1 år efter parterapi

For noget tid siden, fik jeg (måske lidt upræcist) spurgt jer der læser med, om i anonymt eller ej, havde lyst til at dele lidt om jeres parforhold via min blog. Mine tanker var, at det kunne være med fuldstændigt frie tøjler. At I måtte bestemme om det skulle være en fortælling om, hvad I synes er svært, hvordan I kom på den anden side af de problemer I måske har haft, hvad I gør for at holde hinanden ud, hvad I er gode eller dårlige til i jeres parforhold. Desværre var der ikke nogen der greb den ret så skæve og deforme bold jeg fyrede op i luften.  Derfor vil jeg koge lidt videre på min egen suppehøne.

Her et år efter vores besøg hos parterapeuten fra Randers har der været (lidt) tid til, at evaluere. Det gik rigtig godt i en lang lang periode. Alfred er landet i familien. Han er faldet godt til og vi er alle sammen evigt taknemmelige for vores firkløver. Det er ingen sag, at blive 4 med sådan en nem lillebror som Alfred er. Javist, der er mange vågne nætter og tidlige morgener. Dårlige og korte lure, appetitspring, tigerspring, raserianfald, institutionsopstart, seperationsangst, søvnunderskud osv. Det gør sig jo gældende i de fleste småbørnsfamilier. Det ER bare hårdt, at få børn. Derfor er det super vigtigt, at m an har et solidt parforhold. Hvis man er i et. Det er hul i hovedet ikke at samarbejde, når man er max presset. Det er dumt ikke at vægte sit forhold højt, selv om der er tons vis af undskyldninger for at nedprioritere forholdet imens ungerne er små. Herhjemme går dagene slag i slag. En gang imellem fristes jeg til at sige; Same shit different day. Tiden er ikke rigtig til den ugentlige evaluering af vores forhold. Èn af de opgaver vi fik. Vores dårlige undskyldninger er fx at børnene enten falder sent i søvn eller også ligger jeg på sofaen og halvsover og forbander mit lave stofskifte langt væk. En gammel-kone diagnose som jeg for nyligt har fået stillet. En anden dårlig undskyldning er, at vi er begyndt på serien “House Of Cards”. Det ene afsnit afløses af det næste og pludselig er klokken alt for mange. Det er vigtigt, at finde tid til hinanden selvom vi vælter rundt i bleer, gylp og bunkevis af vasketøj. Selvom den ene er en gammel kone der kaster den ene eltroxin tablet ned i svælget efter den anden. Selvom den anden brokker sig over, at der ikke engang er tid til træning, film og en øl. Kunsten i en småbørnsfamile er, at skabe tid, rum og luft til at være sig selv, være sammen som kærester, være sammen som familie, få set sine venner, få lidt kulturelt input og få gjort noget med den der far-krop og jeg-har-poppet-to-unger-oven-i-et-alt-for-lavt-stofskifte-krop. Flere timer i døgnet tak! Flere hænder tak! Hvis jeg blev præsident, ville jeg skaffe alle familier en fuldtids barnepige, betalt med de penge vi ikke har…..Og en personlig træner…

Profylaktisk tankegang. Et ord jeg har fået blæst ørene fulde af under min uddannelse som sygeplejerske og også i mit arbejde på de afdelinger jeg har været på. Profylakse gør sig ikke kun gældende i sundhedssektoren. Det gør sig i den grad gældende i forholdet. Det er faktum at parforhold er truet. Skilsmisse rammer alt for mange. Det skrev jeg faktisk lidt om i starten af min “blogger-karriere”, det kan du genlæse her Skilsmisseepidemi .  Nogle brud er helt sikkert nødvendige. Jeg vil ikke dømme nogen. Jeg har da selv været i andre forhold, som ikke var det rigtige.  Vores parterapeut sagde, at det var et rigtig godt valg, at komme INDEN lokummet for alvor brændte. Vi var derfor også mere modtagelige overfor de forslag hun stillede og de ting vi hver især havde på hjerte.  Fordi vi var der så tidligt, resulterede det i 2 besøg og med rigtig gode resultater.

Så snart det er muligt, skal vi helt sikkert afsted igen. Til den sidste samtale, som vi ikke nåede fordi jeg forventede Alfreds ankomst i starten af oktober. At jeg ikke fødte FØR termin kom bag på mig. At jeg skulle gå hele 10 dage over termin var nitten. Men han var ventetiden hver. En kliché jeg gerne fyrer af en gang imellem.

Det er så dyrt, at besøge en parterapeut! Ja. Det er ikke billigt. Men en tur på restaurant og hvad der ellers høre med til en hyggelig dateaften, koster altså også hurtigt 900kr. Lækker mad og lidt snak i stearinlysets skær er hyggeligt og nødvendigt. Man kan leve længe på en date-aften. De arbejdsredskaber man får med sig fra en terapeut kan man bruge resten af livet. Spørgsmålet er bare, om man prioritere at bruge de redskaber og implementere dem i dagligdagen. Det er da tankevækkende. Jeg siger ikke, at et parforhold er reddet ved at køre til Randers eller hvorend. Men det er givet godt ud. Jeg kan kun tale af erfaring.

Så sent som i sidste uge fandt vi tid til en hyggestund med kaffe og et slukket tv. Det var virkelig dejligt at få snakket. Det fik os til at bryde ud af den der hverdags-trommerum og vi har igen fokus på, hvad vi kan gøre for hinanden, for at fylde en masse positive ting i hinandens vægtskåle. Vores vægtskåle var i seriøs minus sidste år. Det er et arbejde at få dem i plus. Men det er faktisk lykkedes. En gang imellem ryger de i et lille minus, men det er egentligt ret nemt at få vægtskålene i balance igen, fordi vi har fået så gode redskaber.

Før hen blev jeg ofte ramt af en form for skam-følelse, fordi vi var/er nygifte og unge og have brug for parterapi. Men at skrible om det her på bloggen og læse jeres kommentarer, gjorde at jeg kunne vende det til en styrke. Jeg skammer mig overhovedet ikke. Jeg ville være uendeligt træt af mig selv, hvis vi havde valgt, at kaste håndklædet i ringen.

Det er forkert at tro, at det gode parforhold er én lang forelskelse. At man ikke møder fristelser. At man ikke skal være sammen, fordi man i en længere periode ikke har følt varme følelser for sin partner. At et godt parforhold er foruden daglige skænderier. Det er ikke parametre man kan bruge til noget. Parforholdet bliver stærkt når man er ude over forelskelsen og stadig er sammen. I alle parforhold vil man møde fristelser, men det handler om, hvordan man takler dem. Daglige skænderier er nedbrydende, men hvis man lærer noget af dem og det ikke er de samme ting man igen og igen skændes om, kan det vendes til noget konstruktivt. Man kan lærer at skændes på sådan en måde, at det ikke bliver med store ord og skabslågesmækken. Hvis man oplever (som vi gjorde), at det er de samme ting der fylder og bandes over, så kan jeg igen kun sige: AFSTED TIL EN TERAPEUT. Da jeg sagde “JA” til min mand i kirken (og på rådhuset) var det et “JA” til en fælles indsats om, at sætte al krudt ind på at forblive sammen. Til vi bliver gamle og skal herfra. Jeg håber virkelig, at vi slipper igennem nåleøjet og kan fejre guldbryllup eller diamantbryllup sammen.

Med dette vældig seriøse indlæg, vil jeg bare ønske alle en dejlig aften spækket med hygge, kvalitetstid og søvn!

image

 

//Camilla