Den kronisk dårlige samvittighed

Det her halv rodede indlæg handler lidt om det her med, at have sig selv med i sit mor-skab. Om vigtigheden i, at stoppe op og mærke efter. At sige til og fra. At overveje og prioritere de rigtige ting og at skrue forventningerne til sig selv helt ned.

Jeg tror jeg misunder andengangsmoren Camilla lidt, hvis jeg ser på mig selv gennem førstegangsmoren Camilla’s øjne. Lidt er nok i virkeligheden en underdrivelse af dimensioner.

Da jeg fødte Bertil var jeg forinden selve fødslen, i et angstprovokerende “Dør jeg af det her”- scenarie. Det at overleve en fødsel var et sandt mirakel (synes jeg på det tidspunkt, eftersom jeg havde svært ved, at forestille mig en anden afslutning på eventet end den fatale). Den der sejrsrus fyldte rigtig meget i døgnet efter. Faktisk havde jeg lyst til at fejre livet med alle dem jeg holdt af. Jeg havde brug for, at der kom en masse og så mit smukke afkom og særligt havde jeg brug for min mor. Vi blev installeret på patienthotellet mhp. ammeetablering og den slags. Det var fint. Jeg sov ikke det første døgn efter fødslen. Jeg havde heller ikke sovet døgnet forinden. Den manglende søvn gør selvfølgelig ingen underværker på nogen konti. Slet ikke på overskudskontoen. Besøg skal der til når man har klemt en 3,4 kilo knejt ud gennem sit allerhelligste. Det første besøg var af mine forældre. Det var stort! Men derefter gik luften af ballonen. Jeg synes ikke at jeg kunne overskue mere. Når man sidder der i sin seng på patienthotellet, grådlabil, ødematøs som bare pokker – over hele kroppen, træt som aldrig før, lykkelig, bange, nervøs, med overspændte bryster, en amning der ikke kører på skinner, en meget sulten dreng og et underliv der gør mere ondt end hvad man kunne forestille sig lige da man havde født, ja så er der altså kun én person i verden der duer; MOAR! Som førstegangsmor, synes jeg det var enormt grænseoverskridende, at være så tæt ( pga. det lille værelse) med alle de besøgende. Det var grænseoverskridende at tænke på en amning foran dem. Det ville være grænseoverskridende at bede dem vente udenfor imens en måske timelang svær amning med hjælp fra personale skulle i gang. Det var rigtig svært, at give Bertil fra mig, selvom det var til mennesker der ville få en kæmpe stor betydning for ham i hans liv. Selvfølgelig ville de holde ham, snuse til ham og røre ham.  Men jeg kendte ham ikke selv endnu, jeg havde ikke kigget længe nok på ham endnu. Midt i et af besøgene kom der en sygeplejerske ind på stuen som ville se en amning. Foran hele skaren af gæster tog hun fat i mit bryst som om det var uden nerver og følereceptorer. Hun nærmest proppede det ind i munden på det her lille bitte skrøbelige menneske. Han kunne ikke helt finde ud af det og det kunne jeg heller ikke. Så hun rev en del i mig. Hun havde tralvt, det bar besøget præg af. Der sad jeg så, stor og afmægtig i en omgang ammeetablering med mennesker jeg holdt af men som jeg ikke kunne overskue lige nu. For at få mig til at føle mig som en endnu bedre mor spurgte sygeplejersken mig, om jeg ikke hellere ville lægge ham i vindueskarmen, for det kunne jeg da ligeså godt sådan som jeg sad med ham halvanden meter fra brystet. Tak for den søde kommentar udbrændte sygeplejerske som tilsyneladende burde finde et andet job eller en mand der rent faktisk gider dig en onsdag aften! Tak fordi du SÅ mig! Tak for dit selvtillidsboost…

Da gæsterne var gået var jeg fuldstændig tudefærdig. Jeg orkede ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg var træt og forvirret og skuffet og alt muligt andet. Besøgene rullede ind de næste to dage samtidig med ammetablering og pludselig skulle vi hjem. Med et sulten barn og en amning der ikke var ordentlig i gang endnu. Jeg var angst da vi sad hjemme i vores lejlighed 800 meter fra Skejby sygehus med bryster så store og hårde som kampesten. De næste knap 14 dage gik med en masse besøg. Rigtig mange besøg.

Som tiden gik erfarede jeg, at jeg var en meget stresset, presset og nervøs førstegangsmor som ikke kunne læse mit barns signaler. Hver gang han brokkede sig fik han bryst. Som resultat af den taktik, tog han på i flyvende fart, fik ondt i maven og skreg i timevis hver eneste aften i 5 måneder. Jeg var en mor som overreagerede når tingene ikke gik som planlagt. En mor der havde en meget kort lunte og som græd mange gange om dagen pga. dårlig samvittighed, utilstrækkelighed og lavt mor-selvværd. Jeg havde tårnhøje forventninger til mig selv som mor. Jeg kunne på ingen måde leve op til det. Jeg forsøgte at hive Sundhedsplejersken Helens (hende der udgiver bøger om alt muligt omhandlende børn, søvn, mad osv) dagskemaer ned over hovedet på Bertil, for at have bare en lille smule kontrol over et eller andet. Han passede bare ikke ind i de der skemaer. Han har altid været sin egen. Noget jeg først senere fandt ud af var en af hans store styrker. Som træt mor er det bare pisse irriterende, at han ikke sov de der 16 timer i døgnet som de skulle i følge bøgerne. Det er bare så tåbeligt, at der stod i skemaet for baby på 6 måneder, at de vågner kl. 6 ammes og sover videre til 07.30 når virkeligheden var, at hans første lur (ud af alt for mange i følge skemaet) startede kl. 6.15! Ude i barnevognen. I snevejr. Skemaet var naturligvis vejledende men der var ingen vejledning at hente. Ingen!

Jeg begyndte at se frem til at min barsel var slut. Jeg var så heldig at blive ansat på en fantastisk afdeling, som jeg kendte fra min praktikperiode, så Bertil skulle bare lige køres ind i vuggestue og så kunne der starte en nyt kapitel. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed. At være mor og have et fuldtidsjob er ikke den bedste kombination må jeg bare erkende. At have et barn der ofte bliver syg skaber ikke den største fleksibilitet på en arbejdsplads. Jeg fik hjertebanken hver gang vores koordinator eller sekretær råbte efter mig, at der var telefon. Det var med en vis nervøsitet i stemmen, når jeg gang på gang måtte ringe til afdelingen og bede om barnets tyvende første sygedag. Det var med ærgrelse, at jeg måtte sige nej til overarbejde eller ekstra vagter, da jeg gerne ville bevise mit sygeplejerske-værd og måske komme lidt foran i køen om en fast stilling, men jeg havde et barn der skulle hentes og passes. Manden arbejdede på det tidspunkt så tilpas langt væk, at han ikke kunne nå at hente. Vi havde et husprojekt som i forvejen stod stille de weekender jeg var på arbejde, så at tage ekstra weekendvagter kostede os flere penge end jeg ville tjene på sådan en vagt. Jeg tudede i medicinrummet, når manden sendte et billed af en Bertil der havde lært at stå eller hoppe eller gå. Det er svært at være to steder på en gang.

Sig til og sig fra! De der 14 dages barsel med mand og baby (og søskende) er en helt unik tid som er til for, at I kan få ro til at være den nye familie som I er. Som nybagte forældre skal man passe på hinanden i den første tid. Da vi fik Alfred fik vi ganske få besøg de første 14 dage og jeg NØD hver en dag med mine drenge. Jeg nød roen. Jeg nød at ligge i sofaen med Alfred og kigge på ham imens han sov. Jeg fik tid til at lære ham at kende. Jeg slappede så meget af, at mit blodtryk nærmest var ikke-eksisterende. Nyd barslen, for det er en tid du vil længes efter når du arbejder 37 timer om ugen og kun når at se dit barn få timer om dagen. Måske skal man ikke stræbe så højt eller have så høje forventninger til sig selv og sin karriere så længe man har små børn.

Alfred er 9 måneder nu. Om en måned starter han i vuggestue og så starter et nyt kapitel. Et nyt kapitel med kronisk dårlig samvittighed over, at sende sine børn i underbemandede daginstitutioner alt for mange timer i døgnet, på overfyldte stuer med halvsyge børn, der afleveres om morgenen på chance-kortet fordi der er for lidt forståelse for familielivet og de udfordringer børnefamilierne står overfor, på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt. Om lidt starter et nyt kapitel for mig. Et nyt kapitel med dårlig samvittighed over, at det måske er pædagogen der hører ham sige mor for første gang. Det er pædagogen der står klar til at tage imod ham når han tager sine første skridt. Det er pædagogen der trøster ham i stedet for mig. Det er pædagogen der sidder med ham når det han i virkeligheden allermest har brug for, er at sidde hos sin MOAR!

Nogle kapitler har man bare lyst til at springe over eller omskrive!

//Camilla

Lort og lagkage

kollikbertilJeg har fulgt Lortemors blog i lang tid. Jeg fandt lidt trøst i, at jeg ikke var alene om at føle mig som sådan en rigtig lortemor. Jeg havde ikke nogen omkring mig, som oplevede eller åbent snakkede om, hvor hårdt det var at få børn. Så jeg forsøgte at fremstå overskudsagtig. Ligesom dem omkring mig. Men det blev et pinagtig forsøg. For jeg havde ingen overskud. Jeg var usikker, træt, bange for at gøre noget forkert, mega træt, frustreret og slet ikke parat til at give afkald på “Camilla-tid”.

Der bliver tilsyneladende i medierne talt om, at der er for meget fokus på det negative ved dét at få børn. Da jeg fik Bertil for snart 3 år siden blev jeg MEGET overrasket over, at det ikke var så lyserødt som jeg synes det så ud til på de sociale medier, i tv og i bøgerne. Jeg synes det var en vanvittig omvæltning at blive mor. Jeg tacklede omvæltningen virkelig dårligt, set i bakspejlet. Jeg forstod slet ikke at barnet ikke ville sove om natten. For det gør mennesker jo! Jeg forstod slet ikke, at jeg efter 3 måneder, ikke længere kunne amme. For det kan mødre jo! Jeg forstod slet ikke, at barnet ikke ville ligge i en barnevogn. For det hedder jo en BARNEvogn! Jeg forstod slet ikke, at han skulle skrige så højt og længe. For babyer sover og pludre og smiler! Og sådan kunne jeg fortsætte. At vi købte hus oveni gjorde selvfølgelig ikke situationen bedre. For det betød, at jeg var alene fra kl. 6 om morgenen til kl 22 om aftenen. Som Danmarks mest usikre mor. Med det laveste mor-selvværd. Heldigvis voksede jeg med opgaven. Det gør man jo på et eller andet tidspunkt. Man bliver klogere hver eneste dag. Man lærer sit barn bedre at kende hver eneste dag.

Nu er der for meget fokus på det negative. Det er ikke rigtig til at blive klog på. Jeg tror (og håber) at alle ved, at det er en meget stor og ubeskrivelig gave at blive forældre. Det er også en meget stor opgave. Det er mega hårdt arbejde. Det koster grå hår, hængepatter, appelsinhud, store frustationer, en omgang parterapi, skænderier og uenigheder om opdragelse, opførsel og sidst men ikke mindst koster det nattesøvn. Det er da kun en fin ting, at være ærlig om det. Jeg vil ihvertfald ikke påstå, at det er piece of cake. Heller ikke selv om jeg har fået et dejlig nemt barn anden gang. Det er stadig hårdt. Jeg sover ikke meget om natten og bliver vækket urimelig mange gange af både den store og den lille. Og af mandens snorken. MEN! Når spradebassen kigger dig i øjnene første gang, når ungen siger mor eller far første gang, smiler, pludre, når den lille mus putter sig helt ind i din armhule og kigger dig dybt i øjnene, når de siger “jeg elsker dig” for første gang, når de griner, når de lærer nye færdigheder osv. osv., ja så er det bare det hele værd. De positive ting ved det at få børn, opvejer alt det negative. Sådan føler jeg. Jeg kan selvfølglig ikke tale på alle mødres vejne.

Jeg har et barn, som gav mig en hård start i mor-rollen. Jeg har også et barn der har gjort min rolle som andengangs mor meget nem. Så jeg kan skrive og fortælle om begge dele. Og det vil jeg gøre. For begge dele har lært mig rigtig meget om mig selv og det har lært mig ting, jeg ikke vil undvære. Jeg synes det er fint, at der er fokus på det knap så idylliske i børnefamilierne. For jeg ved, at der bag alt det hårde, også er en masse smil og gode stunder.

Heldigvis! Ellers ville ordet “søskende” vel næppe eksistere. Selvom den slags ikke altid er planlagt.

morbertil

 

// Camilla