig fik han bryst. Som resultat af den taktik, tog han på i flyvende fart, fik ondt i maven og skreg i timevis hver eneste aften i 5 måneder. Jeg var en mor som overreagerede når tingene ikke gik som planlagt. En mor der havde en meget kort lunte og som græd mange gange om dagen pga. dårlig samvittighed, utilstrækkelighed og lavt mor-selvværd. Jeg havde tårnhøje forventninger til mig selv som mor. Jeg kunne på ingen måde leve op til det. Jeg forsøgte at hive Sundhedsplejersken Helens (hende der udgiver bøger om alt muligt omhandlende børn, søvn, mad osv) dagskemaer ned over hovedet på Bertil, for at have bare en lille smule kontrol over et eller andet. Han passede bare ikke ind i de der skemaer. Han har altid været sin egen. Noget jeg først senere fandt ud af var en af hans store styrker. Som træt mor er det bare pisse irriterende, at han ikke sov de der 16 timer i døgnet som de skulle i følge bøgerne. Det er bare så tåbeligt, at der stod i skemaet for baby på 6 måneder, at de vågner kl. 6 ammes og sover videre til 07.30 når virkeligheden var, at hans første lur (ud af alt for mange i følge skemaet) startede kl. 6.15! Ude i barnevognen. I snevejr. Skemaet var naturligvis vejledende men der var ingen vejledning at hente. Ingen!

Jeg begyndte at se frem til at min barsel var slut. Jeg var så heldig at blive ansat på en fantastisk afdeling, som jeg kendte fra min praktikperiode, så Bertil skulle bare lige køres ind i vuggestue og så kunne der starte en nyt kapitel. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed. At være mor og have et fuldtidsjob er ikke den bedste kombination må jeg bare erkende. At have et barn der ofte bliver syg skaber ikke den største fleksibilitet på en arbejdsplads. Jeg fik hjertebanken hver gang vores koordinator eller sekretær råbte efter mig, at der var telefon. Det var med en vis nervøsitet i stemmen, når jeg gang på gang måtte ringe til afdelingen og bede om barnets tyvende første sygedag. Det var med ærgrelse, at jeg måtte sige nej til overarbejde eller ekstra vagter, da jeg gerne ville bevise mit sygeplejerske-værd og måske komme lidt foran i køen om en fast stilling, men jeg havde et barn der skulle hentes og passes. Manden arbejdede på det tidspunkt så tilpas langt væk, at han ikke kunne nå at hente. Vi havde et husprojekt som i forvejen stod stille de weekender jeg var på arbejde, så at tage ekstra weekendvagter kostede os flere penge end jeg ville tjene på sådan en vagt. Jeg tudede i medicinrummet, når manden sendte et billed af en Bertil der havde lært at stå eller hoppe eller gå. Det er svært at være to steder på en gang.

Sig til og sig fra! De der 14 dages barsel med mand og baby (og søskende) er en helt unik tid som er til for, at I kan få ro til at være den nye familie som I er. Som nybagte forældre skal man passe på hinanden i den første tid. Da vi fik Alfred fik vi ganske få besøg de første 14 dage og jeg NØD hver en dag med mine drenge. Jeg nød roen. Jeg nød at ligge i sofaen med Alfred og kigge på ham imens han sov. Jeg fik tid til at lære ham at kende. Jeg slappede så meget af, at mit blodtryk nærmest var ikke-eksisterende. Nyd barslen, for det er en tid du vil længes efter når du arbejder 37 timer om ugen og kun når at se dit barn få timer om dagen. Måske skal man ikke stræbe så højt eller have så høje forventninger til sig selv og sin karriere så længe man har små børn.

Alfred er 9 måneder nu. Om en måned starter han i vuggestue og så starter et nyt kapitel. Et nyt kapitel med kronisk dårlig samvittighed over, at sende sine børn i underbemandede daginstitutioner alt for mange timer i døgnet, på overfyldte stuer med halvsyge børn, der afleveres om morgenen på chance-kortet fordi der er for lidt forståelse for familielivet og de udfordringer børnefamilierne står overfor, på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt. Om lidt starter et nyt kapitel for mig. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed over, at det måske er pædagogen der hører ham sige mor for første gang. Det er pædagogen der står klar til at tage imod ham når han tager sine første skridt. Det er pædagogen der trøster ham i stedet for mig. Det er pædagogen der sidder med ham når det han i virkeligheden allermest har brug for, er at sidde hos sin MOAR!

Nogle kapitler har man bare lyst til at springe over eller omskrive!

//Camilla

Barselstanker

Det er ikke nogen hemmelighed, at man bliver lidt mere følsom når man er blevet forældre. Livet ændre sig og jeg synes det er blevet mere meningsfyldt. Dette selvom jeg ikke forstår meningen i rigtig mange af de ting børn og babyer gør. Som fx at vågne kl 5…Eller at sætte en enorm stor ære i, at beholde en lorteble på så lang tid som overhovedet muligt, for til sidst, på puslebordet, at sige “Okay jeg har lort i bleen”… Jeg forstår heller ikke meningen i, at brokke sig over tandbørstning og sætningen “Så er det sengetid” hver ENESTE aften. Det sker uanset. Hver eneste aften.

Hver morgen overvejer jeg, om jeg skal holde den store hjemme eller om han skal afsted i vuggestue. Han har sin faste fridag om fredagen, men burde jeg have ham mere hjemme nu, hvor jeg har barsel… Omvendt har han korte dage og måske er det også godt for ham, at der er en vis struktur i hverdagen. Struktur og barsel er nemlig to ord der ikke går hånd i hånd.

I går og i dag har det ikke været sjovt at aflevere Bertil i vuggestuen. De sidste to dage har jeg tudet på vej hjem i bilen. Vi siger farvel i vuggestuens fællesrum. Jeg får et stort kys og et kram og så vinker han imens han råber: “Jeg elsker dig”, “pas godt på far og Alfaad”, “Vi ses snart mor”, “Jeg skal ikke være ked af det”, “jeg skal ikke græde mor”, “farveeeel”.  Når jeg åbner døren for at gå ud af vuggestuen, kan jeg se, at han putter sine fingre i munden (i mangel på sin sut og tryghed) og vender sig rundt for, at finde én der kan fortælle ham, at det nok skal gå. Problemet de sidste to dage, har bare været, at der har været for mange helt små størrelser der har krævet den eneste pædagog(medhjælper) der var i fællesrummet og derfor må de større trøste sig selv. Det eneste jeg har haft lyst til, var at gå ind igen og tage ham med hjem. Når han bliver hentet af Per om eftermiddagen får vi at vide, at han har haft en rigtig god dag. De ved også, at de skal ringe til mig, hvis de synes han er ved siden af sig selv. Det giver ingen mening, at jeg skal gå hjemme og hygge når mit barn er ked af det og ikke er sig selv i institutionen.

blogprof

//Camilla

Nød lærer nøgen kvinde at spinde…

… Hun lærer ihvertfald, at abstrahere fra lyden af en gigantisk og gammel bærbar, der larmer mere end når læge-helikopteren letter og lander. For jeg er bag ud med opdateringer fra min idylliske barselsliv.

image

Alfred var til kiropraktor for en uge siden. Der måtte være noget i hans nakke/ryg der drillede ham tilpas meget, for det kan da umuligt være rigtigt, at jeg skal have min vinterjakke på inde såvel som ude, fordi han skriger hvert 5. minut. Der var noget der drillede den søde Alfred. Det kunne den venlige kiropraktor hurtigt konstatere. Han fik en omgang kiropraktor-halløj og han synes det var en fest. Hun sagde, at det skulle kunne mærkes med det samme. At han ville komme til at sove bedre nu.

En uge er gået og tænker på, om der er returret på den slags… Han sover jo om muligt endnu værre. Halv times lure, 45 min. og til nøds 1,5 time, med uafbrudt vuggen frem og tilbage i barnevognen. Der er bestilt tid til ørelæge imorgen. Jeg bruger udelukkelsesmetoden. Jeg gider ikke, bruge en hel barsel på at være frustreret og overveje om, jeg skulle have gjort noget i stedet for at acceptere et søvnminimum (ligesom sidste barsel). Dog vil jeg lige fortælle, at Alfred efter besøget hos kiropraktor, igen er blevet en glad baby. Han er tilfreds den største del af hans vågne timer, hvilket jo er af afgørende betydning, eftersom han har rigtig mange af den slags. Vågne timer. Han vil gerne ligge ned, på legetæppet, hvor han før skreg,var irritabel og svær at gøre tilfreds. Thumps up! De får lov at beholde de knap 400 kr. det kostede for hans behandling.

I weekenden var vi oppe at besøge min søster i Nordjylland. Jeg ved ikke om det er den nordjyske luft eller om det var den knaldrøde Emmaljunga klapvogn han lånte når han skulle sove, men sove det gjorde han. Fuldstændig fantastisk faktisk. The Perfect Baby Is Back! Så der var jo ligesom ikke andre muligheder, end at købe den knaldrøde klapvogn med hjem. For det var den vogn han savnede. Nu har vi intet mindre end 8 vogne stående i garagen. Mangler du en?

Efter vi kom hjem, må jeg desværre konstatere, at det IKKE var klapvognen der hjalp ham ind i den dybe søvn. Det må have været den nordjyske luft eller samværet med hans moster, onkel og to kusiner. Det efterlader mig med to muligheder: At vi flytter op til dem eller at de flytter herned. Da jeg er svært begejstret for, at bo på landet 7 km fra Aarhus centrum, tror jeg den bedste løsning vil være, at de rykker deres bo op med rødder og drager syd på. Beslutningen vil jeg forelægge dem senere idag.

Wiki siger, at Nød lærer nøgen kvinde at spinde har to mulige fortolkninger:

  •  Ens evne til at finde løsninger skærpes, når man er i en problematisk situation.
  • En kvinde i nød kan altid lære at spinde garn ved en teen eller en spinderok.

Jeg tænker, at min løsningsorienterede evne er skærpet….

//Camilla