Barselsfif #2 Parforholdet

Pas på dit parforhold!

Jeg tillader mig at smide dette fif på bordet, selvom det er sådan et “Ja selvfølgelig” -fif. Mit og Murerens parforhold har været mærket af det, at gå fra tosomhed til en lille familie. Istedet for at passe på hinanden brugte vi tid på rammerne omkring vores familie. Det var ikke det smarteste valg. Du kan læse mere om det Her og Her. Når man får sit første barn sker der rigtig meget med sig selv og kæresten. Det kan være ret overvældende. Forældreidentiteten skal dannes og du skal lære din partner og dig selv at kende i den nye rolle. En af mine helt store bedrifter har været at få mig en lille smule tålmodighed. Jeg arbejder stadig på det, men jeg kan fortælle jer, at der er en verden til forskel fra første gang jeg blev mor til anden gang. Min mand synes måske ikke, at det der tålmodighedstrainee forløb bærer så meget frugt ifht. til ham, som han kunne ønske sig. Men Rom blev ikke bygget på en dag… 😉 En anden ting jeg fortsat arbejder på er, at blive bedre til at sige undskyld. Når man er blevet forældre kan der blive slynget usammenhængende, upassende, desperate sætninger og ord ud til hinanden, når man er i søvnunderskud, har ammehjerne og står med et grædende barn på armen midt om natten. Selvom vi har en form for uskreven regel om, at alt hvad der bliver sagt mellem 23 og 05 er uden reelt indhold og derfor ikke skal tages bogstaveligt, kan sætninger som : “Jeg pakker seriøst mit lort og flytter til Mallorca ALENE og gror mig en ølmave NU” eller “Imorgen er det frem med vores Nem-ID for vi skal skilles!” godt give lidt stof til eftertanke. For selvom sandheden som bekendt kun kommer fra børn og fulde voksne, så kan man ikke undgå at studse over om munden virkelig flyder over med det som hjertet er fyldt med… Selv nu her, knap et år efter min anden fødsel kan vi stadig have aftener/nætter, hvor der bliver sagt ting som man godt lige må smide en undskyldning efter. Ingen bør være for fine til en undskyldning og man kan ligeså godt blive god til det først som sidst. Det må være at foretrække, at arbejde sammen som et team. At man støtter, styrker og roser hinanden. At være sammentømret og stærke som par – det stræber jeg efter. Det stræber vi efter. Men det er ikke lige nemt for alle. Jeg forestiller mig at der skal lægges mere arbejde i det, hvis man som os, fik børn meget hurtigt efter at være blevet kærester. (2-2,5 år fra vi blev kærester til vi fik Bertil) På torsdag skal vi igen til parterapi. Jeg glæder mig, for det styrker os. Et styrket “os” giver mere tålmodighed og forhåbentlig færre lejligheder, hvor undskyld er nødvendigt. Hvilket naturligt sender mig videre til; styrk dit parforhold. Om det er hos en terapeut, en tur i biffen, en travetur, en kop kaffe og en sludder i sofaen, så skal der værnes om forholdet så det kan blive stærkere. Et stærkere forhold modstår måske nemmere de mange udfordringer vi som par kommer til at stå overfor. Vi ved hvor høje skilsmissestatistikkerne er.  Vi ved hvor skrøbeligt parforholdet i en småbørnsfamilie er. Vi vil, og har sagt ja til, at gøre en aktiv indsats. Faktum er, at kvinder og mænd er forskellige. Vi tænker forskelligt og har forskellige prioriteringer. Det kan være svært at italesætte sine behov og frustrationer over de her forskelligheder overfor hinanden når man er træt, når man bruger hele aftenen på at få børnene til at sove, når man nærmest ikke har tid eller ro til at se hinanden i øjnene. Vi har derfor fået hjælp til dette og det har været intet mindre end fantastisk. Nu er det igen tid til, at smide lidt tid og penge i en omgang terapi. Ikke fordi vi har det skidt, men fordi vi altid kan få det bedre sammen og hvorfor ikke stræbe efter at have det bedst muligt? Hvis man kan!? Vi har prøvet at nedprioritere os og den oplevelse har vi ikke lyst til at genopleve. Det er skræmmende at tænke på, hvor lidt der skal til, for at der kommer slinger i valsen, men befriende at vide, at der også skal så ganske lidt til, før vi er back on track. Jeg er ikke længere ærgelig over at sige, at vi engang imellem har brug for hjælp. Jeg vil være mere ærgelig over ikke at investere i forholdet, for jeg er efter 6 år med Mureren stadig forelsket, selvom der er dage, hvor jeg får virkelig grå hår, tic’s, blodsprængninger i øjnene og skyhøjt blodtryk. Lidt høj bølgegang skal der også til, for at sætte pris på havblik 😉

Pas på jer 🙂

//Camilla

Mors dag…

Som enhver overskudsmor ville sige: “Det er da mors dag hver dag”. Dem, der ligesom jeg, ikke har overdrevet meget overskud begynder, som årene går, at blive mere insisterende på, at den der halv-latterlige kommercielle mors-dags hype bliver fejret som ingen anden dag! Vi underskudsmødre vil ikke indrømme det, men hvert år når det bliver 1. maj begynder nedtællingen. Fuck gaver og blomster! Min mors dag ville være perfekt hvis det gik sådan her ned:

Alfred vågner kl lort. Per står op med ham i det øjeblik Alfred slår sine smalle øjne op og presser læberne sammen for at lave dagens første læbe-trutter.

Bertil vågner en times tid eller to senere. Per vælter (lydløst) op af trappen og griber Bertil i arme og ben INDEN han når, at spankulere ind i soveværelset med indtørret savl rundt om munden efter en nat med intens sutteri på sutten og den værst tænkelige morgenånde.

Børnene bliver kastet i tøj og får morgenmad i samme fart som gæs der skal af med deres lever dagen efter de er klækket og derfor har lidt travlt med at spise. Foie-gras style! Det foregår i TOTAL stilhed.

Per tager børnene med ud af huset. De kommer først hjem igen når jeg er stået op. Til den tid har jeg tisset ALENE på toilettet UDEN, at nogen spørger om de må tørre min numse, se mit tis, se om min tissemand er faldet af, se om der er hul i mine trusser alt imens den mindste Bjerre ligger på puslebordet i øjenhøjde og hiver mig i håret. Jeg skruer helt op for anlægget, hører gammel nasty musik fra dengang jeg selv var barn, røg og drak lunkne krudtugler fra Aldi. Jeg synger selvfølgelig med imens jeg bruger alt det varme vand på at få fjernet hår på benene, som efterhånden kræver en skægtrimmer.

Hver gang en af ungerne kræver opmærksomhed i form af leg, bleskift, mad, lur mv. springer Per op af stolen før jeg når, at dreje hovedet og sukke “Jaaa-jaaa”. Per beder mig gå op i soveværelset, slappe af og se film, spise slik og drikke VARM kaffe. Jeg gør selvfølgelig hvad han siger.

Aftensmaden står på lækker sushi eller flæskesteg med det hele. Bertil rejser sig lige efter maden, siger at han er træt og vil i seng.  Alfreds første og tidlige ord bliver: JegErOgsåTrætPutMigNU og Per springer op, putter begge unger på rekordtid og imellemtiden har han også lige nået, at tænde op i bålfadet. Jeg har installeret mig i en havestol med tæpper og et 1-liters vinglas i hånden. Selvom jeg sagde fuck gaver og blomster, kommer manden med en vild buket og en kubus 8 stage i sort. “Ej skaaaaat, hold dog op! Du ved at  “jeg elsker dig og din måde at være mor på” er nok!”

Min mors-dag kommer ikke helt til at se sådan ud. Per har et hus i Fjerritslev som han skal op og male og pudse hele weekenden og jeg skal passe ungerne imens.

Glædelig mors-dag på søndag 😉

Sushi-lunch1 flæskesteg

perimagekubusimage

buketroedvinsglas slikCappuccino-1024x1024 bålfad

Parterapi

Jeg har grublet lidt over, om jeg havde lyst til at dele dette med Gud og hver mand. Gud jo jo, men hver mand?

I alle parforhold, uanset om man er gift eller ej, uanset om man har børn eller ej, kommer der kriser, problemer, konflikter, diskussioner og frustrationer. Det er vel uundgåeligt. Men hvornår bliver det så surt, at vores parforhold har brug for hjælp? Skal man have tænkt i skilsmisse tanker før man bør tage kontakt? Det er ikke et nederlag, at erkende, at man har brug for hjælp. Det måtte jeg ihvertfald minde mig selv om 50 gange dagligt da beslutningen blev taget.

parterapi

Det var sikkert som amen i kirken, at denne sætning blev fyret af hver gang vi havde en diskussion; ” Vi ses hos en parterapeut dit sure røvhul”. Det er egentligt utroligt at “røvhul” ikke blev Bertils første ord.                                                            Dagen kom (endelig) hvor jeg tænkte, at der måtte handling bag ordene. “Vi ses seriøst hos en parterapeut dit sure røvhul – og det er ikk’ for sjov!” Så jeg satte mig ned og forfattede en mail til en parterapeut. Jeg startede ud med at gøre det klart, at vi ikke stod i en eksistentiel krise eller for den sags skyld var på vej i skilsmisse. Bare sådan, at hun ikke hev det store psykologi-arsenal frem. Svaret kom ret hurtigt tilbage. Vi fik en tid ugen efter.  BOM! 2 flotte unge mennesker, hvis jeg selv skal sige det, kunne ikke finde ud af, at tale sammen. Vi skulle til Randers for at få styr på vores lort. Randers… Sagen var jo, at vi elskede hinanden, vi ville hinanden og derfor var det faktisk ret akavet, at tage afsted til parterapi. For det er da noget man gør som et sidste desperat forsøg på, at undgå skilsmisse. Vi var altså slet ikke derude.

Der var en afslappet atmosfære hos den rare terapeut. Hun startede ud med, at høre lidt om vores baggrund, hvordan vi mødte hinanden og sådan smalltalkede vi i en rum tid. Langsomt fik hun spurgt ind til, hvad problemerne drejede sig om. Hun var rigtig god til, at få os begge på banen og vi fik ret hurtigt åbnede op, hver især. Det, at få italesat sine tanker er ikke en dum ting. Vi var afsted 2 gange og det ændrede simpelthen så meget. Vi fik et nyt fokus, en fornyet energi i vores parforhold og en respekt som måske havde manglet lidt siden kollikbarnet blev født. Efter et husprojekt, hvor jeg var meget alene med Bertil, med min uopdagede fødselsdepression og manglende overskud blev det svært, at være noget for min hårdtarbejdende mand der havde brug for et skulderklap og opmuntring til, at fortsætte projektet. Terapeuten fortalte, at vi skulle se parforholdet som et par vægtskåle. Der skal være overvægt i den positive skål. Vores vægtskåle var nede under gulvbrædderne. De havde måske lige været nede ved grundvandet og flyde lidt. Vi fik nulstillet de her vægtskåle ved parterapeuten gennem samtale og hjemmeopgaven blev, at fylde en masse i de positive vægtskåle.

Hvordan fylder man på? Hvad gør ham glad? Hvad gør mig glad? 

Med udgangspunkt i “Kærlighedens 5 sprog” af Gary Chapman fik vi virkelig øjnene op for, hvad der betød noget for hinanden. Det lyder SÅ åndsvagt, men det giver mening. De 5 sprog lister jeg op her:

1) Anerkendende ord

2) Tid til hinanden

3) At modtage gaver

4) Tjenester

5) Fysisk berøring

Man kan gå rundt og tro, at man fylder på sin partners positive vægtskål ved fx. at give sin ham/hende gaver. Jeg elsker gaver fra min mand. Uanset hvad det er. Med forbehold. Hvis det, der gør Per allermest glad er, at jeg giver ham anerkendende ord eller et kys, så er det måske lidt spild af penge, at købe gaver til ham.

Derudover lærte vi, at det er vigtigt, at evaluere sit parforhold. Uanset om man har været sammen kort tid eller om man har fejret sølvbryllup. Parforholdet er en opgave. Det kræver arbejde, udvikling og evaluering. Èn gang om ugen, foreslog terapeuten, bør man sætte sig ned, med en kop kaffe og tale sammen. Give hinanden ros for de gode ting man har gjort for hinanden i ugens løb. Hvad har Per gjort for, at gøre mig glad? Hvad har jeg gjort? Det skal ikke være en samtale der handler om, hvad der har gjort os vrede, for det skaber afstand og man sætter parader op med det samme, hvis man skal høre kritik som det første. Afslutningsvis kan man aftale, på en konstruktiv måde, hvad der skal være mere fokus på. Hvad der skal være mindre af. Det er virkelig godt givet ud. Det giver sammenhold og følelsen af, at være sammen om et super vigtigt projekt, nemlig projekt “I medgang og modgang til vi bliver gamle. Til vi tørre ind, får slatten hud og får endnu tungere øjenlåg end dem vi render rundt med nu”.

Det kan være lidt svært, har vi erfaret, at finde tiden om aftenen med børn, madpakker, oprydning osv. Men det er en prioritering. Det bør være førsteprioritet. For hvad er et opryddet og rent hjem uden kærlighed? Hvad er en madpakke, hvis den ikke er smurt med kærlighed.  Røv-syg!

Inden jeg trykkede “Udgiv” spurgte jeg Per, hvordan han havde det med, at Gud og hver mand om lidt ville kende til vores ‘fucked up’ parforhold. Han svarede: ” Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg har fortalt det til mine kammerater og helt ærligt; Vi har været igennem et helt års total ombygning med en unge der skreg og ikke ville sove. Ingen forhold ville kunne klare sådan en omgang, uden et smut til Randers!”. Jeg er enig. Med dette indlæg håber jeg, at kunne bryde et tabu. At kunne inspirere og hjælpe andre før det bliver for surt. Jeg er helt okay med, at Gud og hver mand ved, at vi har et fuldstændig normalt parforhold 😉

10

Peace!

//Camilla