Barselsfif #2 Parforholdet

Pas på dit parforhold!

Jeg tillader mig at smide dette fif på bordet, selvom det er sådan et “Ja selvfølgelig” -fif. Mit og Murerens parforhold har været mærket af det, at gå fra tosomhed til en lille familie. Istedet for at passe på hinanden brugte vi tid på rammerne omkring vores familie. Det var ikke det smarteste valg. Du kan læse mere om det Her og Her. Når man får sit første barn sker der rigtig meget med sig selv og kæresten. Det kan være ret overvældende. Forældreidentiteten skal dannes og du skal lære din partner og dig selv at kende i den nye rolle. En af mine helt store bedrifter har været at få mig en lille smule tålmodighed. Jeg arbejder stadig på det, men jeg kan fortælle jer, at der er en verden til forskel fra første gang jeg blev mor til anden gang. Min mand synes måske ikke, at det der tålmodighedstrainee forløb bærer så meget frugt ifht. til ham, som han kunne ønske sig. Men Rom blev ikke bygget på en dag… 😉 En anden ting jeg fortsat arbejder på er, at blive bedre til at sige undskyld. Når man er blevet forældre kan der blive slynget usammenhængende, upassende, desperate sætninger og ord ud til hinanden, når man er i søvnunderskud, har ammehjerne og står med et grædende barn på armen midt om natten. Selvom vi har en form for uskreven regel om, at alt hvad der bliver sagt mellem 23 og 05 er uden reelt indhold og derfor ikke skal tages bogstaveligt, kan sætninger som : “Jeg pakker seriøst mit lort og flytter til Mallorca ALENE og gror mig en ølmave NU” eller “Imorgen er det frem med vores Nem-ID for vi skal skilles!” godt give lidt stof til eftertanke. For selvom sandheden som bekendt kun kommer fra børn og fulde voksne, så kan man ikke undgå at studse over om munden virkelig flyder over med det som hjertet er fyldt med… Selv nu her, knap et år efter min anden fødsel kan vi stadig have aftener/nætter, hvor der bliver sagt ting som man godt lige må smide en undskyldning efter. Ingen bør være for fine til en undskyldning og man kan ligeså godt blive god til det først som sidst. Det må være at foretrække, at arbejde sammen som et team. At man støtter, styrker og roser hinanden. At være sammentømret og stærke som par – det stræber jeg efter. Det stræber vi efter. Men det er ikke lige nemt for alle. Jeg forestiller mig at der skal lægges mere arbejde i det, hvis man som os, fik børn meget hurtigt efter at være blevet kærester. (2-2,5 år fra vi blev kærester til vi fik Bertil) På torsdag skal vi igen til parterapi. Jeg glæder mig, for det styrker os. Et styrket “os” giver mere tålmodighed og forhåbentlig færre lejligheder, hvor undskyld er nødvendigt. Hvilket naturligt sender mig videre til; styrk dit parforhold. Om det er hos en terapeut, en tur i biffen, en travetur, en kop kaffe og en sludder i sofaen, så skal der værnes om forholdet så det kan blive stærkere. Et stærkere forhold modstår måske nemmere de mange udfordringer vi som par kommer til at stå overfor. Vi ved hvor høje skilsmissestatistikkerne er.  Vi ved hvor skrøbeligt parforholdet i en småbørnsfamilie er. Vi vil, og har sagt ja til, at gøre en aktiv indsats. Faktum er, at kvinder og mænd er forskellige. Vi tænker forskelligt og har forskellige prioriteringer. Det kan være svært at italesætte sine behov og frustrationer over de her forskelligheder overfor hinanden når man er træt, når man bruger hele aftenen på at få børnene til at sove, når man nærmest ikke har tid eller ro til at se hinanden i øjnene. Vi har derfor fået hjælp til dette og det har været intet mindre end fantastisk. Nu er det igen tid til, at smide lidt tid og penge i en omgang terapi. Ikke fordi vi har det skidt, men fordi vi altid kan få det bedre sammen og hvorfor ikke stræbe efter at have det bedst muligt? Hvis man kan!? Vi har prøvet at nedprioritere os og den oplevelse har vi ikke lyst til at genopleve. Det er skræmmende at tænke på, hvor lidt der skal til, for at der kommer slinger i valsen, men befriende at vide, at der også skal så ganske lidt til, før vi er back on track. Jeg er ikke længere ærgelig over at sige, at vi engang imellem har brug for hjælp. Jeg vil være mere ærgelig over ikke at investere i forholdet, for jeg er efter 6 år med Mureren stadig forelsket, selvom der er dage, hvor jeg får virkelig grå hår, tic’s, blodsprængninger i øjnene og skyhøjt blodtryk. Lidt høj bølgegang skal der også til, for at sætte pris på havblik 😉

Pas på jer 🙂

//Camilla

Fra én til to

Alfred var ret kedelig da han kom til verden, synes Bertil. Han havde ligesom forestillet sig noget andet. Jeg ved ikke helt hvorfor, men han havde nu håbet på, at han lignede en hest. Det gjorde han ikke. Bertil har lige siden Alfred kom ind i familien, taget sig rigtig godt af ham. Han har siddet med ham, puslet ham, tørret gylp op og underholdt ham. Bertil elsker når Alfred griner af ham. Det sker heldigvis mange gange om dagen og det giver anledning til en masse latter hos os alle. På den der film-måde, hvor alle sidder med åben mund og klukker imens man kigger på den ene og så den anden. Hahaha! Alfred er fyldt 5 måneder og vi har endnu ikke oplevet, at Bertil har været vred eller urimeligt irriteret på Alfred. Når Alfred slår Bertil i hovedet med ranglen, bliver han selvfølgelig ked af det. Selvom Alfred kun er baby, så må babyer ikke slå. Det bruger storebroren meget tid på, at fortælle lillebroren. Alfred griner bare. Bertil har ikke slået eller skubbet ham. Der kom ikke nogen særlig reaktion på, at vi nu har 4. Ikke andet end glæde. Bertil bliver synligt glad, jo mere Alfred kan. At de begge kan sidde i hver deres trip trap stol og spise er råhygge. At de kan sidde i badekarret sammen er en fest. Bertil vil også gerne have Alfred med op på hans værelse. “Mor du kan bare sove i sofaen”. Jo tak, men søde skat, I to, alene bag en lukket dør, er omtrent en ligeså dårlig idé nu som når I er fyldt 16 og  har veninder på besøg. Bertil kysser altid Alfred godnat. Ikke på vores opfordring. Bare fordi det gør man. Når han græder får han sutten. Når han er vågen skal Bertil nok sørge for, at den sut kommer ud med det samme. Bertil er også STOREbror. Han fortæller Alfred, hvad han må og hvad han ikke må. For leden ville Bertil sidde med Alfred. Han skulle ligge ned på hans ben ligesom da han var nærmest nyfødt. Alfred gider ikke rigtig det der med at ligge ned, så han forsøgte at komme op, alt imens Bertil holdt ham nede med hård hånd. “Du er en baby Alfad! Du kan ikke hoppe og sådan noget.”

For leden var de i bad sammen. “Mor du skal ikke holde Alfad, du kan gå ind i stuen og sove sådan noget.” Jeg fortalte ham, at det ikke var nogen god idé lige nu. Han accepterede, at det var bedst, at jeg holdt Alfred, så Bertil kunne vise ham, hvordan man leger når man er i karbad.

Her til morgen stod vi alle op og gik ned. Bertil var svært skuffet over at se mig oppe. Han bad mig gå op igen og lukke døren. Jeg skulle sove.

Jeg ved ikke rigtig om jeg bare ser så mega smadret ud, at min dreng er ved at få nok, eller om han bare trænger til lidt hyggelige morgenener med sin far og sin lillebror. Hvad han ønsker skal han få 😉 Jeg skal bare lige have Per med på ideén.

Jeg giver ofte udtryk for, hvor hårdt det der familieliv er. Børn der er syge. Børn der ikke sover. Parforholdet der skrænter. Søvn der skrænter. Helbredet der skrænter fordi søvnen skrænter. HEEEEELEEEE den der trædemølle der igangsættes når man går fra 2 til 3 til 4. Med dette indlæg vil jeg bare fortælle alle de skræmte mennesker der sidder derude, at det er fuldstændig fantastisk. Det giver mening. Altsammen. Jeg takker ofte Amarone og Per for en hyggelig spontan aften i januar. For uden den kombination og med mig involveret naturligvis, var Bertil ikke blevet storebror lige nu. Han var måske ikke blevet storebror til en Alfred. Tidspunktet var for Bertil, fuldstændig perfekt. Det blev det også for os.

Jeg vil ønske alle en rigtig skøn påske med dem I har kær. Tak endnu engang, fordi I vil læse med. Det gør det lige en tand mere interessant, at bruge tid bag den her gamle 32 tommers “bærbar” der som tidligere nævnt, larmer ligeså meget som lægehelikopteren.

//Camilla

imageimageimageimage

image