2016 – it’s on!

familieSå er vi godt i gang med 2016. Der er sikkert en masse derude i det ganske danske land, som traditionen tro er hoppet på en eller anden stram diæt og meldt sig ind i et fitnesscenter. Jeg er ligesom de fleste andre, en fisk i havet der gerne svømmer med strømmen, for ligesom at spare på krudtet. Jeg er hoppet ombord på nul-sukker vognen og jeg kan fortælle jer, at jeg klarede mandag-torsdag til ug! Da det blev fredag omlagde jeg strategien; Sukker i weekender er tilladt. Undtagen søndag. Sikke en lettelse for min sukker-afhængige krop. Man må starte med at stå, før man kan lære at gå. Det må være mit motto for 2016. Næste skridt bliver noget fitness og derefter nogle grøntsager. Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, som ældre mennesker ynder at sige. Jeg er som bekendt på vej mod de 32 (næste efterår) så jeg vil kategorisere mig selv som værende i den modne ende af ungdommen. Netop derfor må jeg stoppe op og tænke mig godt om. Jeg har ikke et stofskifte som en hormonbefængt teenager længere, så vægtens udslag er nu overladt til antal skridt jeg går dagligt og en vis mådeholdenhed. Derudover kan jeg i øvrigt fortælle, at en læge på medicinsk endokrinologisk afdeling synes det kunne være festligt at trappe mig ned i medicin for mit lave stofskifte, for at se, hvordan min skjoldbrugskirtel reagerer. Jeg er skeptisk, men følger selvfølgelig lægens ord og går i en osteklokke af udpræget træthedsfornemmelser, værre end normalen. Oh the joy!

Jeg forsømmer bloggen. Dels fordi jeg ikke har meget på hjerte, dels fordi det kræver lidt tid, som jeg ikke rigtig synes jeg har. Beklager, men jeg tænker nu nok, at de der læser med har så rigeligt om egne øre, at det vel nærmest går ubemærket forbi. Moderskabet kræver mere end 24 timer i døgnet. Også selvom døgnet starter kl. ca. 5 og slutter kl. 00.15.

2016, jeg har ikke de store planer. Jeg tænker, at jeg fortsætter med at gøre mit bedste i mit parforhold. Vi har haft den sidste tur hos parterapeuten og det var fedt. Fedt at mærke, hvor meget vi har rykket os og fedt med anerkendelse fra en terapeut der var enig i, at vi helt sikkert har været igennem en ordentlig omgang. Tiden læger alle sår (og husprojekter) og heldigvis er vi kommet igennem på den anden side. Jeg er faktisk lykkelig. Sådan helt ind i maven. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har Mureren i mit liv. Uden ham tror jeg faktisk ikke, at jeg nogensinde kunne være helt mig selv. Og den bedste følelse er, at være helt sig selv i en andens nærvær og føle sig elsket på trods af ekstreme humørsvingninger mellem kl. 5 og 8.00, på trods af mormortrusser, post-teenagebumser og en virkelig dårlig humor.

per

Planen er at spise sundere, dyrke noget motion og få lidt mere energi til at være en god mor i morgentimerne. Det kniber lige nu, men med aftenvagter og morgenfriske børn, så kommer enhver lunte (lang som kort) på prøve. Der er altid plads til forbedringer og jeg har tænkt mig, at forsøge at lade være med at tage sorgerne på forskud. Fx har jeg lige spist en halv plade Marabou med Oreos. Jeg vil ikke tænke på, hvad det gør ved mine lår eller numse. Nej, så hellere tænke på, hvor godt det smagte og hvor sej jeg var da jeg i går kun købte dén ene plade, selvom der var tilbud på 2.

camilla

2016 – it’s on!

//Camilla

Parterapi

Jeg har grublet lidt over, om jeg havde lyst til at dele dette med Gud og hver mand. Gud jo jo, men hver mand?

I alle parforhold, uanset om man er gift eller ej, uanset om man har børn eller ej, kommer der kriser, problemer, konflikter, diskussioner og frustrationer. Det er vel uundgåeligt. Men hvornår bliver det så surt, at vores parforhold har brug for hjælp? Skal man have tænkt i skilsmisse tanker før man bør tage kontakt? Det er ikke et nederlag, at erkende, at man har brug for hjælp. Det måtte jeg ihvertfald minde mig selv om 50 gange dagligt da beslutningen blev taget.

parterapi

Det var sikkert som amen i kirken, at denne sætning blev fyret af hver gang vi havde en diskussion; ” Vi ses hos en parterapeut dit sure røvhul”. Det er egentligt utroligt at “røvhul” ikke blev Bertils første ord.                                                            Dagen kom (endelig) hvor jeg tænkte, at der måtte handling bag ordene. “Vi ses seriøst hos en parterapeut dit sure røvhul – og det er ikk’ for sjov!” Så jeg satte mig ned og forfattede en mail til en parterapeut. Jeg startede ud med at gøre det klart, at vi ikke stod i en eksistentiel krise eller for den sags skyld var på vej i skilsmisse. Bare sådan, at hun ikke hev det store psykologi-arsenal frem. Svaret kom ret hurtigt tilbage. Vi fik en tid ugen efter.  BOM! 2 flotte unge mennesker, hvis jeg selv skal sige det, kunne ikke finde ud af, at tale sammen. Vi skulle til Randers for at få styr på vores lort. Randers… Sagen var jo, at vi elskede hinanden, vi ville hinanden og derfor var det faktisk ret akavet, at tage afsted til parterapi. For det er da noget man gør som et sidste desperat forsøg på, at undgå skilsmisse. Vi var altså slet ikke derude.

Der var en afslappet atmosfære hos den rare terapeut. Hun startede ud med, at høre lidt om vores baggrund, hvordan vi mødte hinanden og sådan smalltalkede vi i en rum tid. Langsomt fik hun spurgt ind til, hvad problemerne drejede sig om. Hun var rigtig god til, at få os begge på banen og vi fik ret hurtigt åbnede op, hver især. Det, at få italesat sine tanker er ikke en dum ting. Vi var afsted 2 gange og det ændrede simpelthen så meget. Vi fik et nyt fokus, en fornyet energi i vores parforhold og en respekt som måske havde manglet lidt siden kollikbarnet blev født. Efter et husprojekt, hvor jeg var meget alene med Bertil, med min uopdagede fødselsdepression og manglende overskud blev det svært, at være noget for min hårdtarbejdende mand der havde brug for et skulderklap og opmuntring til, at fortsætte projektet. Terapeuten fortalte, at vi skulle se parforholdet som et par vægtskåle. Der skal være overvægt i den positive skål. Vores vægtskåle var nede under gulvbrædderne. De havde måske lige været nede ved grundvandet og flyde lidt. Vi fik nulstillet de her vægtskåle ved parterapeuten gennem samtale og hjemmeopgaven blev, at fylde en masse i de positive vægtskåle.

Hvordan fylder man på? Hvad gør ham glad? Hvad gør mig glad? 

Med udgangspunkt i “Kærlighedens 5 sprog” af Gary Chapman fik vi virkelig øjnene op for, hvad der betød noget for hinanden. Det lyder SÅ åndsvagt, men det giver mening. De 5 sprog lister jeg op her:

1) Anerkendende ord

2) Tid til hinanden

3) At modtage gaver

4) Tjenester

5) Fysisk berøring

Man kan gå rundt og tro, at man fylder på sin partners positive vægtskål ved fx. at give sin ham/hende gaver. Jeg elsker gaver fra min mand. Uanset hvad det er. Med forbehold. Hvis det, der gør Per allermest glad er, at jeg giver ham anerkendende ord eller et kys, så er det måske lidt spild af penge, at købe gaver til ham.

Derudover lærte vi, at det er vigtigt, at evaluere sit parforhold. Uanset om man har været sammen kort tid eller om man har fejret sølvbryllup. Parforholdet er en opgave. Det kræver arbejde, udvikling og evaluering. Èn gang om ugen, foreslog terapeuten, bør man sætte sig ned, med en kop kaffe og tale sammen. Give hinanden ros for de gode ting man har gjort for hinanden i ugens løb. Hvad har Per gjort for, at gøre mig glad? Hvad har jeg gjort? Det skal ikke være en samtale der handler om, hvad der har gjort os vrede, for det skaber afstand og man sætter parader op med det samme, hvis man skal høre kritik som det første. Afslutningsvis kan man aftale, på en konstruktiv måde, hvad der skal være mere fokus på. Hvad der skal være mindre af. Det er virkelig godt givet ud. Det giver sammenhold og følelsen af, at være sammen om et super vigtigt projekt, nemlig projekt “I medgang og modgang til vi bliver gamle. Til vi tørre ind, får slatten hud og får endnu tungere øjenlåg end dem vi render rundt med nu”.

Det kan være lidt svært, har vi erfaret, at finde tiden om aftenen med børn, madpakker, oprydning osv. Men det er en prioritering. Det bør være førsteprioritet. For hvad er et opryddet og rent hjem uden kærlighed? Hvad er en madpakke, hvis den ikke er smurt med kærlighed.  Røv-syg!

Inden jeg trykkede “Udgiv” spurgte jeg Per, hvordan han havde det med, at Gud og hver mand om lidt ville kende til vores ‘fucked up’ parforhold. Han svarede: ” Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg har fortalt det til mine kammerater og helt ærligt; Vi har været igennem et helt års total ombygning med en unge der skreg og ikke ville sove. Ingen forhold ville kunne klare sådan en omgang, uden et smut til Randers!”. Jeg er enig. Med dette indlæg håber jeg, at kunne bryde et tabu. At kunne inspirere og hjælpe andre før det bliver for surt. Jeg er helt okay med, at Gud og hver mand ved, at vi har et fuldstændig normalt parforhold 😉

10

Peace!

//Camilla