Den pinlige fødsel

7.juni 2012 var den vildeste dag nogensinde. Jeg blev sat i gang på termin. På mange måder var jeg glad for at jeg ikke skulle vente på, at jeg ville gå i gang af mig selv. INGEN gider vente mere når man har nået terminsdag. Årsagen til igangsættelsen var mine mange svære allergier som flere gange har udviklet sig til anafylaksi. Græspollensæsonen er en killer og lægerne ville ikke tage nogen chancer. Ved forundersøgelsen blev der sagt “Yderst gunstigt miljø”. Det ville blive en let fødsel sagde de. Fra den første pille blev slugt, til Bertil var ude gik der vidst ca. 6 timer. Det var harsk! 3 ord kan knyttes til min fødsel:

Vestorm, kaos og dødsangst.

Jeg var TOTALT kvæstet af de evindelige veer. Jeg var tør i munden, havde kvalme, troede jeg skulle brække mig hele tiden. Lavede bræklyde og brækrefleksen var ret stressende at skulle forholde sig til samtidig med alle de andre reflekser der arbejdede imod mig.

Ydmygelsen startede da jeg ikke kunne overskue at skifte tøj pga. de mange veer.

Ydmygelsen tog til, da jordemoderen måtte måle min temperatur.

Ydmygelsen blev total, da jeg fik lavement og brækrefleksen blev aktiveret samtidigt.

Jeg bad om kejsersnit flere gange end jeg havde veer.

Da Bertil var næsten ude fik jeg alligevel brølt noget ala: “Skub ham op igen! Jeg vil have et kejsersniiiiiiit!”

Når jordemoderen bad mig presse fik jeg sagt: “Nej, jeg vil gerne hjeeeeem!”

Jeg greb fat i Pers arm flere gange og brølede: “Start bilen, vi tager hjem!”

Da jeg blev bedt om at trække vejret stille og roligt, lykkedes det mig at trække vejret 3 gange hurtigere.

Jeg bad om at blive lagt i narkose!

Jeg bad Per om at slå mig bevidstløs!

Det eneste smertelindrende jeg kunne nå at få var en pondusblokade. Den blev lagt forkert og lammede mit venstre ben.

En let fødsel sagde de…. Nogen tænkte vidst at sådan en lille hvid løgn ville være på sin plads på sådan en salig torsdag. Til sidst blev læger tilkaldt og det føltes som om, at stuen var rimelig godt bemandet. Bertil var blevet stresset af de mange veer og så blev der med en ret bestemt tone sagt, at hvis jeg ikke fik ham ud nu, så var det til stor fare for baby. Så jeg tog mig sammen og fik ham ud på nul kommer fem. Kun to sekunder efter, at jeg fik skrigballonen op på min mave fik jeg en åbenbaring; “Det kan jeg sagtens gøre igen!”.

Sådan er mennesket så godt indrettet….

//Camilla

bertil2