Afvikling og udvikling

Farvel til instagram!

Så er der et livstegn efter et par ugers stilhed. Jeg har grublet en masse de sidste par uger. Over de sociale medier. Så jeg tog en rask beslutning forrige uge; jeg lukkede min instagramprofil ned. Slettede alle billeder og følgeskaber. Det fyldte mere end jeg lige tænkte og det er jo faktisk, sådan helt ærligt, underligt at bruge tid på sådan et medie, når man har vågne børn der ønsker nærvær. Det  blev en vanvittig tidsluger, som jeg hev frem som det første om morgenen og det sidste inden sengetid. Tusindvis af billeder. De flotte, de inspirerende, de sjove, de dybsindige, de knap så heldige osv. Der var billeder fra alle skuffer. Som blogger er det et godt medie at have i hånden, for man kommer helt sikkert nemmere ud med indlæg og budskaber. Men jeg har ikke planer om at give min blog en gang steorider. Hvis den vil vokse så vokser den. Hvis den forbliver lille, så har jeg hørt, at det ikke er størrelsen men gørelsen…. Og så kan man jo diskutere “gørelsen”, men det må blive en anden dag. Jeg blev træt af den polerede overflade på instagram, på tidsaspektet og på den der trang til anerkendelse fra fremmede, som der jo i en vis grad har stærk indflydelse på de her medier. Jeg havde længe overvejet at hoppe af.

Så det gjorde jeg. Og jeg nyder det!

I dag købte jeg en kage og lavede en pæn cafélatte. Sådan en, hvor jeg stod og trak en pind igennem mælkeskummet i et forsøg på at lave et lille mønster. Og ved du hvad? Jeg tog ikke et billede af kaffen… Jeg lavede den ikke for, at andre skulle se hvordan man ufrivilligt laver et fallossymbol i sin mælkeskum. Jeg lavede den til mine nedslidte smagsløg og mine søvnbefængte øjne. Kun for mig. Og den nåede ikke at blive kold. Favre nye verden 😉

instagram

Om at gro et par nosser

Jeg havde en oplevelse forleden aften, som jeg ikke er særlig stolt af. På vej hvem fra en shoppetur i silende regnvejr og med sultne unger derhjemme, som ventede min ankomst med aftensmad, ville jeg slå en smutvej med bilen. Hen over naboens grund. Hen over en meget våd græsbelagt “vej”. Som var så våd, at bilen lige akkurat kom halvvejs ned af græsalléen, før det gav et ordentlig ryk i bilen. Jeg kørte fast i mudder. Der sad jeg så. 200 meter fra mit hjem, i bulder mørke, i silende regn! LORT! Jeg fik efter et par timer Alm. Brands vejhjælp ud. Han fik mig fri. Og tak for det. Men der var bare lige nogle oplevelser forbundet med den her frihed, som gav mig stof til eftertanke. Jens Vejmand som jeg kalder ham var ikke glad. Det var onsdag aften. Det var mørkt og det regnede. Han var utilfreds med placeringen af bilen, da hans “træk-fri” kabel lige akkurat ikke kunne nå snuden på den smukke skoda. Græsset var så vådt og mudderet, at han i sine små mandige støvletter, sank ned til over anklerne. Han gav mig skylden for både vejr og mangel på gummistøvler. Han hundsede rundt med mig. “Lys der!” “Løb op til vejen og se hvor langt der er”, “LØB!”, “Jeg kan godt forstå du er flov over det her” “Hvorfor gjorde du det?”. Da bilen efter 30 min. blev trukket fri, havde jeg forinden kørt førersædet helt tilbage, da jeg troede det var ham der skulle sidde bag rettet imens kablet hev og sled i min beskidte skoda. Men det var mig der skulle sidde i bilen. Med nedrullede vinduer, regn der piskede ind i mit sarte ansigt og en sur Jens vejmand der råbte et eller andet jeg ikke kunne høre. Da bilen blev hevet op på ladet af hans vogn, holdt jeg pludselig flere meter oppe i luften i sådan en nærmest lodret position. Pludselig råbte han at jeg skulle træde på bremsen. Problemet var bare, at jeg ikke kunne nå den skide bremse. Jeg sad helt bagerst i bilen, med armene viklet godt ind i rettet og ventede på, at bilen ville vælte baglæns ned, som Titanic, da skibet stod lodret i vandet minutter før det blev suget ned i dybet. Jens Vejmand råbte igen! Og igen! Og igen! Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, for at kæmpe mig frem og få trådt på bremsen. Endelig kom bilen ned og Jens kom hen og kiggede ind i bilen. “Hvorfor fanden bremser du ikke??” Jeg måtte slukøret fortælle ham, at jeg ikke kunne nå bremsen eftersom sædet var kørt helt tilbage, for at være venlig, når han skulle ind i bilen og sidde. “Ja, sådan er det jo når små piger kører bil!” -sluttede han af med at sige. Det var først da jeg stod i vaskehallen, med våde sokker i mine revnede gummistøvler og drivvåde hår, at jeg reagerede på verdens sureste Jens Vejmands nedladende tone. Jeg ringede til kundeservice og fortalte dem om min oplevelse, og tog mig selv i at tænke, at det alligevel var lidt synd for Jens, hvis det skulle få nogle konsekvenser for ham.

im soooo bloggin

Det her viser meget godt, at jeg en gang i mellem (ret ofte) befinder mig i en situation, hvor jeg ikke får sagt fra. Hvor jeg kommer til at sidde i et dilemma; At sige fra og risikere en relationel akavet tavshed eller tage imod munddiarré og brokke mig efterfølgende. Jeg vælger gang på gang den sidste løsning. Som i virkeligheden ikke er en løsning. Det er mangel på nosser. Selvom den slags ikke er specielt kønne, så er de alligevel et udtryk for en eller anden form for uafhængighed….. ej, jeg har ikke nogen metafor eller fin strofe om nossere. Jeg vil bare fortælle, at jeg i skrivende stund vil til at gro et par. Sådan i overført betydning naturligvis.

Hvad så med bloggen?

For et par weekender siden var jeg et klik fra at udgive “Farvel til Blogland”. Men et eller andet indeni mig gjorde den lille handling lidt ekstra svær. Jeg har på sin vis de samme holdninger til blogland som til instagram. Jeg bliver nemt ret stresset af at se de bloggere der kaster daglige interessante indlæg ud. De blogs der vokser helt vildt. De blogs der er spækket med gode idéer og læsere. Omvendt har jeg ikke lyst til at være i samme båd som dem der desperat søger flere læsere, som har mistet sig selv i processen, som går mere op i antal udgivne indlæg end i indholdet, som ikke kan stå ved det de føler, fordi læsere er uenige. Hvor blogging bliver til læser-pleaseri,  hvor man ikke tør udlevere sig selv i håbet om at få et eller andet retur, men i stedet tager den sikre løsning; at nedgøre andres måde at være mor på, at være arbejdende mor på eller noget helt tredje. Det bliver kedeligt og uinteressant. Jeg er ikke en unik fisk i det store blogocean. Jeg får skriblet et indlæg én gang om ugen, hvis jeg har tid. Jeg har sjældent en masse gode idéer. Det er bare tankemylder, frustrationer, glæden ved at være drengemor, en hilsen fra en synkende skude lastet med søvnunderskud og hængepatter. Ikke så meget andet. I ny og næ kommer der nye læsere til via min facebookside. I ny og næ hopper der en håndfuld fra. Men jeg bruger slet ikke så meget tid på bloggen som på instagram. 1 time ugentligt vil jeg tro. Og jeg har i kraft af mine aftenvagter børnefrie formiddage, hvor jeg med god samvittighed kan sætte mig med computeren uden, at det går ud over tid med mand og børn. Så er det det jeg vil? Er det her blogmedie meningsfuldt? Er det givende, at hælde munddiarré ud over jer omhandlende mit nogle-gange-lorteparforhold, mine søde men umulige unger, mit mainstream liv i Aarhus i en tidligere rockerborg? Er det underligt, at du ved en masse om mig og jeg ikke nødvendigvis ved noget som helst dig? Hvordan bliver det for mine drenge, at kunne læse gamle indlæg fra og om deres udbrændte mor omhandlende kaostilstande i deres barndom?  Jeg aner det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg håber egentlig bare, at tiden giver mig svar.

Selvom jeg har sagt til de nærmeste, at jeg var i gang med afvikling af bloggen, så vil jeg alligevel vente og se, om ikke der vokser lidt mere lyst til at bibeholde denne del, eftersom jeg faktisk nyder at skrive indlæg. Jeg er ret vild med, at have “lidelsesfælder” “partners in crime” “medmødre” “ligesindede” “folk i samme båd” som læser med. Ikke for selvbekræftelses skyld, men fordi det faktisk letter mit hjerte.

På gensyn !

//Camilla

 

 

Mangler indlæg……….

Man skulle tro, at det var mandag. Men det et fredag. Det opvejer, at jeg kort tid efter Alfreds fødsel er blevet foræret min menstruation tilbage. Det opvejer også, at jeg er løbet tør for bind. Tamponer har jeg. Men de er fra BC (before children). De ville hjælpe lige så meget som, at stikke en vatpind i en rumperet aorta. image

Ja der er hul i mine “Ja-trusser”. De er fra Netto. Hvad havde jeg helt ærligt regnet med. De kostede en 10’er. What’s up med det der egenomsorgs-svigt….

Solen skinner, helbredet er i tip top, kaffen nydes udenfor, sofapuder er syet færdig, Bertil spiller agressiv crocket i haven….. Livet er lækkert. Det eneste minus er Alfreds sjat-lure på 30 minutter. Og trusserne. Og mangel på bind. Og lægehelikopteren der flyver i pendulfart. Og traktortræffet på marken lige ved siden af Alfreds barnevogn.

Ha’ en dejlig weekend!

//Camilla