En hilsen fra den virkelige verden

Min barselsbobbel er punkteret. Med et brag. Jeg må indrømme at jeg blev noget forskrækket mandag morgen, da jeg stod der midt i virkeligheden på mit nye job. Det er ingen hemmelighed, at et plejehjem med svært demente er noget helt helt andet end Nyfødt-og børneintensiv. I virkeligheden kunne forskellen vel ikke rigtig blive større. Og så er det alligevel meget erfaring jeg kan bruge i mit nye job. Jeg har været i gang i 3 dage nu- og jeg er ret overrasket over, hvor mange spændende opgaver sådan en sygeplejerske på sådan et sted har. Selvom det er luksus at møde kl. 8, er det blevet mig en gåde, hvordan jeg tidligere kunne møde kl. 7 (omklædt) og nå at hive mit barn ud af sengen og kyle det ind af en lige-knap-åben-dør i vuggestuen. Nu har jeg to børn og skal møde kl. 8 (i hvert fald de næste 3-4 uger). Selvom det er direktør-tid er der pres på om morgenen. Børnene bliver vasket imens de spiser morgenmad og jeg børster tænder imens jeg drikker kaffe og den slags multitasking. Men jeg er faktisk kommet 10 minutter før tid hele ugen. Jeg er stolt! Mit nye job er spændende. Jeg er blevet taget godt imod. Både af nye og tidligere kollegaer, beboere og øvrig personale. Nu glæder jeg bare bare til at lære 75 beboeres navne udenad, deres diagnoser og de 100vis af nye kollegaer at kende. Det bliver en travl introduktion men er jeg spændt og glad.

Børnene har haft nogle lidt længere dage i institution end de plejer. De har indtil videre overlevet. Og det har jeg også. Min samvittighed har ikke været så hårdt ramt endnu. De har været i strålende humør og det samme har jeg. Det er så skønt at komme ud i den virkelige verden og vende hjem sidst på dagen til en røvfuld ulvetime(r), en stor lyst til at kramme og knuse, kravle rundt på gulvet og bygge hule -selvom øjenlågene er tunge og hjernen arbejder på højtryk. Vores aftener er spækket med praktiske opgaver, så vi er klar til at komme ud af døren næste morgen. Tanken om, at vores liv skulle se sådan ud hver dag fremover giver mig lidt klaustrofobi. Selvom jeg ikke er kommet i gang med mine aftenvagter endnu, tror jeg alligevel på, at det er langt den bedste løsning for mig og for mine børn. Så må vi se hvordan Mureren klarer ungerne i ulvetimen, helt alene i 3-4 dage 😉

Til info kan jeg fortælle, at jeg ikke (hvad jeg ved af) har været pinlig endnu. Jeg har ikke blødt igennem de hvide bukser, vendt vrangen ud af kitlen eller haft birkes imellem fortænderne hele dagen. Jeg ville bare sige hej og håber alle hygger derude. I morgen får min blog fornemt besøg af en meget sød co-blogger Trine aka. Vebsen.

Et nyt kapitel

Lettelsen og glæden over at have fået mit livs første faste stilling som sygeplejerske blev ret hurtig afløst af somebody-shoot-me-in-the-face da Alfred blev syg. Det væltede ud af hovedet på ham med snot. Når man i forvejen lider af søvnunderskud sætter panikken ind, når man kl. 00.30 må konstaterer, at resten af natten kommer til at foregå på en pilatesbold med 11 kg tung baby på armen. Når man er suttemisbruger og ikke kan trække vejret gennem næsen er det klart, at det giver anledning til sparsom søvn. Naturligvis blev både mand og jeg smittet og vi har ligget underdrejet herhjemme. Efter flere nætter med knap 3 timers usammenhængen søvn blev jeg psykopat. Paten Camilsen. Hende der gik rundt i joggingbukser med hul imellem benene og en “hvid” tshirt der mest af alt lignede en skitse over en slagmark under anden verdenskrig. Der var blod, sved, snot og tårer på, hvilket i virkeligheden er ret standard…. Hende der havde fedtede hår og hev det hele tilbage i en alt for stram knold, som muligvis fik udtrykket til at se endnu mere “faisty” ud.  Jeg blev sådan én manden ikke lige skulle give et kærligt klap bag i.  Jeg blev desperat og skrev til min søde økohippieveninde, Eva som hun også hedder, efter råd. Hun sendte sin mand forbi os med en kasse fuld af grøn bliv-rask-pulver, kapsler med sundhed, tabletter med overskud, the med immunforsvarsbooster og den slags. Og selvom vi ikke er helt uden snotnæser, er vi meget tæt på. Ungerne fyldes med vitaminer, probiotika og hjemmepresset rødbede/gulerod/ingefær/æble/citron – juice og de er tilfredse og drikker det hele med største fornøjelse. Til info kan jeg fortælle at jeg har været i bad, bukserne er smidt ud og tshirten ligeså. Min mand og jeg er stadig sammen til trods for en lidt presset stemning da situationen herhjemme stod værst til.

Opstart i vuggestue blev et par dage forsinket pga. sygdom hos undertegnede, men vi var begge afsted onsdag. Alfreds første dag som vuggestuedreng. Sikke en positiv oplevelse de sidste to dage har været. Jeg kunne ikke blive mere tryg ved, at skulle aflevere ham til de to pædagoger der arbejder i hans vuggestue. De er fuldstændig fantastiske. Rolige, hjertevarme, smilende og deler ud af kram, knus, klap og godt humør midt i en fuldstændig kaotisk vuggestue med snotunger, ikke-sovende, grædende børn. Selvom normeringen i institutionerne er alt alt for ringe, så formår de virkelig at se hvert enkelte barn. Det var meget tydeligt, hvor glade børnene var for de to damer. De var meget interesseret i Alfreds vaner, rytme, interesser osv. De tilrettelægger dagen efter, hvad de vurderer flest børn vil have størst glæde af. Der er ikke den samme struktur som vi var vant til, fra Bertils tid i (en anden) vuggestue, men det skræmmer mig ikke længere. Det giver mening at opveje, afveje og overveje. Der er pædagogiske tanker og handlinger bag “den manglende struktur” og det er trygt. Jeg er fan!

Jeg når at have en lille uges tid for mig selv, inden jeg skal starte på arbejde. Jeg er taknemmelig. Sådan virkelig. Hvor heldig kan jeg have lov at være, at blive kaldt til samtale på den eneste stilling jeg har søgt – og så rent faktisk få jobbet!?!? Selvom det ikke er på Skejby Sygehus, hvor jeg har været ufatteligt glad for at være, særligt indenfor det akutte, så er jeg sikker på at jeg kan lære en masse og gøre en forskel der hvor jeg nu skal i gang. Jeg glæder mig! Men inden jeg skal i gang, må jeg indrømme at jeg glæder mig vanvittigt til en del formiddage på sofaen med House of Cards på netflix og varm kaffe i koppen. O søde liv!

Jeg står med ét ben ude af barselsboblen og det andet er stadig derinde i det trygge. Efter at have talt med pædagogerne i Alfreds vuggestue og set ham være nysgerrig, undersøgende og tryg ved det hele får jeg en rigtig god mavefornemmelse. Dét sammenlagt med min jobsituation, ja så er jeg altså klar til at hoppe ud af boblen og ind i et nyt kapitel.

alfi2

//Camilla

Indlæggets thumbnail er lånt fra Henkogt Hverdag