Den fede fødsel

28. oktober var også den vildeste dag! Men på en helt anden måde end da jeg fødte Bertil i 2012.

Jeg havde termin 18. oktober. En måned forinden havde jeg en klokkeklar fornemmelse af, at fødslen var på trapperne. Hver nat var jeg sikker; “Imorgen bliver jeg mor igen”. Men det skete ikke. Terminsdagen kom og der var stadig ikke nogen baby der ville ud. INGEN gider vente mere, når man er nået til terminsdag. Jeg måtte lige vente 10 dage mere. 3 ord kan knyttes til min fødsel:

Nervøsitet, overskud og begejstring.

Jeg var samme dag på sygehuset for at blive undersøgt mhp. igangsættelse to dage efter.  Da jeg kom hjem smuttede Per på arbejde igen. Jeg tog en af mine obligatoriske lure og vågnede lidt senere midt i en ve. HURRA! jeg fik lov at prøve det der med at ringe til manden og sige: Så er det nuuuu! Det har jeg drømt om siden jeg fik Bertil. At få lov at få et mere normalt fødselsforløb. Mest af alt håbede jeg på, at jeg ikke ville være så pinlig som sidst. En fødsel uden at skulle forlade sygehuset på den der “Walk of shame” måde, fordi man godt var klar over, at man havde været beyond pinlig. På vej på sygehuset fik jeg sendt en snapchat til min søster og et par veninder. Da vi kom på fødegangen snakkede vi med en sød sød jordemoder. Jeg kunne grine og samtale imellem veerne. Jeg troede folk løj når de fortalte den slags historier om deres fødsler. Smed lige et par snaps afsted med et Fuck yeah!-selfie, for nu var jeg 7 cm åben. 

føds

Fødslen gik snildt. Det gjorde ondt, bevares, men der var totalt ro på. Ingen dødsangst. Ingen vestorm. Jeg havde mod på at se Alfred mens han hang med hovedet ude. “Se skat, er det ikke fantastisk!?” kom ud af MIN mund! Jeg fik lov selv at hjælpe ham op på min mave. Snaps blev sendt kort tid efter fødslen. 30 minutter senere var jeg nærmest i tøjet og 2 timer efter havde vi spist, ringet af til familien og vi var alle tre klar til at tage hjem. Jeg kunne gå! Jeg vraltede ikke engang. Jeg gik med oprejst pande ud fra sygehuset og var enormt stolt over, at jeg klarede det uden at være mega pinlig. Jeg reviderede mine tanker om vores to-børns-politik umiddelbart efter fødslen, ved at sige: “Det her var slet ikke sidste gang.”

Sådan er mennesket så godt indrettet…….

//Camilla

Den pinlige fødsel

7.juni 2012 var den vildeste dag nogensinde. Jeg blev sat i gang på termin. På mange måder var jeg glad for at jeg ikke skulle vente på, at jeg ville gå i gang af mig selv. INGEN gider vente mere når man har nået terminsdag. Årsagen til igangsættelsen var mine mange svære allergier som flere gange har udviklet sig til anafylaksi. Græspollensæsonen er en killer og lægerne ville ikke tage nogen chancer. Ved forundersøgelsen blev der sagt “Yderst gunstigt miljø”. Det ville blive en let fødsel sagde de. Fra den første pille blev slugt, til Bertil var ude gik der vidst ca. 6 timer. Det var harsk! 3 ord kan knyttes til min fødsel:

Vestorm, kaos og dødsangst.

Jeg var TOTALT kvæstet af de evindelige veer. Jeg var tør i munden, havde kvalme, troede jeg skulle brække mig hele tiden. Lavede bræklyde og brækrefleksen var ret stressende at skulle forholde sig til samtidig med alle de andre reflekser der arbejdede imod mig.

Ydmygelsen startede da jeg ikke kunne overskue at skifte tøj pga. de mange veer.

Ydmygelsen tog til, da jordemoderen måtte måle min temperatur.

Ydmygelsen blev total, da jeg fik lavement og brækrefleksen blev aktiveret samtidigt.

Jeg bad om kejsersnit flere gange end jeg havde veer.

Da Bertil var næsten ude fik jeg alligevel brølt noget ala: “Skub ham op igen! Jeg vil have et kejsersniiiiiiit!”

Når jordemoderen bad mig presse fik jeg sagt: “Nej, jeg vil gerne hjeeeeem!”

Jeg greb fat i Pers arm flere gange og brølede: “Start bilen, vi tager hjem!”

Da jeg blev bedt om at trække vejret stille og roligt, lykkedes det mig at trække vejret 3 gange hurtigere.

Jeg bad om at blive lagt i narkose!

Jeg bad Per om at slå mig bevidstløs!

Det eneste smertelindrende jeg kunne nå at få var en pondusblokade. Den blev lagt forkert og lammede mit venstre ben.

En let fødsel sagde de…. Nogen tænkte vidst at sådan en lille hvid løgn ville være på sin plads på sådan en salig torsdag. Til sidst blev læger tilkaldt og det føltes som om, at stuen var rimelig godt bemandet. Bertil var blevet stresset af de mange veer og så blev der med en ret bestemt tone sagt, at hvis jeg ikke fik ham ud nu, så var det til stor fare for baby. Så jeg tog mig sammen og fik ham ud på nul kommer fem. Kun to sekunder efter, at jeg fik skrigballonen op på min mave fik jeg en åbenbaring; “Det kan jeg sagtens gøre igen!”.

Sådan er mennesket så godt indrettet….

//Camilla

bertil2

En uærlig screening

Kender du det der med, at man sidder med et dameblad og falder over en af de der test? “Hvilken type er du” “Hvilken kendis minder du mest om” osv. ? Man har en klar fornemmelse af, hvor spørgsmålene bevæger sig henad og man frygter, at svaret bliver “Den nederen type ” eller “Du har slet ikke kendis-potentiale, for du er ALT for tør” Så for at undgå, at sætte sig selv i sådan en forlegenhed, snyder man måske lidt med svarerne. Man vil gerne kunne høre et bestemt svar; “Den spændende og elskelige type” og “Du minder om Rachel fra Friends”. Jeg gør det ret tit, hvis jeg falder over sådan nogle test. Jeg har også snydt lidt i en anden test….én af de test, som jeg, set i bakspejlet, ikke skulle have snydt i.

En del uger efter jeg fødte Bertil kom sundhedsplejersken (for guderne ved hvilken gang) for at se til os. I den forbindelse hev hun et spørgeskema frem med en masse spørgsmål. De handlede om, hvordan jeg havde det. Screening for en eventuel fødselsdepression. Jeg kunne godt se, hvilke svarmuligheder der ville give mig mange point og hvilke der ville give mig få. Jeg valgte naturligvis en del af de svarmuligheder, som gav få point. Jeg afleverede skemaet og to uger efter kom hun igen. Med et nyt skema…. Jeg udfyldte det igen, sådan cirka på samme måde som sidst. I mødreguppen gik det op for mig, at jeg var den eneste der var blevet screenet to gange. FUCK! Hvad var nu det for noget forskelsbehandling!? Var det godt eller skidt? Ligesom i folkeskolen, hvor man, når skolefotografen kom, troede at det var et godt tegn, at han var nødt til, at tage mange flere billeder af mig end de andre…..

Mange af spørgsmålene i screeningen handlede om overskud og følelser. Ingen skulle stemple mig som en mor med underskud af overskud. Alt var fint, for det er det jo, når man bliver en familie. Jeg vidste godt, at Bertil skreg mere end gennemsnittet, men tænk hvis det var min skyld. At han ikke ville have mig som sin mor. At jeg var dårlig til at være nogens mor. Eeeej, den kunne jeg altså ikke have siddende på mig.

Det var først i forbindelse med Alfreds 5 ugers tjek, at det gik op for mig, at det virkelig stod skidt til den sommer i 2012. Jeg scorede 2 point ved screeningen denne gang. Det er vel næsten umuligt som mor, ikke at score point på at bekymre sig. Det gør man bare. Over alting og ingenting. Sundhedsplejersken kunne fortælle mig, at jeg sidste gang scorede 12 point. 12! Og jeg snød endda lidt.

Screeningsredskabet er ikke lig med diagnosticering, det er jeg klar over. Men den følelse jeg havde indeni var ensomhed. Jeg havde svært ved at overskue de små ting. Jeg var ked af det flere gange om dagen, hver dag.

Det var ris til egen røv… Da jeg fortalte Per om mine kriminelle tendenser rystede han på hovedet. Det havde nok været meget godt for alle parter, hvis der var blevet taget lidt hånd om min pointtavle dengang.

Men ! Jeg kom igennem det, trods Bertils kollik, et husprojekt og en barsel med en dreng der sjældent sov. Hvad vigtigere er, som en god veninde var så sød at pointere overfor mig forleden; Bertil stortrives og det ser ud til, at vi begge kom igennem det. What a miracle!

//Camilla

bertilHam Bertil elsker jeg!