Vigtige opdagelser

Vigtige, hvis man altså er træt, har for lidt at lave i en ruin af et hjem inden en aftenvagt på en højhellig fredag.

  • “Som mor må man vænne sig til at drikke kold kaffe”. Dertil vil jeg tilføje at problemet klart er størst når man er mor OG har en instagramprofil, hvor man poster billeder af sin kaffe, sender en snapchat med kaffebillede og smider en status på facebook for at runde eventet af. Min kaffe er faktisk varm nu. Det er i sandhed en ny verden af smagsoplevelser 😉
  • “Der er for få timer i døgnet” siger  jeg sjældent længere, for mit døgn er forlænget med et par timer som jeg før brugte på de sociale medier. Nu kan jeg fx gå i bad. Eller ordne mit hår. Eller lægge vasketøj sammen. Det er en win-win for både min mand og jeg.
  • Onkel Reje… Jeg gik i lang tid rundt og undrede mig over, hvad det var ved hans (børne) musik som gav mig en voldsom lyst til kolde øl, en tur på ChokoladeFabriken (alltime greatest hæng-ud sted i Aarhus da jeg var yngre) indtil navnet Je’m’apelle Mads kom ind fra højre! Kan I huske Mads og BountyNiller? Det var dengang mor her boede i kollektiv, drak guldøl fra en kølig kælder, røg lidt fin tobak og dansede med på numre som det her: Je m’appelle Mads: Thomas Helmig  Sammen med Bountyniller stak de flag op i røven og dansede rundt på de danske natklubber og festivaller for en del år siden. Det var en fest!
  • Min mands deodorant holder bedre end min egen, så jeg kan ligeså være ærlig og sige, at jeg dufter af mand under armene. Jeg kan komme i tanke om værre ting at lugte af, derfor går jeg ud i verden med oprejst pande og mine altid høje tindinger men med armhuler der ikke lugter af mistænksom egenomsorg.

 

Det er fredag og fraset en aftenvagt skal den bruges på en tur i svømmehallen med ældsten så jeg håber helt ærligt ikke at vi ses. Det ville være akavet for alle parter.

God weekend derude!

//Camilla

 

 

Afvikling og udvikling

Farvel til instagram!

Så er der et livstegn efter et par ugers stilhed. Jeg har grublet en masse de sidste par uger. Over de sociale medier. Så jeg tog en rask beslutning forrige uge; jeg lukkede min instagramprofil ned. Slettede alle billeder og følgeskaber. Det fyldte mere end jeg lige tænkte og det er jo faktisk, sådan helt ærligt, underligt at bruge tid på sådan et medie, når man har vågne børn der ønsker nærvær. Det  blev en vanvittig tidsluger, som jeg hev frem som det første om morgenen og det sidste inden sengetid. Tusindvis af billeder. De flotte, de inspirerende, de sjove, de dybsindige, de knap så heldige osv. Der var billeder fra alle skuffer. Som blogger er det et godt medie at have i hånden, for man kommer helt sikkert nemmere ud med indlæg og budskaber. Men jeg har ikke planer om at give min blog en gang steorider. Hvis den vil vokse så vokser den. Hvis den forbliver lille, så har jeg hørt, at det ikke er størrelsen men gørelsen…. Og så kan man jo diskutere “gørelsen”, men det må blive en anden dag. Jeg blev træt af den polerede overflade på instagram, på tidsaspektet og på den der trang til anerkendelse fra fremmede, som der jo i en vis grad har stærk indflydelse på de her medier. Jeg havde længe overvejet at hoppe af.

Så det gjorde jeg. Og jeg nyder det!

I dag købte jeg en kage og lavede en pæn cafélatte. Sådan en, hvor jeg stod og trak en pind igennem mælkeskummet i et forsøg på at lave et lille mønster. Og ved du hvad? Jeg tog ikke et billede af kaffen… Jeg lavede den ikke for, at andre skulle se hvordan man ufrivilligt laver et fallossymbol i sin mælkeskum. Jeg lavede den til mine nedslidte smagsløg og mine søvnbefængte øjne. Kun for mig. Og den nåede ikke at blive kold. Favre nye verden 😉

instagram

Om at gro et par nosser

Jeg havde en oplevelse forleden aften, som jeg ikke er særlig stolt af. På vej hvem fra en shoppetur i silende regnvejr og med sultne unger derhjemme, som ventede min ankomst med aftensmad, ville jeg slå en smutvej med bilen. Hen over naboens grund. Hen over en meget våd græsbelagt “vej”. Som var så våd, at bilen lige akkurat kom halvvejs ned af græsalléen, før det gav et ordentlig ryk i bilen. Jeg kørte fast i mudder. Der sad jeg så. 200 meter fra mit hjem, i bulder mørke, i silende regn! LORT! Jeg fik efter et par timer Alm. Brands vejhjælp ud. Han fik mig fri. Og tak for det. Men der var bare lige nogle oplevelser forbundet med den her frihed, som gav mig stof til eftertanke. Jens Vejmand som jeg kalder ham var ikke glad. Det var onsdag aften. Det var mørkt og det regnede. Han var utilfreds med placeringen af bilen, da hans “træk-fri” kabel lige akkurat ikke kunne nå snuden på den smukke skoda. Græsset var så vådt og mudderet, at han i sine små mandige støvletter, sank ned til over anklerne. Han gav mig skylden for både vejr og mangel på gummistøvler. Han hundsede rundt med mig. “Lys der!” “Løb op til vejen og se hvor langt der er”, “LØB!”, “Jeg kan godt forstå du er flov over det her” “Hvorfor gjorde du det?”. Da bilen efter 30 min. blev trukket fri, havde jeg forinden kørt førersædet helt tilbage, da jeg troede det var ham der skulle sidde bag rettet imens kablet hev og sled i min beskidte skoda. Men det var mig der skulle sidde i bilen. Med nedrullede vinduer, regn der piskede ind i mit sarte ansigt og en sur Jens vejmand der råbte et eller andet jeg ikke kunne høre. Da bilen blev hevet op på ladet af hans vogn, holdt jeg pludselig flere meter oppe i luften i sådan en nærmest lodret position. Pludselig råbte han at jeg skulle træde på bremsen. Problemet var bare, at jeg ikke kunne nå den skide bremse. Jeg sad helt bagerst i bilen, med armene viklet godt ind i rettet og ventede på, at bilen ville vælte baglæns ned, som Titanic, da skibet stod lodret i vandet minutter før det blev suget ned i dybet. Jens Vejmand råbte igen! Og igen! Og igen! Jeg forsøgte alt hvad jeg kunne, for at kæmpe mig frem og få trådt på bremsen. Endelig kom bilen ned og Jens kom hen og kiggede ind i bilen. “Hvorfor fanden bremser du ikke??” Jeg måtte slukøret fortælle ham, at jeg ikke kunne nå bremsen eftersom sædet var kørt helt tilbage, for at være venlig, når han skulle ind i bilen og sidde. “Ja, sådan er det jo når små piger kører bil!” -sluttede han af med at sige. Det var først da jeg stod i vaskehallen, med våde sokker i mine revnede gummistøvler og drivvåde hår, at jeg reagerede på verdens sureste Jens Vejmands nedladende tone. Jeg ringede til kundeservice og fortalte dem om min oplevelse, og tog mig selv i at tænke, at det alligevel var lidt synd for Jens, hvis det skulle få nogle konsekvenser for ham.

im soooo bloggin

Det her viser meget godt, at jeg en gang i mellem (ret ofte) befinder mig i en situation, hvor jeg ikke får sagt fra. Hvor jeg kommer til at sidde i et dilemma; At sige fra og risikere en relationel akavet tavshed eller tage imod munddiarré og brokke mig efterfølgende. Jeg vælger gang på gang den sidste løsning. Som i virkeligheden ikke er en løsning. Det er mangel på nosser. Selvom den slags ikke er specielt kønne, så er de alligevel et udtryk for en eller anden form for uafhængighed….. ej, jeg har ikke nogen metafor eller fin strofe om nossere. Jeg vil bare fortælle, at jeg i skrivende stund vil til at gro et par. Sådan i overført betydning naturligvis.

Hvad så med bloggen?

For et par weekender siden var jeg et klik fra at udgive “Farvel til Blogland”. Men et eller andet indeni mig gjorde den lille handling lidt ekstra svær. Jeg har på sin vis de samme holdninger til blogland som til instagram. Jeg bliver nemt ret stresset af at se de bloggere der kaster daglige interessante indlæg ud. De blogs der vokser helt vildt. De blogs der er spækket med gode idéer og læsere. Omvendt har jeg ikke lyst til at være i samme båd som dem der desperat søger flere læsere, som har mistet sig selv i processen, som går mere op i antal udgivne indlæg end i indholdet, som ikke kan stå ved det de føler, fordi læsere er uenige. Hvor blogging bliver til læser-pleaseri,  hvor man ikke tør udlevere sig selv i håbet om at få et eller andet retur, men i stedet tager den sikre løsning; at nedgøre andres måde at være mor på, at være arbejdende mor på eller noget helt tredje. Det bliver kedeligt og uinteressant. Jeg er ikke en unik fisk i det store blogocean. Jeg får skriblet et indlæg én gang om ugen, hvis jeg har tid. Jeg har sjældent en masse gode idéer. Det er bare tankemylder, frustrationer, glæden ved at være drengemor, en hilsen fra en synkende skude lastet med søvnunderskud og hængepatter. Ikke så meget andet. I ny og næ kommer der nye læsere til via min facebookside. I ny og næ hopper der en håndfuld fra. Men jeg bruger slet ikke så meget tid på bloggen som på instagram. 1 time ugentligt vil jeg tro. Og jeg har i kraft af mine aftenvagter børnefrie formiddage, hvor jeg med god samvittighed kan sætte mig med computeren uden, at det går ud over tid med mand og børn. Så er det det jeg vil? Er det her blogmedie meningsfuldt? Er det givende, at hælde munddiarré ud over jer omhandlende mit nogle-gange-lorteparforhold, mine søde men umulige unger, mit mainstream liv i Aarhus i en tidligere rockerborg? Er det underligt, at du ved en masse om mig og jeg ikke nødvendigvis ved noget som helst dig? Hvordan bliver det for mine drenge, at kunne læse gamle indlæg fra og om deres udbrændte mor omhandlende kaostilstande i deres barndom?  Jeg aner det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg håber egentlig bare, at tiden giver mig svar.

Selvom jeg har sagt til de nærmeste, at jeg var i gang med afvikling af bloggen, så vil jeg alligevel vente og se, om ikke der vokser lidt mere lyst til at bibeholde denne del, eftersom jeg faktisk nyder at skrive indlæg. Jeg er ret vild med, at have “lidelsesfælder” “partners in crime” “medmødre” “ligesindede” “folk i samme båd” som læser med. Ikke for selvbekræftelses skyld, men fordi det faktisk letter mit hjerte.

På gensyn !

//Camilla

 

 

En instagrammers paradoks

S:O:S !

 

panikI disse dage er jeg uden en telefon, som kan andet end at ringe og skrive når signalet tillader dette. Jeg er banket tilbage til starten af år 2000. Min iphone er til reparation. Den overlevede alligevel ikke at blive tabt på fliser, tabt i toilettet og være i hænderne på min ældste dreng. Derudover er der en eller anden teknisk fejl, som opstod dagen efter jeg fik den. Lånetelefonen har ikke facebook, instagram og snapchat. Jeg var i vild panik forleden, da min telefon åndede ud. Jeg kunne hverken ringe eller sende sms. Jeg havde en halv aftale med en veninde. Jeg kunne ikke Google EL-gigantens åbningstider og kørte forgæves. Jeg kunne ikke skrive til min mand, at jeg var i panik. Jeg kunne ikke snappe det til nogen. FUCK! Jeg havde endda lavet lækker morgenmad til mig og drengene! Ingen ville kunne se det. Jeg havde en bums på hagen. Jeg kunne ikke snappe det med teksten: SIGN OF YOUTH med en “thumps up” emoji til nogen! Lorte morgen. Lorte telefon. El-gigant(isk) møg butik. Som dagene er gået, har panikken lagt sig. Jeg er så småt ved at detoxe. Udrensningen går okay. Jeg har pludselig ret så meget tid. Jeg nyder det. De der app’s er en af de største tidsrøvere. At gennemse snaps fra nær og fjern, fra tætte og bekendte, det sluger tid. Tid jeg kunne bruge på meget andet. Instagram. Et univers spækket med det man interesserer sig for, uanset om det er mad, børn, mode, design osv. Jo flere man følger, desto flere billeder klikker ind i dit feed. Der skal likes, kommenteres og besvares. Alt sammen er hyggeligt. Men det sluger en masse tid. Tid jeg kunne bruge på meget andet.

I går havde jeg Bertil hjemme (som jeg har hver fredag). Vi var på Emmerys. Vi var til læge med Alfred. Ungerne sad sammen i barnevognen og Bertil holdt om Alfred. De var SÅ søde og rolige og artige. True story! Men ingen dokumentation.  Vi var på legepladsen, i haven og grave og plante. Jeg bagte spelt(!)pandekager til drengene med hjemmelavet marmelade og dolcevita is til. Vi fik lækker aftensmad, snolder og aftenskaffe. En rigtig god og ret så perfekt dag. Og ikke et eneste øjeblik blev taget fra mine børn, fra min mand, fra vores hyggestunder, for at sende snaps, poste billeder på instagram, opdatere mig på facebook osv.

Nogle gange bliver jeg grebet af den her ambivalens, fordi jeg på den ene side nyder de mange virtuelle bekendtskaber, de fortællinger og billeder de søde instagrammere smider ud. På den anden side er det meningsløst, at bruge tid på, at kommentere andres søde børnebilleder, når mine egne børn og mand er dem, der skal bekræftes og have min tid. Kan du følge mig? De sociale medier, er faktisk en nødvendighed for mig, som blogger, hvis jeg ønsker, at andre end mine forældre og mand læser med. Jeg er nødt til, at vise lidt af mig selv derude i den virtuelle verden, for at vække lidt interesse omkring min blog. Og sikke mange søde mennesker jeg har “mødt” på denne måde. Fantastisk. Men alting med måde. Mit forbrug skal skæres ind til benet, viljen er der (lige nu) og håber, at den forbliver.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være foruden min telefon. Indtil da vil jeg detoxe, nyde roen og stilheden. Nyde at lytte til min mands tunge, snorkende åndedrag inden jeg falder i søvn om aftenen, i stedet for, at scrolle 100vis af billeder igennem og overstimuleres af søde babyer, lækre hjem og fede “gør-det-selv-løsninger” som jeg kan gruble over inden jeg lukker øjnene. Jeg vil nyde min familie uden afbrydelser af en telefon der springer op i deres ansigter, hver gang de gør noget sødt eller sjovt. Jeg vil nyde min speltpandekage helt alene og sammen med familien. Selvom jeg virkelig gerne ville have vist jer alle, at jeg er blevet speltmor! Og endnu vigtigere; manden er blevet speltfar. Hans søgen efter indre velvære og mindre fysisk ubehag pga. intolerence overfor forskellige fødevare, har ledt os til speltens verden. Spelt og laktosefri mad er bomben herhjemme. For nu. Til gengæld vil jeg kaste lidt af min tid på bloggen i stedet. Den er mere mig og noget jeg nyder på en anden måde. Det er umuligt, at lave blogindlæg når familien vælter rundt om mig med legetøj, lortebleer, snotnæser og skrig og skrål. Derfor er det sådan noget jeg sidder med i stilletimerne om aftenen eller imens børnene sover lur. Det vil sige, at tiden til dem ikke stjæles af min blog. Perfekt!

 

//Camilla

Et kram til den søde Jakob Kokfeldt for computer-assistance. Jeg er intet mindre end VILD med min nye pc. TAK for din hjælp!