2016 – it’s on!

familieSå er vi godt i gang med 2016. Der er sikkert en masse derude i det ganske danske land, som traditionen tro er hoppet på en eller anden stram diæt og meldt sig ind i et fitnesscenter. Jeg er ligesom de fleste andre, en fisk i havet der gerne svømmer med strømmen, for ligesom at spare på krudtet. Jeg er hoppet ombord på nul-sukker vognen og jeg kan fortælle jer, at jeg klarede mandag-torsdag til ug! Da det blev fredag omlagde jeg strategien; Sukker i weekender er tilladt. Undtagen søndag. Sikke en lettelse for min sukker-afhængige krop. Man må starte med at stå, før man kan lære at gå. Det må være mit motto for 2016. Næste skridt bliver noget fitness og derefter nogle grøntsager. Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, som ældre mennesker ynder at sige. Jeg er som bekendt på vej mod de 32 (næste efterår) så jeg vil kategorisere mig selv som værende i den modne ende af ungdommen. Netop derfor må jeg stoppe op og tænke mig godt om. Jeg har ikke et stofskifte som en hormonbefængt teenager længere, så vægtens udslag er nu overladt til antal skridt jeg går dagligt og en vis mådeholdenhed. Derudover kan jeg i øvrigt fortælle, at en læge på medicinsk endokrinologisk afdeling synes det kunne være festligt at trappe mig ned i medicin for mit lave stofskifte, for at se, hvordan min skjoldbrugskirtel reagerer. Jeg er skeptisk, men følger selvfølgelig lægens ord og går i en osteklokke af udpræget træthedsfornemmelser, værre end normalen. Oh the joy!

Jeg forsømmer bloggen. Dels fordi jeg ikke har meget på hjerte, dels fordi det kræver lidt tid, som jeg ikke rigtig synes jeg har. Beklager, men jeg tænker nu nok, at de der læser med har så rigeligt om egne øre, at det vel nærmest går ubemærket forbi. Moderskabet kræver mere end 24 timer i døgnet. Også selvom døgnet starter kl. ca. 5 og slutter kl. 00.15.

2016, jeg har ikke de store planer. Jeg tænker, at jeg fortsætter med at gøre mit bedste i mit parforhold. Vi har haft den sidste tur hos parterapeuten og det var fedt. Fedt at mærke, hvor meget vi har rykket os og fedt med anerkendelse fra en terapeut der var enig i, at vi helt sikkert har været igennem en ordentlig omgang. Tiden læger alle sår (og husprojekter) og heldigvis er vi kommet igennem på den anden side. Jeg er faktisk lykkelig. Sådan helt ind i maven. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har Mureren i mit liv. Uden ham tror jeg faktisk ikke, at jeg nogensinde kunne være helt mig selv. Og den bedste følelse er, at være helt sig selv i en andens nærvær og føle sig elsket på trods af ekstreme humørsvingninger mellem kl. 5 og 8.00, på trods af mormortrusser, post-teenagebumser og en virkelig dårlig humor.

per

Planen er at spise sundere, dyrke noget motion og få lidt mere energi til at være en god mor i morgentimerne. Det kniber lige nu, men med aftenvagter og morgenfriske børn, så kommer enhver lunte (lang som kort) på prøve. Der er altid plads til forbedringer og jeg har tænkt mig, at forsøge at lade være med at tage sorgerne på forskud. Fx har jeg lige spist en halv plade Marabou med Oreos. Jeg vil ikke tænke på, hvad det gør ved mine lår eller numse. Nej, så hellere tænke på, hvor godt det smagte og hvor sej jeg var da jeg i går kun købte dén ene plade, selvom der var tilbud på 2.

camilla

2016 – it’s on!

//Camilla

Zombie lignende tilstande i Aarhus

Jeg svinger en gang imellem forbi bloggen, med tanken om at nedfælde et eller andet, men jeg går i stå hver gang. Det er ikke fordi jeg ikke oplever ting og sager, som kunne afføde et blogindlæg, men jeg er en zombie for tiden. Mombie som det også kaldes, når årsagen skyldes moderskabet.

Mine børn er født med evnen til at overleve på ganske få timers søvn. En evne jeg ikke selv er født med. Min krop kører på energien der udvindes af stærk kaffe og snøfler. Snøfler er ikke det foretrukne, men jeg er for træt til at bevæge mig ind til en bager og købe studenterbrød og træstammer, som klart er en favorit.

Efter en aftenvagt i går, nåede jeg at sove 2 sammenhængende timer inden natteræset begyndte. En vågen 1 årig i midten af dobbeltsengen, som sad på knæ og bankede panden ind i væggen og derefter brugte en times tid på at trække sine sutter hen over de nubrede vægge, imens han energisk og ganske rytmisk råbte “bah!” 100 gange. Efter 2 timer faldt ynglet i søvn igen og det var åbenbart den 3åriges clue til at stå op og sparke døren ind til soveværelset. Da det gik op for ham, at hans mor ikke var nede med idéen om tidlig morgenmad og ramasjang før kl. 05.15 afløstes morgenglæden til et raserianfald af en anden verden. Så det blev ikke til så meget søvn, som man kunne håbe på. Som man hver aften beder om, inden man lukker øjnene. Faktisk kan livet med børn ikke rigtig beskrives bedre end sådan her:

People with no kids don’t know

Jeg har set klippet åndsvagt mange gange og jeg skriger af grin hver gang. Om det skyldes den massive sønvmangel eller om det rent faktisk er fordi Michael Mcintyre er sjov, det må være op til dig at vurdere.

I weekenden har jeg været i København på Tøsetur med min moster og mor. Vi skulle over og besøge min kusine på Nørrebro. Det var trods møgvejr en fuldstændig fantastisk weekend fyldt med grin, hygge, shopping, kulturelle input ifm et helt genialt teaterstykke; “En sommer uden mænd”, rødvin, god mad og et smut i torvehallerne. Jeg kan kun anbefale alle mine med-mødre derude, at pakke tasken og forlade den synkende skude. Det var virkelig tiltrængt at få lidt luft under vingerne, som ikke er sådan nogle charmerende englevinger, men nærmere store blege fedtholdige hudlapper, der kører deres helt eget løb. Udover at spise en hel bakke snøfler inden en færgetur søndag aften, inden Gorm rigtig tog fat og lukkede færgeafgangen, lykkedes det mig at dyppe en pommes frittes i en omgang mayo med et rimelig stort glasskår i. Det resulterede i en ufrivillig tungepiercing og en gratis middag, som selvfølgelig var på sin plads efter sådan en traumatisk oplevelse.

Nu er jeg hjemme igen, tilbage på Titanic om man vil. Manden har skiftet job, hvilket giver børnene kortere dage i institution og moderen en mindre dårlig samvittighed over selv samme. Det giver mere luft herhjemme og jeg kan fortælle, at det går rigtig godt på jobbet. Jeg trives, lærer en masse nyt, har travlt og har søde kollegaer.

Det er december måned og jeg glæder mig allerede til en masse julebag, julemusik, hyggestunder og det sædvanelige desperate forsøg på at indhente søvn.

Glædelig december derude.

//Camilla

snemandBertil har taget et billede af mig med hovedet langt fra snemandens…Jeg tror ikke han forstod konceptet…