Røv og nøgler

Jeg har måske for lidt at gå op i, vil nogen mene. MEN jeg er simpelthen vanvittigt irriteret. Jeg brokker mig over first world problems men med den dybeste respekt for det faktum, at det er vand ved siden af de problemer, som andre i landet her netop nu befinder sig i.

For det første er jeg sur på mig selv. Jeg skylder mig selv en kvajebajer, og den skal være stor og kold. Jeg har puttet min elskede Alfred med en fyldt ble. Det har været en vanvidsnat kan jeg sige uden at blinke. Mine øjenlåg er limet fast af en blanding af gammel Foundation og niveacreme. Det er en super dårlig kombination at være småbørnsforælder og forkølet samtidigt. Jeg kunne ikke lugte, at drengen havde noget i bleen. Han skreg, var urolig, skulle trøstes hvert 10. minut indtil jeg slæbte ham ind i vores seng, hvor han fortsatte sit skrigeri. Først kl. 4 i nat fik jeg den geniale idé, at stikke min pegefinger ind under blekanten. HVORFOR gør man den slags? Det er måske i en overbevisende tro om, at der ikke er noget i bleen. Det skyldes måske, at man ikke vil vække (det vågne) barn ved at tænde lyset. Det skyldes måske udpræget distræthed. Da bleen blev skiftet besluttede Alfred sig for at han var klar til at omfavne dagen. Den idé synes jeg var rigtig dum. Så det resulterede i skrigeri frem til kl. 6 hvor ynglet endelig gav op. Jeg fik en time på øjet inden ældsten vågnede. Denne beretning er klart med til, at give mig den her irritationsfølelse som jeg altså har idag.

Jeg vågnede imorges og scrollede mit facebookfeed igennem. Jeg bliver så uendeligt træt af de mange racistiske udtalelser om de såkaldte “Snyltere” der “flygter” fra “krig” og som håber på lidt charter stemning i Danmark… Jeg får kvalme! Jeg får kvalme af den her umenneskelige måde at behandle mennesker i nød på. Jeg bliver svært irriteret af tonen i debatterne, af “dig selv først” mentaliteten. Jeg bliver provokeret af billeder af døde børn i vandkanten. Ikke fordi jeg ønsker at lukke øjnene for de forfærdelige ting der foregår i Syrien og andre steder, men fordi de små børn har nogle forældre. Nogle forældre der måske ikke synes om, at billeder af deres døde børn skal deles på de sociale medier. Jeg bliver ked af det, når jeg ser billeder af klaphatte der tager selfies med flygtninge i deres biler for at få skulderklap på de sociale medier. Endnu mere træt bliver jeg, når det viser sig at de ikke har planer om at hjælpe dem, men i stedet fragter dem til den nærmeste politistation og skriver “HAHA så troede de lige de kom til Sverige…” Til gengæld bliver jeg glad af at høre om de mange hverdagshelte, der gør en forskel for de flygtninge der kommer her til.

Ungerne er i institution. Jeg sidder hjemme helt alene. Noget jeg har glædet mig til længe. Rigtig længe. Det er første dag, at Alfred skal sove lur i vuggestuen og det er spændende. Jeg er som tidligere nævnt i gang med serien House Of Cards. Jeg havde set vældig frem til et par timer på sofaen (nattens vågne timer taget i betragtning) med benene oppe og Netflix kørende. Tror du det virker? Nej! Skuffelsen er stor. Jeg er i afmagt og eftersom manden er startet nyt arbejde i går har han endnu ikke en firmatelefon jeg kan ringe til og panikke. Så blev der tid til at blogge i stedet. En ting jeg ikke er god til at finde tiden til, fordi ungerne først overgiver sig kl 21. og fordi der er knald på i dagtimerne med indkøring osv.

Dråben der har fået bægeret til at flyde over må være den sms fra min bankrådgiver som jeg netop har modtaget. Noget med et lille minus på kontoen….

Man skulle tro det var mandag!

Barselsdagpenge og begejstring for dyre kager fra lagkagehuset hører ikke sammen!

Lidt mandagsgylp på en sagelig tirsdag. Det skal der indimellem være plads til. Nu vil jeg drikke en kop kaffe og nyde stilheden, inden ungerne skal hentes.

Ha’ en god mandag/tirsdag

//Camilla