1 uge tilbage…

I dag er det mandag. Det er ikke den fedeste dag i ugen. Livsglæden stiger i takt med at weekenden nærmer sig. Det er faktum! Jeg vil alligevel forsøge at nyde alle de kommende dage, for de kommer ikke igen. Næste mandag er det tidligt op og ud af døren, for der starter min introduktion kl. 8.

Jeg har begge unger hjemme om mandagen. Mine børn har besværliggjort mine mandags-åbne arme en smule. Alfred vågnede kl. 5 imorges efter en meget urolig nat. Når man er i tøjet og har spist morgenmad inden kl. 6 kan man nå rigtig mange ting. Så jeg fik ordnet en masse praktiske ting plus en gang støvsugning og oprydning, hvilket man på ingen måde kan se nu. Hvorfor overhovedet gøre rent…

Bertil kom ned imorges halv otte, smurt ind i zinksalve. Da jeg spurgte ham, hvad han havde lavet, forklarede han at han havde numsecreme over det hele. Jeg gik op på soveværelset for at se lidt på situationen. Det stod skidt til. Som i rigtig skidt. Der var zinksalve over alt. På alle dyner, puder, sengetæpper, natbord, gulv mm. Great! Det gav anledning til at få vasket sengetøj, hvilket også var på tide.

Alfred er ekstremt morsyg i disse dage, som resultat af vuggestuestart. Han hænger på mig som en igle og ingen andre end mig er god nok. Han er så glad for mig, at han nikkede mig en skalle så blodet sprøjtede ud af mit næsebor. Min tålmodighed kom på prøve, da jeg med tårer i øjnene og blod i ansigtet, satte ham på gulvet for at stoppe papir op i næsen, og han i forsøget på at rejse sig op af mine ben, trak mine svedige joggingbukser ned foran en åbentstående hoveddør og et postbud.

Mandag… Om 4 timer starter putningen af ungerne og jeg må indrømme at jeg glæder mig en lille smule.

Sidste uge i barselsboblen… PAAANNNIIIIKKKK! Jeg skal nå så meget og alligevel finde tid til at slappe helt af. Jeg har lidt huslige projekter jeg godt kunne tænke mig at gøre færdigt. Jeg skal læse anatomi/fysiologi op og indhente lidt viden om demens. Jeg skal se veninder, være sammen med mine børn, besøge naboer i bestyrelses-øjemed og en masse lavpraktiske gøremål og blogge med kaffe i hånden.

Jeg vil bruge de kommende dage på at skrive et par indlæg om de erfaringer jeg er blevet rigere på under min barsel, som bliver kogt ned til do eller don´t -indlæg som andre måske kunne have glæde af 😉

Glædelig mandag.

//Camilla

Et nyt kapitel

Lettelsen og glæden over at have fået mit livs første faste stilling som sygeplejerske blev ret hurtig afløst af somebody-shoot-me-in-the-face da Alfred blev syg. Det væltede ud af hovedet på ham med snot. Når man i forvejen lider af søvnunderskud sætter panikken ind, når man kl. 00.30 må konstaterer, at resten af natten kommer til at foregå på en pilatesbold med 11 kg tung baby på armen. Når man er suttemisbruger og ikke kan trække vejret gennem næsen er det klart, at det giver anledning til sparsom søvn. Naturligvis blev både mand og jeg smittet og vi har ligget underdrejet herhjemme. Efter flere nætter med knap 3 timers usammenhængen søvn blev jeg psykopat. Paten Camilsen. Hende der gik rundt i joggingbukser med hul imellem benene og en “hvid” tshirt der mest af alt lignede en skitse over en slagmark under anden verdenskrig. Der var blod, sved, snot og tårer på, hvilket i virkeligheden er ret standard…. Hende der havde fedtede hår og hev det hele tilbage i en alt for stram knold, som muligvis fik udtrykket til at se endnu mere “faisty” ud.  Jeg blev sådan én manden ikke lige skulle give et kærligt klap bag i.  Jeg blev desperat og skrev til min søde økohippieveninde, Eva som hun også hedder, efter råd. Hun sendte sin mand forbi os med en kasse fuld af grøn bliv-rask-pulver, kapsler med sundhed, tabletter med overskud, the med immunforsvarsbooster og den slags. Og selvom vi ikke er helt uden snotnæser, er vi meget tæt på. Ungerne fyldes med vitaminer, probiotika og hjemmepresset rødbede/gulerod/ingefær/æble/citron – juice og de er tilfredse og drikker det hele med største fornøjelse. Til info kan jeg fortælle at jeg har været i bad, bukserne er smidt ud og tshirten ligeså. Min mand og jeg er stadig sammen til trods for en lidt presset stemning da situationen herhjemme stod værst til.

Opstart i vuggestue blev et par dage forsinket pga. sygdom hos undertegnede, men vi var begge afsted onsdag. Alfreds første dag som vuggestuedreng. Sikke en positiv oplevelse de sidste to dage har været. Jeg kunne ikke blive mere tryg ved, at skulle aflevere ham til de to pædagoger der arbejder i hans vuggestue. De er fuldstændig fantastiske. Rolige, hjertevarme, smilende og deler ud af kram, knus, klap og godt humør midt i en fuldstændig kaotisk vuggestue med snotunger, ikke-sovende, grædende børn. Selvom normeringen i institutionerne er alt alt for ringe, så formår de virkelig at se hvert enkelte barn. Det var meget tydeligt, hvor glade børnene var for de to damer. De var meget interesseret i Alfreds vaner, rytme, interesser osv. De tilrettelægger dagen efter, hvad de vurderer flest børn vil have størst glæde af. Der er ikke den samme struktur som vi var vant til, fra Bertils tid i (en anden) vuggestue, men det skræmmer mig ikke længere. Det giver mening at opveje, afveje og overveje. Der er pædagogiske tanker og handlinger bag “den manglende struktur” og det er trygt. Jeg er fan!

Jeg når at have en lille uges tid for mig selv, inden jeg skal starte på arbejde. Jeg er taknemmelig. Sådan virkelig. Hvor heldig kan jeg have lov at være, at blive kaldt til samtale på den eneste stilling jeg har søgt – og så rent faktisk få jobbet!?!? Selvom det ikke er på Skejby Sygehus, hvor jeg har været ufatteligt glad for at være, særligt indenfor det akutte, så er jeg sikker på at jeg kan lære en masse og gøre en forskel der hvor jeg nu skal i gang. Jeg glæder mig! Men inden jeg skal i gang, må jeg indrømme at jeg glæder mig vanvittigt til en del formiddage på sofaen med House of Cards på netflix og varm kaffe i koppen. O søde liv!

Jeg står med ét ben ude af barselsboblen og det andet er stadig derinde i det trygge. Efter at have talt med pædagogerne i Alfreds vuggestue og set ham være nysgerrig, undersøgende og tryg ved det hele får jeg en rigtig god mavefornemmelse. Dét sammenlagt med min jobsituation, ja så er jeg altså klar til at hoppe ud af boblen og ind i et nyt kapitel.

alfi2

//Camilla

Indlæggets thumbnail er lånt fra Henkogt Hverdag

En beskidt jobsamtale…

Kender I de der statusopdateringer på facebook som både giver nysgerrighed og svær irritation? Det er den her slags jeg mener: “Åh! Jeg kan ikke holde til mere nu” eller “Jeg har grædt mig selv i søvn, skriv en privat besked hvis du vil vide hvorfor”….. Jeg skærer tænder og får en trykkende fornemmelse i (de høje) tindinger.

Jeg sidder med morgenkaffen, en flad (øko) spegemad og venter på, at telefonen ringer. Den skulle gerne ringe i dag. Går alt galt ringer den først i morgen. Det er en vigtig telefonopringning, som har store konsekvenser for min fremtid! Skriv privat besked hvis du vil høre nærmere…

spege

Aaaaaj, forklaring er som følger: Det er ikke et hvilket som helst opkald jeg er spændt på. Det er et opkald der er afgørende for de næste mange år af mit og min families liv. Min barsel slutter 15/9 og min lille tykke guldklump starter i vuggestue i næste uge. Eftersom mit sidste job var et vikariat, er jeg lige om lidt arbejdsløs. Dem der er i samme båd som mig, og som er bosat i Aarhus kommune, ved måske, at der er meget få stillinger at søge. Jeg har søgt én stilling og var så heldig at blive indkaldt til samtale. Samtalen gik ned i går. Selvom jeg fik vores næsten-naboer (og rigtig gode venner) til at aflevere den store i børnehave, så jeg kunne forberede mig lidt på samtalen imens den lille sov, nåede jeg ingenting. Ikke det jeg skulle…

I de par timer Alfred sov, fik jeg tæsket hytten med støvsuger og desinfektionsmiddel, satte 100 kg vasketøj over, bagt glutenfri rugbrød og fik da også kradset lidt noter ned på et stykke papir om, hvorfor jeg skal ansættes i den her vigtige deltidsstilling. Det er længe siden jeg sidst har været til samtale, og jeg må indrømme at jeg var hamrende nervøs for at forlade min barselsbobbel og trække sygeplejebrillerne på og være faglig igen. Selvom det kun var en halv times snak, ja så er det jo altså på fagsprog meget af det.

Min mand kom hjem for at holde øje med Alfred imens jeg tog til samtale. Lige inden jeg smuttede ud af døren, lavede jeg den obligatoriske jordens-dybeste-indblæsning-igennem-næseborene-under-armhulen og kunne konstatere (med lyd på) at det alligevel var på grænsen til det ulovlige, sådan som der lugtede. Jeg havde ellers været i bad…..på et eller andet tidspunkt….Det var det jeg skulle have nået imens Alfred sov….SUK! Jeg tjekkede mit ungdommelige ansigt i spejlet i vores entré og blev super forskrækket. Mit hår var max fedtet i siderne (Danny fra Grease-style) og håret har ikke set en hårbørste i en længere periode. Selvom mit hår var oppe i en knold, kunne det altså ikke skjule den store fede dreadlock, som det var blevet til. Fuck it, jeg havde travlt og kastede mit korpus ud i vores mega beskidte bil. Jeg drejede nøglerne rundt og kiggede ned på mine lår. Mine sorte bukser var plettet ind i avokadomos, havregrød og what not…. GREAT!! Jeg sad med mit ærme og lidt spyt og forsøgte febrilsk at tørre skidtet af uden det store held. Jeg vil ikke bruge tid på, at beskrive mine rosafarvede ballerinaer fra sidste sommer, som jeg hoppede i uden at tænke mig om. På en eller anden måde, skal jeg være taknemmelig for, at jeg ikke tog afsted i hjemmesko, som jeg jo ynder at praktisere. Det var walk of shame hen til hoveddøren, hvor jeg skulle vente på at blive hentet.

Det er så dumt! At bruge tid på alt muligt andet end sig selv, på sådan en vigtig dag. Jeg klarede jobsamtalen, forstået på den måde, at jeg fik en følelse af, at det kunne have gået meget værre. Jeg havde lidt svært ved at anvende fagsprog, eftersom jeg i rigtig lang tid, har gået hjemme og talt med mig selv om mine børn. Jeg havde lige glemt at tænke over 3 gode og knap så gode egenskaber jeg besidder og det gav anledning til lidt pinlig tavshed. Jeg fik brugt ord der faktisk ikke eksisterer… En knoklersk…!? Individualistseende….!?! og jeg kunne ikke komme i tanke om en sidste ting…. Det her var altså de tre gode egenskaber, hvis du skulle være i tvivl. Da jeg skulle nævne tre ting jeg kunne blive bedre til, blev der helt stille. Jeg fik sagt noget i stil med: “Altså der er uhyggeligt meget, men jeg ved ikke lige hvilke ting jeg skal hive frem som er relevant i denne sammenhæng”…. Super! Til sidst fik jeg sagt noget med, at jeg var ret dårlig til at takle dårlig stemning på en arbejdsplads og at jeg var for langsom til at sige fra overfor den slags, fordi det i mine øjne er en udfordring at konfrontere folk, når de har trådt mig over tæerne…. Godt så! Fik jeg sagt, at stillingen hedder “Ansvarshavende sygeplejerske”? Nåh men altså, jeg venter som sagt på, at telefonen ringer… Jeg har ingen idé om udfaldet. Ingen mavefornemmelse. Men jeg kan afsløre, at det til dato har været den værste jobsamtale. Når det så er sagt, håber jeg på, at de kunne/kan se igennem pletter på tøjet, fedtet hår og en dreadlock, trætte øjne, svedige hænder og dirrende kæbeparti pga. nervøsitet. Jeg er en dygtig sygeplejerske og hvis de hellere vil have én der går op i personlig hygiejne, ja så er det jo deres tab……………..

kryds

//Camilla